Forsideillustration:

Ideel fremstilling af eleusinske og atheniensiske guddomme samt eleusinske præster. Efter et antikt vasemaleri (se midten af billedet), fundet i Cumae og nu opbevaret i Petersburgs Eremitage. 1. Demeter, 2. Persefone, 3. Athene, 4. Aphrodite, 5. Artemis, 6. Triptolemos (eleusinsk heros), 7. Hierofanten, 8. Tempelpræsten (offerpræsten), 9. Herolden, 10. Hekate (med to fakler) (Origo: https://de.wikipedia.org/wiki/Datei:Ideal_framst%C3%A4llning_av_eleusinska_j%C3%A4mte_atenska_gudomligheter_och_eleusinska_pr%C3%A4ster,_Nordisk_familjebok.png)

Bagsideillustration:

Athens Akropolis

(Origo: https://de.wikipedia.org/wiki/Datei:Athens_Acropolis.jpg))

© 2022 – Jens Peter Jensen

Forlag: BoD – Books on Demand GmbH, Hellerup, Danmark

Tryk: BoD – Books on Demand GmbH, Norderstedt, Tyskland

ISBN 978-87-4302-089-9

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse – Bind 2

Forord

A-Q. Gloser til udvalgte tekster

R. Litteraturliste til videre studier

S. Målangivelser

T. Kalenderens fester

U. Grækenlands historie – et overblik

V. Tidstavle: Græsk historie – græsk religion

X. Oversigter over forfatninger

Y. Kort, byplaner og templer

Z. Teksternes forfattere

Æ. Leksikon over guder, heroer og mytologiske skikkelser

Ø. Oversigt over de græske guder

Å. Græsk glossar

Diakritiske tegn ved tekstkritisk bearbejdning af indskrifter

[abc] Udfyldning af lakuner eller af ulæselige bogstaver
(abc) Dechifrering af forkortelser
<abc> Korrektur eller tilføjelse af fejlagtigt udeladte bogstaver
{abc} Fjernelse af bogstaver fra udgiverens side
[[abc]] I antikken fjernede bogstaver (rasur)
vacat En del af linjen eller resten af pladsen er tom
… Et ukendt antal bogstaver mangler i indskriften

Forord

Den foreliggende materialesamling er udsprunget af flere års undervisning på Religionsstudier under Historisk Institut, SDU, Odense, i romersk religion, der altid har været en velbesøgt forelæsningsrække; den har så inspireret flere studerende til at studere oldgræsk og ønske undervisning i græsk religion, og dette ønske søger forfatteren at efterkomme med denne antologi af oldgræske tekster om ritualer, fester og religiøse aktiviteter fra mykensk tid til ca. år 0. Der er dog medtaget nogle tekster fra det Gamle og det Nye Testamente for at vise forskellen i kristen og antik religiøs tankegang, hvad der sætter hele den historisk religiøse problematik i perspektiv.

Udvalget skal dække to behov: dels skal de studerende kunne orientere sig i en oldgræsk tekst med en dansk oversættelse som hjælpemiddel og kunne anvende de sproglige hjælpemidler, ordbøger og grammatikker, i fornødent omfang, dels skal de kunne analysere og fortolke teksterne i det græske religiøse domæne ud fra religionsfagets retningslinjer.

Udvalget indeholder religionshistorisk interessante tekster fra mykensk tid til Kristi fødsel og dækker i så høj grad som muligt de oprindelige religiøse praksisser, ritualer, ofringer og kulthandlinger i Grækenland, men især i Athen, Eleusis, Olympia, Epidauros, Delphi, hvor man har flest kilder og som teksterne beskriver mest intensivt. Når bogen ikke hedder ’Græsk religion’, men ’Religion i Grækenland’, skyldes det, at ritualer og kulthandlinger og fortolkningerne af dem er kommet mange steder fra ud over fra selve Grækenland, fx det lilleasiatiske område, Ægypten og andre stater rundt om Middelhavet. Det er en smeltedigel af praksisser, som man møder i en beskæftigelse med dette emne.

Det er med stor taknemmelighed, at jeg takker Vagn Duekildes enke for at have fået lov til at bruge Vagn Duekildes oversættelser fra hans bog: Hellas i klassisk tid – Tekster til græske religion, København (Spektrum) 1997, da det har lettet oversættelsesarbejdet meget. Derudover skal jeg takke Lene Andersen for at måtte bruge af hendes Hesiod-oversættelser samt studieleder Tim Jensen for hjælp og råd under arbejdet samt hjælp til at finde væsentlige hybris-steder i den homeriske kontekst; Gorm Tortzen har altid været rede til at yde hurtig støtte, og Henrik Fich har med sit skarpe blik rettet en del mangler i nogle af mine oversættelser; dem er jeg stor tak skyldig.

