Anden udgave, 2019
© 2017 – Jens Peter Jensen
Forlag: Books on Demand GmbH, København, Danmark
Fremstilling: Books on Demand GmbH, Norderstedt, Tyskland
Bogen er fremstillet efter on-Demand-proces
ISBN 978-87-7188-152-3
Nærværende indføring i almen sætningsanalyse og den latinske formlære er opstået ud fra et behov for en hurtig opslagsbog til de latinhold på landets uddannelsesinstitutioner, der har en meget målrettet studieplan, hvor det latinske sprog ikke er et studieobjekt per se, men skal bruges som et middel til læsning af studierelevante tekster. De studerende har ikke tid til at gå ind i den latinske syntaks’ specifikke problemer, men skal alligevel kunne overskue en latinsk tekst med hjælp fra en oversættelse. Derfor er vægten lagt på relationerne mellem ord, ordgrupper og sætninger, først med danske og siden med latinske eksempler. Efter denne indføring i relationer præsenteres den latinske morfologi, som afsluttes med
Tillæg 1, der rummer de uregelmæssige verbers hovedformer, som kan være vanskelige at gennemskue. Tillæg 2 fremlægger så et intensivt startkursus, baseret på enkeltstående sætninger, som er udvalgte originale indskrifttekster, graffiti, fra Rom og Pompeji. Det samme startkursus findes også i forfatterens ”Sprogets værktøj”, København 2017. Efter gennemgangen af startkurset skulle den studerende så være i stand til at gå i gang med lettere latinske tekster.
Materialet, som er revideret i indeværende semester sammen med mine flittige studerende fra Religionsstudier og Klassiske Studier, SDU, er oprindeligt produceret som materiale for VISL-Latin, SDU, og Tornbjerg Gymnasium i det sidste årtusind.
Jeg takker mine studerende for deres engagement, kritik og ønske om målrettede undervisningsmaterialer; som lærer er det et stort privilegium at have sådan et hold. Forfatteren påtager sig selvfølgelig ansvaret for de resterende fejl og mangler.
Odense, i december 2016
Jens Peter Jensen
Grammatikken har en formside, en funktionsside og en betydningsside. Når man skal finde betydningen af et ord, slår man op i et leksikon under ordformen og får betydningen at vide. Nudansk Ordbog er en dansk-dansk ordbog, Duden Universalwörterbuch er en tysktysk ordbog, Webster’s er en engelsk-engelsk ordbog. Skal man arbejde med fremmedsprog, slår man op i Gyldendals røde ordbøger under den danske ordform og får den udenlandske ordform at vide, eller omvendt fra udenlandsk til dansk.
| søvn | periodisk hviletilstand med stærkt nedsat kontakt mellem bevidsthed og omverden... |
| søvn | : Schlaf, der (ty) : sleep (en) : sommeil, le (fr) : somnus, m (lat) |
Med andre ord: leksikonet eller ordbogen giver formside og betydningsside, mens grammatikken har en dimension mere, funktionssiden. Denne er meget afhængig af både formside og betydningsside. Hvis man tager ordet ’søvn’, kan det kun optræde på visse pladser i sætningen, som grundled: ’søvnen tager alle sorger’, eller som genstandsled: ’natklubejeren får gennemgående for lidt søvn’, eller som biled: ’i søvne drømmer mennesket meget’, men det kan aldrig være udsagnsled: *’patienten søvn meget’. Det skyldes, at ’søvn’ er et navneord, det er dets formside og er dermed låst fast i ovennævnte ledtyper og kan ikke optræde i andre. På grund af denne sammenhæng mellem de tre sider skelner man i dag ikke mere skarpt mellem grammatik og leksikon, hvor grammatikken skulle indeholde reglerne for brugen af ordene fra leksikonnet, der ’bare’ angiver betydningen. I dag taler man om leksikogrammatik, hvori formen, funktionen og betydningen giver hinanden betingelser for ordets brug. Man er altså nødt til at lære a) et ords form, fx dets bøjning, b) dets betydning, fx. ’søvn’ over for ’at sove’, og c) dets funktion i en sætning, fx. ’patientens søvn er dyb’ over for ’patienten sover dybt’.
