Den gamle konge i sit eksil

Bogen følger forfatteren og hans fars samvaer fra faderens begyndende demens og til enden, døden, Beretningen bevarer respekten og kaerligheden til faderen, men fortaeller alligevel om absurditeten, de vanvittige dialoger, og de utroligt vanskelige problemer, pårørende står overfor, når et elsket menneske forandrer sig for øjnene af en, "Da jeg var seks år gammel, holdt min bedstefar op med at genkende mig, Han boede i nabohuset neden for vores hus, og da jeg brugte hans frugthave som genvej til skolen, smed han en gang imellem et stykke braende efter mig, for jeg havde ikke noget at gøre på hans jord, Somme tider blev han dog alligevel glad for at se mig, og han kom hen til mig og kaldte mig Helmut, Det kunne jeg nu heller ikke bruge til noget, Bedstefar døde, Jeg glemte disse oplevelser - indtil sygdommen tog fat hos min far," Arno Geiger følger sin fars liv taet de naeste år, For at støtte ham i den stadig vanskeligere hverdag, inden plejehjemmet bliver den sidste station, Men også for at laere ham at kende - for tiden er gået, siden barndommen sluttede, og det travle voksne liv satte ind, Geiger flytter ind, og dagene går med mange forskellige slags samvaer, med rablende dialoger, absurde optrin, Men faderen er samtidig lysende klar i fortaellingerne fra hans egen barndom, hans soldatertid, slaegtens og hjemstavnens historie, LEKTØRUDTALELSE "Rørende, humoristisk og meget personlig beretning om en søns iagttagelse af sin fars rejse ind i demensen, Faderen August er ramt af Alzheimer, og sønnen følger ham taet de sidste år, God at laese for alle med demens inde på livet (,,,) En meget taet og bevaegende skildring af en rejse ind i demensen, af og til meget morsom, men også meget gribende, Bogen kan med sine mange eksempler hjaelpe andre i samme situation," ANMELDERNE SKREV "Konklusionen først: Bogen om Arno Geiger og hans demente far er en bog, som bør laeses af alle, som er sammen med eller som kender mennesker med demens, uanset om det er familie eller plejeper