Til sidst, men ikke mindst skal der lyde en stor tak for indskrivning af diverse græske tekster, indskrifter og gloser til Sofie Kloch Frederiksen og Maria Morville Hoven; uden deres hjælp var arbejdet ikke gået nær så hurtigt fremad.

Hvad der ellers måtte være af fejl og mangler, står jeg til ansvar for.

I 2. udgave er bogen delt i bind 1 og bind 2, hvor der til bind 1 er tilføjet et tillæg med 46 indskrifter af privat, orfisk og lilleasiatisk herkomst, mens der til bind 2 er tilføjet gloser til udvalgte tekster, som gør værket mere brugbart til undervisning i græsk religion på originalsproget.

Odense, i august 2021

Jens Peter Jensen

Ofte benyttede kilder

Lene Andersen: Hesiod: Theogonien/Værker og Dage/Skjoldet, København (Gyldendal) 1973

J. M. Bremer: ”Greek Hymns”, in: H. S. Versnel: Faith, Hope and Worship. Aspects of Religious Mentality in the Ancient World, Leiden (E. J. Brill) 1981

Otto Crusius: Die Mimiamben des Herondas, 2. Aufl., gänzlich umgearbeitet und mit griech. Test und Abb. versehen von Rudolf Herzog, Leizig (Dieterich’sche Verlagsbuchhandlung) 1926, 110+116

H. Diels: Die Fragmente der Vorsokratiker, 1. Band, 7. Aufl. herausgeg. v. W. Kranz, Berlin (Weidmann) 1954, 357-358

W. Dittenberger: Sylloge inscriptionum graecarum, nunc quartum edita, vol. 1-3, Hildesheim (Olms) 1960, unveränd. Nachdr. der 3. Aufl., Leipzig 1915

Vagn Duekilde: Hellas i klassisk tid. Tekster til græsk religion, København (Spektrum) 1997

Robert Helbing: Auswahl aus griechischen Papyri, Nr. XVII, Berlin und Leipzig (Göschen) 1912

Hesychii Alexandrini Lexicon, edit. min. cur. Mauricius Schmidt, ed. altera, Jena (Hermann Dufft) 1867

Homeros: Iliaden, paany oversat af M. Cl. Gertz, København (Gyldendalske Boghandel-Nordisk Forlag) 1923-1931, med lempelig tilpasning til moderne stavemåde

Homer: Odyssee, overs. af Chr. Wilster, ny udg., gennemset og rettet af M. Cl. Gertz, København (Gyldendalske Boghandel-Nordisk Forlag) 1909, med lempelig tilpasning til moderne stavemåde

Udvalg af de homeriske hymner og Hesiodos, overs. af M. Cl. Gertz og C. P. Christensen Schmidt, København (Gyldendalske Boghandels Forlag) 1901, 4-5, lempeligt tilpasset moderne sprogbrug

Hermann Kleinknecht: Pantheion. Religiöse Texte des Griechentums, Stuttgart (W. Kohlhammer) 1929

Svend Aage Pallis: Greek Religious Texts, København (Povl Branner) 1948

Photii Patriarchae Lexicon, rec., adn. instr. et prol. add. S. A. Naber, Amsterdam (Adolf M. Hakkert) 1965

F. T. van Straten: ”Gifts for the Gods”, in: H. S. Versnel (ed.): Faith, Hope and Worship. Aspects of Religious Mentality in the Ancient World, Leiden (E. J. Brill) 1981

M. Ventris/J. Chadwick: Documents in Mycenaean Greek, 1. ed., Cambridge 1956, repr. w. corr. 1959, 2. ed. by J. Chadwick, Cambridge 1973

H. S. Versnel (ed.): Faith, Hope and Worship. Aspects of Religious Mentality in the Ancient World, Leiden (E. J. Brill) 1981

A. Hymner i græsk religion

Aa. Zeus’ stilling som hersker over guderne

1. Hymne til Zeus Kouros på Kreta.

Fundet på en indskrift fra 2./3. årh. e.Kr., digtet i det 4. årh. f.Kr. med et indhold, der rækker tilbage til det 2. årtusinde f.Kr.