I denne introduktion vil vi primært beskæftige os med form- og funktionssiderne, altså grammatikkens traditionelle områder, men det betyder ikke, at der ikke er betydning med i spillet, når vi definerer en funktion eller en form. Intet fungerer uden betydningssiden, og selv grammatiske konstruktioner har betydning. Vi kan vælge en sætning i handleform/ aktiv, fx. ’hajen æder surferen’, og vi kan ændre den til lideform/passiv: ’surferen bliver ædt af hajen’; i virkeligheden sker der det samme, hajen gnasker manden i sig, scenen i virkelighedens verden er den samme, men synsvinklen har skiftet; i den første, den aktive sætning, er det hajen, vi går ud fra, i den anden, den passive sætning, er det surferen, vi går ud fra og siger noget om. Her er der altså en betydningsforskel p.gr.a. synsvinklen i selve sætningskonstruktionen, og den er lige så væsentlig som de forskellige enkeltords betydninger, ’haj’, ’æde’ og ’surfer’. Man kunne også sige, at i sprog modsat matematik er faktorernes orden ikke ligegyldig og summen er ikke bare en addition af faktorerne, men noget mere. Selve aktiv- eller passivkonstruktionen har en betydning i sig selv. Derfor kaldes leksikogrammatik også konstruktionsgrammatik.
Syntaks
Den del af grammatikken, der arbejder med opbygningen og sammensætningen af ord til ordgrupper og sætninger, kaldes normalt syntaksen. Dette ord kommer fra græsk og betyder ’at sætte sammen’. De fleste ord i grammatikken låner vi fra græsk eller latin, fordi traditionen er startet der for snart 2500 år siden. Enkelte ord kommer endda fra oldindisk, men de fleste stammer fra vor egen kulturkreds. Syntaksen ordner sammensætningen af enkeltord fra leksikonet til korrekte og meningsfulde ytringer. I vores ovennævnte eksempel ’hajen æder surferen’ har den taget ordene ’haj’, ’æde’ og ’surfer’ fra leksikonet og sat endelser på, ’haj-en’, ’æde-r’ og ’surfer-en’ for at kunne danne en formelt korrekt sætning; på dansk ville en sætning som ’haj æde surfer’ være formelt ukorrekt, men ikke uforståelig, dvs. uden betydning, fordi vi stadigvæk ved, hvem der æder hvem. Vi ville have større problemer med den anden ordstilling ’surfer æde haj’. Deraf kan man se, at selv ordstilling har en betydning i sig selv. Derfor er det altid særdeles vigtigt at skelne mellem form og funktion. Man kan ikke beskrive nøjagtigt i en analyse, hvad man mener, hvis man ikke overholder denne skelnen mellem sprogets materiale, ordene, og deres funktioner i en ytring. Sætningsleddene, grundled, udsagnsled, genstandsled, etc. er bindeleddet mellem ordene som former og brugen af ordene som funktioner.
En ytring er den mindste betydningsbærende, meningsfulde og selvstændige enhed i en tekst.
