- SOLIST I SØLV
EN BIOGRAFI OM
SØLVSMEDEN EVALD NIELSEN
BoD
”MANGFOLDIGE er de hjem, hvor man stolt fremviser sit sølvtøj med en selvfølgelig bemærkning om, at ”det er fra Evald Nielsen, De véd, i Nygade”.”
Det officielle foto af Evald Nielsen, som han brugte i sine seneste år. Gennem tiden kom det til at ledsage mange fødselsdagsomtaler. (Foto fra Evald Nielsens scrapbog)
Sætningen dukker op i en af de mange nekrologer, som i midten af maj 1958 fortalte danskerne, at sølvsmeden Evald Nielsen var død en lille måneds tid før sin 79 års fødselsdag.
For københavnerne var hans forretning ”De véd, i Nygade” et fast indslag på turen fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv - ned gennem Strøget. Prangende var den ikke, og allerede i 1958 virkede vel både facade og butikslokale lidt altmodisch. Men sølvet med EN-mærket i bunden, som forretningen solgte - det kunne der ikke sættes fingre på. Det levede op til ejerens livslange krav om godt håndværk og høj kvalitet.
I dag rummer den smalle bygning midt i den pulserende gågade en skoforretning, hvor moden skifter med en hastighed, som bestemt ikke ville have behaget den kvalitetsbevidste sølvsmed. Og få hundrede meter derfra, i gården bag Ny Vestergade 7, hvor firmaet havde sit værksted, skal man på samme måde sætte fantasien op i omdrejninger for at forestille sig, hvordan det blanke sølv her for et overskueligt antal årtier siden blev presset, banket og poleret til levende bestik, smykker og korpus.
Men når sølvsamlere mødes, omtales Evald Nielsen stadig som en respekteret bekendt. Antikvitetshandlerne ved, at et lille skilt med hans navn diskret placeret foran en skål eller et fad får mange til at standse op og i tankerne gennemgå de private konti, for måske kan der blive råd til et køb. Og auktionsfirmaerne har fast placeret ham i den lille gruppe af sølvsmede, som får deres navn anført forrest i katalogernes beskrivelser, når effekter fra deres værksteder skal under hammeren.
Én fra denne gruppe - Georg Jensen - har forlængst og med berettigelse sat sig på tronen som Danmarks ukronede sølvkonge, og det nylige 100-år for hans start af værksted i 1904 føjede yderligere titler til en række bøger om ham, om hans virke og om de dygtige designere, som har været med til at gøre Georg Jensen-stemplet kendt verden over.
Derimod kniber det ofte med mere dybtgående litteratur, når snakken falder på de samtidige sølvsmede, som på hver deres vis bidrog til, at dansk sølv i 1900-tallets første halvdel fik et ry, der stadig skinner. Og det er ærgerligt, for også disse dygtige håndværkere har historier, der er værd at fortælle.
Denne bog vil forsøge at råde bod på miseren for så vidt angår Evald Nielsen.
Paralleller til Georg Jensen og hans liv vil der være flere af. Men også markante forskelle.
Blandt andet valgte Evald Nielsen i modsætning til sin berømte kollega meget bevidst at forblive solist og helt sin egen herre - og det kostede i den sidste ende hans virksomhed livet.
Desuden var han det meste af sit voksne liv dybt engageret i organisatorisk arbejde, og den opbygning, den hjemlige guld- og sølvsmedebranche i dag har, skylder meget til ”Evald Nielsen, De véd, i Nygade”.
PARIS, sommeren 1900. På den højre Seine-bred, kun et stenkast fra Champs-Elysées, har Grand Palais fået plads som centrum for den store verdensudstilling.
Fordelt på et areal, der samlet dækker 112 hektar, viser mere end 76.000 udstillere, hvor bredt det moderne industrisamfund formår at favne. Her ligger fremtiden blotlagt på et tæppe af optimisme og fremskridtstro, og gennem de syv måneder, dette kæmpemæssige mekka holder dørene åbne, oplever millioner af gæster det nyeste nye inden for teknik, kunsthåndværk og menneskelig snilde.