Ἰὼ μέγιστε Κοῦρε, χαῖρε μοι, Κρόνειε,

πανκρατὲς γάνους, βέβακες δαιμόνων ἁγώμενος

Δίκταν ἐς ἐνιαυτὸν ἕρπε καὶ γέγαθι μολπᾶ,

1

τάν τοι κρέκομεν πακτίσι μείξαντες ἅμ’ αὐλοῖσιν

καὶ στάντες ἀείδομεν τεὸν ἀμφὶ βωμὸν εὐερκῆ. Ἰὼ μέγιστε κτλ.

2

ἕνθα γάρ σε παῖδ’ ἄμβροτον ἀσπί[δεσσι Κούρητες

πὰρ Ῥέας λαβόντες πόδα κ[υκλῶντες ἀπέκρυψαν. Ἰὼ μέγιστε κτλ.

3

[…]

[…τᾶ]ς καλᾶς Ἀος. Ἰὼ μέγιστε κτλ.

4

Ὥραι δὲ? β]ρύον κατῆτος καὶ βροτὸς Δίκα κατῆχε

καὶ πάντα δι]ῇπε ζώ < ι > ἁ φίλολβος Εἰρήνα. Ἰὼ μέγιστε κτλ.

5

ἁ[μῶν δὲ θόρ’ ἐς ποί]μνια καὶ θόρ’ εὔποκ΄ ἐ[ς μῆλα

κἐς λάϊ]α καρπῶν θόρε κἐς τελεσ[φόρος οἴκος Ἰὼ μέγιστε κτλ.

6

θόρε κἐς] πόληας ἁμῶν, θόρε κἐς ποντο(π)όρος νᾶας,

θόρε κἐς ν[έος πο]λείτας, θόρε κἐς Θέμιν κλ[ηνάν. Ἰὼ μέγιστε κτλ.

(Origo: J. M. Bremer: ”Greek Hymns”, in: H. S. Versnel: Faith, Hope and Worship. Aspects of Religious Mentality in the Ancient World, Leiden (E. J. Brill) 1981, 193-215)

1. Hymne til Zeus Kouros på Kreta.

Omkvæd:

”Oh, du mægtigste Kouros, vær hilset, Kronos’ søn, med absolut magt over stråleglansen. Du er gået for at tage føringen over guderne.

Kom til Dikte på denne årsdag og hør med glæde vores sang,

Str. 1: som vi væver for dig med vores harper, blandet med fløjter;

Og vi synger den stående rundt omkring dit velbyggede alter.

Oh, …

Str. 2: for det var her, at Koureterne tog dig, udødelige barn,

væk fra Rhea og skjulte dig, dansende med deres skjolde omkring dig.

Oh, …

Str. 3: … af den smukke morgenrøde.

Oh, …

Str. 4: Årstiderne var frugtbare hvert år, og Retfærdigheden herskede over de dødelige,

Og Freden regerede over alle levende skabninger, sammen med velstand.

Oh, …

Str. 5: Spring på vores flokke og spring på vores uldne får,

Spring ind på vores kornmarker og i vores huse, så de bliver fuldendt.

Oh, …

Str. 6: Og spring ind i vores byer og på de søfarende skibe,

Og spring på de unge mænd i vores byer og på den berømte Themis.

Oh, …”

2. Homerisk hymne til Zeus nr. 23

Εἲς Ὕπατον Κρονίδην

Ζῆνα θεῶν τὸν ἄριστον ἀείσομαι ἠδὲ μέγιστον,

εὐρύοπα, κρείοντα, τελεσφόρον, ὅστε Θέμιστι

ἐγκλιδὸν ἑζομένῃ πυκινοὺς ὀάρους ὀαρίζει.

ἵληθ᾽, εὐρύοπα Κρονίδη, κύδιστε μέγιστε.

(Origo: http://www.perseus.tufts.edu/hopper/text?doc=Perseus%3atext%3a1999.01.0137%3ahymn%3d23)

3. Kleanthes: Hymne til Zeus

1. Κύδιστ’ ἀθανάτων, πολυώνυμε, παγκρατὲς αἰεί,

Ζεῦ, φύσεως ἀρχηγέ, νόμου μέτα πάντα κυβερνῶν,

χαῖρε˙ σὲ γὰρ πάντεσσι θέμις θνητοῖσι προσαυδᾶν.

