reading

Lars Andersen tog sig til hovedet og ville ønske, de frygtelige lyde ville stoppe. Han havde levet med dem i næsten tre uger, og de sad så dybt i ham, at han kunne høre dem, selv når han var i bad eller sov.

Bip bip bip. Han vidste godt, at han burde være taknemmelig for lydene, for de kunne risikere at udvikle sig til noget meget værre. Det havde han prøvet. Så var det biiiiip biiiip. Det ønskede han ikke. Han ønskede bare, at hun ville vågne op igen. Se på ham med sine gråblå øjne. Skælde ham ud over, at han kom for sent. Over alle de gange, hvor han ikke havde samlet tråden op. Alle de gange hun selv havde måttet opklare en sag og fælde en gerningsmand.

Bare hun ville vågne op. Han bankede hovedet ind i væggen, og i det samme kom sygeplejersken ind på stuen. Han smilte forlegent til hende, da han blev klar over, at hun havde set ham.

“Jeg ville også blive skør i hovedet af at sidde her hele dagen og natten med.” Hun kom hen til ham og lagde en hånd på hans arm. “Vi passer på hende. Tag hjem og få noget søvn. Tag på arbejde. Vi ringer efter dig, hvis der sker en ændring.”

De havde sagt det til ham før. Masser af gange. Leif og Esben havde sagt det til ham. Tag nu hjem. Du kan ikke gøre noget. Han vidste, de havde ret, men hvad fanden skulle han gøre? Forstod de ikke, at det var hans skyld, at hun lå dér?

Hun havde mistet alt for meget blod. Hendes krop var gået i chok. De havde været nødt til at lægge hende i coma, for at hendes krop kunne komme sig. For at redde hendes barn. Det barn, der burde være hans. Men det var det ikke. Det var Doskowskis. Den værste af alle de elskere, hun havde haft. Den værste han kunne forestille sig som far til et barn. Måske bortset fra hans håndlanger, Staniskenskow.

Doskowski var bag lås og slå nu. Turkmenistan forsøgte at få ham udleveret, men det ville ikke ske, før han havde afsonet i hvert fald ti år i Danmark. Pia var i sikkerhed, så længe Doskowski var bag lås og slå. Derfor burde han også kunne forlade hendes sengekant og lade sygeplejerskerne og lægerne gøre deres arbejde, mens han koncentrerede sig om sit.

“Lover du, at I ringer ved den mindste smule?”

“Det lover jeg. Vi har alle dit nummer, og det står også her på sedlen.” Hun pegede på den gule seddel, der sad på sengebordet.

Han samlede sin jakke op og gik helt hen til sengekanten. Hun så alt for skrøbelig ud, som hun lå dér. Helt bleg og stille. Næsten som om hun var død. Men hun var ikke død. Hun sov. Som Tornerose. Han bukkede sig ned over hende og kyssede hende forsigtigt, men hun vågnede stadig ikke. Han klemte hendes hånd let og nikkede til sygeplejersken på vej ud. Han skulle i retten og vidne mod præsten i morgen, så det ville være en god idé at få læst op på sagen, så han var helt klar i mælet. Den mand skulle spærres inde på livstid. Det var det mindste, han kunne gøre.

Lars gik ud ad bagindgangen og op ad skråningen. Hans bil var parkeret langs Strandboulevarden, hvor der altid var ledige parkeringspladser. Han lænede sig op ad den mørkeblå Ford stationcar og stak hånden i inderlommen. Der var én cigaret tilbage. Han skubbede den ud, placerede den mellem læberne og tændte den med en engangslighter. Han trak vejret helt ned i lungerne, før han pustede røgen ud. Det hele var noget lort. Han så ud over Guldborgsunds bølger. Det blæste lidt i dag. Ikke så meget, som det havde gjort de sidste par dage, men nok til at det føltes, som om vinden gik gennem marv og ben, når man stod helt herude ved sundet.

Han smed skoddet på vejen og trådte på det. Det var ikke første gang, Pias liv var i fare, fordi hun havde været for dybt involveret i opklaringen af en sag. Det var ikke, fordi hun bevidst have opsøgt det. Det var gerne startet med en tanke, hun havde fået, som hun ville tjekke, før hun fortalte ham om den. Eller et fif hun havde fået om et spor i en igangværende sag. Og pludselig var tingene eskaleret, og hun var havnet i en umulig situation. Han havde også selv været der mere end én gang. Det var let at komme til at sætte livet på spil i jagten på den ultimative gerningsmand.

Drab var den alvorligste forbrydelse af alle. Den eneste, der aldrig blev forældet. Der var store ting på spil. Og havde en gerningsmand først dræbt én gang, så var det ikke så svært at gøre det igen. Grænsen var overskredet. Men af den grund burde man aldrig bringe sig selv derud hvor ens liv kom i fare. Det var en af de allerførste og vigtigste læresætninger på politiskolen. En lære Pia som læge desværre aldrig havde modtaget.

Han måtte tilbage til stationen. Lars satte sig ind i bilen og bakkede ud fra parkeringsbåsen. Han drejede ned ad Colbjørnsensvej og skruede op for radioen, da han kunne høre, der var livlig aktivitet på kanalen.

“Det formodes at være den flygtede fange, der er set på sygehuset. Han er farlig og muligvis bevæbnet,” sagde vagten i radioen.

Flygtet fange på sygehuset? Det havde han ikke hørt noget om. Han tog speakeren op og kaldte vagthavende.

“Ja, det er Lars Andersen her. Jeg er i nærheden af sygehuset, hvad er der sket?”

“Lars, godt at have dig tilbage.”

Radioen skrattede, så han kunne ikke høre det næste, der blev sagt.

“…er flygtet fra fængslet i morges. Det er formentlig ham, der netop er set på sygehuset.”

“Gentag. Hvem taler du om? Hvem er flygtet?”

“Dimitri Doskowski.”

Stemmen gik alt for tydeligt igennem nu. Det navn, han havde håbet aldrig at høre igen, blæste ud gennem bilens højtalere og lige i hovedet på ham. Doskowski.

Lars mærkede alle celler i kroppen trække bremsen. I et ganske kort sekund stod verden stille, før han foretog en U-vending på Gaabensevej og kørte tilbage mod sygehuset. Han ville ikke engang bruge tid på at sætte sirenen på taget, men kørte så stærkt han kunne på den smalle byvej.

Han smed bilen foran sygehusets hovedindgang, hvor der allerede holdt to patruljebiler. Han løb ind gennem receptionen og direkte mod intensiv. Det eneste, han kunne tænke på, var Pia. Han skulle aldrig have forladt hende. Hvis Doskowski var set på sygehuset, så var der kun én, han var kommet for at besøge.