En af dem er Evald Nielsen.
Den 21-årige danske gravør har med sin gode ven Ejner Engberg som makker vandret og rejst mere end 1200km fra hjembyen København til den franske hovedstad med Verdensudstillingen 1900 som et af målene.
Et foto af de to (side →), taget i Køln på vej til Paris, viser et par nobelt klædte herrer. Lange jakker dækker over skjorte, flip og mørkt slips. På hovedet bredskyggede hatte. Evald Nielsen har en frakke slængt over armen, urkæde til jakkelommen og en cigar klemt fast mellem tommel-, pege- og langfinger. For sådan var de, datidens håndværkssvende, når de drog på valsen: velklædte.
Indtrykkene placerede sig ofte på et tilsvarende niveau.
”For en ældre generation af håndværkere er Paris-udstillingerne ungdommens store oplevelse,” sagde Evald Nielsen i et interview mange år senere.1
INTERVIEWET summerer oplevelsen op med bl.a. ordene, at ”dengang var det betagende for en ung mand at se, hvordan danske håndværkere gjorde lykke i fremmede lande”.
Evald Nielsen har ikke uddybet dette yderligere, men der kan næppe være nogen tvivl om, at han på den udstrakte udstilling finder frem til lokaliteterne, hvor dansk kunsthåndværk bejler til de besøgendes gunst.
Her ser den 21-årige håndværker bl.a. de sølv-arbejder, arkitekten Thorvald Bindesbøll og maleren Harald Slott-Møller har tegnet til hofjuveler A. Michelsens værksted. Arbejder, der med deres naturinspirerede ornamentik giver en dansk tolkning af tidens hotte art nouveau-stil - eller skønvirke, som den danske udgave senere blev døbt med et mere hjemligt klingende valg af ord.
Også afdelingen med dansk keramik og porcelæn når Evald Nielsen formentlig omkring. Bing & Grøndahl, Ipsens Enke, Kähler - navnene kender han allerede. Nu får de dér i Paris et internationalt sus over sig.
Måske bemærker han også navnet på en af de kunstnere, som står nævnt ved en græsk inspireret krukke: Georg Jensen. Men han glemmer det nok hurtigt.
For han skal videre til salene, hvor hans udenlandske kolleger udstiller. Og mon ikke han, som har fået sin uddannelse på en sølvvarefabrik, foran disse montrer mærker hjertet banke lidt heftigere?
Her møder han nemlig frontfigurerne i datidens sølvsmedekunst, bl.a. den allerede dengang legendariske franskmand og smykkekunstner René Lalique og fra England nogle af Arts & Crafts-bevægelsens hovedmænd. Hans opmærksomme øjne indfanger former og farver, materialer, ornamentering, teknikkerne, håndværket - hele den forunderlige blanding af stolt, faglig kunnen, industriel formåen og begejstring for naturens mangfoldigt slyngede udtryk, der er kernen i art nouveau.
HVAD TÆNKER han lige netop da? Hvad drømmer den unge Evald Nielsen om, mens han lader sig opsluge af Verdensudstillingen Paris 1900 og dens altfavnende tro på fremtiden?
”I Paris kom jeg til at arbejde under særligt frie forhold, fik lov til at udvikle mig individuelt,” forklarede han i et interview i 1943.2
Og selv om bemærkningen næppe går specifikt på Verdensudstillingen, siger den meget om, at inde bag det efterhånden slidte vandretøj gemmer sig drømmen om at gå i de berømte, udenlandske kollegers fodspor.
Men der gemmer sig også en anden drøm - eller mere præcist: en ambition.
Ambitionen om at gøre sig definitivt fri af den ofte knugende fattigdom, der indtil da havde præget Evald Nielsens 21-årige liv.
