Gittemie Eriksen

Kollapset

Kriminovelle

Kollapset

Copyright © Gittemie Eriksen 2020

www.gittemieeriksen.dk

Britt Nielsen så ud over stolerækkerne og ledte efter Rune, der havde billetterne til Sommerrevyen. De plejede at sidde på balkonen, men Runes kollega havde lange ben og ville ikke sidde klemt inde mellem de smalle fløjlssæder. Derfor havde hun bestilt på gulvet denne gang. Det var ikke på podiet lige under balkonen, hvor udsynet var bedre, men et par rækker nede. Hendes opmærksomhed blev fanget af et ellers pænt par, der skændtes.

„Jeg sælger ikke,“ råbte manden, hvorefter den blonde kvinde drejede rundt på de høje hæle og styrtede ned ad trappen, væk fra podiet. Da Britt vendte sig rundt for at finde sin plads, stødte en mand ind i hende. Hun så op og sagde automatisk undskyld, selv om det var ham, der stødte ind i hende, men han så blot brysk på hende under de buskede øjenbryn. Han er nok på arbejde, tænkte Britt, siden han var i blåt arbejdstøj og havde en værktøjskasse med.

“Hey, Britt. Det er herovre!” Rune vinkede op i luften, for at hun skulle få øje på ham.

Hun fik mast sig forbi det par, der sad yderst, og satte sig.

Det havde været en travl tid på arbejdet. Der var opstået tvivl om ellers stålfaste fakta i en sag om fangeflugt, og de havde endnu ikke afsluttet opklaringen af et mistænkeligt dødsfald i et sommerhus på Marielyst, så der havde været meget overarbejde. Alligevel havde hendes leder, politikommissær Lars Andersen, insisteret på, at hun skulle holde tidligt fri i dag, når hun skulle i teatret.

Det var blevet til en årlig tradition at afslutte sommeren med en tur i teatret, og Britt glædede sig særlig meget til at se årets revy, for den havde modtaget flotte anmeldelser og endda en pris. Den sidste måned havde det føltes, som om alle, hun talte med, havde set revyen, så hun glædede sig til at kunne tale med om og citere de sjove vendinger.

Runes kollega, Knut, havde en øl med fra baren og satte sig ved siden af hende.

“Hvor længe er der, til forestillingen starter?”

“Fem minutter. De har ringet ind. Er Janne på vej?“

„Ja, hun var da lige i hælene på mig, da jeg gik fra baren.“ Knut drejede sig rundt i sædet i et forsøg på at få øje på hende.

Britt vinkede, da hun kunne se Janne med et glas hvidvin i den ene hånd og en danskvand i den anden. Janne var altid så kedelig. Drak aldrig, var kræsen og vidste ikke noget om særlig meget, så hun var svær at tale med. Det var udelukkende for Runes skyld, at hun gik med til at følges i teatret sammen med Knut og Janne; hun kunne se, at Rune nød Knuts selskab.

Klokken ringede en sidste gang, netop som Janne rakte Britt glasset med hvidvin. De skålede og så forventningsfuldt op mod scenen, da gardinet blev trukket til side. Da skuespillerne lige var kommet på scenen, lød der et brag bagfra. Britt tænkte først, at det måtte være en del af forestillingen. Støv og savsmuld blæste omkring hende bagfra. Det var først, da folk omkring hende fløj op af stolene og løb mod nødudgangene, mens en eller anden råbte ’bombe!’, at Britt famlede efter sin taske, som hun havde skubbet ind under stolen, rejste sig op og fik set bagud. Alt bag hende var kaos. Det så ud, som om det var balkonen, der var styrtet ned. En midaldrende kvinde med hennafarvet hår skreg, som var det hendes opgave at overdøve al larmen fra de flygtende gæster. Britts øjne fulgte kvindens og så, at en mand på samme alder lå klemt inde under den nedstyrtede balkon; kun overkroppen var synlig.

Hun så sig forvirret om efter Rune og de andre, men de var allerede væk, formentlig via nødudgangen. Hun følte sig splittet mellem at følge efter de andre panikslagne gæster, styret af frygten, eller at gøre, hvad hun kunne for at hjælpe de fastklemte gæster, indtil brandvæsnet nåede frem. Da hun fik øje på en yngre mand, der stod og trak i en stolpe for at få en gravid kvinde fri, var der ingen vej tilbage. Hun løb mod strømmen, hen til manden, og hjalp ham med at få kvinden fri.

Da de ved fælles hjælp havde fået stolpen væk, så kvinden taknemmeligt på hende og tog mandens hånd. Det lød, som om de kendte hinanden. Han kyssede hende på panden og forsikrede hende om, at det nok skulle gå.