ἐκ σοῦ γὰρ γένος εἴσ’ ἤχου μίμημα λαχόντες

5. μοῦνοι, ὅσα ζώει τε καὶ ἕρπει θνήτ’ ἐπὶ γαῖαν˙

τῷ σε καθυμνήσω καὶ σὸν κράτος αἰὲν ἀείσω.

σοὶ δὴ πᾶς ὅδε κόσμος, ἑλισσόμενος περὶ γαῖαν,

πείθεται, ᾖ κεν ἄγῃς, καὶ ἑκὼν ὑπὸ σεῖο κρατεῖται˙

τοῖον ἔχεις ὑποεργὸν ἀνικήτοις ὑπὸ χερσὶν

2. Homerisk hymne til Zeus nr. 23

Til den øverste Kronide

Zeus, den bedste af guderne vil jeg besynge, den største.

Viden om skuer han, han har magten, fører alt til ende.

Themis sidder ved siden af ham, og han mumler sine beslutninger til hende.

Kronide, du meget berømte, viden om skuende, største, vær velsindet!

3. Kleanthes: Hymne til Zeus

1. Hil dig, du berømteste af alle guder, æret med mange navne,

almægtige evigt, Zeus, naturens fyrste, som styrer alt efter loven,

dig må jo samtlige dødelige hilse på:

dig nedstammer vi fra, og billedet af guddommen skaber vi

5. som de eneste af alt, hvad der lever og går som dødeligt på jorden.

Derfor vil jeg lovprise dig, og altid besynge din magt.

Vores ordnede univers, som breder sig rundt om jorden,

følger dig derhen, hvor du fører det hen og lader sig gerne beherske af dig.

Sådan holder du klar i ubetvingelige hænder

10. ἀμφήκη, πυρόεντα, ἀειζώοντα κεραυνόν˙

τοῦ γὰρ ὑπὸ πληγῇς φύσεως πάντ’ ἔργα τελεῖται˙

ᾧ σὺ κατευθύνεις κοινὸν λόγον, ὃς διὰ πάντων

φοιτᾷ, μιγνύμενος μεγάλοις μικροῖς τε φάεσσι˙

ᾧ σὺ τόσος γεγαὼς ὕπατος βασιλεὺς διὰ παντός.

15. οὐδέ τι γίγνεται ἔργον ἐπὶ χθονὶ σοῦ δίχα, δαῖμον,

οὔτε κατ’ αἰθέριον θεῖον πόλον οὔτ’ ἐνὶ πόντῳ,

πλὴν ὁπόσα ῥέζουσι κακοὶ σφετέραισιν ἀνοίαις˙

ἀλλὰ σὺ καὶ τὰ περισσὰ ἐπίστασαι ἄρτια θεῖναι,

καὶ κοσμεῖν τἄκοσμα καὶ οὐ φίλα σοὶ φίλα ἐστίν.

20. ὧδε γὰρ εἰς ἕν πάντα συνήρμοκας ἐσθλὰ κακοῖσιν,

ὥσθ’ ἕνα γίγνεσθαι πάντων λόγον αἰὲν ἐόντα,

ὃν φεύγοντες ἐῶσιν ὅσοι θνητῶν κακοί εἰσι,

δύσμοροι, οἵ τ’ ἀγαθῶν μὲν ἀεὶ κτῆσιν ποθέοντες

οὔτ’ ἐσορῶσι θεοῦ κοινὸν νόμον, οὔτε κλύουσιν,

25. ᾧ κεν πειθόμενοι σὺν νῷ βίον ἐσθλὸν ἔχοιεν.

αὐτοὶ δ’ αὖθ’ ὁρμῶσιν ἄνοι κακὸν ἄλλος ἐπ’ ἄλλο,

οἱ μὲν ὑπὲρ δόξης σπουδὴν δυσέριστον ἔχοντες,

οἱ δ’ ἐπὶ κερδοσύνας τετραμμένοι οὐδενὶ κόσμῳ,

ἄλλοι δ’ εἰς ἄνεσιν καὶ σώματος ἡδέα ἔργα.

30. ἀλλὰ κακοῖς ἐπέκυρσαν, ἐπ’ ἄλλοτε δ’ ἄλλα φέρονται

σπεύδοντες μάλα πάμπαν ἐναντία τῶνδε γενέσθαι.