Lars råbte undskyld til en ældre kvinde, som han fik bragt ud af balance, da han løb forbi, og var nær kommet op at køre på en sygeseng, da en portør i det samme kom ud af en elevator med seng og patient. Han tog trappen i tre trin ad gangen og kunne allerede høre spektaklet, da han sprang ned på intensivafdelingens etage.

Han løb forbi skræmte sygeplejersker og en ung betjent, han ikke kendte, der stod og talte i mobiltelefon ude på gangen. Henne foran Pias stue stod Esben. Han rakte hånden frem for at standse Lars.

“Vi har sendt bud efter en forhandler.”

“Er han derinde?”

“Ja. Personalet troede først, det var dig, der havde glemt noget, eller fortrudt du var gået, så de reagerede lidt sent.”

“Sent?” Åh, Gud, for sent! “Hvad mener du? Er der sket Pia noget?” Han turde end ikke tænke tanken til ende.

“Nej, der er ikke sket hende noget, men han har barrikaderet døren og truer med at skyde hende, hvis vi forsøger at komme ind.”

“Han er bevæbnet?”

“Det ved vi ikke, men det siger han.”

Lars tog hænderne op til panden og trak dem hårdt igennem sit hår. Forsøgte at skubbe tankerne om, hvad Doskowski lavede på stuen med Pia, ud af hovedet, så han kunne få plads til at tænke. Lægge en plan for, hvordan de fik ham væk fra hende.

“Fandens også! Hvad har du gjort? Hvad er vi i gang med?”

“Svensen og Hansen er nede hos portørerne og se på tegninger. Vi vil finde en måde at få syn for sagn. Vi skal se, hvad der sker derinde.”

Lars nikkede. Det var vigtigt at få visuel kontakt, så de kunne se, om han talte sandt. Se, hvad han foretog sig.

“Hvornår er forhandleren fremme?”

“Tidligst om en time. Han kommer fra København.”

En time var alt for lang tid. Han ville ikke stå passiv herude, mens den psykopat var alene med Pia. Som leder var det hans pligt at beskytte sine ansatte. Han havde mistet én medarbejder for meget. Doskowskis bande havde dræbt en betjent i tjeneste, og han vidste, at Doskowski selv ikke ville tøve med at dræbe Lars. Han havde forsøgt før. Lars bankede på døren.

“Hvad gør du? Lars, kom væk!” hviskede Esben med en underliggende desperation i stemmen, mens han afsikrede sit våben.

“Hold jer væk!” lød det inde fra stuen.

“Doskowski? Det er mig, Lars Andersen. Luk mig ind, så taler vi om det.” Lars talte helt tæt på den lukkede dør. “Jeg er ubevæbnet.”

“Hvorfor skulle jeg lukke dig ind?”

“Fordi jeg ikke tror på, at du virkelig vil gøre Pia ondt.” Lars lukkede øjnene og samlede mod til sig. “Ved du, at hun er gravid?”

Til Lars’ store overraskelse blev døren åbnet på klem. Lars klemte sig gennem døråbningen og anstrengte sine øjne for at orientere sig i det mørke rum. Persienner og gardiner var trukket for vinduet, og Doskowski sad på en stol i det fjerneste hjørne med en pistol pegende direkte mod Lars.

“Hvad vil du?”

“Sikre mig, at Pia har det godt.” Doskowski lo.

“Dig? Passe på Pia? Jeg har ellers hørt, at det er din skyld, hun ligger her.”

Lars vidste ikke, hvad han skulle sige. Manden havde jo ret. Det var det, Lars havde bebrejdet sig selv de sidste tre uger. Manden havde al mulig grund til at være gal på ham over, at moderen til hans barn lå her.

“Skaf mig en læge,” sagde Doskowski og afsikrede sit våben.

Lars bakkede tættere på døren, så Esben ville kunne høre, hvad han sagde.

“Esben, hent en læge, der kender til Pia.”

“En læge?” gentog Esben.

“Ja. Gør det nu bare.” Lars lukkede døren og lænede sig tungt op ad den.

“Jeg ved godt, det er min skyld, hun ligger dér. Hvis der var noget, jeg kunne gøre, ville jeg gøre det. Tro mig. Jeg ønsker, lige så lidt som du, at hun ligger dér.”

Doskowski så over på Pia. Lars syntes, han så hendes øjenlåg bevæge sig, men det måtte være ønsketænkning. Hun havde ikke vist livstegn i al den tid, han havde siddet ved hendes side.

“Jeg kan ikke beskytte hende her,” sagde Doskowski stille.

Der var en ømhed i hans stemme, som han ikke troede, manden besad. Han hævede stemmen, da han fortsatte, som var det hans ønske, at de kunne høre det uden for døren.

“Skaf mig et fly med en pilot, en sygeplejerske og brændstof til ni timers flyvning. Nu!” Han affyrede pistolen og ramte væggen lige ved siden af Lars.

Lars holdt afværgende hænderne frem og vidste godt, at det mest var sig selv, han forsøgte at berolige.

“Hørte du kravet, Esben?” råbte Lars.

“Et fly, ja. Er alle okay?”

Lars forsøgte at få øjenkontakt med Doskowski.

“Er vi?”

Doskowski sænkede pistolen.

“Vi er okay,” svarede Lars og ville ønske, at der var så meget lys i lokalet, at han kunne se Doskowski tydeligt, men mandens ansigt henlå i mørke. “Hvor vil du tage hen?”

“Hjem. Vi var på vej, da du forpurrede det.”

Lars tænkte, at han formentlig hentydede til dramaet i Roskilde Lufthavn.

Det bankede på døren, og Esben råbte:

“Lægen er her.”

Lars flyttede sig fra døren, mens han holdt øje med Doskowski.

“Jeg lukker lægen ind.”

Doskowski pegede pistolen mod Lars igen, men sikrede den, og Lars sendte en stille bøn mod de højere magter for at få en mulighed for at få dem ud af denne situation. At få afvæbnet Doskowski.

Et par hvide træsko trådte ind gennem døren. Lars lod blikket glide op ad personen, der trådte ind, og standsede ved navneskiltet. Jonathan T. Hedager. Lægen, der indtil ulykken havde datet Pia. Hvad helvede lavede han her? Som om der ikke var forviklinger nok med en forsmået elsker. Det var da ved at udvikle sig til en hel Shakespeare-tragedie.

“Jeg hørte, der var brug for en læge?” sagde Jonathan.