Fotoet af Evald Nielsen (tv) og vennen Ejner Engberg fra tiden, da de to gik på valsen. “1900 i Köln på vej til Paris” har han selv skrevet som billedtekst. (Foto fra Evald Nielsens scrapbog)
”MIT FØRSTE Barndomshjem ligger paa Falster uden for Stubbekøbing imellem nogle Huse, som tilsammen kaldtes Friheden.”
Ordene står med en fin, regelmæssig skrift. De danner indledning på en stil med titlen ”Mit Barndomshjem”, som Evald Nielsen skrev i april 1893, en god måneds tid før sin 14 års fødselsdag.
Kladdeheftet med minderne fra Falster er et af de få, håndgribelige vidnesbyrd om den senere så kendte sølvsmeds barndom.
Evald Nielsen var ikke typen, der som ældre satte sine erindringer på prent. Derfor findes der meget lidt om disse første år, selv om de på meget markant vis kom til at udstikke kursen for hans senere liv.
I 1956 samlede han fra skuffer og gemmer stort og småt, som han klistrede i en gammel protokol og forsynede med håndskrevne kommentarer. Bogen fik sønnen Bjarne Weimar på sin 50 års fødselsdag. ”Fars skrab-sammen til Bjarne, da han i 1956 var blevet voksen”, skriver han selv på bogens forside. Herfra stammer mange af de sporadiske oplysninger om de første år.
En anden kilde er ”mandagsmiddagene”, som Evald Nielsen de sidste to-tre år før sin død i 1958 holdt sammen med sit barnebarn, Bjarne Weimars søn Stig Weimar.
”Efter middagen blev kaffen serveret, og husholdersken trak sig tilbage. Ved disse samtaler fik jeg meget at vide,” skriver Stig Weimar i den beretning om sin farfar, han i 2001 skrev på opfordring af sine søskende.
KLADDEHEFTET med stilen fra 1893 var en af de ting, Evald Nielsen klistrede ind i scrapbogen. Symptomatisk nok havde han ikke selv gemt det - hans søster Hansine bragte det fra sine gemmer med til ham som en foræring på hans 70 års dag i 1949.
Idyllen blomstrer i beretningen om årene i Stubbekøbing, hvor Evald Nielsen blev født 5. juni 1879, og hvor han tilbragte sine første otte år.
Den 13-årige dreng fortæller om huset, der var indrettet til to familier: ”Fra Gaarden førte en Dør ind til Køkkenet. Køkkenet var stort, og Gulvet belagt med røde Mursten. I Køkkenet var et Spisekammer, et Komfur, Køkkenborde, Vask, Køkkentøj, Vandspand m.m. Dagligstuen stødte op til Køkkenet og var en rummelig Stue. I Stuen havde vi forskellige Møbler, deriblandt et bornholmsk Stueur.”
Og lidt længere henne i stilen:
”Fra Dagligstuen førte en Dør ind til Stadsstuen. Denne var meget stor og havde meget pænere Møbler end Dagligstuen. Fra Vinduerne, som vendte ud mod Vejen, havde vi en god Udsigt. Oven over Dagligstuen var mine 3 Søskendes og mit Soveværelse.”
Kort sagt: En familie med rimelig økonomi og hold på tilværelsen.
Far’en Ole Nielsen var uddannet karetmager. Sønnen Evald skriver om ham:
”Da Fader arbejdede paa en Fabrik i Nærheden, kom han hjem for at spise om Middagen. Jeg skulde da sige Moder, naar Klokken manglede 5 Minutter i 12, for at Maden kunde komme betids paa Bordet. Naar Klokken peb 12, løb jeg ofte Fader i Møde og fulgtes med ham hjem.”
Far’en havde også tid til at arbejde hjemme:
”Ligefor Huset laa min Faders Værksted, hvorfra hans muntre Sang eller Fløjten lød mange Vinteraftener. I et Hjørne stod en mægtig gammel Pil, hvis Grene bredte sig ud over en Bræddebænk. Her sad min Fader ofte og snakkede med Naboen, idet han røg sin Pibe eller drak sin Te.”