ἀλλὰ Ζεῦ πάνδωρε, κελαινεφές, ἀργικέραυνε,

ἀνθρώπους μὲν ῥύου ἀπειροσύνης ἀπὸ λυγρῆς,

ἣν σύ, πάτερ, σκέδασον ψυχῆς ἄπο, δὸς δὲ κυρῆσαι

35. γνώμης, ᾗ πίσυνος σὺ δίκης μέτα πάντα κυβερνᾷς,

ὄφρ’ ἂν τιμηθέντες ἀμειβώμεσθά σε τιμῇ,

ὑμνοῦντες τὰ σὰ ἔργα διηνεκές, ὡς ἐπέοικε

θνητὸν ἐόντ’, ἐπεὶ οὔτε βροτοῖς γέρας ἄλλο τι μεῖζον,

οὔτε θεοῖς, ἢ κοινὸν ἀεὶ νόμον ἐν δίκῃ ὑμνεῖν.

(Origo: Hermann Kleinknecht: Pantheion. Religiöse Texte des Griechentums, Stuttgart (W. Kohlhammer) 1929, 52-53 (= Stoic. frag. I, 587)

10. dit tveæggede, glødende og evigt flammende lyn.

Hver skabning på jorden er underkastet dets slag;

dermed bevarer du helhedens enhed, som gennemtrænger

alt skabt med magt, og forbinder de mindre med sin energirige lyskilde,

især bekræftet af din magt som øverste herre.

15. Intet sker på jorden uden din indgriben, guddom,

hverken på det guddommelige himmelhvælv eller i vandene,

kun det, som forbryderne gør af tåbelighed.

Du forstår at beskære det meningsfyldt, som er for meget,

samtidig at bringe orden i forvirring, og du giver venlighed til den uvenlige.

20. Du smeltede alt godt sammen med det onde til en enhed på en sådan måde,

at der kunne udvikle sig en evig sammenhæng i altet.

Dødelige forbrydere forsøger at unddrage sig denne,

elendige er de stakler, der altid stræber efter at eje det gode,

men ikke kan se eller høre guddommens gældende lov:

25. Hvis de fulgte den fornuftigt, ville de leve et lykkelige liv.

Men de stormede uden fornuft fra en ulykke til en anden,

idet de dels ivrigt og stygt stredes om ubetydelige standpunkter,

dels var opsat på fortjeneste i utilladeligt mål.

Andre vandrer tøjlesløse, underkastet kroppens lyster,

30. hid og did uden at tilstræbe et sikkert mål,

og deres iver bevirker det modsatte af det, de ønsker.

Zeus, altgivende, skyomtågede slynger af lyn,

beskyt menneskene mod uvidenhed, det grænseløse onde!

Jag det onde, fader, langt væk, giv menneskene

35. den indsigt, i kraft af hvilken du på retfærdig vis styrer verdens løb!

For vi, som selv har modtaget respekt, skal gengælde dig den respekt,

altid besynge dit herredømme, sådan som det tilkommer de dødelige;

for mennesker som guder er intet højere fortrin tilmålt

end at prise den for alle altid gældende lov.

4. Aristoteles: Περὶ κόσμου 7 – De universo 7, p. 401 a – 401 b

401 a

… 7. Εἷς δὲ ὢν πολυώνυμός ἐστι, κατονομαζόμενος τοῖς πάθεσι πᾶσιν, ἅπερ αὐτὸς νεοχμοῖ. καλοῦμεν δὲ αὐτὸν καὶ Ζῆνα καὶ Δία, παραλλήλως χρώμενοι τοῖς ὀνόμασιν, ὡς ἂν εἰ λέγοιμεν «δι’ ὃν ζῶμεν.» Κρόνου δὲ παῖς καὶ χρόνου λέγεται, διήκων ἐξ αἰῶνος ἀτέρμονος εἰς ἕτερον αἰῶνα˙ ἀστραπαῖός τε καὶ βρονταῖος καὶ αἴθριος καὶ αἰθέριος κεραύνιός τε καὶ ὑέτιος ἀπὸ τῶν ὑετῶν καὶ κεραυνῶν καὶ τῶν ἄλλων καλεῖται˙ καὶ μὴν ἐπικάρπιος μὲν ἀπὸ τῶν καρπῶν, πολιεὺς δὲ ἀπὸ τῶν πόλεων ὀνομάζεται, γενέθλιός τε καὶ ἕρκειος καὶ ὁμόγνιος καὶ πατρῷος ἀπὸ τῆς πρὸς ταῦτα κοινωνίας˙ ἑταιρεῖός τε καὶ φίλιος καὶ ξένιος, καὶ στράτιος καὶ τροπαιοῦχος, καθάρσιός τε καὶ παλαμναῖος καὶ ἱκέσιος καὶ μειλίχιος, ὥσπερ οἱ ποιηταὶ λέγουσι, σωτήρ τε καὶ ἐλευθέριος ἐτύμως˙ ὡς δὲ τὸ πᾶν εἰπεῖν, οὐράνιός τε καὶ χθόνιος, πάσης ἐπώνυμος ὢν φύσεώς τε καὶ τύχης, ἅτε πάντων αὐτὸς αἴτιος ὤν˙ διὸ καὶ ἐν τοῖς Ὀρφικοῖς οὐ κακῶς λέγεται

