Herman Bang;
Les Quatre Diables.
Excentrisk Novelle.
1890
© 2019 Bang, Herman
Forlag: BoD – Books on Demand GmbH, København, Danmark
Tryk: BoD – Books on Demand GmbH, Norderstedt, Tyskland
ISBN: 9788743063179
Regissørens Klokke lød. Langsomt kom Publikum på Plads, mens Trampen på Galleriet, Snakken i Parkettet, Appelsindrenges Råb overdøvede Musikken — og endelig også de sløve Folk i Logerne kom til Ro og ventede.
Det var Numret: Les quatre Diables. Man så det på det udspændte Net.
Fritz og Adolphe løb i Artisternes Gang ud af Garderoben; råbende, med de grå Kåber slaskende om deres Ben, løb de hen gennem Gangen og bankede på hos Aimée og Louise.
De to Søstre ventede, febrilske de også, i de hvide, lange Silkekåber, som indhyllede dem helt — mens Duennaen, med en Kapothat på skæv, uafladelig råbte i Diskanten og løb forfjamsket rundt med Pudder, Armsminke og knust Harpiks til Hænderne.
— Kom, råbte Adolphe: det er Tid.
Men alle løb de rundt om hinanden endnu et Øjeblik, modløst, grebne af Feberen, der tager alle Artister, når de føler Trikot’et om deres Ben.
Duennaen skreg højest.
Kun Aimée rakte roligt Armene frem af de lange Ærmer, hen mod Fritz. Og hastigt, uden at se på hende og uden at tale, førte han mekanisk en Pudderkvast op og ned ad de fremstrakte Arme — som han plejede.
— Kom, råbte Adolphe igen.
De gik alle ud med hinanden i Hånden og ventede.
De stillede sig op ved Indgangen, og de hørte der inde fra de første Strofer af ”Kærlighedsvalsen”, til hvilken de arbejdede.
Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours.
Fritz og Adolphe kastede deres Kåber på Jorden, så de stod skinnende i den rosa Dragt, et Rosa, så blegt, at det næsten var hvidt. Som nøgne — hver en Muskel sås — virkede deres Kroppe.
Musikken blev ved at lyde.
I Stalden var der ganske tomt og stille. Et Par Hestepassere havde uforstyrret Bøsserne nede til Undersøgelse, og de stod og løftede mistænksomt på det meget tunge Kobber.
Indgangsstrofen lød: ”de fire Djævle” gik ind på Manegen. De hørte Bifaldsklappene som et utydeligt Brus, og de skelnede ingen Ansigter. Det var, som alle Fibre i deres Kroppe allerede vibrerede af Anspændelse.
Så løste Adolphe og Fritz rask Louises og Aimées vide Kåber, der faldt ned på Sandet, og Søstrene stod der under hundrede Kikkerters Ild, nøgne i deres sorte Trikots, som to Negerinder med hvide Ansigter.
De svang sig alle op i Nettet, og de klatrede op, en hvid, en sort, en hvid, en sort, som fire hidsige Dyr, mens alle Kikkerter fulgte dem.
De nåede Trapezerne, og de begyndte at arbejde. De syntes at flyve mellem de raslende Gynger, hvis Messingstænger lyste. De favnede hinanden, de fangede hinanden, de æggede hinanden ved Skrig; det var, som de hvide og sorte Kroppe elskovsfuldt knyttedes sammen og løstes, knyttedes og løstes i en æggende Nøgenhed. Mens Kærlighedsvalsen lød med sin søvnig smægtende Rytme, og Kvindernes Hår, når de fløj gennem Luften, udslået, faldt flagrende ned om den sorte Blottelse — som en Atlaskeskåbe.
De standsede ikke. Nu arbejdede de over hinanden, Adolphe og Louise øverst.
Op imod dem lød Bifaldet som en forvirret Mumlen, mens Artisterne i deres Loge (hvor Duennaen stadig var forrest, hed, bestandig med den rosenbesatte Kapothat på skæv, klappende for med de bare, kladskende Hænder) fulgte ”Djævlene” i Kikkerter, studerende Fiffene i deres Dragter, hvis Forvovenhed i Artistverdenen var berømt:
— Mais oui, deres Hofter er nøgne ...
— Fiffet er, at man ser Lænderne, råbte de i Artistlogen i Munden på hinanden.