Og til sidst i stilen:
”Vor Have var meget stor og beplantet med mange forskellige Frugttræer, Køkkenurter og Blomster. Ved Enden af Haven fandtes et skyggefuldt Lysthus. I Lysthuset eller i Haven tilbragte jeg mange fornøjelige Timer sammen med mine Forældre, enten ved Leg eller ved at afplukke Frugttræernes Frugter eller lignende.”
Evald Nielsens mor med den ikke ret gamle Evald på skødet. Fotografiet sidder i scrapbogen ledsaget af ordene: “18 Aar, gift - Tvangsægteskab. 21 Aar, Moder til 2 Børn. 26 Aar, Moder til 4.”
MÅSKE HOLDER det med idyllen. Eller måske gør skoledrengen med den fine, regelmæssige håndskrift virkeligheden lidt mere rosenrød, end den reelt tog sig ud.
For da han i april 1893 skrev om ”Mit barndomshjem”, var den trygge barndom ved at blive splintret totalt.
Uden at gå for meget ind i årstallene, som kan være svære at lægge nøjagtigt fast, forlod familien Nielsen i midten af 1880’erne huset ved Stubbekøbing og flyttede til Stege, hvor far’en Ole Nielsen startede som selvstændig karetmager med værksted i Rådhusstræde.
Evald Nielsen fortalte mange år senere Stig Weimar, at det gik godt de første år. I den bedste periode havde Ole Nielsen tre svende og to drenge i arbejde, og fremtiden tegnede positivt.
Men i 1887 huggede karetmageren ved et uheld en økse i knæet, og det efterfølgende halve år, hvor han ikke kunne arbejde, brød økonomien sammen. Far’en gik fallit, og det endte 1. juni 1888 med tvangsauktion over indbo og værktøj.
Umiddelbart efter flyttede familien til København.
DEN NI-ÅRIGE Evald Nielsen måtte fortsætte sin skolegang på Niels Ebbesens Skole.
Som ny startede han nederst i klassen, men, har han noteret i scrapbogen, ”efter et Kvartal rykkede jeg op som Nr. 2 - næste Kvartal var jeg Duks og beholdt Stillingen, til jeg gik ud af Skolen Efterår 1893. Belønnet med Flidspræmie - et Ur - og et Flidslegat på 100 Kr. - det højeste, der kunne nås.”
”Nu, da jeg skriver dette,” tilføjer han, ”synes jeg, det var fint præsteret, eftersom jeg havde Byplads den halve Dag og gik om Vinteren i Aften-Sløjdklasse.”1
Den øvrige families aktiviteter ligger hen i det dunkle.
Evald Nielsen har ikke fortalt noget om, hvor han, hans forældre og hans søskende boede. Den eneste antydning af et område kan være Niels Ebbesens Skole, der ligger, hvor Frederiksberg Kommune får kontakt med Søerne og det centrale København.
Når det gælder familiens økonomiske situation, er der endnu mindre at hente. Stig Weimar har tjekket Kraks Vejviser, men ikke fundet Ole Nielsens navn blandt de otte-ni karetmagere, som dengang virkede i byen. Så han forsøgte sig i hvert fald ikke som selvstændig. Måske fandt han andet arbejde. Under alle omstændigheder blev årene i hovedstaden en deroute for manden, der så muntert havde fløjtet og sunget i værkstedet ved huset i Stubbekøbing. Han var, konstaterer Evald Nielsen i scrapbogen, ”slaaet ned og rejste sig aldrig”.
I efteråret 1893 - få måneder efter stilen om barndomshjemmet blev skrevet - døde Ole Nielsen, 46 eller 47 år gammel.