Naturligt nok plejer man at sætte ytringen lig med sætningen, men den kan sagtens kun bestå af en ordgruppe eller bare et ord:
| ytring = tekstled | materiale = form = konstruktion |
| ’Hajen åd surferen.’ | sætning |
| ’Hvor skete det? - Ud for Palm Beach!’ | ordgruppe |
| ’Har du set det? - Nej.’ | ord |
Både ’hajen åd surferen’, ’ud for Palm Beach’ og ’nej’ er meningsfulde enheder, fordi taler og tilhører svarer hinanden meningsfyldt. Ytringen er altså det største element i en sætningsanalyse; den danner så at sige rammen for vores arbejde med sproget. Hvis vi skulle analysere litteratur, dvs. hele tekster, så ville vi se på, hvordan ytringerne hang sammen i hele teksten, i afsnit, men det er ikke vores opgave her. Alligevel er det godt at vide, hvordan man inddeler ytringer, og man kunne dele dem i de følgende 5 kategorier = ytringsfunktioner:
| YF | Ytringsfunktion | |
| Deklarativ YF = udsagn |
Hunden bider • stella lucet (stjernen stråler) • veni, vidi, vici (jeg kom, jeg så og sejrede) • pluit (det regner) • tempus fugit (tiden iler) |
|
| Interrogativ YF = spørgsmål |
Bider hunden? • unde venistine? (hvor er du kommet fra?) • me cognovistine? (kender du mig?) |
|
| Eksklamativ YF = udråb |
Av, hunden bed mig! • Pro, di immortales! (O, udødelige guder!) • Mi fili, mi fili! (Min søn, min kære søn!) • O, fortunate adulescens! (Oh, du lykkelige unge mand!) • Tene haec posse ferre! (At du kan bære det!) |
|
| YF | Ytringsfunktion | |
| Performativ YF = ord er handlingen |
Jeg sværger, at jeg ikke drillede hunden. • per Iovem iuro et matrem familias Iunonem! (Jeg sværger ved Juppiter og ved moder Juno) • te, Iuppiter, invoco! (Juppiter, jeg påkalder dig!) |
|
| Imperativ YF = ordre/opfordring |
Pas på hunden! • cave canem! (Tag dig i agt for hunden! = Hunden bider!) |
Af eksemplerne kan man se, at ytringer som oftest afsluttes med et punktum, et spørgsmålstegn, et udråbstegn eller et semikolon; dvs. de betegner en meningsfuld pause i læse- og hørestrømmen. I eksemplet ovenfor indgår 5 ytringer i den samlede tekst. Litterært set er der ikke meget at hente, et lille moralsk eksempel om at passe på ukendte hunde måske, men det viser godt nok, hvad vi gør, når vi analyserer tekster, og når vi analyserer ytringer: Når vi laver tekstanalyse, ser vi på store enheder, afsnit, noveller, romaner, vitser, etc., dvs. vi går opad i teksthierarkiet; når vi analyserer ytringer, går vi nedad mod de mindre enheder, sætningsleddene, der er enheder = dele af ytringen.
Sætningsleddene står på et niveau under ytringen, da de er del af den og danner bindeled mellem formerne = materialet og brugen af formerne = funktionen. Man arbejder normalt med 10 funktioner:
| 1. udsagnsled = verbal | ’far gav mig en is i går’ |
| 2. grundled = subjekt | ’far gav mig en is i går’ |
| 3. genstandsled = direkte objekt | ’far gav mig en is i går’ |
| 4. hensynsled = indirekte objekt | ’far gav mig en is i går’ |
| 5. omsagnsled til grundled = prædikativ til subjekt | ’far er snedker’ |
| 6. omsagnsled til genstandsled = prædikativ til objekt | ’de kalder far den vise mand’ |
| 7. frit omsagnsled = frit prædikativ til subjekt | ’han kom styrtende ind i stuen’ |
| 8. frit omsagnsled = frit prædikativ til objekt | ’alle så ham komme styrtende ind i stuen’ |
| 9. biled = adverbialled | ’nu bor far i Horsens’ |
| 10. bindeled = sideordnet konjunktional = underordnet konjunktional (subjunktional) |
’og nu bor far i Horsens’ ’fordi far nu bor i Horsens’ |