Ζεὺς πρῶτος γένετο, Ζεὺς ὕστατος ἀρχικέραυνος˙

Ζεὺς κεφαλή, Ζεὺς μέσσα˙ Διὸς δ’ ἐκ πάντα τέτυκται˙

(401 b) Ζεὺς πυθμὴν γαίης τε καὶ οὐρανοῦ ἀστερόεντος˙

4. Aristoteles: Om verden 7, p. 401 a – 401 b

401 a.

En er han og bærer alligevel mange navne, fordi han opkaldes efter alle de begivenheder, som han selv udtænker på ny. For vi kalder ham ’Zeus’ og ’Zen’ (= at leve), hvorved vi bruger navnene i flæng, som om vi ville sige: ’ham, på grund af hvem vi lever.’ Kronos’ søn, dvs. søn af Chronos (tiden), hedder han, fordi han strækker sig fra den ene grænseløse evighed til den anden: ’lynkasteren’ og ’tordneren’, ’herre over himlens klarhed’, ’æterens herre’, ’han med tordenkilen’, ’den, der giver regn’ efter regnbygerne, lynnedslag og andre naturfænomener. Og desuden bærer han navnet ’frugtgiver’ efter markens afgrøder, ’byens beskytter’ efter kommunerne, ’slægtens beskytter’, ’husets værner’, ’beskytter af familien’, ’fadergud’, fordi han har del i de således opkaldte fællesskaber, ’beskytter af forbund og venskaber’, ’beskytter af gæstevenskabet’, ’beskytter af hæren’, ’sejrherre’, ’renseren’, ’hævneren’, ’beskytter af de bønfaldende’, som digterne siger, ’redningsmand’ og ’befrier’ i sandhed; for at sige det resumeagtigt, han er ’himlens herre’ og ’jordens herre’, navngivende for enhver skabning og enhver livssituation, da han er ophav til alt. Derfor hedder det også i de orfiske digte meget rammende:

”Zeus er den første og Zeus er den sidste, lynets hersker,

Zeus er toppen, Zeus er midten, ud af Zeus er alt skabt.

(401 b) Zeus er jordens og også den stjernefunklende himmels basis,

Ζεὺς ἄρσην γένετο, Ζεὺς ἄμβροτος ἔπλετο νύμφη˙

Ζεὺς πνοιὴ πάντων˙ Ζεὺς ἀκαμάτου πυρὸς ὁρμή˙

Ζεὺς πόντου ῥίζα˙ Ζεὺς ἥλιος ἠδὲ σελήνη˙

Ζεὺς βασιλεύς, Ζεὺς ἀρχὸς ἁπάντων ἀρχικέραυνος˙

Πάντας γὰρ κρύψας αὖθις φάος ἐς πολυγηθές

Ἐξ ἱερῆς κραδίης ἀνενέγκατο, μέρμερα ῥέζων.