Den trivelige Forriderske i ”Ridderspillet fra det sekstende Århundrede”, Mlle. Rosa, lagde Kikkerten tungt fra sig.
— Nej, hun har intet Korset, sagde hun, svedig i sit eget drøje Panser.
De blev ved at arbejde. Det elektriske Lys skiftede blåt og gult, mens de fo’r gennem Luften. Fritz skreg op: hængende i Benene fangede han Aimée i sine Arme.
Så hvilte de, siddende i samme Trapez, ved Siden af hinanden.
Over sig hørte de Louises og Adolphes Råb. Aimée talte med hivende Bryst om Louises Arbejde:
— Voyez donc, voyez, råbte hun.
Louise blev fanget af Adolphes Ben.
Men Fritz svarede hende ikke. Han stirrede kun, mens han mekanisk blev ved at aftørre sine Hænder i det lille, ophængte Klæde, ned mod Logebræmmen, der strakte sig lys og urolig under dem som den lystfarvede Rand af et bevæget Bed. Og pludselig tav også Aimée, stirrende frem i samme Retning som han, indtil Fritz sagde, som rev han sig løs:
— Det er os, og hun vågnede i et Sæt.
De tørrede atter deres Hænder i Klædet, og de kastede sig ned, så de hang i Armene, som for at prøve deres Musklers Kraft. Så satte de atter op. Sjælen boede i deres Øjne, hvormed de målte Trapez’ernes Afstand.
På én Gang skreg de begge:
— Du courage.
Og Fritz fløj frem, baglænds mod den fjerneste Trapez, mens Louise og Adolphe oppefra udstødte et langt vedholdende Skrig, som vilde de spore et Dyr.
Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours.
Deres store Nummer begyndte. De satte baglænds fra under hæse Råb, fløj forbi hinanden, nåede. De gentog det og skreg påny. Og oppefra, fra Rotunden, faldt der, mens Louise og Adolphe snurrede som to ustandselige Hjul i deres Gynger, pludselig en Regn af glitrende Guld som en gylden Støvsky, der lysende og langsomt sank — gennem de elektriske Lampers blanke Strøm af hvidt.
Et Nu så det ud, som om Djævlene fløj gennem en skinnende Stime af Guld, mens Støvet, der langsomt dalede, plettede deres Nøgenhed med tusinde Pailletter, der strålte.
Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours.
Da skød de, én efter én, hovedkuls, gennem den glimtende Regn, ned i det udspændte Net, og Musikken tav.
De måtte frem og frem igen.
Fortumlede støttede de hinanden, som blev de på en Gang svimle. De gik ud og gik ind. Så stilnede Bifaldet af.
Stønnende løb de ind i Garderoberne, og Adolphe og Fritz kastede sig på Gulvet på en Madrats, plat ned, indhyllede i et Tæppe. Dér lå de en Stund, de sansede næppe. Så stod de op og klædte sig om.
Adolphe så fra sit Spejl hen til Fritz, der var i Staldmester-Kjole:
— Vil Du gøre ”Tjeneste”? spurgte han. Og Fritz sagde mut:
— Direktøren har bedt mig.
Han gik ind til de andre, som havde Staldmestervagt ved Indgangen, og som, dødstrætte ligesom han, hemmelig skiftedes til et Øjeblik at hvile de segnefærdige Kroppe mod Væggene.
Efter Forestillingen samledes Truppen i Restauranten. ”Djævlene” sad, ved det samme Bord, alle fire tavse ligesom de andre. Ved et Par af Bordene begyndte man at spille Kort — bestandig uden at tale. Man hørte kun Pengenes Lyd, der blev skubbede hen over Bordet.
De to Kelnere ventede foran Buffet’en, stirrende sløvt på alle de stille Folk. Dorske, med Benene strakte langt frem foran sig og med Armene hængende slapt ned, som var de af Led, blev Artisterne siddende langs med Væggene.
Kelnerne begyndte at skrue Gassen ned.
Adolphe skød Pengene hen ved Siden af en af Sejdlerne og rejste sig.
— Kom, sagde han. Vi skal gå.
Og de andre tre fulgte efter.
Gaderne var allerede ganske øde. De hørte ikke anden Lyd end deres egne Trin, mens de gik, to og to, ligesom de arbejdede. De nåede deres Hus, og de skiltes på første Sal på den mørke Gang med et lavt ”Godnat”.