Sætningsled kan bestå af sætninger, ordgrupper eller enkeltord:
| sætningsled = funktion | form = materiale = konstruktion |
| Verballed (V) | Far har sejlet i sine unge dage; det ville han gerne gøre igen i dag, men han tør ikke mere. • tempus fugit (tiden iler) |
| Subjekt (S) | Den ophidsede direktør fik en blodprop. At det gik ham sådan, undrer ingen. • Cicero orationes scripsit (Cicero skrev taler) • errare humanum est (det er menneskeligt at fejle) • non oportet vivere, ut edas... (man bør ikke leve for at spise) • constat terram circa solem versari (det er en kendsgerning, at jorden drejer rundt om solen) |
| Objekt (O) | Direktøren fik en alvorlig blodprop. De ansatte så ham falde om og overvejede, hvad de skulle gøre. Alle vidste, at det ville gå ham sådan. Senere led han døden. • Cicero orationes scripsit (Cicero skrev taler) • beneficiorum amicorum memini (jeg husker vennetjenesten) • animus meminit praeteritorum temporum (sjælen husker fortiden) • hostes Romae potiti sunt (fjenderne tog magten i Rom) • multi lenitate amicorum abutuntur (mange mennesker misbruger vennernes mildhed) • hostes urbe potiti sunt (fjenderne tog magten i Rom) |
| Direkte objekt (DO) | Far plejer at give mor et kys om morgenen. Far fortalte mor, hvornår han kom hjem. Far sagde til mor: ”Jeg kommer hjem kl. ti.” • Cicero orationes scripsit (Cicero skrev taler) • Cicero Terentiae uxori epistulas multas scripsit (Cicero sendte mange breve til sin kone Terentia) |
| sætningsled = funktion | form = materiale = konstruktion |
| Indirekte objekt (IO) |
Far plejer at give mor et kys om morgenen. Far fortalte mor, hvornår han kom hjem. • mihi adsunt testes (mig bistår vidner) • Cicero Terentiae uxori epistulas multas scripsit (Cicero sendte mange breve til sin kone Terentia) |
| Prædikativ til subjekt (SP) |
Far er den bedste i verden. Spørgsmålet er, hvordan staten løser dette problem. • sapientes beati sunt (de vise er lykkelige) • filius Ciceronis appellatur Quintus (Ciceros søn hedder Quintus) • Cicero orator clarissimus Romanus fuit (Cicero var romernes berømteste taler) |
| Prædikativ til objekt (OP) |
Sokrates kaldte sig selv en elektrisk rokke. Ham regner jeg for en filosof af format. • Cicero filium suum appellavit Quintum (Cicero kaldte sin søn Quintus) |
| Frit prædikativ til subjekt (fSP) |
Man kommer ikke sovende til sin studentereksamen. Mor kom løbende ind i stuen, da porcellænet faldt klirrende ned fra hylden. • properans veni (jeg kom ilende) • non omnia possumus omnes (vi kan ikke alle det hele) • Plato scribens mortuus est (Platon døde skrivende/mens han skrev) • Sol oriens et occidens diem noctemque conficit (solen sætter en grænse for dag og nat ved at stå op og gå ned) |
| Frit prædikativ til objekt (fOP) |
Mor kom styrtende ind i stuen, da hun så porcellænet falde klirrende ned fra hylden. • vidit pater filium properantem ex aede (far så sønnen komme styrtende ud af huset) |
| Adverbial (A/ADV) |
Venusstjernen lyser i øst om morgenen og i vest om aftenen; men hvis der er skyer på himlen, kan man selvfølgelig ikke se den. • docendo discimus (vi lærer ved at undervise) • Domitius naufragio periit (Domitius døde pga. skibbruddet) • servus metu poenae aufugit (slaven flygtede af frygt for straf) |
Man bør lægge mærke til, at bisætninger optræder som sætningsled på lige linje med ordgrupper og enkeltord. Også direkte tale er et sætningsled, nemlig objekt/genstandsled.