„Jeg tror, vandet er gået,“ hviskede kvinden. Britt så straks på kvindens store mave, men fik øje på årsagen: et søm fra stolpen havde boret sig ind i kvindens lår og ramt pulsåren. Blodet stod op i en lille fontæne. Britt kastede sig ned på knæ og maste sin håndrod ned i blodet på kvindens lår. Kvinden skreg, men Britt vidste, at det var vigtigt at holde pres på, hvis de skulle redde hendes liv. Manden, der nu også lå på knæ, så så bleg ud, at han kunne besvime hvert øjeblik, det skulle være.

„Hvis du ikke kan tåle at se blod, så kig væk, men giv mig dit slips.“

Manden satte sig, så han kun kunne se kvindens ansigt, og trak sit slips af. Britt bandt det så stramt, hun kunne, omkring kvindens lår lige over det blodige sted.

„Hvor bliver ambulancen af?“ råbte Britt, men ingen så ud til at ænse hende. „Lad være med at flytte hende, og sørg for, at slipset forbliver stramt. Jeg går ud og får fat i ambulancefolkene, for hun ser ud til at være en af dem, der har mest brug for hjælp.“ Britt rejste sig og løb over til den fjerneste trappe, der næsten var fri for nedfaldent materiale. Hun gik ud fra, at barområdet ville være fyldt med personale og gæster og måske endda de første ambulancefolk. Stor var hendes overraskelse, da hun så, at hele området var tomt. Øde på en måde, så det var tydeligt, at det var forladt i al hast. Væltede vinglas på de små caféborde, en serviet på gulvet, en flaske vin med en proptrækker i midt på bardisken. Hun fortsatte ned ad trappen til forhallen, men blev mødt af det samme syn: et fuldstændigt øde og forladt område med enkelte væltede stole. Hun løb videre ud mod udgangen, hvor en ung betjent straks trak hende væk fra bygningen.

„Hvad laver I?“ råbte hun. „Der er sårede og fastklemte mennesker derinde. Hvorfor er I ikke inde og hjælpe dem?“ Hun kunne godt høre, at hendes stemme var ved at nå et hysterisk toneleje. Betjenten skubbede hende om bag en afspærring. Hun mærkede en hånd på sin arm og skulle til at vende sig rundt og slå fra sig. Hun var rasende.

„Britt! Åh, Gud, du er uskadt.“ Rune omfavnede hende, men hun kunne ikke finde ro i hans favn.

„Der er sårede og fastklemte mennesker derinde. Hvorfor er der ingen, der hjælper dem?“

„De siger, det var en bombe. Måske ligesom den ved Skattestyrelsen. Ingen må gå derind, før bomberydderne har været det hele igennem. Der kan være flere.“

„Hvad? Ofrer de bare alle de mennesker, der sidder fast derinde? Jeg har lige hjulpet en mand med at få sin gravide kone fri, men hun bløder kraftigt. Hun skal have hjælp nu.“

Rune forsøgte at holde hende fast, men hun rev sig løs og løb hen til ham, der lignede indsatslederen. Hun ruskede ham i armen, indtil han vendte sig om.

„De må ikke være her. De skal blive uden for afspærringen for Deres egen sikkerheds skyld,“ sagde indsatslederen med myndig stemme.

„Der er stadig mennesker derinde. Fastklemte, sårede. En gravid kvinde, der bløder. Blodet står op som et springvand fra kvindens lår.“

„Det lyder ikke godt, men jeg skal stadig bede Dem om at holde Dem bag afspærringen. Vi venter på bomberydderne.“

„Hvorfor tror I, det var en bombe?“

„Det kan jeg ikke indvie Dem i.“ Indsatslederen gjorde tegn til et par betjente, der trak hende ud til afspærringen. Hun råbte hele vejen, forsøgte at få indsatslederen på bedre tanker, da hun fik øje på et kendt ansigt, der var på vej hen over afspærringen fra den modsatte side.

„Hey! Jeg kender ham dér. Det er min chef. Lad mig komme over til ham.“ De unge betjente trak på skuldrene og lod hende komme igennem.

„Lars, hvor er jeg glad for at se dig.“ Den høje, slanke politikommissær stak et hoved højere op end de fleste tilstedeværende.

„Hej Britt, hvad laver du i det her kaos?“

„Jeg var i teatret. Sommerrevyens sidste forestilling.“

„Nå ja, det var jo derfor, du skulle tidligt afsted i dag. Så du, hvad der skete?“

„Der er ikke tid til at aflægge rapport nu. Du må få nogen ind og hente resten af gæsterne ud. Der er stadig mennesker, der sidder fastklemt under balkonen, og sårede, der skal i hurtig behandling, hvis de skal redde livet. Du må gøre noget, Lars.“ Hun ruskede ham hysterisk.