EVALD NIELSEN sætter i sine notater med en enkelt sætning facit på følgerne af dødsfaldet: ”En dejlig Barndom blev til en trist Ungdom.” De sparsomme oplysninger i scrapbogen lægger ikke skjul på, at drengen Evald klart satte sin far over sin mor.
Han siger det koncentreret med en passus, der karakteriserer begge forældre. Mor’en var, skriver han, ”som Husmoder overordentlig dygtig, af Sind haard, smaalig, en fuldstændig Modsætning til min Far, der var varm, glad og helt andet større Format som Menneske - ham holdt jeg af.”
De fire sidste ord rummer essensen: At det må have taget luften fuldstændig ud af drengens liv, da far’en døde.
Oveni kom de økonomiske følger:
”Vi sank ned i den rene Fattigdom. Vi måtte flytte til en Lejlighed, der kostede 10 Kr. pr. Måned; overflødige Møbler, Tæpper, Ure o.a. blev solgt. Mor måtte tage Arbejde i større Huse; min ældste Søster, der lærte at sy, måtte ud at tjene - 10 Kr. om Måneden, og jeg i lære for at tjene 4 Kr. om Ugen; min yngste Bror kom ved Landbrug.”
Lærepladsen var ikke lige det, lærerne på Niels Ebbesens Skole havde forestillet sig.
Evald Nielsen var nået så langt som til at hjælpe skolens inspektør på kontoret, og både han og klassens lærer arbejdede på at skaffe deres talentfulde elev videre i uddannelsessystemet. Præsten, der havde konfirmeret ham, mente det samme og anede - fortæller Evald Nielsen - en mulighed for en kommende kollega.
Far’ens død satte en stopper for det hele. Nu var en læreplads - med den tilhørende løn - den eneste mulige vej frem.
At det blev sølvbranchen, skyldtes vennen Wilhelm Green.
Ham lærte Evald Nielsen at kende, da familien efter far’ens fallit flyttede til København. ”Jeg gik ud og ind i hans Forældres Hus fra 1888,” fortæller han i scrapbogen.
Wilhelm Greens far var presser på sølvsmeden Aug. Flerons værksted i St. Kongensgade 23. Han lagde et godt ord ind hos sin mester, og 15. oktober 1893 startede Evald Nielsen i en læreplads som bestikarbejder.
DEN UNGE Evald Nielsens valg af netop sølvet som sin fremtid må kaldes helt tilfældigt.
Han skriver i scrapbogen, at ”hvad sølvsmed var, vidste jeg ikke.” Det afgørende blev i stedet de kontakter, der nu var.
Virksomheden, den nyansatte lærling vandrede til en tidlig oktobermorgen i 1893, hørte til blandt de større i branchen.
Op gennem sidste halvdel af 1800-tallet slog industrialiseringen for alvor igennem i Danmark. Inden for guld- og sølvsmedebranchen skete det i et noget langsommere tempo end i mange andre fag, og de små værksteder, hvor det meste blev lavet i hånden, dominerede stadig.
Aug. Flerons virksomhed udgjorde en af de få undtagelser.
Stifteren var C. A. Bjergager, som helt tilbage i slutningen af 1850’erne tog del i den første, spæde industrialisering af faget. Da han døde i 1883, rykkede Fleron ind som ejer.
I bogen ”Danske Guldsmede og deres Arbejder gennem 500 Aar”, som Københavns Guldsmedelaug udgav ved sit 500 års jubilæum i 1929, betegnes virksomheden som ”sikkert den førende” inden for bestikbranchen, og til de faldværker, som ved Evald Nielsens ansættelse allerede fandtes på værkstedet, føjede sig i 1896 en ekscentrisk presse, der gjorde fremstillingen af bestik betydeligt nemmere.1
MED DISSE oplysninger på plads undrer det ikke, at netop bestikafdelingen var stedet, hvor der bedst kunne puttes en ny lærling ind.