Verballeddet indeholder altid et verbum. Det skal indeholde én finit form, altså være bøjet i person og numerus/tal, men kan også indeholde infinitte, ubøjede, former i infinitiv/ navneform eller i participium/tillægsform. Et verballed kan bestå af et enkeltord af formklassen verbum/udsagnsord, fx. ’at spise’, en verbalgruppe, der består af en finit form + flere infinitte former, fx. ’har spist’, ’skulle have spist’, eller af en funktionsverbalgruppe, fx. ’sidde og læse’, ’stå og synge’, ’gå i stå’, ’sætte i gang’.
Verballeddet er det centrale sætningsled både ud fra et formalt og et funktionelt synspunkt. Formalt bestemmer det finitte/bøjede verbum, at sætningen er en hoved- eller en bisætning, mens det infinitte/ubøjede verbum afgør, om det er en infinitiv- eller en participialsætning. Verbalformen bestemmer altså sætningens form som helhed. Men også indadtil i selve sætningen bestemmer verballeddet det meste. Verballeddet kan ligesom alle andre ord deles i en betydningsbærende del/roden eller stammen og en endelse/et fleksiv. Den betydningsbærende del kaldes verbalkerne og er altid tilstede, hvadenten verbet er finit/bøjet eller infinit/ubøjet. Hvis verballeddet består af flere verbalformer, er verbalkernen indeholdt i fuldverbalet. Kernen eller fuldverbalet styrer subjektets/grundleddets, objekternes/fastleds og prædikativernes/omsagnsleddenes antal, form og funktion samt visse adverbialled/biled. Disse ledtyper, der bliver styret af verballeddets kerne, kaldes aktanter og udgør tilsammen sætningens syntaktiske kerne, dens nukleus (= ’kerne’ på latin). Alle disse led er nødvendige, for at verbets betydning kan udfolde sig optimalt og så utvetydigt over for tilhøreren eller læseren som muligt. Desuden kan man efter frit valg, som dog er bundet af situationen og andre ting, tilføje visse frie sætningsled, som ikke er påkrævet af verbets betydning; disse led kaldes adverbialled/biled og frie prædikativer/omsagnsled.
Sætningens syntaktiske nukleus: verbets betydningsbærende del + aktanter
| betydningsbærende del | endelse | styrer |
| verbalkerne i enkeltord | finit eller infinit | subjekt, objekter, prædikativer, faste adverbialer = aktanter |
| fuldverbal i verbalgruppe | infinit | subjekt, objekter, prædikativer, faste adverbialer = aktanter |
Ud over verbalkernens betydning har verbet jo en endelse, som gør det finit/bøjet eller infinit/ubøjet og som gør sætningen finit eller infinit. Er verbet og dermed sætningen finit, er der på de europæiske sprog som oftest overensstemmelse/kongruens i person og tal/numerus mellem subjekt/grundled og prædikat/udsagnsled (= primærneksus), dvs. verbet afgør, om sætningen er en afsluttet helhed, der kan sendes til tilhøreren og til læseren. En infinit sætning, dvs. en sætning med ubøjet verbform, kan ikke betragtes som en afsluttet helhed, men er en del af en sætningshelhed. På tysk afgør det finitte verbums position, om det er en hoved- eller en bisætning. Og sidst men ikke mindst afgør endelsen også, om vi har at gøre med et udsagn, en deklarativ sætning, et spørgsmål, en interrogativ sætning eller en opfordring, en imperativisk sætning. Den performative (= ordet er handlingen) sætning udgøres af specielle verber, og udråbet, den eksklamative sætning, afgøres af andre former, fx interjektioner/udråbsord eller på latin vokativ/udråbskasus. Endelsen på et verbum har altså også en væsentlig betydningsfunktion ved siden af selve verbalkernens betydning.
