Tredje udgave 2019

© 2017 – Jens Peter Jensen

Omslagsdesign ved anvendelse af et billede af Lokilech. Billedet viser bronzeleveren fra Piacenza.

Forlag: Books on Demand GmbH, København, Danmark

Fremstilling: Books on Demand GmbH, Norderstedt, Tyskland

Bogen er fremstillet efter on-Demand-proces

ISBN 978-87-4300-471-4

Indhold

Diakritiske tegn ved tekstkritisk bearbejdning af indskrifter:

[abc] Udfyldning af lakuner eller af ulæselige bogstaver

(abc) Dechifrering af forkortelser

<abc> Korrektur eller tilføjelse af fejlagtigt udeladte bogstaver

{abc} Fjernelse af bogstaver fra udgiverens side

[[abc]] I antikken fjernede bogstaver (rasur)

Forord

Den foreliggende materialesamling er udsprunget af et par semesters undervisning af studerende på Religionsstudier under Historisk Institut, SDU, og skal dække to behov: dels skal de studerende kunne orientere sig i en latinsk tekst med en dansk oversættelse som hjælpemiddel og kunne anvende de sproglige hjælpemidler, ordbøger og grammatikker, i fornødent omfang, dels skal de kunne analysere og fortolke teksterne i det romerske religiøse domæne ud fra religionsfagets retningslinjer.

Udvalget indeholder religionshistorisk interessante tekster fra ca. 200 f.Kr. til ca. 400 e.Kr. og dækker i så høj grad som muligt de oprindelige religiøse praksisser, ritualer, ofringer og kulthandlinger i Latium og Rom og behandler ikke kristendommens begyndelse og udvikling. Og når titlen på bogen er ”Religion i Rom” og fx ikke ”Romersk religion”, skyldes det, at kulthandlinger og ritualer har modtaget inspiration fra lokalområdet, regionen, herunder etruskerne, de romerske provinser og de øvrige stater rundt om Middelhavet. Det er altså en smeltedigel af praksisser, som man møder i sin beskæftigelse med dette emne, og derfor er det svært at klassificere dem som ’romerske’.

Jeg har valgt at inddele teksterne i fem grupper, som jeg håber, viser bredden af emnet sammen med de 120 tekstuddrag, der er nyoversat af mig, undtagen de to Aulus Gellius-tekster I, 12 og X, 15, som jeg takker Aigis for at måtte bringe i Carsten Weber Nielsens oversættelse. Derudover har jeg medtaget ti tekster fra min tidligere publikation ”Religionshistoriske tekster på latin”, Kbh. 2016, fordi de også passer til denne bogs sigte; det drejer sig om teksterne nr. 23, 30, 55, 56, 64, 65, 67, 71, 72, 73, 94, 106, 110, 112.

En tak skal lyde til mine studerende, der i det sidste år har fulgt min undervisning på Religionsstudier, SDU, og har bidraget med mange nyttige, kritiske og interesserede kommentarer til det foreliggende tekstudvalg. Hvad der måtte være af fejl og mangler, står jeg til ansvar for.

Den foreliggende udgave er 3. udgave; i den er litteraturlisten blevet tilpasset bogens udvalg af emner, og der er blevet foretaget adskillige rettelser af trykfejl samt diverse andre korrekturer.

Odense i august 2019

Jens Peter Jensen

A. Begrebet ‘religio’ og andre begreber inden for det samme domæne: ’sanctitas, pietas, iustitia, cultus, superstitio, caerimonia’

1. Marcus Tullius Cicero: De natura deorum I, 1-4 + 61

[1] Cum multae res in philosophia nequaquam satis adhuc explicatae sint, tum perdifficilis, Brute, quod tu minime ignoras, et perobscura quaestio est de natura deorum, quae et ad cognitionem animi pulcherrima est et ad moderandam religionem necessaria.

…

[2] Velut in hac quaestione plerique, quod maxime veri simile est et quo omnes +sese duce natura venimus, deos esse dixerunt, dubitare se Protagoras, nullos esse omnino Diagoras Melius et Theodorus Cyrenaicus putaverunt.

…

[3] Sunt enim philosophi et fuerunt, qui omnino nullam habere censerent rerum humanarum procurationem deos. Quorum si vera sententia est, quae potest esse pietas, quae sanctitas, quae religio? Haec enim omnia pure atque caste tribuenda deorum numini ita sunt, si animadvertuntur ab is et si est aliquid a deis inmortalibus hominum generi tributum; sin autem dei neque possunt nos iuvare nec volunt nec omnino curant nec, quid agamus, animadvertunt nec est, quod ab is ad hominum vitam permanare possit, quid est, quod ullos deis inmortalibus cultus, honores, preces adhibeamus? In specie autem fictae simulationis sicut reliquae virtutes item pietas inesse non potest; cum qua simul sanctitatem et religionem tolli necesse est, quibus sublatis perturbatio vitae sequitur et magna confusio;

[4] atque haut scio, an pietate adversus deos sublata fides etiam et societas generis humani et una excellentissuma virtus iustitia tollatur.

…

(Origo: http://thelatinlibrary.com/cicero/nd1.shtml#1)

cap. 61:

…

Itaque ego ipse pontifex, qui caerimonias religionesque publicas sanctissime tuendas arbitror, is hoc, quod primum est, esse deos persuaderi mihi non opinione solum, sed etiam ad veritatem plane velim. Multa enim occurrunt, quae conturbent, ut interdum nulli esse videantur.