Doskowski rejste sig op, stadig med pistolen pegende mod lægen og Lars, mens han afsikrede den.

“Ja. Fortæl mig om patientens tilstand.”

Hedager fokuserede på Doskowskis ansigt, da han svarede ham.

“Pia har det efter omstændighederne godt. Hun har fået blod og bliver smertedæmpet. Vi lagde hende i coma, for at give hendes krop en bedre chance for at komme sig ovenpå det voldsomme blodtab. Vi holder hende ikke længere kunstigt i coma.”

Han talte, som om han var den behandlende læge, men Lars vidste, at det var bluf, for han havde ikke mødt ham på en eneste stuegang i den tid, Pia havde ligget bevidstløs. Han havde formentlig ganske tilfældigt, hvis Lars ellers troede på tilfældet, været den nærmeste læge. Eller den eneste, der var villig til at sætte livet på spil.

“Men hun sover stadig?”

“Ja. Vi ved ikke, hvorfor hun ikke vågner. Der er intet i hendes værdier, der gør, at hun ikke burde kunne vågne, så vi forventer, at hun åbner øjnene hvert øjeblik.”

“Og barnet?”

“Det ser ikke ud, som om fostret har taget skade. Kvindens gravide krop er jo så fantastisk indrettet, at den beskytter barnet først og fremmest. Barnet er stadig sundt og rask.”

Jonathan Hedager så på Lars og forsøgte måske at signalere noget til ham, men Lars kunne ikke se det i mørket.

“Er der mere, du vil spørge lægen om?” spurgte Lars.

“Undskyld mig, men jeg skal se til patienten. Har du noget imod at gå om på den anden side af sengen, mens jeg måler puls og blodtryk?” Han gik rundt om sengen og stod nu mellem Doskowski og sengen. “Please?”

Doskowski rejste sig og kom hen mod Lars. Lars mærkede alle muskler spændes i kroppen, da han mødte hans kolde blik.

“Du behøver end ikke overveje noget,” sagde Doskowski og satte pistolen mod Lars’ tinding.

Lars tog en dyb indånding og hørte pistolen blive sikret. Det betød, at Doskowski ikke havde intentioner om at skyde Lars. Det var blot en trussel.

Lars lukkede øjnene og tænkte tilbage. Talte de skiftende afsikringer og sikringer af pistolen. Jo, den var sikret nu, men det var blot et vip med fingeren, så var den afsikret igen og klar til at sende en kugle gennem Lars, lægen eller Pia.

Hedager tastede noget på computeren ved siden af sengen og vendte sig igen rundt mod Pia. Idet han vendte sig, råbte Lars:

“Duk dig!” samtidig med at han drejede sig mod Doskowski, hamrede et knæ i skridtet på ham og slog pistolen ud af hånden på ham.

Jonathan Hedager havde søgt ly ved siden af sengen, og Lars bemærkede en lille rød pære lyse i toppen af computerskærmen. Lægen havde aktiveret skærmens kamera, så betjentene havde sandsynligvis visuel kontakt nu.

Lars nåede ikke at samle pistolen op, før Doskowski havde kastet sig over ham og væltet dem begge omkuld. De skubbede til sengen, hørte Jonathan råbe eder efter dem og bede dem om at passe bedre på. Lars sparkede til pistolen, så den gled hen i hjørnet af stuen, men der var formentlig for mørkt i stuen til, at betjentene uden for stuen kunne se særlig meget af, hvad der foregik.

Noget måtte de dog have set, for Esben braste ind ad døren sammen med en af de unge betjente og fik overmandet Doskowski, der udstødte et brøl som en såret løve.

Lars følte en vis tilfredsstillelse i at klikke håndjernene om Doskowskis håndled. Den fornøjelse havde han ikke fået i Roskilde Lufthavn. Han tændte lyset og smilede skævt til Doskowski, der rev og sled for at komme hen til Pias seng.

“Moj sevilen! Moj sevilen!” kaldte han mod Pia.

Lars så over på lægen, der havde rejst sig op og tjekkede tallene på computerskærmen.

“Hendes stressniveau stiger helt vildt nu,” sagde Jonathan. “Jeg må bede jer alle om at forlade stuen.” Han lænede sig frem og trak i snoren, så lampen lyste og alarmerede personalet.

“Du er min, moj sevilen!”

Lars følte verden gå i stå. Han ville aldrig tilgive Doskowski, hvis Pia døde.

“Hvad kan jeg gøre?” Lars stillede sig på den anden side af sengen og var klar til at åbne en pulsåre, hvis det var det, lægen bad ham om.

Apparatet bippede, og en sygeplejerske kom nu løbende ind på stuen.

“Jeg tror, hun går i chok igen,” sagde Jonathan.

Sygeplejersken bukkede sig over Pia og begyndte at kontrollere de mange elektroder, slanger og ledninger, der var koblet til Pias spinkle krop.

“Vi mister hende!”

Doskowski rev sig løs og kastede sig ind over sengen.

“Sen bendem menga kerak, moj sevilen,” græd han.

Lars og Esben fik ham trukket op at stå igen, og i det samme satte Pia sig op i sengen.

“Didi!” råbte hun rædselsslagen i et uhyggeligt skrig, der rungede i den lille, overfyldte stue og fik alle til at stivne.

1

Hvordan kunne det gå til, at hendes liv havde formet sig, som det havde? Hvorfor stod hun herude på den yderste klintekant uden noget valg? Var det virkelig dét, hun havde fortjent? Det liv, der var hendes skæbne? Hun vidste, at hendes forældre havde regnet med mere. Hun havde også selv regnet med mere. Universitetet, en god uddannelse og et godt job. En skøn mand og et par dejlige børn med tiden. Men det ville aldrig ske. Ikke nu. Ikke i morgen eller nogensinde.

Under hende viste havet sine lange hugtænder, der insisterende søgte at tygge i den klint, hendes fødder havde limet sig fast til. Over hende gled skyerne stille og fredeligt, som var det hverdag for dem at se en ung kvinde på vej ud i det rasende hav.

Den hvirvlende, opadgående vind, som de gentagne bølger skabte, fik den tynde kjole til at flagre mellem hendes ben, og det lange, løse hår til at rejse sig som flammer i luften det ene sekund for det næste at lægge sig fladt ned omkring hendes ansigt. Hun så ned på sine bare fødder, som de stod urokkelige mod den ru overflade. En lille sten skar sig ind i hendes hud, men hun flyttede ikke foden.