Οἶμαι δὲ καὶ τὴν Ἀνάγκην οὐκ ἄλλο τι λέγεσθαι πλὴν τοῦτον οἱονεὶ ἀνίκητον οὐσίαν ὄντα, Εἱμαρμένην δὲ διὰ τὸ εἴρειν τε καὶ χωρεῖν ἀκωλύτως, Πεπρωμένην δὲ διὰ τὸ πεπερατῶσθαι πάντα καὶ μηδὲν ἐν τοῖς οὖσιν ἄπειρον εἶναι, καὶ Μοῖραν μὲν ἀπὸ τοῦ μεμερίσθαι, Νέμεσιν δὲ ἀπὸ τῆς ἑκάστῳ διανεμήσεως, Ἀδράστειαν δὲ ἀναπόδραστον αἰτίαν οὖσαν κατὰ φύσιν, Αἶσαν δὲ ἀεὶ οὖσαν. τά τε περὶ τὰς Μοίρας καὶ τὸν ἄτρακτον εἰς τοῦτό πως νεύει˙ τρεῖς μὲν γὰρ αἱ Μοῖραι, κατὰ τοὺς χρόνους μεμερισμέναι˙ νῆμα δὲ ἀτράκτου τὸ μὲν ἐξειργασμένον ἤδη, τὸ δὲ μέλλον, τὸ δὲ περιστρεφόμενον. τέτακται δὲ κατὰ μὲν τὸ γεγονὸς μία τῶν Μοιρῶν, Ἄτροπος, ἐπεὶ τὰ παρελθόντα πάντα ἄτρεπτά ἐστι, κατὰ δὲ τὸ μέλλον Λάχεσις (πάντα γὰρ ἡ κατὰ φύσιν μένει λῆξις), κατὰ δὲ τὸ ἐνεστὸς Κλωθώ, συμπεραίνουσά τε καὶ κλώθουσα ἑκάστῳ τὰ οἰκεῖα. περαίνεται δὲ καὶ ὁ μῦθος οὐκ ἀτάκτως. ταῦτα δὲ πάντα ἐστὶν οὐκ ἄλλο τι πλὴν ὁ θεός, καθάπερ καὶ ὁ γενναῖος Πλάτων φησίν «ὁ μὲν δὴ θεός, ὥσπερ ὁ παλαιὸς λόγος, ἀρχήν τε καὶ τελευτὴν καὶ μέσα τῶν ὄντων ἁπάντων ἔχων, εὐθείᾳ περαίνει κατὰ φύσιν περιπορευόμενος˙ τῷ δὲ ἀεὶ ξυνέπεται Δίκη, τῶν ἀπολειπομένων τοῦ θείου νόμου τιμωρός˙ ἧς ὁ γενήσεσθαι μέλλων μακάριός τε καὶ εὐδαίμων ἐξ ἀρχῆς εὐθὺς μέτοχος εἴη.»

(Hermann Kleinknecht: Pantheion. Religiöse Texte des Griechentums, Stuttgart (W. Kohlhammer) 1929, 56-58)

Zeus er mand og Zeus er også den udødelige pige,

Zeus er åndepustet gennem altet, Zeus er den rastløse ilds fremdrift,

Zeus er havets oprindelse, Zeus er solens og månens lys.

Zeus er fyrste, Zeus er konge over altet, i lynstrålens glans;

alt, ja, indeholder han i sig og bringer det atter frem til det klare lys

fra hovedets renhed med vidunderlig virkning.”

Men jeg tror, at også Ananke (nødvendighed) ikke betegner andet end ham, der er indbegrebet af den uovervindelige (aniketon) oprindelse, og ligeså Heimarmene (skæbnen), fordi han kobler alt sammen (eirein) og uophørligt skrider frem, Pepromene (bestemmelse), fordi alt inden for det værende er afgrænset bestemt (peperatosthai) og intet er ubegrænset, og Moira efter den omstændighed, at man er inddelt (memeristhai) i verden, Nemesis efter tildeling af skæbnelodder (dianemesis) til enhver, Adrasteia, fordi denne naturligt er den uundgåelige (anapodraston) årsag, og Aisa, den evigt værende (aei ousa). Historien om moirerne og deres ten tyder vel i samme retning; for moirerne er tre i forhold til de tidstrin, som de er fordelt på, tenens tråd derimod er dels færdigbearbejdet, dels står den for fremtiden, dels ruller den af lige nu. Sat over det skete er en af moirerne, nemlig Atropos, fordi alt, hvad der er sket, er uforanderligt (atrepta), over det kommende (lachesis), – for alle venter det, hvad naturen har tildelt dem som lod (lexis), – og over det nuværende Klotho, der som fuldender spinder hver enkelts særlige skæbne (klothusa). Således har også historiens gang sin velordnede fuldendelse.

Men alt dette er ikke andet end gud; således som den ærværdige Platon siger: ”Gud, altså, han, der, som det gamle ordsprog siger, indbefatter begyndelse, slutning og midten af alt værende i sig, skaber fuldendelse på den lige vej, fordi hans vej er naturens vej; ham følger altid Dike (retfærdighed), som straffer dem, som bliver den guddommelige lov utro. Til denne retfærdighed skal han, som ønsker at bliver lykkelig, holde sig fra starten af.