(Origo: http://thelatinlibrary.com/cicero/nd1.shtml#61)

1. Marcus Tullius Cicero: Om gudernes væsen I, 1-4 + 61

1. Kære Brutus, da mange ting i filosofien endnu langtfra er tilstrækkeligt udforskede, så er især spørgsmålet om gudernes væsen, hvad du også er helt klar over, særdeles vanskeligt og gådefuldt, et spørgsmål, hvis afklaring er særdeles lykkebringende for sjælens erkendelsesevne og nødvendig for en målrettet gudsdyrkelse.

…

2. For eksempel har de fleste svaret på dette spørgsmål, at guderne eksisterer, et svar, som er mest sandsynligt og som vi alle er nået frem til, når vi lader den naturlige orden lede os, mens Protagoras har ytret tvivl om gudernes eksistens, og Diagoras fra Melos og Theodorus fra Kyrene fuldkommen har benægtet deres eksistens.

…

3. Der har været og er nemlig filosoffer, som mener, at guderne ikke har nogen interesse for menneskelige anliggender overhovedet. Hvis deres anskuelse er rigtig, hvordan kan fromhed, religiøs følelse og gudsdyrkelse så være mulig? For alle disse ting bør kun vises guderne i deres magt og virke i renhed og ubesmittethed, hvis de udødelige guder bemærker dem og har vist menneskeslægten omsorg; men hvis de hverken kan eller vil hjælpe os eller slet ikke bekymrer sig eller bemærker, hvad vi gør, og der ikke er noget, som de kan have indflydelse på i menneskenes liv, er der så overhovedet en grund til at dyrke de udødelige guder, at ære dem og tilbede dem? I hykleriets skær kan der forekomme lige så lidt fromhed som de øvrige dyder; samtidig med den må nødvendigvis også religiøs følelse og gudsdyrkelse forsvinde, og når det er sket, følger der en voldsom forstyrrelse og forvirring i livet;

4. og jeg ved ikke, om ikke, samtidig med at pligtfølelsen over for guderne er forsvundet, også loyaliteten og menneskehedens fællesskabsfølelse samt den største af alle dyder, retfærdsfølelsen, tilintetgøres.

…

kap. 61:

...

Derfor er jeg personligt og især som ypperstepræst af den opfattelse, at de religiøse procedurer og former for offentlig gudsdyrkelse bør overholdes meget samvittighedsfuldt, og jeg vil tydeligt erklære dette, som er det vigtigste spørgsmål, at jeg er af den faste overbevisning, ikke bare ud fra tro, men også ud fra en realitetsbaseret overvejelse, at guderne eksisterer. Der sker nemlig mange forstyrrende ting, som undertiden kan få mig til at tvivle på, at der er nogen guder til.

2. Marcus Tullius Cicero: De natura deorum I, 115-119

[115] ”At etiam de sanctitate, de pietate adversus deos libros scripsit Epicurus.” At quo modo in his loquitur: Ut [Ti.] Coruncanium aut P. Scaevolam pontifices maximos te audire dicas, non eum, qui sustulerit omnem funditus religionem nec manibus ut Xerses, sed rationibus deorum inmortalium templa et aras everterit. Quid est enim, cur deos ab hominibus colendos dicas, cum dei non modo homines non colant, sed omnino nihil curent, nihil agant?

[116] ”At est eorum eximia quaedam praestansque natura, ut ea debeat ipsa per se ad se colendam elicere sapientem.” An quicquam eximium potest esse in ea natura, quae sua voluptate laetans nihil nec actura sit umquam neque agat neque egerit? Quae porro pietas ei debetur, a quo nihil acceperis, aut quid omnino, cuius nullum meritum sit, ei deberi potest? Est enim pietas iustitia adversum deos; cum quibus quid potest nobis esse iuris, cum homini nulla cum deo sit communitas? Sanctitas autem est scientia colendorum deorum; qui quam ob rem colendi sint, non intellego nullo nec accepto ab his nec sperato bono.

[117] Quid est autem, quod deos veneremur propter admirationem eius naturae, in qua egregium nihil videmus?

Nam superstitione, quod gloriari soletis, facile est liberare, cum sustuleris omnem vim deorum. Nisi forte Diagoram aut Theodorum, qui omnino deos esse negabant, censes superstitiosos esse potuisse; ego ne Protagoram quidem, cui neutrum licuerit, nec esse deos nec non esse. Horum enim sententiae omnium non modo superstitionem tollunt, in qua inest timor inanis deorum, sed etiam religionem, quae deorum cultu pio continetur.

[118] Quid i, qui dixerunt totam de dis inmortalibus opinionem fictam esse ab hominibus sapientibus rei publicae causa, ut, quos ratio non posset, eos ad officium religio duceret, nonne omnem religionem funditus sustulerunt? Quid Prodicus Cius, qui ea, quae prodessent hominum vitae, deorum in numero habita esse dixit, quam tandem religionem reliquit?

2. Marcus Tullius Cicero: Om gudernes væsen I, 115-119

115. ”Men Epikur skrev også bøger om hellighed og om fromhed over for guderne.” Men på hvilken måde taler han i dem: Som om man kunne sige, at man hørte ypperstepræsterne <Tiberius> Coruncanius eller P. Scaevola, ikke ham, som har fjernet al slags religion totalt og ikke fysisk som Xerxes, men ham, som har omstyrtet de udødelige guders templer og altre intellektuelt. Hvorfor skulle der være en grund til at sige, at guderne bør dyrkes af menneskene, når guderne ikke blot ikke dyrker menneskene, men i det hele taget ikke interesserer sig for noget eller foretager sig noget?