„Rolig nu, jeg har ingen beføjelser derinde, før indsatslederen frigiver gerningsstedet.“

„Men hvor mange lig vil de have? Der er stadig mindst tredive mennesker derinde. En gravid kvinde, der bløder voldsomt. Du må gøre noget, Lars.“

Han så på hende, som om han forsøgte at aflæse hende.

„Det skal jeg nok, men først må du fortælle mig, nøjagtig hvad der skete. Hørte du en bombe?“

Hun så sig forvirret om efter ambulancefolk og brandmænd, som hun kunne sende ind efter de mange sårede og tilskadekomne.

Lars tog fat om hendes overarme og holdt hendes blik fast.

„Britt, tænk dig om. Hvad så du? Hvad hørte du?“

„Der kom et højt brag…“

„Som fra en bombe?“

„Nej, nej, det tror jeg ikke. Det kom samtidig med, at der kom et stort vindpust med støv, da balkonen ramte gulvet.“

„Og du er sikker på, at det var samtidig? Var der ikke et andet brag, før balkonen faldt ned?“

„Nej, det er jeg sikker på.“

„Hvor sikker?“

„Helt sikker.“

„Godt, bliv her.“ Lars gik hen til indsatslederen. De talte sagte sammen, så Britt kunne ikke høre, hvad de sagde, selv om hun forsøgte. De så begge alvorlige ud. Et øjeblik efter gik Lars og indsatslederen ind gennem glasdørene. Indsatslederen gav alle andre besked på at blive væk og holde afstand til bygningen. Britt ville løbe efter dem. Tilbyde sin hjælp, men de to samme unge betjente var hurtige til at tage fat i hende og fik hende gennet over til Rune.

„Hvad laver du, skat?“ spurgte han. Bekymringsfuren mellem hans øjne var dyb.

„Der er stadig mennesker derinde. Vi må få dem ud.“ Hun så fortvivlet mod døren og tænkte på den blødende gravide kvinde.

Få minutter senere kom Lars og indsatslederen ud ad døren sammen med den nu bevidstløse gravide kvinde og hendes mand. Han holdt stadig på kvindens blodige lår, mens Lars og indsatslederen bar kvinden imellem sig. Den gravide kvinde og hendes mand var ude, men Britt kunne ikke lade være med at tænke på de mange andre, der sad fastklemt i salen.

„Kom, skat. Vi er bare i vejen her. Lad os komme hjem, så de kan få arbejdsro,“ sagde Rune og trak i hende. Men Britt skulle ikke hjem. Under ingen omstændigheder.

Allerede ude på gangen kunne han fornemme, at der var travlt på afdelingen, så det undrede ham ikke, at han dårligt blev bemærket, da han listede sig ind gennem døren til stuen. Hans første spørgsmål til afdelingens retsmediciner var, hvor mange dræbte der var efter ulykken på teatret, men det kunne han selv tælle nu: tre stålborde stod på række med en livløs krop på hver. Retsmediciner Pia Holm var i fuld gang ved det forreste bord. Lars trak et par handsker ved vasken og gik hen til stålbordet.

„Det er dem fra teatret?“

„Hej Lars. Ja, tre styk har vi fået ind i nat. Hvad fanden er der sket?“ spurgte Pia.

„Balkonen faldt ned. Mange tilskadekomne.“

„Ja, jeg hører i min øresnegl at de måtte køre i pendulfart til Køge og Slagelse hele natten på grund af overbelægning her.“ Pia afleverede et prøveglas til sin assistent.

„Kan akutmodtagelsen ikke klare en ti-tyve indlæggelser?“

Pia lo. „Har du nogensinde været forbi en fredag aften?“ Hun nikkede til Sam, den retsmedicinske assistent, og lod hende komme til, mens hun selv gik over til vasken og skiftede handsker. „Sam, vil du fortælle Lars navnet på vores ofre?“

„Den første er Mogens Broberg Thomsen, 49 år. Den næste er Tanna Elkjær, 53 år.“ Sam pegede hen på whiteboarden, ned på en afdød og tilbage igen for hvert navn, hun nævnte. „Og på vinduespladsen har vi Per Dyhr Nielsen, 72 år.“

„Tak, Sam,“ svarede Lars. „Hvad kan I sige om dødsårsag?“

„Jeg har ikke det toksikologiske klar, men skaderne på deres kroppe stemmer overens med den ulykke, du beskriver. Tanna fik en bjælke ned over brystkassen. Klemt ihjel. Mogens fik balkonen i hovedet. Rygraden knækkede. Per var lidt mere kringlet, for der var ikke umiddelbart så meget at se på ham, men på scanningen kunne vi se flere traumer i hoved og brystregion, så også klemt ihjel. Vi kunne godt stoppe dér, men fordi det er så stor en ulykke, tager vi den helt store omgang, så du får blodprøver, hårprøver, fuld obduktion. Jeg regner med, at vi er færdige i løbet af i morgen. De sidste resultater om cirka tre dage.“