Frygtede, at hvis hun gjorde, ville klinten skride ud, som den havde gjort så mange steder langs stranden. Hun var ikke klar til sin skæbne endnu. Hun sank i stedet ind i smerten. Lod den opsluge hende og behage hendes sjæl.

Der var en vis tilfredsstillelse i smerten. Den fokuserede hendes opmærksomhed og trak den væk fra de grådige bølger.

Hun mærkede deres øjne i sin nakke. Mærkede, hvordan deres ondskab holdt hende fanget. Hun huskede ikke, hvordan hun var kommet herud, men hun vidste godt, hvad der var gået forud. Hun huskede det hele. Det var dét, der var problemet.

Hvis bare hun kunne glemme, så ville de måske have ladet hende være i fred. Så kunne hun have levet videre. Men nu var der ingen vej ud. Hun så sig tilbage over skulderen. De holdt øje med hende. Det gjorde de altid. De var der altid. Bemærkede hver eneste lille fejl, hun begik. Hun kunne aldrig slappe af og bare være. Det ville hun så gerne. Det længtes hun efter.

“Snart,” sagde hun til sig selv og mærkede, hvordan hendes hjerte langsomt faldt til ro.

Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Hun kunne høre dem. Stemmerne blev tydeligere og tydeligere. Hun ville ikke vende sig. Den sejr skulle de ikke have. Hun åbnede øjnene igen, da hendes fod var lige ved at smutte på den stejle skrænt.

Måske kunne hun prøve at flygte fra dem? Der måtte være et sted, hun kunne tage hen. Væk, bare væk. Nej, det ville alligevel ikke nytte. Det vidste hun også godt. Hun havde prøvet. Det vidnede sårene på hendes arme om.

Hun så ud i de vilde bølger og tænkte på, om vandet mon var koldt. Det havde ikke været så varmt et forår, så solen havde nok ikke nået at varme vandet op. Hun havde ikke lyst til at skulle ud i det, men hun vidste, at de ville fortsætte med at pine hende, indtil hun endte dér.

Hun så sig hurtigt bagud over skulderen. Tog en dyb indånding og fokuserede på den fjerne horisont. Hun var god til at svømme. Måske kunne hun svømme over havet til den modsatte kyst. Tyskland. Måske ville hun blive samlet op af et skib, der var på vej til et eksotisk sted.

Problemet var at hun ikke troede på happy endings. Det var ikke sådan, livet var.

De kom tættere på, hun kunne mærke dem i mørket. Om lidt… Hun turde ikke tænke tanken til ende. Hun skulle have talt med nogen om det, første gang de mishandlede hende. Hendes mor var advokat, så hun ville sikkert kunne finde noget at smide dem i fængsel for. Problemet var, at de var alt for mange. Var der bare én, så kunne hun have klaret det.

Hun så sig omkring efter en udvej. Vidste, at der ingen var, men klamrede sig alligevel til håbet.

2

Esther var lige ved at træde i den døde måge. Vingen lå vredet helt akavet rundt, så det var ikke svært at se, at den ikke blot sov. Hun var blevet enke for et halvt år siden. Det var 177 dage og ikke mindst nætter, siden hendes livsledsager var død. Nætterne var de værste. Det var om natten, hun lå og stirrede på de figurer, de forbikørende bilers lys skabte på hendes loft og vægge, mens hun tænkte på alle de oplevelser, hun gik glip af.

Roger var gået på pension et år før hende. Planen var, at han skulle lave terrasse og ordne haven, så den var let at passe, for når hun gik fra skulle de rejse ud i verden sammen. Det var hendes store drøm at komme på et krydstogt langs Grønland, inden al isen smeltede på Nordpolen. Roger drømte om en tur i Borneos jungle, og han ville også se The Big Five, som de blev kaldt. De vilde dyr i Afrika.

De var enige om, at de havde masser af tid til at opleve det hele, men så var han blevet syg. Han havde småskrantet lidt de sidste år; det var jo derfor, han var blevet enig med sin chef om at gå på pension. Han havde ellers aldrig været syg. Faktisk havde han engang fået en pris for at være den i virksomheden, der havde mindst fravær. Under én dag om året, sagde de, men i virkeligheden var det vist højest blevet til to dage i løbet af de tredive år, han havde været ansat.

Da hun endelig fik ham til læge, havde det været for sent. Lægen havde selvfølgelig ikke sagt, at det var for sent, nej, hun havde gjort, hvad hun kunne. Han var kommet i behandling. Kemo og stråler. Det så også ud, som om det virkede, men en måned senere, omtrent samtidig med, at hun gik fra, var han blevet syg igen. Nu var han død.

Hun havde buret sig inde. Syg af sorg. Men hendes nabo ville ikke lade hende være i fred. Hun kom forbi næsten dagligt med alle mulige undskyldning om, at hun ikke havde fået sin avis, havde Esther mon fået to? Eller at et hold gæster havde meldt deres ankomst, havde hun mon en kop sukker, hun kunne låne, så hun kunne nå at bage en kage?

Dagen efter kom hun ind med et stykke af kagen til hende. Så havde Esther været nødt til at byde hende på kaffe. Efter nogle måneder var det lykkedes hende at få overtalt Esther til at tage med på en gåtur. Naboen gik sammen med andre pensionister en gang om ugen. De mødtes forskellige steder for at se noget af egnen samtidig. En af medlemmerne havde ofte særlig viden om det sted, de gik, og kunne fortælle om stedet.

Hun var kommet lidt bagud, så hun måtte sætte tempoet op, hvis hun skulle høre, hvad Bjarne fortalte om de smukke, men dramatiske, omgivelser. Alligevel gav hun sig tid til at samle en plastikpose op, der lå på jorden ikke så langt fra skraldespanden.

“Folk har ingen respekt for naturen mere,” skældte hun.

Hun så ned i posen, inden hun smed den ud. To tomme vanddunke og noget staniol fra en madpakke. Hun krøllede den sammen og lagde den op i skraldespanden, inden hun gik efter de andre.

Gedser Fyr var ved at forsvinde bag dem, da de, én efter én kravlede ned på stranden. Esther så op mod den stejle skråning, der, som en miniudgave af Møns Klint, knejsede mod den blå himmel. Den seneste tids kraftige blæst havde fået flere områder til at styrte ned på stranden og gøre den så godt som ufremkommelig visse steder. Esther kunne høre Bjarnes stemme mellem bølgelydene og de hæse mågeskrig. Hun ville gerne høre stedets historie, som hun vidste omfattede et ganske særligt beredskab under den kolde krig. Hun kunne se, at gruppens fodspor gik højre om et skred, men hun ville gerne undgå at få våde sko, så hun forsøgte at forcere det indenom. Ind mod skrænten.