116. ”Men deres væsen er i en vis forstand enestående og så fortrinligt, at det bør lokke den vise i sig selv til at dyrke det.” Men kan der være noget enestående i en natur, som selvglad, som den er, hverken vil gøre noget nogensinde eller gør noget eller har gjort noget? Og hvilken fromhed skylder man den, af hvem man intet har modtaget, eller hvad kan man i det hele taget skylde den, hvis fortjeneste er lig nul? Fromhed er nemlig retfærdighed over for guderne; hvad kan der for os være af retsgyldighed over for dem, når der ikke eksisterer noget forpligtende fællesskab for mennesket med guden? Og hellighed er videnskaben om dyrkelsen af guder; hvorfor de bør dyrkes, forstår jeg ikke, når jeg hverken har modtaget et gode eller der er stillet mig noget gode i udsigt af dem.

117. Hvad grund er der til at ære guderne på grund af et væsen, som vi ikke kan se noget fremragende i?

For det er let at befri <folk> fra overtro, som I plejer at prale af, <at I gør,> når I har ophævet gudernes totale magt. Medmindre du måske mener, at Diagoras og Theodorus, som fuldstændig benægtede, at guderne var til, har kunnet være overtroiske. Jeg mener, at ikke engang Protagoras har kunnet være det, når ingen af de to muligheder stod klart for ham, nemlig om der er guder til eller ej. For alle disse personers meninger ikke blot ophæver den overtro, i hvilken der bor en tom frygt for guderne, men også den religion, der består i en from dyrkelse af guderne.

118. Hvad med dem, som har sagt, at hele forestillingen om de udødelige guder er blevet opdigtet af kloge mænd for statens skyld, for at religionen kunne lede de mennesker til <at gøre> deres pligt, hvad fornuften ikke kunne få dem til, mon ikke de fuldstændig har fjernet enhver form for gudsdyrkelse?

Hvad med Prodikos fra Keos, som sagde, at de ting, som gavnede menneskenes liv, blev anset for at være guder, hvad er det da for en religion, han har efterladt sig?

[119] Quid, qui aut fortis aut claros aut potentis viros tradunt post mortem ad deos pervenisse eosque esse ipsos, quos nos colere, precari venerarique soleamus, nonne expertes sunt religionum omnium? Quae ratio maxime tractata ab Euhemero est, quem noster et interpretatus est et secutus praeter ceteros Ennius; ab Euhemero autem et mortes et sepulturae demonstrantur deorum; utrum igitur hic confirmasse videtur religionem an penitus totam sustulisse? Omitto Eleusinem sanctam illam et augustam, ”Ubi initiantur gentes orarum ultimae”, praetereo Samothraciam eaque, quae Lemni ”Nocturno aditu occulta coluntur silvestribus saepibus densa”; quibus explicatis ad rationemque revocatis rerum magis natura cognoscitur quam deorum.

(Origo: http://www.thelatinlibrary.com/cicero/nd1.shtml#116)

3. Marcus Tullius Cicero: De natura deorum II, 5

…

Itaque et in nostro populo et in ceteris deorum cultus religionumque sanctitates existunt in dies maiores atque meliores; [6]

(Origo: http://thelatinlibrary.com/cicero/nd2.shtml#5)

119. Hvad med dem, der fortæller, at enten tapre eller berømte eller mægtige mænd efter deres død er kommet til guderne og at de er de samme, som vi plejer at dyrke, tilbede og ære, mon ikke de er uden andel i al slags former for gudsdyrkelse? Dette forhold er især blevet behandlet af Euhemeros, som frem for andre vores landsmand Ennius både har oversat og fulgt; Euhemeros påviser både gudernes død og begravelser; synes han nu altså at have bekræftet religionen eller totalt at have ophævet den? Jeg undlader at nævne det hellige og ophøjede Eleusis, ”hvor de uindviede <myster> fra den yderste af jordens kyster indvies”, jeg forbigår Samothrake og de mysterier, der på Lemnos ”skjult i nattens mørke dyrkes dybt inde i skovområderne”; når disse ting er forklaret og behandlet på fornuftsmæssig basis, er det snarere naturens væsen der erkendes end gudernes.

3. Marcus Tullius Cicero: Om gudernes væsen II, 5

Derfor er både hos vores folk og hos de øvrige folkeslag dyrkelsen af guderne og overholdelsen af de religiøse forpligtelser med tiden blevet mere betydningsfuld og bedre; [6]

4. Marcus Tullius Cicero: De natura deorum II, 71-72

[71] Sed tamen is fabulis spretis ac repudiatis deus pertinens per naturam cuiusque rei, per terras Ceres per maria Neptunus alii per alia, poterunt intellegi qui qualesque sint quoque eos nomine consuetudo nuncupaverit. Quos deos et venerari et colere debemus, cultus autem deorum est optumus idemque castissimus atque sanctissimus plenissimusque pietatis, ut eos semper pura integra incorrupta et mente et voce veneremur. non enim philosophi solum verum etiam maiores nostri superstitionem a religione separaverunt.

[72] nam qui totos dies precabantur et immolabant, ut sibi sui liberi superstites essent, superstitiosi sunt appellati, quod nomen patuit postea latius; qui autem omnia quae ad cultum deorum pertinerent diligenter retractarent et tamquam relegerent, [i] sunt dicti religiosi ex relegendo, [tamquam] elegantes ex eligendo, [tamquam] [ex] diligendo diligentes, ex intellegendo intellegentes; his enim in verbis omnibus inest vis legendi eadem quae in religioso. ita factum est in superstitioso et religioso alterum vitii nomen alterum laudis. Ac mihi videor satis et esse deos et quales essent ostendisse.