| betydningsbærende del |
endelse | styrer |
| verbalkerne | finit | overensstemmelse/kongruens i person og tal/numerus mellem subjekt og verballed; på tysk ud fra positionen hoved- eller bisætning; ytringsfunktioner: udsagn, spørgsmål eller opfordring |
Det finitte verballeds funktion
Det finitte verbum gør for det første, at subjektet bliver markeret som subjekt og dermed som centrum på grund af overensstemmelsen/kongruensen i person og numerus/tal, og at en sætning bliver finit, dvs. en sammenhængende helhed. For det andet bevirker det finitte verbum, at taleren/skriveren markerer gennem verbets endelse, hvornår sætningens indhold (= proposition) er gyldig, dvs. i fortiden, nutiden eller fremtiden (= temporalitet), og i hvilket omfang den er gyldig (= modalitet). Begge dele kan desuden udtrykkes positivt eller negativt (= polaritet):
| ytring | polaritet | temporalitet | modalitet |
| hajen æder surferen | positiv | nutid | faktum |
| hajen åd ham | positiv | datid | faktum |
| hajen vil æde ham | positiv | fremtid | faktum |
| hajen kan æde ham | positiv | nutid | faktum |
| hajen kunne æde ham | positiv | datid | faktum |
| hajen kunne æde ham | positiv | nutid | sandsynlighed |
| hajen burde æde ham | positiv | nutid | holdningstilkendegivelse |
| hajen ville æde ham, hvis den kunne | positiv | nutid | formodning |
| hajen ville æde ham i går | positiv | datid | faktum |
| hajen ville ikke æde ham i går | negativ | datid | faktum |
| hajen ville ikke æde ham, selv om den kunne |
negativ | nutid | formodning |
| hajen burde ikke æde ham | negativ | nutid | holdningstilkendegivelse |
| hajen kunne ikke æde ham | negativ | datid | faktum |
| hajen kan ikke æde ham | negativ | nutid | faktum |
| hajen vil ikke æde ham | negativ | fremtid | faktum |
| hajen åd ham ikke | negativ | datid | faktum |
| hajen æder ham ikke | negativ | nutid | faktum |
Foreløbig kan vi slå fast, at temporaliteten fastlægger, på hvilket tidspunkt indholdet ifølge taleren/skriveren skal gælde, mens modaliteten angiver, hvordan taleren/skriveren ønsker indholdet opfattet af læseren/tilhøreren, mens polariteten angiver, om indholdet er formuleret positivt eller negativt. Med undtagelse af polariteten (’ikke’) ligger temporalitet og modalitet i verbets endelse (’æder’ > ’åd’,) eller i verbalgruppens hjælpeverber (’kan’ > ’kunne’, ’vil’ > ’ville’).
Verballeddet er altså et led, som dels via sin betydningsside, kernen eller fuldverbalet, styrer de øvrige sætningsleds antal, form og funktion, - derfor kaldes de faste led -, dels via sin endelse bestemmer eller redegør for, hvordan indholdet skal opfattes, og hvornår det gælder. Det har altså to ret forskellige funktioner, og derfor står det i centrum for enhver analyse. Nærmest verballeddet i sætningsledmæssig henseende står så subjektet.
På latin og på tysk kendes subjektet på, at det står i nominativ, når det er et enkeltord, en ordgruppe eller et stedord/pronomen: ’der Mann frisst den Fisch’ <> ’der Fisch frisst den Mann’ :: ’er frisst ihn’. Når subjektet er en sætning, kan det erstattes af et pronomen/stedord i nominativ: ’dass wir Probleme haben, ist uns klar’ :: ’das ist uns klar’.
På mange sprog er subjektet ikke mere særligt markeret, og så kan man kun finde det ved at se på kongruensen/overensstemmelsen mellem subjekt og finit/bøjet verballed: ’the sharks eat the surfer’ <> ’the surfer eats the sharks’, eller ved at se på ordstillingen: Et subjekt står altid foran et objekt på disse sprog: ’hajen æder surferen’ <> ’surferen æder hajen’.