5. Kallimachos: εἰς Δία – Hymne til Zeus

Ζηνὸς ἔοι τί κεν ἄλλο παρὰ σπονδῇσιν ἀείδειν

λώιον ἢ θεὸν αὐτόν, ἀεὶ μέγαν, αἰὲν ἄνακτα,

Πηλαγόνων ἐλατῆρα, δικασπόλον οὐρανίδῃσι;

πῶς καί μιν, Δικταῖον ἀείσομεν ἠὲ Λυκαῖον;

5 ἐν δοιῇ μάλα θυμός, ἐπεὶ γένος ἀμφήριστον.

Ζεῦ, σὲ μὲν Ἰδαίοισιν ἐν οὔρεσί φασι γενέσθαι,

Ζεῦ, σὲ δ᾽ ἐν Ἀρκαδίῃ: πότεροι, πάτερ, ἐψεύσαντο;

‘Κρῆτες ἀεὶ ψεῦσται:’ καὶ γὰρ τάφον, ὦ ἄνα, σεῖο

Κρῆτες ἐτεκτήναντο: σὺ δ᾽ οὐ θάνες, ἐσσὶ γὰρ αἰεί.

5. Kallimachos: εἰς Δία – Hymne til Zeus

1. Zeus, hvad kan vi andet, når vi giver ham gaver, end at hylde ham selv

med en hymne, den gud, den altid store hersker,

sejrherren over pelagonerne og dommer over de himmelske guder?

Men hvorledes skal vi besynge ham, ”Diktaios” eller ”Lykaios”?

5. Mit sind er meget i tvivl, fordi ophavet er omstridt.

Zeus! Man siger, at du er født på Idas bjerge,

Zeus! Men også i Arkadien. Oh fader, hvem har mon løjet?

”Kretensere lyver altid.” For også en grav, oh hersker, har

kretenserne udtænkt for dig. Men du døde ikke, du lever evigt.

10 ἐν δέ σε Παρρασίῃ Ῥείη τέκεν, ἧχι μάλιστα

ἔσκεν ὄρος θάμνοισι περισκεπές: ἔνθεν ὁ χῶρος

ἱερός, οὐδέ τί μιν κεχρημένον Εἰλειθυίης

ἑρπετὸν οὐδὲ γυνὴ ἐπιμίσγεται, ἀλλά ἑ Ῥείης

ὠγύγιον καλέουσι λεχώιον Ἀπιδανῆες.

15 ἔνθα σ᾽ ἐπεὶ μήτηρ μεγάλων ἀπεθήκατο κόλπων

αὐτίκα δίζητο ῥόον ὕδατος, ᾧ κε τόκοιο

λύματα χυτλώσαιτο, τεὸν δ᾽ ἐνὶ χρῶτα λοέσσαι.

Λάδων ἀλλ᾽ οὔπω μέγας ἔρρεεν οὐδ᾽ Ἐρύμανθος,

λευκότατος ποταμῶν, ἔτι δ᾽ ἄβροχος ἦεν ἅπασα

20 Ἀζηνίς: μέλλεν δὲ μάλ᾽ εὔυδρος καλέεσθαι

αὖτις: ἐπεὶ τημόσδε, Ῥέη ὅτ᾽ ἐλύσατο μίτρην,

ἦ πολλὰς ἐφύπερθε σαρωνίδας ὑγρὸς Ἰάων

ἤειρεν, πολλὰς δὲ Μέλας ὤκχησεν ἁμάξας,

πολλὰ δὲ Καρνίωνος ἄνω διεροῦ περ ἐόντος

25 ἰλυοὺς ἐβάλοντο κινώπετα, νίσσετο δ᾽ ἀνὴρ

πεζὸς ὑπὲρ Κρᾶθίν τε πολύστιόν τε Μετώπην

διψαλέος: τὸ δὲ πολλὸν ὕδωρ ὑπὸ ποσσὶν ἔκειτο.

καί ῥ᾽ ὑπ᾽ ἀμηχανίης σχομένη φάτο πότνια Ῥείη:

10. Men i Parrhasien fødte Rheia dig, hvor buskværk

dækker bjergene tættest. Siden da er stedet

tabu, og hverken dyr eller kvinder trænger ind

for at få hjælp fra Eileithyia, men Rheias ærværdige leje,

sådan kalder apidaneerne (= arkadierne) hende.

15. Da moderen der fødte dig af sit mægtige skød,

søgte hun straks efter et vandløb, så at hun kunne rense dig

fra fødslens urenheder og bade din krop i det.

Men dengang strømmede endnu ikke Ladon, den store, ejheller Erymanthos,