(Origo: http://www.thelatinlibrary.com/cicero/nd2.shtml#71)

5. Marcus Tullius Cicero: De natura deorum III, 5

Balbus har fremhævet Cotta som pontifex i afsnittet før.

… quod eo, credo, valebat, ut opiniones, quas a maioribus accepimus de dis immortalibus, sacra, caerimonias religionesque defenderem ...

Cumque omnis populi Romani religio in sacra et in auspicia divisa sit, tertium adiunctum sit, si quid praedictionis causa ex portentis et monstris Sibyllae interpretes haruspicesve monuerunt, harum ego religionum nullam umquam contemnendam putavi mihique ita persuasi, Romulum auspiciis, Numam sacris constitutis fundamenta iecisse nostrae civitatis, quae numquam profecto sine summa placatione deorum inmortalium tanta esse potuisset. [6]

(Origo: http://thelatinlibrary.com/cicero/nd3.shtml)

4. Marcus Tullius Cicero: Om gudernes væsen II, 71-72

71. Men skønt disse myter er blevet foragtet og afvist, har man alligevel kunnet forstå den gud, der hører til hver tings væsen, Ceres til jorden, Neptun til havet, andre guder til andre ting, og man har kunnet forstå deres identitet, deres kvalitet og det navn, som traditionen har givet dem. Den bedste og tillige reneste og helligste og frommeste dyrkelse af de guder, som vi bør ære og dyrke, består i, at vi altid ærer dem med ren, ubesmittet og ufordærvet tanke og tale. For ikke alene filosoffer, men også vore forfædre har adskilt overtro fra religion.

72. For de, som bad og ofrede hele dagen, for at deres børn kunne overleve dem, blev kaldt overtroiske, hvilket ord senere fik en videre betydning; men de, som omhyggeligt gennemgik og så at sige genlæste alt, hvad der hørte til gudernes dyrkelse, er blevet kaldt religiøse af ’relegere’ (genlæse), ligesom elegante af ’eligere’ (udvælge), diligentes (liebhavere) af ’diligere’ (værdsætte), intelligente af ’intellegere’ (forstå); i alle disse ord er der nemlig den samme betydning ’at udvælge’, som findes i ’religiøs’. Således opstod i ’superstitiosus’ og i ’religiosus’ hhv. et ord for det lastefulde og det prisværdige. Og jeg synes at have bevist i tilstrækkelig grad, at guderne er til og af hvad art de er.

5. Marcus Tullius Cicero: Om gudernes væsen III, 5

... Hvilket, tror jeg, var af betydning i den hensigt, at jeg skulle forsvare de opfattelser, som vi har modtaget af vore forfædre om de udødelige guder, deres ritualer, ceremonier og former for gudsdyrkelse ...

Og da hele det romerske folks gudsdyrkelse er delt i offerhandlinger og fuglevarsler, og der er tilføjet et tredje element, når Sibyllens fortolkere og indvoldstydere har givet os en eller anden antydning om fremtiden ud fra varsler og jærtegn, har jeg aldrig været af den opfattelse, at nogen af disse former for gudsdyrkelse skulle ringeagtes, men jeg har altid været overbevist om, at Romulus gennem indstiftelsen af fuglevarsler og Numa gennem fastlæggelsen af offerhandlinger<s procedurer> har lagt et solidt fundament for vores stat, som aldrig nogensinde uden den største forsoning af de udødelige guder havde kunnet blive så stor. [6]

6. Vetus Testamentum

Exodus 12:26:

Et cum dixerint vobis filii vestri: Quae est ista religio?

Exodus 12:43:

Dixitque Dominus ad Moysen et Aaron: Haec est religio Paschae: omnis alienigena non comedet ex eo;

Numeri 19:2:

Ista est religio legis, quam constituit Dominus. Praecipe filiis Israel, ut adducent ad te vaccam rufam aetatis integrae, in qua nulla sit macula, nec portaverit iugum.

(Origo: http://www.vatican.va/archive/bible/nova_vulgata/documents/nova-vulgata_vetus-testamentum_lt.html

6. Det Gamle Testamente

2. Mos. 12:26: Og når jeres sønner har spurgt jer: Hvad er dette for et ritual?

2. Mos. 12:43: Og Herren sagde til Moses og Aaron: Dette er ritualet for påskelammet: ingen fremmed må spise af det.

4. Mos. 19:2: Dette er reglen ifølge loven, som Herren har udstedt. Sig til Israels børn, at de skal føre en rød kvie uden fejl og som ikke har båret et åg endnu, til dig.

7. Novum Testamentum

Epistula Iacobi 1:26:

Si quis putat se religiosum esse, non freno circumducens linguam suam, sed seducens cor suum, huius vana est religio.

Epistula Iacobi 1:27:

Religio munda et immaculata apud Deum et Patrem, haec est: visitare pupillos et viduas in tribulatione eorum, et immaculatam se custodire ab hoc saeculo.

(Origo: https://www.bibliacatolica.com.br/en/neo-vulgata-latina/epistula-iacobi/1/)

Acta Apostolorum 26:5:

Praescientes me ab initio (si velint testimonium perhibere) quoniam secundum certissimam sectam nostrae religionis vixi pharisaeus.

Ad Colossenses 2:18:

Nemo vos seducat, volens in humilitate, et religione angelorum, quae non vidit ambulans, frustra inflatus sensu carnis suae.

(Origo: Novum Testamentum Latine cur. E. Nestle, Stuttgart, 11. Aufl. 1971)

7. Det Ny Testamente

Jak. 1:26: Hvis nogen mener, at han ærer Gud, men ikke tøjler sin tunge og fører sit hjerte på afveje, så er hans respekt for Gud tom.