Hun støttede sig til de største sten, da hun kravlede over, men mistede fodfæstet og rutsjede ned med nogle mindre sten. Hun forsøgte at undgå det tøj, der lå smidt, men skvattede i det og faldt omkuld. For sent opdagede hun, at det ikke blot var en klump tøj. Det var en person.

En død person. Esther kæmpede for at få viklet sig ud af tang, hår, arme og ben, så hun kunne komme på benene igen.

Først da Eskild og Kirsten stod ved siden af hende, gik det op for hende, at hun skreg og havde skreget, siden hun faldt. De fik hende trukket væk fra den døde kvinde og ud i vandkanten, hvor en bølge skyllede op om hendes ankler. Så blev hendes sko alligevel våde.

3

Britt Nielsen satte to termokander og en kogekande på bordet, før hun slog sig ned ved siden af Pia Holm.

Officielt var der ikke faste pladser, men politikommissær Lars Andersen sad altid for bordenden, sådan lidt skævt, så projektoren kunne lyse forbi ham, og der var plads til den bærbare computer. Ved langsiden, ved siden af ham, sad afdelingens sekretær, Britt, og ved siden af hende Pia. Stolen ved siden af hende var tom, når chefen, Uffe Hansen - i daglig tale Ulven, ikke deltog i deres morgenmøde. Over for Lars sad Leif Jensen, som havde været hans makker, siden kriminalkommissær Bruno Hansen var gået på pension. Pia havde mødt ham under opklaringen af sin venindes død og havde aldrig rigtig forstået Lars’ begejstring for ham.

Ved siden af Leif sad først Esben Pedersen, der stod for de udkørende betjente. Overfor Pia sad Ulla Larsen, som - kom hun i tanke om nu - hun egentlig ikke vidste så meget om. Ulla formåede at holde en professionel distance, sådan som Pia altid selv havde drømt om at kunne gøre, men aldrig havde formået. Ved siden af Ulla sad Louise Lystrup, der ikke havde været tilknyttet afdelingen så længe.

“Status er,” sagde Lars og tog hul på anden time med fremlæggelse af teamets opklaringer, “at vi lige nu kun har to åbne sager.”

Pia trak stolen ved siden af sig lidt ud fra bordet og lagde sine ben op på den. Hun var begyndt at få vand i benene, hvilket var ganske normalt, når man var i tredje trimester

“Det er ganske flot, så det vil jeg bare rose jer for,” fortsatte Lars.

“Lad os skåle på det!” Leif løftede sit mørkeblå kaffekrus til hilsen, og de andre fulgte hurtigt efter. “Får vi bonus?”

Britt brød ud i latter og kom til at spytte kaffe ud over Pia. Hun rakte hende undskyldende en serviet.

“Det tror jeg ikke, I skal sætte næsen op efter.” Lars slukkede for projektoren. “Jeg skal i retten igen i eftermiddag, så lad os bare håbe, at vi kan slutte ugen af stille og roligt.”

Alle så mod døren, da det bankede på og den blev åbnet. Det var en af vagterne.

“Der er en melding om en strandvasker på Gedser Odde.” Han så på Lars og rakte ham en gul seddel.

“Okay, tak. Vi tager den herfra.” Lars nikkede til ham og rejste sig op. “En kvinde er fundet på Gedser Odde.”

“Nu var vi ellers lige ved at vænne os til roen,” sagde Leif og vippede på sin stol.

“Jeg kunne godt bruge lidt større udfordringer end at obducere på sygehusets fejl.”

Pia havde også haft tid til sin forskning for første gang i umindelige tider, men det skulle selvfølgelig være for godt til at være sandt. Hvis hun var heldig, var det en død af naturlige årsager. Men sandsynligheden var desværre ikke så stor, når det var en kvinde. Det var gerne midaldrende mænd, der tog ud at fiske, fik et hjertetilfælde og endte som strandvasker. Når det var en kvinde, lå der gerne en forbrydelse bag.

“Leif, du må tage dig af findestedet, indtil jeg når frem. Det burde være hurtigt overstået i retten.”

“Jeg bliver også lige nødt til at runde sygehuset, inden jeg kommer. Lad være med at røre ved liget, før jeg er der.” Hun så stramt på Leif.

“Javel, mor.” Han satte sig rank op og gjorde honnør.

4

“Det var fandeme en fed tur i går, hva’?”

Georg daskede til Jesper og rakte cigaretpakken frem mod Rico. Han lagde pakken tilbage i inderlommen på sin sorte skindjakke, da de alle havde forsynet sig.

“Næsten ærgerligt vi ikke havde pigerne med til at tage billeder,” grinte Rico og lænede sig ind over den flamme, Jesper holdt frem.

“Jeg tror ikke, de ville have brudt sig om det.” Jesper tændte sin egen smøg og rakte Georg ligtheren tilbage.

“Pjat, de er slet ikke så sarte.”

Rico tog et dybt sug af cigaretten. Der var kun fem minutter, til næste lektion begyndte, og han havde allerede mere fravær, end hans forældre ville bryde sig om, hvis de fandt ud af det. Der flød en lind strøm af penge ind på hans konto fra hans forældre, og den skulle nødigt stoppe. I hvert fald ikke før han havde fået ordentlig gang i businessen. Hans far havde før truet med at kappe forsyningen, men så længe Rico passede sin skole og fik ordentlige karakterer, var der nærmest ingen begrænsninger på hans frihed og de midler, han havde adgang til.

“De skal ikke rodes ind i noget.” Jesper klemte øjnene sammen, da han pustede røg ud.

Han var gruppens svage led. Det havde Rico vidst fra starten, men han kunne lide hans selskab, og hans søster var god i sengen, så han måtte bare sørge for at dække sig ind. Sikre sig, at Jesper var lige så dybt begravet i alt det sjove, som han selv var, så han ikke havde nogen grund til at vende ham ryggen.

“De er allerede dybt nede i shittet. De er lige så meget med i det her, som vi er.”

Rico prikkede Jesper på skulderen med to fingre og begyndte at gå tilbage mod skolen.

“Den beskyttende storebror, det ville næsten være kært, hvis ikke det var fordi vi vidste, at du intet hjerte har.” Georg lo og fulgte efter Rico.

“Åh, jeg har sgu da følelser, mand.”

“Føl det her.” Georg hamrede en knytnæve ind i skulderen på ham.

“Auv, for fanden da, mand!”

“Årh, jeg slog da ikke hårdt.”

“Du er slet ikke klar over, hvor stærk du er.” Jesper gned sig på skulderen.