Evald Nielsen affandt sig vel med forholdene, men mange år senere, da han skrev i sin scrapbog, tøvede han ikke med at kalde lærepladsen ”elendig”.
”Det var et hårdt Arbejde - og svinsk, for alt glødedes ved Trækulsild. Jeg kunde ikke lide at blive beskidt og hadede at smede Dusin efter Dusin,” noterer han også.
Indtrykket passer med andre beskrivelser af forholdene på datidens værksteder, som f.eks. denne hentet fra bogen, Guld-, Sølv- og Elektropletarbejdernes Forbund udgav ved fagforeningens 50 års jubilæum i 1941:
”Der brugtes meget Trækul til at smelte ved. Syrer og Salmiak stod og dampede hele Dagen. Hvor der ingen Gas var, maatte man lodde ved Lamper med Belysningsvædske, somme Tider ogsaa Petroleum. Alt dette gav en slem Os paa Værkstedet, hvor man desuden opbevarede sit Tøj og spiste sin medbragte Mad. Paa Arbejdsbordet stod flere Steder en Daase med Snustobak til fri Afbenyttelse, og der blev ogsaa brugt meget Skraatobak, hvad der gav Anledning til megen Spytning paa Gulvet. Fandtes der Spyttebakker, var disse i den Grad tilsølede, at de maatte bæres ud paa en Skuffe for at blive rensede. Om Aftenen blev Gulvet fejet, og Opfejningen blev gemt for at gennemses den følgende Morgen, inden den blev hældt ud i en saakaldt Kratstønde.2 Alt dette var Lærlingenes Arbejde.
Arbejdstiden var nærmest de 11 Timer. Middagspause 5 kvarter og Frokost 20 Minutter. For den sidst antagne Lærling paa et Værksted var Arbejdstiden endda længere, særlig om Vinteren. Han skulde møde ½ Time før Svendene for at fyre i Kakkelovnen, og naar der var Fyraften Kl. 8, skulde han rydde op over det hele, saa Klokken blev 9. Paa den Maade kunde Lærlingens Arbejdstid nemt løbe op i 12-13 Timer.”3
MEN DEN LANGE arbejdstid betød kontanter til et fattigt hjem.
”Lærlingelønnen var første år 4 Kr. (om ugen, red.), stigende til 10 Kr. sidste År,” skriver Evald Nielsen i scrapbogen - en efter datidens forhold rimelig god løn.
Alligevel rakte den kun til en skrabet hverdag:
”Alt mit Tøj var brugt - Gaver fra de Huse, hvor Mor gik. Jeg forsålede selv Sko, var om Søndagen Keglerejser. Alt Morgenbrød købte vi som gammelt Brød,” står der at læse i scrapbogen.
Og efterfølgende:
”Vi havde til Tider i strenge Vintre ikke Brændsel. Maden blev lavet på Petroleums-Brændere - der var ikke Gas. Varm Mad fik vi kun om Søndagen. Svinefedt og Rugbrød var Hoved-Måltidet - dertil Kaffe; Kaffe var det oplivende, og Bønnerne brugtes 2 Gange. Smør ved jeg ikke, vi har haft i min Læretid.”
DEN TRISTE hverdag slog dog ikke Evald Nielsen ud.
Han fandt snart på at supplere indtjeningen fra lærlingejobbet hos Aug. Fleron:
”Snart begyndte jeg at fuske, lavede Vindueskarmen til Værkstedsbrædt, savede Emblemer ud, lavede Frakkeskjolde og Brocher og alle mulige Reparationer,” fortæller han. ”Ved Juletid bandt jeg Guirlander i Gran og lavede i Hundredevis af Sprællemænd - ja, fandt på at male Sprællemænd på tyndt Træ, som jeg fik mere for.”
På arbejde viste der sig også nye muligheder.
Aug. Fleron blev opmærksom på, at hans lærling havde talent for at tegne. Formentlig har han ladet en positiv bemærkning falde, og Evald Nielsen tog mod til sig og svarede med et ønske om at skifte fra lærepladsen som bestikarbejder til en uddannelse som gravør og ciselør.