Jak. 1:27: En ren og uplettet holdning over for Gud og Faderen består i at besøge de forældreløse og enkerne i deres nød og beskytte sig i ubesmittethed mod denne verden.

Apost. Gern. 26:5: For de ved om mig fra tidligere (hvis de da ellers vil aflægge vidnesbyrd om det), at jeg har levet som en farisæer i overensstemmelse med den gruppe, der er mest nøjeregnende med gudsdyrkelsen.

Brevet til Koloss. 2:18: Lad jer ikke forføre af nogen, der hælder til falsk ydmyghed og engledyrkelse og går op i, hvad han ikke har set (= fantasmer), uden grund drevet af sit køds begær.

8. Lactantius (Lucius Caecilius Firmianus) Divinarum Institutionum libri septem, IV 28, 1-16

Quae cum ita se habeant ut ostendimus, apparet nullam aliam spem uitae homini esse propositam, nisi abiectis uanitatibus et errore miserabili deum cognoscat et deo seruiat, nisi huic temporali renuntiet uitae ac se rudimentis iustitiae ad cultum uerae religionis instituat.

  1. Hac enim condicione gignimur, ut generanti nos deo iusta et debita obsequia praebeamus, hunc solum nouerimus, hunc sequamur.
  2. Hoc uinculo pietatis obstricti deo et religati sumus, unde ipsa religio nomen accepit, non ut Cicero interpretatus est a relegendo; qui libro de natura deorum secundo ita dixit:
  3. (Cic. Nat. deor. II 71 sq.) “Non enim philosophi solum verum etiam maiores nostri superstitionem a religione separaverunt. [72] nam qui totos dies precabantur et immolabant, ut sibi sui liberi superstites essent, superstitiosi sunt appellati, <quod nomen patuit postea latius>1;
  4. qui autem omnia quae ad cultum deorum pertinerent <diligenter>2 retractarent et tamquam relegerent, [i] <ii>3 sunt dicti religiosi ex relegendo, [tamquam]4 elegantes ex eligendo, [tamquam] [ex]5 diligendo diligentes, ex intellegendo intellegentes; his enim in verbis omnibus inest vis legendi eadem quae in religioso. ita factum est in superstitioso et religioso alterum vitii nomen alterum laudis.”
  5. Haec interpretatio quam inepta sit, ex re ipsa licet noscere. Nam si in isdem diis colendis et superstitio et religio uersatur, exigua uel potius nulla distantia est.
  6. Quid enim mihi adferet causae, cur precari pro salute filiorum semel religiosi et idem decies facere superstitiosi esse hominis arbitretur? Si enim semel facere optimum est, quanto magis saepius? Si hora prima, ergo et toto die, si una hostia placabilis, placabiliores utique hostiae plures, quia multiplicata obsequia demerentur potius quam offendunt.
  7. Non enim nobis odiosi uidentur ii famuli qui adsidui et frequentes ad obsequium fuerint, sed magis cari. Cur igitur sit in culpa et nomen reprehensibile suscipiat, qui aut filios suos magis diligit aut deos magis honorat, laudetur autem qui minus?
  8. Quod argumentum etiam ex contrario ualet. Si enim totos dies precari et immolare criminis est, ergo et semel; si superstites filios subinde optare uitiosum est, superstitiosus igitur et ille qui etiam raro id optauerit. Aut cur uitii nomen sit ex eo tractum quo nihil honestius, nihil iustius optari potest?
  9. Nam quod ait “religiosos a relegendo appellatos, qui retractent ea diligenter, quae ad cultum deorum pertineant”, cur ergo illi qui hoc saepe in die faciant religiosorum nomen amittant, cum multo utique diligentius ex adsiduitate ipsa relegant ea quibus dii coluntur?
  10. Quid ergo est? Nimirum religio ueri cultus est, superstitio falsi. Et omnino quid colas interest, non quemadmodum colas aut quid precere. Sed quia deorum cultores religiosos se putant, cum sint superstitiosi, nec religionem possunt a superstitione discernere nec significantiam nominum exprimere.
  11. Diximus nomen religionis a uinculo pietatis esse deductum, quod hominem sibi deus religauerit et pietate constrinxerit, quia seruire nos ei ut domino et obsequi ut patri necesse est.
  12. Melius ergo id nomen Lucretius interpretatus est, qui ait “religionum se nodos soluere”. Superstitiosi autem uocantur non qui filios superstites optant – omnes enim optamus -, sed aut ii qui superstitem memoriam defunctorum colunt aut qui parentibus suis superstites colebant imagines eorum domi tamquam deos penates.
  13. Nam qui nouos sibi ritus adsumebant, ut deorum uice mortuos honorarent quos ex hominibus in caelum receptos putabant, hos superstitiosos uocabant,
  14. eos uero qui publicos et antiquos deos colerent, religiosos nominabant. Unde Vergilius: “uana superstitio ueterumque ignara deorum.”
  15. Sed cum ueteres quoque deos inueniamus eodem modo consecratos esse post obitum, superstitiosi ergo qui multos ac falsos deos colunt, nos autem religiosi qui uni et uero deo supplicamus.

1-2 haec verba in Cic. codd., om. Lact. codd., 3hoc verbum om. Cic. codd., 4-5in Lact. codd.