Han havde ret. Rico skoddede sin cigaret på fortovet og satte tempoet op hen mod skolen. Han havde set, hvor hårdhændet Georg kunne være. Det var gået lidt over gevind i går, det måtte han medgive Jesper, men det var ikke noget, de ikke kunne håndtere. Kongen havde styr på shittet. Så længe hans far ikke fandt ud af noget, for han kunne ikke undvære pengene lige nu, og den gamle var fandeme blevet så touchy.

“Du er sikker på, vi ikke efterlod nogen spor, ikke?”

Han stoppede op foran døren ind til skolen. Inde bag glasdøren kunne han se elever og lærere bevæge sig mod klasselokalerne. Klokken havde ringet ind.

“Stensikker, mand!”

5

Bølgerne bed i strandbredden og truede med at lade den forsvinde i ét arrigt bid. Men de brød sig åbenbart ikke om smagen, for de trak sig tilbage, hver gang de havde smagt på det grumsede materiale. Bølgeskvulpene kunne ikke overdøve mågernes hæse skrig. Lars tænkte på sin hushandel og den ro, hvormed ejendomsmæglerne altid forsøgte at sælge huse på landet. Som indfødt var Lars dog klogere. Som alle andre, der boede på landet, vidste han, at roen var et spørgsmål om definition, for godt nok var der langt mellem billarmen, men i stedet krævede de mange fugle lydsiden om dagen og ræve og andre rovdyr om natten.

Efter at de var kravlet de 26 trin ned ad trappen, stod Lars og Pia nu på et usikkert underlag af betonflager og store sten på Danmarks sydligste strandbred.

“Jeg bryder mig ikke om at have dig kravlende rundt i den nedstyrtede jord eller skvatte ned fra skrænten i din tilstand. Måske kunne vi få Sam til at se på det i stedet?” foreslog Lars og forsøgte at støtte Pia.

“Jeg har det fint, det har jeg jo sagt,” svarede Pia.

“Skal du ikke snart på barsel?”

“Der er næsten seks uger endnu. Jeg bliver vanvittig af at sidde derhjemme og glo. Kvinderne kunne hakke roer, indtil de gik i fødsel, så kan jeg også traske rundt på en strand.”

Lars vidste, at kampen var umulig. Pia ville aldrig give sig. De tre uger, hun havde tilbragt i en hospitalsseng, var nok for hende. Hun var mødt på arbejde allerede dagen efter, at hun vågnede, og havde interesseret lyttet til Lars’ fortælling om, hvordan det var gået i retten. Heldigvis havde de ikke haft nogen drabssager de første par uger, men nu var der bud efter dem her i Gedser.

Lars fulgte efter hende hen til det sted, hvor skrænten var højest. To betjente stod foran den døde krop, men ellers var stranden tom.

Lars satte Pias taske, som han trods alt havde fået lov at bære, på en stor sten, så hun ikke skulle bukke sig for meget. Pia satte sig på hug mellem den døde krop og den ene betjent. Hun trak kameraet op af tasken og begyndte at fotografere. Kroppen lå med hovedet i retning mod vandet og benene spredt ud ovenpå de store sten. Ryggen vendte opad, og det var ikke muligt at se ansigtet for alt det kraftige hår, der dækkede det meste af ryggen.

Pia rejste sig op og tog flere billeder fra afstand, før hun lagde kameraet tilbage i tasken og i stedet trak et par handsker op. Hun tog handskerne på og satte sig igen ved siden af den afdøde. Hun skubbede håret til side og selv Lars kunne se dødsårsagen nu. Panden havde ramt lige ned i en stor, skarp sten og var flækket. Blod og hjernemasse var løbet ned over stenene.

“Vi kan vist udelukke, at hun er strandvasker.”

Lars så op mod skrænten og funderede over det uheldige fald. Hvis hun var faldet tyve meter længere henne, havde hun ramt sand og formentlig stadig været i live.

Pia tog fat i pigens hånd og så på hendes negle.

“Er der tegn på kamp?” spurgte Lars og bukkede sig ned ved siden af hende.

“Det kunne godt se sådan ud.” Pia viklede en plastikpose om pigens hænder. “Dødsstivheden virker til at være fuldt indtruffet.”

“Så hun har været død siden i går?”

“Ja, det burde betyde, at det var mere end et halvt døgn, siden hun døde. Med mindre hun har været meget aktiv lige inden.”

“Hvad mener du?”

“Hvis hun har løbet, for eksempel.”

“Eller er blevet forfulgt?”

“Ja. Lad os få hende op på båren, så jeg kan tage hendes temperatur.” Hun rejste sig op.

Lars vinkede til Leif, der stod oppe på skrænten og så på dem.

“Jeg sender redderne ned.”

6

Pia havde blundet i ambulancen og vågnede, da redderen trak ind på parkeringspladsen foran den retsmedicinske afdeling på Nykøbing F. Sygehus. Det udmattede hende mere, end hun ville indrømme, at gå på arbejde, og selv om hun tog hjem hver dag allerede ved fire-tiden, var hun nødt til at gå på hovedet i seng. Hun orkede ikke engang at gå i bad først. Hun vågnede gerne igen ved ni-tiden, fordi hun var så sulten, at maven protesterede højlydt. Så stod hun op, gik ud i køkkenet og kogte noget pasta eller tog et par rugbrødsmadder med makrel, lavede en kop te og smed sig ind i sofaen og tændte for fjernsynet.

Der var gerne en dårlig serie eller en amerikansk film, som hun så halvdelen af, mens hun spiste sin mad. Så var hun træt nok til at krybe ind under dynen og forsøge at sove til næste morgen ved seks-tiden. Hvis hun altså ikke vågnede en tre-fire gange i løbet af natten af de voldsomme mareridt.

Hun behøvede ikke Lars til at fortælle hende, at det var noget rod. Det var en ringe trøst, at graviditeten blev fulgt tæt, efter hun var i coma. Hun mødte pligtskyldigt op på fødeafdelingen en gang om ugen til scanning og kontrol. Barnet udviklede sig heldigvis efter bogen, selv om hun lå i den nedre ende størrelsesmæssigt. Hun havde været i 20. uge, før man kunne ane, at hun var gravid. Det var ikke usædvanligt. Ikke alle fyldte et helt telt, sådan som hun havde set Mona gøre. Pia fik et stik af dårlig samvittighed, da hun kom til at tænke på sin afdøde veninde. Det var længe siden, hun havde talt med David og spurgt til pigerne. Hun lovede sig selv at gøre det i morgen.

Døren gik op, og den lyshårede falckredder, som hun vist nok havde haft en affære med engang, stak hovedet ind.

“Skal du have en hånd?”

Pia rystede på hovedet og kravlede ud af bilen. De trak båren ud, slog hjulene ned og fulgte efter hende ind gennem de åbne døre. Sam havde gjort den store stue klar og stod parat i det hvide tøj. Hun lagde en hånd på Pias skulder og så bekymret på hende. Pia mobiliserede alt sit overskud for at smile til hende.

“Jeg går ind og klæder om.”

Sam nikkede og vendte sig mod redderne.

“Giver I ikke lige et nap med, så vi får hende over på bordet?”

“Selvfølgelig,” svarede den mørkhårede.

De tog fat i hver sin ende af ligposen og løftede den over på det tomme stålbord.

“Tak, drenge.” Sam lynede posen op.

Hun ville gøre klar, mens Pia var væk. Når Pia var tilbage i obduktionsudstyret, ville Sam have lagt redskaber, små poser, glas og petriskåle frem, så de var klar til selve obduktionen.

Seks timers arbejde lå forude, og hun vidste ikke engang, om hun kunne holde sig oprejst til at skifte tøj. Hun lod hånden glide ned over sit spændte maveskind. Hun smurte det med olivenolie hver morgen, for at det ikke skulle revne, og gjorde sit bedste for at fylde godt med omegafedtsyrer i sin kost, så hun sikrede, at huden også var elastisk indefra. Hun trak en t-shirt over hovedet og lynede bukserne op til under maven. Det var længe siden, hun havde kunnet knappe dem. Hun snuppede en kittel og gik tilbage til obduktionsstuen.

Samanganzia Bamiyan var uddannet patolog i Afghanistan, men havde kun fået lov at arbejde som sygeplejerske, efter at hun var flygtet med sin familie til Danmark. Sam var i gang med at brede en stor plastikpose ud på et rullebord, så de kunne lægge pigens tøj i det. I morgen ville hun og Teis undersøge tøjet nærmere for spor.

Pia tog plastikforklæde uden på det hvide tøj.

“Hvor blev hun fundet?”

De tog i hver sin ende af pigen og løftede hende ud af ligposen.

“På en strand. Oven på nogle store sten.”

Der var ingen grund til at samle sandkorn ind. Var hun derimod blevet fundet på en græsplæne, kunne sandkorn være et vigtigt spor.

“Smart med de poser,” sagde Sam og nikkede mod ofrets hænder. “Fandt du spor på hænderne?”

Pia nikkede.

“Under neglene.”

“Er Lars på vej?” Sam foldede posen sammen og lagde den på et tomt rullebord.

“Det ved jeg faktisk ikke. Jeg så ikke, om han fulgte efter.”

“Skal vi bare gå i gang?”

“Ja, det synes jeg. Tager du saksen?”

Sam begyndte at klippe den lyse kjole op foran. De fik krænget kjolen af hende og lagt den ned i en pose for sig. Undertøjet fulgte efter, og de få smykker - et tyndt charmsarmbånd, øreringe og en spinkel ring - kom i en pose for sig sammen med uret.

“Ved vi, hvem hun er?”

“Nej, men jeg tænker, at de sikkert finder en jakke og måske en taske et sted. Det er lige koldt nok i øjeblikket til at tage afsted i den mundering, ikk’?”

Sam nikkede.

Da tøj og smykker var kommet væk, begyndte de metodisk at undersøge alle overflader for mulige spor. Pia tog poserne af hendes hænder og skrabede under neglene.

Alt, hvad de fandt, kom i små prøveglas, så det kunne undersøges nærmere senere. Sam havde printet labels, som hun skrev på, efterhånden som der kom materiale i glassene, så de kunne identificere, hvor prøverne kom fra.

“Hvad er det på hendes underarm? Er det en tatovering?” Pia løftede hendes arm og studerede de røde mærker.

“Nej, det er ikke en tatovering. Det er kradsemærker. Der står H J Æ L P. Hjælp.”

Pia og Sam så på hinanden. Pia behøvede ikke sige mere, før Sam slap, hvad hun havde i hænderne og fandt kameraet frem.

“Der er også tydelige tegn på cutting.”

“Så er hjælpet et råb om hjælp? Et kom-og-red-mig-fra-migselv?”

“Måske. Det må være Lars’ opgave at finde ud af.”

Pia så på den nærmest gennemsigtigt hvide hud og det varme, røde hår, der væltede ud over stålbordets kanter. Hun kunne ikke huske, at hun nogensinde før havde set så rødt hår.

Smukke mennesker kan også have det hårdt. Pia tænkte på Mona, der havde haft sine egne monstre at kæmpe med.

7

De mange mennesker var trukket ind under halvtaget på den tidligere marinestation og skuttede sig i den kolde vind. På Danmarks sydligste spids var der ikke meget til at tage fra for vinden, der var med til at gøre denne maj til en af de koldeste.

Esther Jeppesen, den pensionerede lærerinde, der havde fundet afdøde, sad på en bænk og holdt med rystende hænder om en ståltermokop med varm te, mens folkene fra den klub, hun havde været ude at gå sammen med, stod klumpet sammen bag hende.

“Så selv om du var den sidste, der gik på ruten langs stranden, var der ingen af de andre, der havde set den døde kvinde?” Lars så rundt på forsamlingen, der alle rystede på hovedet.

En lille tæt kvinde maste sig frem i mængden og stod nu lige bag Esther.

“Ja? Så du noget?”

“Nej, altså, jo. Jeg så noget stof ligge på en sten, men troede bare, det var noget, der var blevet tabt. Nu kan jeg jo godt se, at det har været noget af kjolen, jeg så.”

“Tak,” svarede Lars. “Leif, har du fået alles navne og adresser?”

Leif nikkede og viftede med blokken.

“Godt, så kan I godt tage hjem. Vi har fået det, vi skal bruge.”

“Hvad med Esther? Kan hun tage med?” ville en af pensionisterne vide.

“Naturligvis.” Lars så på Esther. “Vi har jo dit navn og din adresse, så vi kontakter dig, hvis vi får brug for mere. Vi kontakter dig nok igen om et par dage for at få uddybet et par ting.”

Esther nikkede og satte koppen til læberne. Lars vendte sig om mod Leif og trak ham lidt væk fra mængden.

“Hvad tænker du?” Lars så over mod gruppen.

“Jeg tror ikke, at nogen af dem har gjort det.” Leif så meget alvorlig ud.

“Nej, det tror jeg sgu heller ikke.”

Pigen så ikke ud til at være død for nylig, og ingen af dem havde vidst, hvem hun var. De gik ud mod klintens kant, dér hvor de formodede, at kvinden var faldet fra.

“Jeg tænker selvmord.” Leif trak på skulderen.

“Det gør jeg også, og dog… Jeg ved ikke. Der er et eller andet.”

“Har du en fornemmelse af, at her er begået en forbrydelse?”

“Jarh… måske. Der er i hvert fald et eller andet, der ikke stemmer.”

Lars nikkede.

“Hvis du sætter gang i oprydningen her, så kører jeg ind til Pia og overser obduktionen.”

“Hvor mange har jeg?”

“Kun de to.”

Lars nikkede mod de to unge betjente, der stod ved vidnerne. Afdelingen havde været håbløst underbemandet siden attentatet mod Krudttønden, som nærmest havde tømt provinsen for politifolk.

“Ulla og Louise er i retten resten af dagen, og Esben og de fleste af hans folk tog til København.”

Han håbede fandeme, det var et selvmord, for han havde ikke ressourcer til en kompliceret opklaring.

8

“Det var en dejlig overraskelse, at du kom hjem i frokostpausen.”

Troels Gert Johnsen trak sin kone hen til sengen og kyssede hendes maveskind.

“Så! Nu skal du ikke tro, det bliver en vane.” Mette rev sig løs og begyndte at knappe skjorten. “Det var kun, fordi jeg glemte chartequet med Olsen-sagen på spisebordet.”

“Jeg troede, det var, fordi du vidste, at jeg arbejdede hjemme i dag.”

“Det havde jeg ikke tænkt over, men det var da skønt. Det er længe siden, vi har dyrket sex midt på en hverdag.” Hun samlede håret i nakken og stak spændet i.

“Det kan da sagtens gentage sig.” Han rejste sig op og trak hendes hånd ned til sit erigerede lem.

“Igen? Jeg har møde om en time. Jeg skal se at komme tilbage.” Hun kyssede ham hurtigt på læberne og forlod soveværelset. “Jeg troede også, at du skulle ned og træne?”

“Nu har jeg jo lige løbet en maraton.” Han grinede og lavede kysselyde efter hende.

Hun kunne høre, han klædte sig på, da hun løb ned ad trappen. Hun gik ud i køkkenet og tog en salat ud af køleskabet. De sørgede altid for at have et lager af Kvicklys friske færdigretter og salater i køleskabet. De holdt alle tre af lækker mad, men ingen havde tid til at lave det til hverdag. De fleste dage var de først hjemme fra kontoret ved seks- eller syv-tiden, og ofte fløj de hurtigt ud ad døren til et aftenmøde igen.

Josse var tit hos veninder eller lavede lektier på sit værelse. Gymnasiet var ingen dans på roser, sådan som det havde været det i hendes tid. I dag forventede alle, at de dygtigste elever opnåede tolv-taller over hele linjen, og Josse havde et par fag, hun kæmpede med. Matematik og naturvidenskab havde aldrig været hendes stærke side.

“Har du spist?” råbte hun ind gennem stuen.

Hun satte salaten fra sig på køkkenbordet og rev folien af.

“Jeg render lige i kælderen først. Hvor længe bliver du?”

“Kun til jeg har spist. Jeg er forresten sent hjemme. Har et klientmøde, der først starter klokken seks.” Hun stak gaflen i et stort stykke kylling.

“Jeg skal til bestyrelsesmøde klokken fem. Det kan godt trække ud i dag.”

“Så husk at lægge nogle penge til Josse, så hun kan bestille noget mad.”

“Jeg har ingen kontanter.”

“Så overfører jeg nogle penge til hendes visakort.”

Mette Blach Johnsen fiskede sin mobil op af tasken og trykkede på bankens app. Hun stak gaflen i endnu en bunke salat, mens hun overførte 200 kroner til Josses konto. Da det var klaret, havde hun spist halvdelen af salaten. Hun skyllede den ned med et glas vand og skrev en sms til Josse. “Hej skat. Far og jeg er sent hjemme. Har overført penge til mad. Hyg dig. Kys Mor.” Hun måtte huske at bede en af pigerne om at finde gældsoplysninger på Olsen, så hun var forberedt til mødet.

9

Lars trak skamlen på hjul hen i nærheden af bordet og satte sig med en arm hvilende på bordet, mens han iagttog Pia og Sams systematiske arbejde. På et stålrullebord lå en masse poser og glas med vævsprøver, hår og andet, de havde vurderet kunne være af betydning.

Pia startede inspektionen af de ydre tegn, der ikke havde været umiddelbart synlige, da hun lavede findestedsundersøgelsen på stranden.

“Livores anteriort på thorax. Ligpletternes placering passer med, at hun blev fundet liggende på maven med benene lidt højere end overkroppen på grund af de mange store sten. Rigor mortis er stadig fuldt udviklet.”

Det havde den også været på stranden, selv om den først burde være fuldt indtruffet flere timer senere ud fra afdødes kropstemperatur.

“Har du et dødstidspunkt?”

“Du kan få et cirkatidspunkt. Mellem klokken 22 og midnat, men det er ud fra kropstemperaturen. Du må vente lidt, hvis du vil have det mere nøjagtigt.”

“Det er nok til, at vi kan begynde at forhøre os rundt omkring.”

“Har I fundet ud af, hvem hun er?”

“Nej, der er ingen savnede med hendes udseende.”

“Hmmm, så må vi tage tandaftryk. Sam, vil du lige tage over her? Så går jeg lige ind og ser, om der er kommet røntgen.”

Pia trak handskerne af, trykkede en håndfuld sprit ud i hænderne og gik ind på kontoret.

Lars var lige i hælene på hende.

“Kan du finde ud af noget med det samme?”

“Ja, takket være Benjamins nye database. Den er ganske vist kun i betaversion, men identifikationen er 90 procent sikker, og mon ikke det er nok til at få et navn?”

Hun loggede sig ind på computeren og fandt hurtigt røntgenbilledet. Hun lagde det på den journal, Sam havde oprettet lige inden de gik i gang.

“Hvordan virker den? Databasen?”

“Den minder meget om den, du allerede kender fra fingeraftryk.”

Hun loggede ind på en netadresse og importerede røntgenbilledet.

“Man sætter tyve markører, som programmet matcher op imod de billeder, der ligger i databasen.”

“Men tror du, at hendes tandsæt ligger i databasen? Hvorfor skulle det gøre det?”

Indholdsfortegnelse

Prolog

1

2

3

4

5

6

7

8

9