Mester efterkom ønsket. I stedet for det kedelige arbejde med dusin efter dusin efter dusin af ens bestik lærte Evald Nielsen nu at gravere stålstempler til prægning af papir, læder og især sølv.
”Der var ikke to stempler, der var ens. Det var lige det grundlag, der gav ham muligheder for at udvikle sig kreativt,” skriver Stig Weimar i beretningen af sin farfar.
Det nye arbejdsområde åbnede også andre muligheder for den hårdtarbejdende lærling:
”17 År gammel fortalte jeg min Mester August Fleron, hvor fattige vi var, og han begyndte at give mig Graverings-Arbejde med hjem; det varede, til jeg blev udlært, og hjalp os over al Nød,” fortæller scrapbogen.
TEGNERIET hørte i første omgang til på teknisk skole.
Maling med tuschpen indgik som en fast del af undervisningen. I skitseklassen blev de unge elever sat til at tegne i de forskellige stilarter, men - skriver Evald Nielsen i scrapbogen - ”egentlig blev vi, selv om vi havde Evner, ikke ledet til at skabe noget selvstændigt ved Skitser og Forslag”.
Her turde han protestere mere åbenlyst:
”Jeg protesterede en gang, da en Dekoratør havde ophængt Stoffer, vi alle skulde tegne/male, og fik så allernådigst lov at forsøge at tegne Forslag til Bestik, nye Modeller til Bægre m.m. Derved fik jeg Tilladelse til at gå på Kunstindustrimuseets Bibliotek og gøre Skitser, men alt tilhørte Skolen og skulde være ”pænt”, så det kunde udstilles. Det selvstændige blev ikke støttet.
Således var det også i Gravør- og Ciselørklassen. Vi fik Modeller, som slavisk skulde følges. Også her protesterede jeg og fik endelig Tilladelse til at skære et Stålstempel til Bestik i barok Stil, jeg selv havde tegnet.”
Dette foto havde Evald Nielsen med, da han efter endt uddannelse tog på valsen. I scrapbogen er det forsynet med følgende tekst (med forf.’s forklarende parenteser): “Nogle Stempelarbejder lavet hos min Læremester Aug. Fleron. Jeg havde det med ud, da jeg rejste 1903 og viste frem for at få Arbejde. #1 (nr. 3 fra venstre i midterste række) var en Ske, jeg tegnede i 1898, og som blev en mægtig Succes; den blev lavet fra Saltske til Potageske og afløste den graverede Empire Ske. #2 (nederste række i midten) Mesters første hele Stempel, jeg skar; den blev meget solgt. #3 (nr. 5 i øverste række, den midterste af de tre små) tegnede jeg 1900, og den blev solgt i hundrede Dusin som Syltetøjsske. De to #4 (nr. 3 og 7 i øverste række) tegnet af Martin Nyrop.” Scrapbogen oplyser også, at Evald Nielsen tegnede skeen længst til højre i øverste række - “en turistske”, kalder han den - og at den anden ske i den midterste række var én af en serie blomsterskeer, der også stammer fra hans hånd. (Foto fra Evald Nielsens scrapbog)
Sådan kom Evald Nielsen i gang med at designe og tog dermed det første skridt mod de bestik og smykker, der kom til at bære hans virksomhed, da han senere blev selvstændig.
Aug. Fleron havde igen blik for, hvad den unge medarbejder formåede:
”Mester forstod mig og lavede Syltetøjsskeer og solgte dem godt og gav mig 50 Kr. for Graveringen. Dette gav mig Opmuntring til at tegne Skeer til ham, og han betalte 25 Kr. for en, han kunde bruge.”
Også en anden sølvsmed købte tegninger, ”men han var en Sjover og huggede flere uden at betale”, kan man læse i scrapbogen.
SENERE I LIVET talte Evald Nielsen om, at der ”i mange Aar paa de store Værksteder herskede patriarkalske Forhold,”4 og da har han formentlig haft bl.a. sit eget forhold til Aug. Fleron i tankerne.
I hvert fald opstod der mellem ejeren af værkstedet i St. Kongensgade og hans lærling et - ja, far-søn forhold vil nok være at konkludere for meget, men den ældre mester fattede i hvert fald mere end bare sympati for sin unge medarbejder. Det betød gensidig tillid mellem de to, og Fleron stod parat til at hjælpe, når Evald Nielsen havde behov for det.
Derfor turde lærlingen på et tidspunkt bede om et lån til en vinterfrakke. Han fik det på den betingelse, at det skulle afdrages med halvanden krone - ikke ved lønudbetalingen sidst på ugen, men hver mandag.
Evald Nielsen holdt aftalen, og da det sidste afdrag var betalt, spurgte Fleron ham:
”Ved du, hvorfor du skulle betale hver mandag?”
”Nej,” svarede lærlingen.
”Fordi du skulle have hele søndagen til at friste dig til at bruge pengene, men det gjorde du ikke!”
Evald Nielsen har selv refereret samtalen til barnebarnet Stig Weimar, da de mødtes til deres mandags-middage i 1950’erne. Og, fortalte han, Fleron føjede til:
”Du er den eneste, jeg har lånt penge, som ikke har bedt om henstand.”
Det fik positive følger senere.
OGSÅ I FORHOLD til sin mor voksede Evald Nielsen.
Hun optræder meget lidt i det, han selv har skrevet ned, og hun har tilsyneladende spillet en perifer rolle i hans voksne liv, akkurat som hans søskende, der også kun nævnes kort.
Den efterfølgende episode fortalte han til Stig Weimar: At han en dag kom senere hjem end ventet. Da han åbnede gadedøren, stod mor’en i natkjole for enden af gangen. Hun bebrejdede ham det sene tidspunkt, men i stedet for at svare gik han langsomt op ad trappen, slog armene om sin mor og bar hende som et lille barn ind i hendes seng. Roligt sagde han: ”Kan du se, mor, så stor er Evald blevet,” hvorefter han selv gik til ro.
Eller måske satte han sig til at læse.
”Det var strenge Tider for unge Mennesker, som vilde fremad,” har han sagt i et interview. ”Vi havde 10 Timers Arbejdsdag, jeg maatte op Klokken fem om Morgenen, for jeg havde langt til Værkstedet. Frokostpause og Middag tilbragte vi på Stedet, gerne rullet sammen paa Gulvet for at faa en Smule ekstra Søvn. Vi kom jo alt for sent i Seng. Om Aftenen gik vi paa Teknisk Skole, og jeg havde samtidig en Trang til Udvikling, som jeg ikke kunde modstaa, saa jeg læste, når jeg kom hjem sent ud paa Aftenen.”
Et foto hos Special-Atelieret på Østergade i København var der råd til, da Evald Nielsen (tv) blev svend. Han gik til fotografen sammen med vennen Oluf. (Foto fra Evald Nielsens scrapbog)
Resultatet giver sig selv: Fritid var et ikke-eksisterende begreb.
Men det generede ikke Evald Nielsen. I hans verden var der andet og mere på spil.
”Min Fars Fallit stod for mig som en forfærdelig Tildragelse,” har han noteret i scrapbogen. ”Derfor var jeg præget af at spare, arbejde og sætte en Del af Lønnen hen hver Uge.”
I BEGYNDELSEN har ordvekslingen sikkert været knap:
”Vaskes og stryges.”
”Så gerne, hr.”
Men efterhånden blev ordene flere, smilene kom til, så forelskelsen.
Hun hed Thorvaldine Marie Weimar. Mørkhåret og køn. Født i Korsør et lille års tid før, Evald Nielsen kom til verden i Stubbekøbing.