(Origo: Lactantius: Divinarum Institutionum libri septem, fasc. 2: Libri III et IV, edd. E. Heck et A. Wlosok, Berolini et Novi Eboraci (Walter de Gruyter) MMVII)

8. Lactantius (Lucius Caecilius Firmianus): Lærebog i religion i 7 bøger IV, 28, 1-16

Da forholdene er sådan, som vi har vist, er det klart, at der intet andet håb om liv bliver tilbudt mennesket, hvis ikke det erkender og tjener Gud, når forfængelighed og ulykkelige fejltagelser er lagt til side; medmindre man undsiger det jordiske liv og øver sig i dyrkelsen af den sande gudsdyrkelse ud fra retfærdighedens grundprincipper.

  1. Vi fødes nemlig under den betingelse, at vi viser den Gud, der skaber os, retfærdig og tilbørlig lydighed, at vi anerkender og følger ham alene.
  2. Vi er lænket og bundet til Gud med denne fromheds lænke, hvorfra selve ordet ’religion’ fik sin betydning, ikke som Cicero har afledt det fra ’relegere’ (studere grundigt, genlæse); han siger således i sin anden bog af ”Om gudernes væsen”:
  3. (71.) … For ikke alene filosoffer, men også vore forfædre har adskilt overtro fra gudsdyrkelse. (72.) For de, som bad og ofrede hele dagen, for at deres børn kunne overleve (superstes) dem, blev kaldt overtroiske (superstitiosi), [hvilket ord senere fik en videre betydning];
  4. men de, som [omhyggeligt] gennemgik (retractare) og så at sige genlæste (relegere) alt, hvad der hørte til gudernes dyrkelse, er blevet kaldt religiøse af ’relegere’ (genlæse), ligesom elegante kommer af ’eligere’ (udvælge), diligentes (liebhavere) af ’diligere’ (værdsætte), intelligente af ’intellegere’ (forstå); i alle disse ord er der nemlig den samme betydning ’at udvælge’, som findes i ’religiøs’. Således opstod i ’superstitiosus’ og i ’religiosus’ hhv. et ord for det lastefulde og det prisværdige.
  5. Hvor tåbelig denne fortolkning er, kan vi lære af virkeligheden selv. For hvis der i dyrkelsen af de samme guder er involveret både overtro og <den rette> gudsdyrkelse, er der kun en minimal eller snarere slet ingen forskel mellem dem.
  6. Hvad kan man nemlig anføre af grunde til at man skulle antage, at det at bede én gang for sine sønners frelse er kendetegnende for et ægte gudsdyrkende menneske, mens det at gøre det ti gange er kendetegnende for et overtroisk menneske? Hvis det er meget godt at gøre én gang, hvor meget bedre er det så ikke at gøre det oftere? Hvis det er godt at gøre kl. 6 om morgenen (den første time af dagen), er det også godt at gøre hele dagen; hvis et offer forsoner guden, gør flere ofre guden mere forsonlig, fordi mangfoldige gudstjenester fortjener mere positiv respons end negativ.
  7. For de tjenere forekommer os ikke forhadte, som har været stabile og faste deltagere i gudstjenesten, men tværtimod mere afholdt. Hvorfor skal han altså være forkert på den og bære en kritisabel betegnelse, som enten elsker sine sønner højere eller ærer guderne mere, mens han roses, som elsker dem mindre?
  8. Det argument gælder også modsat. Hvis det nemlig er en forbrydelse at bede og ofre hele dage, er det også kriminelt at gøre det én gang; hvis det er en fejl, at ønske mange gange, at børnene overlever, så er han også overtroisk, som har ønsket det sjældent. Hvorfor skal betegnelsen ’fejl’ være afledt af noget, som man ikke kan ønske sig ærværdigere og retfærdigere?
  9. For når han (= Cicero) siger, ”at de bliver kaldt ’religiøse’ (gudsdyrkere) af ’relegere’ (studere nøjagtigt/genlæse), fordi de studerer de ting omhyggeligt, som hører til gudsdyrkelsen”, hvorfor skal de så, som gør dette ofte i løbet af dagen, miste betegnelsen ’rettroende mennesker’ (’religiosi’), når de under alle omstændigheder ud fra selve deres vedholdenhed studerer de , som guderne dyrkes med?
  10. Hvad drejer det hele sig altså om? Det følger uden for al tvivl, at ’religio’ er dyrkelsen af den sande tro, mens ’superstitio’ er dyrkelsen af den falske tro. Og i det hele taget er det af afgørende betydning, hvad du dyrker, ikke hvorledes du gør det eller hvilke bønner du fremsiger. Men fordi gudsdyrkerne opfatter sig selv som rettroende (religiosi), skønt de er overtroiske (superstitiosi), kan de hverken adskille sand gudsdyrkelse fra overtro eller redegøre for betydningen af disse ord.
  11. Vi har sagt, at ordet ’religio’ er afledt af fromhedens lænke, fordi Gud har bundet mennesket til sig og lænket det til sig gennem fromhed, fordi vi nødvendigvis må tjene ham som en herre og adlyde ham som en far.
  12. 12 Lukrets fortolkede nemlig det ord bedre, når han siger, ”at han løser gudsdyrkelsernes knuder”. De kaldes overtroiske (superstitiosi), ikke fordi de ønsker at deres sønner overlever <dem>, – det ønsker vi nemlig alle, – men enten fordi de dyrker det overlevende minde om deres døde, eller fordi de, som overlevede deres forældre, dyrkede billederne af dem hjemme som husguder.
  13. For dem, som initierede nye ritualer for sig, så at de kunne ære de døde som guder, som de mente blev optaget i himlen fra menneskestatus, dem kaldte man overtroiske (superstitiosi),
  14. men dem, som dyrkede de statslige og gamle guder, kaldte man rettroende (religiosi). Ud fra det siger Vergil: ”Overtro er tom og uvidende om de gamle guder.”
  15. Men da vi ser, at de gamle guder også er blevet udødeliggjort på samme måde efter deres død, så er de altså overtroiske (superstitiosi), som dyrker mange og falske guder, mens vi er rettroende (religiosi), som tilbeder den ene og sande Gud.

9. Aurelius Augustinus: De vera religione, cap. 55, par. 108-113

Epilogus exhortans ad veram religionem, et a falsa deterrens.

108. Non sit nobis religio in phantasmatibus nostris. Melius est enim qualecumque verum, quam omne quidquid pro arbitrio fingi potest; et tamen animam ipsam, quamvis anima vera sit cum falsa imaginatur, colere non debemus. Melior est vera stipula, quam lux inani cogitatione pro suspicantis voluntate formata; et tamen stipulam, quam sentimus et tangimus, dementis est credere colendam.

Non sit nobis religio humanorum operum cultus. Meliores enim sunt ipsi artifices qui talia fabricantur, quos tamen colere non debemus.

Non sit nobis religio cultus bestiarum. Meliores enim sunt extremi homines, quos tamen colere non debemus.

Non sit nobis religio cultus hominum mortuorum: quia si pie vixerunt, non sic habentur ut tales quaerant honores; sed illum a nobis coli volunt, quo illuminante laetantur meriti sui nos esse consortes. Honorandi ergo sunt propter imitationem, non adorandi propter religionem. Si autem male vixerunt, ubicumque sint, non sunt colendi.

Non sit nobis religio cultus daemonum; quia omnis superstitio cum sit magna poena hominum, et periculosissima turpitudo, honor est ac triumphus illorum.

109. Non sit nobis religio terrarum cultus et aquarum; quia istis purior et lucidior est aer, etiam caliginosus, quem tamen colere non debemus.

Non sit nobis religio etiam purioris aeris et serenioris cultus: quia luce absente inumbratur; et purior illo est fulgor ignis etiam huius, quem tamen, quoniam pro voluntate accendimus et exstinguimus, colere utique non debemus.

Non sit nobis religio cultus corporum aethereorum atque coelestium, quae quamvis omnibus ceteris corporibus recte praeponantur, me!ior tamen ipsis est quaecumque vita. Quapropter si animata sunt, melior est quaevis anima per seipsam, quam corpus quodlibet animatum; et tamen animam vitiosam nemo colendam esse censuerit.

9. Aurelius Augustinus: Om den sande religion, kap. 55, afsn. 108-113

Epilog, der opmuntrer til den sande gudsdyrkelse og afskrækker fra den falske

108. Gudsdyrkelse skal for os ikke være bundet til fantasiforestillinger. For en hvilken som helst sandhed er bedre end alt, hvad man kan fantasere sig vilkårligt til; og alligevel bør vi ikke dyrke selve den sjæl, skønt det er en ægte sjæl, selv når den forestiller sig falske ting. Bedre er et ægte strå end et lys, der er formet ud fra en indholdsløs forestilling efter et intetanende menneskes forgodtbefindende, og dog er det vanvid at dyrke et strå, som man kan føle på og røre ved.

Gudsdyrkelse skal for os ikke være en dyrkelse af menneskelige kunstværker. Bedre er nemlig selve kunstnerne, som skaber sådanne ting, men som vi alligevel ikke bør dyrke.

Gudsdyrkelse skal for os ikke være en dyrkelse af dyr. Bedre er nemlig de fattigste mennesker, som vi dog ikke bør dyrke.

Gudsdyrkelse skal for os ikke være en dyrkelse af døde mennesker, for hvis de har levet fromt, kan man ikke tro, at de ønsker sådanne æresbevisninger; snarere vil de, at han skal dyrkes af os, og ved at han kaster glans over dem, glæder de sig over, at vi får del i deres fortjenester. De bør altså æres gennem en efterligning, ikke tilbedes som en gud. Hvis de derimod har levet dårligt, bør de ikke dyrkes, hvor de end er.

Gudsdyrkelse skal for os ikke være en dyrkelse af dæmoner, for da enhver form for overtro er en stor straf for menneskene og en meget farlig skændsel, udgør den en ære og en triumf for hine væsener.

109. Gudsdyrkelse skal for os ikke være en dyrkelse af kontinenter og have; renere og klarere end dem er luften, selv om den er tåget, men derfor bør vi alligevel ikke dyrke den.

Gudsdyrkelse skal for os ikke være en dyrkelse af den renere og klarere luft, fordi den formørkes, når lyset er væk; og renere end den er også glansen fra den ild, som vi dog ikke bør dyrke på nogen måde, eftersom vi tænder og slukker den efter forgodtbefindende.

Gudsdyrkelse skal for os ikke være en dyrkelse af æter- og himmellegemer, og selv om vi med rette foretrækker dem frem for alle øvrige legemer, så er et hvilket som helst liv bedre end dem. For hvis de er besjælet, så er en hvilken som helst sjæl bedre i sig selv end et hvilket som helst besjælet legeme; og alligevel skal ingen være af den opfattelse, at en lastefuld sjæl bør dyrkes.

Non sit nobis religio cultus illius vitae, qua dicuntur arbores vivere: quoniam nullus sensus in illa est; et ex eo genere est ista qua nostri etiam corporis numerositas agitur, qua etiam capilli et ossa vivunt, quae sine sensu praeciduntur: hac autem melior est vita sentiens; et tamen vitam bestiarum colere non debemus.

110. Non sit nobis religio vel ipsa perfecta et sapiens anima rationalis, sive in ministerio universitatis, sive in ministerio partium stabilita, sive quae in summis hominibus exspectat commutationem reformationemque portionis suae; quoniam omnis vita rationalis si perfecta est, incommutabili veritati secum intrinsecus sine strepitu loquenti obtemperat, non obtemperans autem vitiosa fit. Non ergo per se excellit, sed per illam cui libenter obtemperat...

111. …

Quibus si similes, vel etiam mundiores atque sanctiores sunt boni Angeli, et omnia sancta Dei ministeria; quid metuimus ne aliquem illorum offendamus, si non superstitiosi fuerimus, cum ipsis adiuvantibus ad unum Deum tendentes, et ei uni religantes animas nostras, unde religio dicta creditur, omni superstitione careamus?

112. Ecce unum Deum colo, unum omnium Principium, et Sapientiam qua sapiens est quaecumque anima sapiens est, et ipsum Munus quo beata sunt quaecumque beata sunt. Quisquis Angelorum diligit hunc Deum, certus sum quod etiam me diligit. …

113. Religet ergo nos religio uni omnipotenti Deo; quia inter mentem nostram qua illum intellegimus Patrem, et veritatem, id est lucem interiorem per quam illum intellegimus, nulla interposita creatura est. …

(Origo: http://www.augustinus.it/latino/vera_religione/index.htm)

Gudsdyrkelse skal for os ikke være en dyrkelse af det liv, hvormed træer siges at blive besjælet. Der er nemlig ingen sansning i det; og det er af den art, som også virker i vores krops mangfoldighed, som også hår og knogler lever af, som kan skæres af uden at vi sanser det. Det sansende liv er bedre end det, og alligevel bør vi ikke dyrke dyrenes liv.

110. Gudsdyrkelse skal for os ikke være en dyrkelse af den fuldkomne og vise rationelle sjæl, hverken målrettet til tjeneste for verdensaltet eller til tjeneste for dets dele, eller en sjæl, som blandt de ædleste mennesker forventer en forandring og fornyelse af sin tildelte andel. For ethvert fornuftigt liv, hvis det er fuldkomment, adlyder den uforanderlige sandhed, som taler lydløst til det indefra; men hvis det ikke adlyder, opstår der et problem. Det udmærker sig altså ikke gennem sig selv, men gennem den <sandhed>, som den villig adlyder...

111. ...

Hvis de gode engle, som vel også er renere og mere hellige og alle Guds hellige tjenere er lig dem (= de retfærdige mennesker), hvorfor skulle vi så frygte for at fornærme nogen af dem, hvis vi ikke er overtroiske, da vi med dem som hjælpere stræber mod den ene Gud og binder vores sjæle til den ene, hvoraf ordet ’religio’ synes at være afledt, idet vi gør os fri for al form for overtro.

112. Se, jeg dyrker den ene Gud, urprincippet til altet, og Visdommen, hvorved enhver vis sjæl bliver vis, og selve Gaven, som gør alle salige lykkelige. Hvilken engel der end elsker denne Gud, den engel er jeg sikker på, elsker også mig. ...

113. Så lad gudsdyrkelsen binde os til den ene almægtige Gud. For mellem vores forstand, hvormed vi erkender Faderen, og sandheden, dvs. det indre lys, gennem hvilket vi elsker ham, er der ikke sat en skabning. ...

10. Thomas Aquinas: Summa Theologica, II,2, quaestio 81

… [42361] IIª-IIae q. 81 a. 1 arg. 2 Praeterea, Augustinus dicit, in X de Civ. Dei, quia Latina loquendi consuetudine, non imperitorum, verum etiam doctissimorum, cognationibus humanis atque affinitatibus et quibuscumque necessitudinibus dicitur exhibenda religio; non eo vocabulo vitatur ambiguum cum de cultu deitatis vertitur quaestio, ut fidenter dicere valeamus religionem non esse nisi cultum Dei. Ergo religio dicitur non solum in ordine ad Deum, sed etiam in ordine ad propinquos.

… [42363] IIª-IIae q. 81 a. 1 arg. 4 Praeterea, ad religionem pertinet cultus. Sed homo dicitur non solum colere Deum, sed etiam proximum, secundum illud Catonis, cole parentes. Ergo etiam religio nos ordinat ad proximum, et non solum ad Deum.

… [42364] IIª-IIae q. 81 a. 1 arg. 5 Praeterea, omnes in statu salutis existentes Deo sunt subiecti. Non autem dicuntur religiosi omnes qui sunt in statu salutis, sed solum illi qui quibusdam votis et observantiis et ad obediendum aliquibus hominibus se adstringunt. Ergo religio non videtur importare ordinem subiectionis hominis ad Deum.

[42365] IIª-IIae q. 81 a. 1 s. c. Sed contra est quod Tullius dicit, II Rhet., quod religio est quae superioris naturae, quam divinam vocant, curam caeremoniamque affert.

10. Thomas Aquinas: Teologiens hovedprincipper, del 2, afsnit 2:

Undersøgelse 81: Vedrører religion kun vores forhold til Gud?
Artikel 1: Fører religion alene til Gud?

Argument 2:

Yderligere siger Augustin i Om Guds Stat (X, 1): ”Ved at ikke blot udannede, men også lærde mennesker taler latin vanemæssigt, siges religion at blive præsenteret for slægtninge og bekendtskabsforhold og alle slags tilknytningsforhold mellem mennesker; men med det vokabular undgås ikke den tvetydighed, når spørgsmålet om dyrkelse af guddommen rejses, at vi med sikkerhed kan sige, at religion ikke er andet end dyrkelse af Gud.” Altså betegner religion ikke alene en relation til Gud, men også til vore slægtninge.

Argument 4: