© D. H. Lawrence
© 2017 – Oversat af: Viggo Hjørnager Pedersen
Forlag: Books on Demand GmbH, København, Danmark
Fremstilling: Books on Demand GmbH, Norderstedt, Tyskland
Bogen er fremstillet efter on-Demand-proces
ISBN 9788743004189
Hør, hvor Staterne proklamerer: ”Timen er kommen! Amerikanere skal være amerikanske. USA er voksen nu, kunstnerisk set. Det er på tide, at vi holder op med at hænge i Europas skørter, eller at opføre os som skoledrenge, der er sluppet fri af de europæiske lærere – ”
Allright, amerikanere, lad os så se jer komme i gang. Kom så! Afslør den herlige hemmelighed. Hvis I er sikre på, at der er noget at afsløre.
Et interrogatum est ab omnibus
Ubi est ille toad-in-the-hole?
Et iteratum est ab omnibus:
Non est inventus.
Og alle spørger, hvor er ”the toad in the hole”? Og alle gentager ”Den findes ikke.”
Findes denne pølseret, eller findes den ikke? Hvis den gør, må den naturligvis være et sted inden i dig. Åh, Amerika. Det nytter naturligvis ikke at jage den over alle de gamle kontinenter. Men det nytter heller ikke bare at postulere den. Hvor er den nye ting, som man kalder den rigtige amerikaner? Vis os denne homunculus fra den nye æra. Kom så, vis os den! For alt hvad der er synligt for det blotte europæiske øje i Amerika, er en slags frafalden europæer. Vi vil gerne se dette missing link fra den kommende æra.
Allright, vi får den stadig ikke. Så det eneste, vi kan gøre, er at lede efter den under de amerikanske buske. Den gamle amerikanske litteratur, til en begyndelse.
”Den gamle amerikanske litteratur! Franklin, Cooper, Hawthorne og co.? Hele denne masse af ord, alt så uvirkeligt!” råber den levende amerikaner.
Himlen må vide, hvad vi mener med ”virkelighed”. Telefoner, dåsekød, Charlie Chaplin, vandhaner og frelse af verden, formodentlig. Nogle insisterer på vandrør, og nogle på at frelse verden, hvilket er de to store amerikanske specialiteter. Hvorfor ikke? Men hvad bliver der så af den nye æras lille homunculus? Man kan ikke frelse sig selv, før man er født.
Se på mig, mens jeg forsøger at være jordemoder for den ufødte homunculus.
To samlinger af moderne litteratur forekommer mig at være kommet til en virkelig afgrund: den russiske og den amerikanske. Lad os se bort fra de mere skrøbelige dele af fransk litteratur eller Marinetti eller irsk produktion, der måske er i overkanten. Russisk og amerikansk. Og ved amerikansk forstår jeg ikke Sherwood Andersen, der er så russisk. Jeg mener de gamle forfattere, små tynde bind af Hawthorne, Poe, Dana, Melville, Whitman. De forekommer mig at være kommet til en afgrund, ligesom den mere voluminøse Tolstoj, samt Dostotjevskij, Tjekhov og Adsibasjev nåede en kant på den anden side. De værste udladninger af fransk modernisme eller futurisme har ikke endnu nået den grad af ekstrem bevidsthed, som Poe, Hawhtorne og Whitman nåede. De europæiske modernister prøver alle at være yderliggående. De store amerikanere, jeg nævner, var det bare. Hvilket er grunden til, at verden er lusket uden om dem og gør det den dag i dag. Den store forskel mellem de ekstremt russiske og de ekstremt amerikanske ligger i, at russerne er eksplicitte og hader veltalenhed og symboler, som de ikke ser andet end list og bedrag i, hvorimod amerikanerne nægter hvad som helst, der er eksplicit, og altid indfører en slags dobbelttydighed. De vælter sig i bedrag. De foretrækker deres sandhed, trygt placeret i en ark af siv og anbragt blandt rørene af en venlig ægyptisk prinsesse, der kommer for at redde babyen.
Nuvel, det er på høje tid, at nogen kommer for at løfte det sandhedens svøbelsesbarn op, som amerikanerne har vakt til live for nogen tid siden. Barnet må være noget underernæret af forsømmelse på nuværende tidspunkt.
Vi betragter gerne de gamle amerikanske klassikere som børnebøger. Men det er meget barnagtigt af os. Den gamle amerikanske ordkunst rummer noget fremmedartet, der ene og alene hører hjemme på det amerikanske kontinent. Men vi går naturligvis glip af dette, så længe vi insisterer på at læse disse bøger som fortællinger for børn.
Man kan ikke lade være at tænke på, hvad dannede romere fra det tredje og fjerde eller senere århundreder læste ind i de mærkelige ytringer fra Lucrets eller Apulejus eller Tertulian, Augustinus eller Athanasius. Den uhyggelige stemme fra det iberiske Spanien, det sære gamle Karthago, Libyens og Nordafrikas lidenskab; du kan være sikker på, at de rigtige gamle romere aldrig rigtig hørte dem. De læste de gamle latinske holdninger ind i dem, ligesom vi læser de gamle europæiske holdninger ind i Poe og Hawthorne.
Det er vanskeligt at høre en ny stemme, lige så vanskeligt som det er at lytte til et sprog, man ikke kender. Vi hører bare ikke efter. Der er en ny stemme i de gamle amerikanske klassikere. Verden har nægtet at høre den, og har vrøvlet løs om historier for børn.
Hvorfor? – Af frygt. Verden frygter en ny erfaring mere end noget andet. For en ny erfaring fordriver så mange gamle erfaringer. Og det er ligesom at bruge muskler, der måske aldrig har været brugt før, eller som gennem lang tid er blevet stive af forsømmelse. Det gør forfærdelig ondt.
Verden frygter ikke en ny idé. Den kan putte en hvilken som helst ny idé i den rigtige kasse. Men den kan ikke passe en virkelig ny erfaring ind i sit system. Den kan bare undvige den. Verden er god til at undvige, og amerikanerne er de bedste, for de undviger deres egen sjæl.
Der er en ny følelse i de gamle amerikanske bøger, langt mere end i de moderne amerikanske bøger, der er næsten blottet for enhver form for følelse, og er stolte af det. Der er en følelse af noget ’anderledes’ i de gamle amerikanske klassikere. Det er skiftet fra den gamle psyke til noget nyt, en forskydning. Og forskydninger gør ondt. Det her gør ondt. Så vi prøver at forbinde det, som en finger, vi har skåret os i. Binde en klud om det.
Og der er noget, der skærer. Skærer de gamle følelser og den gamle bevidsthed væk. Spørg mig ikke, hvad der bliver tilbage.
Ordets kunst er den eneste sandhed. En kunstner er som oftest en forbandet løgnhals, men hans kunst vil sige dig sandheden her og nu, hvis den er kunst. Bort med de evige sandheder. Sandheden lever fra dag til dag, og den vidunderlige Platon fra i går er mestendels sludder i dag.
De gamle amerikanske kunstnere var håbløse løgnhalse. Men de var kunstnere på trods af sig selv. Hvilket er mere, end man kan sige om de fleste nulevende udøvere af kunsten.
Og når man læser The Scarlet Letter (Det flammende bogstav), kan man selv bestemme, om man vil acceptere det, den sukkersøde, blåøjede lille engel til Hawthorne har at berette om sig selv, falsk som alle små engle er, eller om man vil læse den uafviselige sandhed i hans ordkunst.
Det sære ved ordets kunst er, at den snakker så skrækkeligt udenom, jeg mener, den fortæller de forfærdeligste løgne. Formentlig fordi vi alle sammen hele tiden lyver for os selv. Og ud af et mønster af løgne væver kunsten så sandheden. Som Dostojevskij, der stiller sig an som en slags Jesus, men som hele tiden afslører sig selv som et skrækkeligt lille bæst.
Det er sandt, at kunsten er en slags trick. Men Gud ske tak for den, vi kan godt gennemskue tricket, hvis vi vil. Kunsten har to store funktioner. For det første giver den en følelsesmæssig erfaring. Og dernæst bliver den en kilde til praktisk sandhed, hvis vi har det mod, vore følelser kræver. Vi har haft disse følelser, til vi var ved at brække os. Men vi har aldrig vovet at grave den virkelige sandhed ud af dem, den sandhed, der angår os, hvad enten den angår vore børnebørn eller ej.
Kunstneren begynder normalt med at ville udpege en morale som pynt for sin fortælling, eller det plejede han i hvert fald at gøre. Men fortællingen peger som regel den anden vej. Der er to diametralt modsatte moraler, kunstnerens og fortællingens. Tro aldrig på kunstneren, tro på fortællingen. Kritikerens vigtigste arbejde er at redde historien fra den kunstner, der skabte den.
Nu ved vi, hvad vi skal beskæftige os med i denne undersøgelse: at redde den amerikanske fortælling fra den amerikanske kunstner.
Lad os først se på denne amerikanske kunstner. Hvordan kom han i det hele taget til Amerika? Hvorfor er han ikke stadig europæer, som hans fader før ham?
Hør nu på mig, hør ikke på ham. Han vil fortælle dig den løgn, du forventer. Hvilket delvis er din egen skyld, fordi du forventer den.
Han kom ikke for at finde frihed til at tilbede Gud på sin egen måde. I England var der større religionsfrihed i år 1700 end i Amerika. Den var vundet af de englændere, der ønskede frihed, og derfor blev hjemme og sloges for den. Og fik den. Religionsfrihed? Læs New Englands historie gennem de første hundrede år, det eksisterede.
Frihed i det hele taget? Frihedens land! Skulle dette være frihedens land? Hvis jeg siger noget, der mishager den frie pøbel, så vil de lynche mig – det er min frihed. Fri? Jeg har aldrig været i noget land, hvor den enkelte nærer en så panisk rædsel for sine medborgere. Fordi de, som jeg har sagt, er frie til at lynche ham, i samme øjeblik han viser, at han ikke er en af dem.
Nej, hvis du er så glad for sandheden om dronning Victoria, hvad så med den om dig selv?
De der Pilgrimsfædre og de, der fulgte efter, kom aldeles ikke for at finde frihed til deres religionsudøvelse. Hvad var det, de opbyggede, da de kom hertil? Vil du kalde det frihed?
De kom ikke efter frihed. Og hvis de gjorde, svigtede de sig selv på det jammerligste.
Nuvel, hvad kom de så for? Af mangfoldige grunde. Måske mindst af alt på jagt efter frihed, dvs. positiv frihed.
De kom hovedsagelig for at slippe bort – det enkleste af alle motiver. For at slippe bort. Bort fra hvad?
I det lange løb, bort fra sig selv. Bort fra alt. Det er grunden til, at de fleste er kommet til Amerika og stadig kommer. For at komme bort fra alt, hvad de er og har været.
”Vær fra nu af uden herrer.”
Hvilket er udmærket, men det er ikke frihed. Snarere det modsatte. En håbløs form for tvang. Der er aldrig frihed, før man finder noget, man virkeligt og positivt ønsker at være. Og folk i Amerika har altid råbt op om det, de ikke er. Naturligvis medmindre de er millionærer, fuldt udviklede eller på vej til det.
Og der er trods alt noget positivt ved bevægelsen. Hele den kæmpemæssige flod af menneskeliv, der er flydt over Atlanten i skibe fra Europa til Amerika, har ikke blot bevæget sig på en tidevandsbølge af afsky for Europa og for det snærende ved den europæiske livsform. Afskyen er og bliver den vigtigste drivkraft for udvandring, tror jeg. Men der var en vis grund selv til afskyen.
Det ser ud til, at mennesket af og til får en vanvittig trang til at slippe bort fra enhver kontrol. I Europa var det den gamle kristendom, der var den virkelige herre. Kirken og det virkelige aristokrati påtog sig ansvaret for at virkeliggøre de kristne idealer; lidt uregelmæssigt, måske, men ikke desto mindre tog de ansvaret.
Herredømme, kongedømme og faderlig autoritet fik deres magt ødelagt på Renæssancens tid.
Og det var netop på dette tidspunkt, at den store flugt af udvandrere over Atlanten begyndte. Hvad flygtede de fra? Var de i færd med at bryde autoritetens bånd og undslippe til et nyt og mere fuldkomment fravær af autoritet? Måske. Men der var mere på spil.
Det kan være meget godt med frihed, men menneskene kan ikke leve uden herrer. Der er altid en herre. Og menneskene lever enten i glad lydighed mod den herre, de tror på, eller i gnavende opposition til den herre, de vil underminere. I Amerika har det været denne opposition, der har været den afgørende faktor. Det er det, der har givet Yankee’en hans stimulans. Det er kun den fortsatte tilkomst af flere servile europæere, der har givet Amerika en lydig arbejderklasse. Den sande lydighed overlever aldrig første generation.
Men den gamle herre sidder ovre i Europa. Som en forældreskikkelse. Et sted dybt i enhver amerikaner lurer der et oprør mod Europas gamle faderværdighed. Og dog er der ingen amerikaner, der føler, at han helt er undsluppet fra dette herredømme. Heraf den langsomme, ulmende tålmodighed i den amerikanske opposition. Den langsomme, ulmende, ætsende lydighed over for den gamle herre, Europa, hos den modvillige undersåt; og den ubønhørlige modstand.
Hvad I så ellers er, vær uden herrer.
Ca Ca Caliban
Get a new master, be a new man.
Man kan sige, at republikkerne Liberia og Haiti bebos af undvegne slaver. Liberia er sandeligt frit, som navnet siger!
Skal vi se på Amerika på samme måde? En stor republik af undvegne slaver. Når man tænker på horderne fra Østeuropa, kan man godt sige ja til det. Men det tør man ikke sige om Pilgrimsfædrene og den store gamle masse af idealistiske amerikanere, eller de moderne amerikanere, der er plaget af deres tanker. En kæmpe republik af undvegne slaver. Pas på, Amerika! Og et mindretal af alvorlige, selvplagende mennesker.
De herreløse.
Ca Ca Caliban
Get a new master, be a new man.
Hvad kom Pilgrimsfædrene så efter, da de så rædselsvækkende drog over det sortladne hav? Åh, det var en mørk ånd. En mørk venden sig bort fra Europa, fra Europas gamle autoritet, fra konger og biskopper og paver. Og mere end det. Mere, når man ser nærmere på det. De var mørke, magtfulde mænd, og de ønskede noget nyt. Ingen konger, måske heller ingen biskopper. Ikke engang en almægtig Gud. Men heller ikke mere af denne nye ’humanisme’, der fulgte efter Renæssancen. Ikke noget af denne nye frihed, der skulle komme til at tage sig så kønt ud i Europa. Noget barskere, bestemt ikke noget let og afslappet.
Amerika har aldrig været afslappet, og det er det heller ikke i dag. Amerikanerne har altid til en vis grad været anspændte. Deres frihed kommer af ren vilje, ren anspændelse, en frihed, der består af DU SKAL IKKE. Kun er det første bud DU SKAL IKKE FORDRISTE DIG TIL AT VÆRE HERRE. Heraf demokratiet.
”Vi er uden herrer.” Det er, hvad den amerikanske ørn skriger. Det er en dameørn.
Spanierne afviste friheden i Europa efter Renæssancen. Og spanierne opfyldte det meste af Amerika. Yankee’erne afviste den også, afviste humanismen i Europa efter Renæssancen. Først og fremmest hadede de herrer. Men dybere nede hadede de den europæiske letflydende humor. På bunden af den amerikanske sjæl har der altid været en mørk spænding, og det er det samme på bunden af den spansk-amerikanske sjæl. Og denne mørke spænding hadede og hader den gamle europæiske spontaneitet, og ser den med tilfredshed falde sammen.
Hvert kontinent har sin egen store stedets ånd. Ethvert folk er vendt mod et særligt sted, som er hjemmet, hjemlandet. Forskellige steder på jorden har forskellige udstrømninger af liv, forskellige vibrationer, forskellige kemiske udladninger, en anderledes polaritet med andre stjerner – kald det, hvad du vil. Men stedets ånd er en virkelighed af afgørende betydning. Nildalen frembragte ikke blot Ægyptens korn, men dets skrækindjagende religioner. Kina frembringer kineserne og vil vedblive hermed. Kineserne i San Francisco vil med tiden ophøre med at være kinesere, for Amerika er den store smeltedigel.
Der var en voldsom polaritet i Italien, i byen Rom. Men den synes at være død. For selv steder dør. Øen Storbritannien havde sin egen vidunderlige magnetisme eller polaritet, som skabte det britiske folk. I øjeblikket ser denne polaritet ud til at være ved at bryde sammen. Kan England dø? Og hvad hvis England dør?
Folk er langt mindre frie, end de tror, langt mindre. Og de frieste er måske mindst frie.
Folk er frie, når de befinder sig i et levende hjemland, ikke når de strejfer om og river sig løs. Folk er frie, når de adlyder en dyb, indre stemme, der forkynder en religiøs tro. Så de adlyder indefra. Folk er frie, når de tilhører et levende, organisk troende samfund og har travlt med at opfylde et uopfyldt, måske endda uerkendt formål. Ikke når de flygter til Det Vilde Vesten eller sådan noget. De mindst frie sjæle drager vestpå og skråler på frihed. Folk er friest, når de er mindst opmærksomme på frihed. Skrålet er og har altid været en raslen med lænkerne.
Folk er ikke frie, når de kan gøre, lige hvad de vil. Så snart man kan gøre, lige hvad man vil, er der ikke noget, man har lyst til at gøre. Folk er kun frie, når de gør, hvad deres dybeste selv ønsker.
Og det gælder om at nå ned til det dybeste selv. Der skal virkelig dykkes.
For det dybeste selv ligger langt, langt nede, og det bevidste selv er en genstridig abekat. Men der er én ting, man kan være sikker på: Hvis man vil være fri, må man opgive illusionen om at gøre, hvad man har lyst til, og søge, hvad DET ønsker gjort.
Men før man kan gøre, hvad DET ønsker, må man først bryde fortryllelsen fra det gamle herredømme, det gamle DET.
Det var måske på Renæssancens tid, da kongedømme og faderværdighed faldt, at Europa gled ind i en meget farlig halv sandhed: troen på frihed og lighed. Måske følte de mænd, der drog til Amerika, dette og afviste derfor hele den gamle verden. Forsøgte at overgå Europa. Frihed har indtil nu for amerikanerne betydet løsrivelse fra alt herredømme. Den sande frihed vil først begynde, når amerikanerne opdager DET og måske forsøger at opfylde det. For det drejer sig om menneskets dybeste hele selv, ikke idealistisk halvhed.
Så det er grunden til, at Pilgrimsfædrene kom til Amerika; og det er grunden til, at vi kommer. Drevet af DET. Vi kan ikke se, at usynlige vinde bærer os, som de bærer sværme af græshopper, at en usynlig magnetisme bringer os dertil, som den bringer trækfuglene til det mål, de ikke kender på forhånd. Men sådan er det. Vi er ikke så vidunderligt frie til at vælge og beslutte, som vi tror. DET vælger for os og beslutter for os. Naturligvis medmindre vi bare er undvegne slaver, vulgært sikre på vores masseproducerede skæbne. Men hvis vi er levende mennesker i kontakt med kilden, driver DET os og beslutter for os. Vi er kun frie, så længe vi adlyder. Når vi vil den anden vej og mener, at vi vil gøre, hvad vi har lyst til, flygter vi bare på må og få som Orestes forfulgt af eumeniderne.
Og når den store dag gryr, når amerikanerne omsider har opdaget Amerika og deres egen helhed, vil der stadig være et stort antal bortløbne slaver at regne med, de, der ikke har nogen selvsikre, masseproducerede skæbner.
Hvem vil vinde i Amerika, de bortløbne slaver eller de nye, hele mennesker?
Den sande dag er endnu ikke begyndt i Amerika. Eller i det mindste er solen ikke stået op. Det vil sige, at i den progressive amerikanske bevidsthed har der kun været et dominerende ønske, at slippe af med det gamle. Slippe af med herrerne og ophøje folkets vilje. Skønt folkets vilje ikke er andet end et fantasifoster og ophøjelsen ikke er meget værd. Så i folkeviljens navn, skaf jer af med herrerne. Når I har skaffet jer af med dem, er alt, hvad I har tilbage, selve udtrykket ’folkets vilje’. Så standser man op og tænker sig om og prøver at genvinde sin egen helhed.
Så meget for det bevidste amerikanske motiv, og for demokratiet herovre. Demokratiet i Amerika er bare det redskab, hvormed Europas gamle herre, den europæiske ånd, undermineres. Når Europa er ødelagt, som det er muligt, at det bliver, vil det amerikanske demokrati fordampe og Amerika begynde.
Indtil nu har den amerikanske bevidsthed været ubelyst af den rigtige sol. Den har været demokratiets negative ideal. Men under og i modsætning til dette åbenlyse ideal findes de første antydninger og afsløringer af DET. DET, den hele amerikanske sjæl.
Man er nødt til at trække de demokratiske og idealistiske klæder af det, der siges i Amerika, og se så meget som muligt af den mørke krop af DET nedenunder.
“Henceforth be masterless.”
Henceforth be mastered.
(Vær fra nu af uden herrer –
Vær fra nu af underkastet en herre)
Den idé, at mennesket kan gøres fuldkomment! Åh himmel, hvor er den dog trist! Lad os gøre Ford-bilen fuldkommen! Hvilken mand er det, der skal gøres fuldkommen? Jeg er mange mænd. Hvilken af dem er det, du vil fuldkommengøre? Jeg er ikke et stykke mekanik.
Uddannelse! Hvilket af de forskellige mig’er vil du uddanne, og hvilke har du tænkt dig at undertrykke?
Under alle omstændigheder, så udfordrer jeg dig. Jeg udfordrer dig, oh samfund, til at uddanne mig eller undertrykke mig i overensstemmelse med dine forlorne standarder.
Den ideelle mand! Og hvem er det, om jeg må spørge? Benjamin Franklin eller Abraham Lincoln? Den ideelle mand! Roosevelt eller Porfirio Díaz?
Der er andre mænd i mig ud over det tålmodige fæ, der sidder her i sin tweedjakke. Hvad foretager jeg mig, når jeg spiller et tålmodigt fæ i en tweedjakke? Hvem taler jeg til? Hvem er du på den anden side af denne tålmodighed?
Hvem er du? Hvor mange selv’er har du? Og hvilket af dem ønsker du at være?
Skal Yale uddanne det selv, som er i dit mørke indre, eller skal Harvard?
Det ideelle selv! Åh, men jeg har et mærkeligt og flygtigt selv, der er lukket ude og tuder som en ulv eller coyote under de ideelle vinduer. Ser du hans røde øjne i mørket? Det er det selv, der er ved at få sin ret.
Ideen om at gøre mennesket fuldkomment, åh Gud! Når hver mand, så længe han er i live, i sig selv er en mængde mænd i konflikt med hinanden. Hvem af dem vil du vælge at gøre fuldkommen på bekostning af alle de andre?
Det vil gamle daddy Franklin fortælle dig. Han vil konstruere ham for dig: Mønsteramerikaneren. Åh, Franklin var den første ægte amerikaner. Han vidste, hvad han ville, den smarte, lille mand. Han konstruerede den første amerikanske nikkedukke.
I begyndelsen af sin karriere formulerede den snedige, lille Benjamin nogle trosartikler, der skulle ”tilfredsstille udøvere af enhver religion, men ikke chokere nogen”.
Var det nu ikke en rigtig amerikansk ting at gøre?
”At der er én Gud, som har skabt alt.”
(Men Benjamin skabte ham.)
”At han styrer hele verden med sit forsyn.
(For Benjamin ved alt om forsynet.)
”At han skal tilbedes med lovprisninger, bøn og taksigelser.”
(Der ikke koster noget.)
”Men -” But me no buts, du skal ikke sige ”men”, Benjamin, siger Herren.
”Men at den mest acceptable måde at tjene Gud på er ved at gøre godt mod menneskene.”
(Og Gud har ingen valgmuligheder her.)
”At sjælen er udødelig.”
(Man vil se hvorfor i næste sætning.)
”Og at Gud visselig vil belønne dyd og straffe last, enten her eller i det hinsides.”
Se, hvis Andrew Carnegie eller en anden millionær havde ønsket at opfinde en Gud, der passede til hans formål, kunne han ikke have gjort det bedre. Benjamin gjorde det for ham i det attende århundrede. Gud er overtjener for de mænd, der gerne vil have succes og ”producere”. Forsynet. Skafferen. Den guddommelige høker, den evige succesjæger.
Og det er al den Gud, Pilgrimsfædrenes barnebarn havde tilbage. Højt på en søjle af dollars.
”At sjælen er udødelig.”
Hvor er det dog en banal måde, Benjamin siger det på!
Men mennesket har en sjæl, selv om man ikke kan lokalisere
den, hverken i pungen eller tegnebogen eller hjertet eller maven eller hovedet. Menneskets helhed er dets sjæl. Ikke bare den pæne, lille hyggelige bid, som Benjamin afmærker.
Menneskets sjæl er en mærkelig ting. Det er hele manden. Hvilket betyder, at den omfatter det, der er ukendt for ham, såvel som det, han kender. Det forekommer mig bare komisk, at professorer og Benjamin vil fastlægge sjælens funktioner. For menneskets sjæl er en stor skov, og alt, hvad Benjamin tænkte på, var en net lille baghave. Og vi må alle passe ind i hans køkkenhave-systematik, hvor han står og synger Hail Columbia!
Menneskets sjæl er en mørk skov. Den Hercyniske Skov, der skræmte romerne så meget og hvorfra de bleghudede horder fra den næste civilisation kom.
Hvem ved, hvad der vil komme ud af menneskets sjæl? Menneskets sjæl er en mørk, vidtstrakt skov med vilde dyr. At tænke sig, at Benjamin ville hegne den ind!
Åh, men Benjamin indhegnede et lille stykke jord, som han kaldte menneskets sjæl, og gik i gang med at dyrke det. Forsyn, ved Gud! Og de tror, at lidt pigtråd kan holde os indespærret for bestandig? Det er meget dumt af dem.
Dette er Benjamins pigtrådshegn. Han lavede en dydeliste, som han travede rundt indenfor som et lille gråt øg i en indhegning.
1. MÅDEHOLD
Spis dig ikke helt mæt; drik ikke, så du bliver beruset.
2. TAVSHED
Tal ikke om andet end det, der kan gavne andre såvel som dig selv; undgå sniksnak.
3. ORDEN
Sørg for, at alle dine ting har deres plads, og at enhver del af dit arbejde har sin tid.
4. BESLUTSOMHED
Beslut at gøre det, du bør; gennemfør uvægerligt det, du har sat dig for.
5. NØJSOMHED
Sæt dig ikke i udgifter uden for at gøre godt for andre eller dig selv – dvs. undgå spild.
6. FLID
Spild ikke tiden., men vær altid beskæftiget med noget nyttigt; undgå enhver unødvendig handling.
7. OPRIGTIGHED.
Udøv ikke noget skadeligt bedrag; tænk renfærdigt og retfærdigt, og hvis du taler, så tal i overensstemmelse med dette.
8. RETFÆRDIGHED.
Gør ingen uret over for nogen ved at skade dem eller ved at undlade at give dem de fordele, som du har pligt til.
9. MÅDEHOLD
Undgå yderligheder, undgå så vidt muligt at tage dig lige så meget af krænkelser, som du synes, de fortjener.
10. RENLIGHED
Tål ingen urenlighed med hensyn til legeme, tøj eller bolig.
11. RO
Lad dig ikke forstyrre af småting eller af uheld, som er almindelige eller uundgåelige.
12. KYSKHED
Dyrk ikke elskov uden af sundhedsgrunde eller for at få afkom, aldrig så meget, at du bliver træt og sløvet eller skader din egen eller en andens fred eller rygte.
13. YDMYGHED
Efterlign Jesus og Sokrates.
En ven, der var kvæker, fortalte Franklin, at han, Benjamin, af de fleste blev anset for at være stolt, så Benjamin indførte detaljen om ydmyghed efter en senere indskydelse. Det morsomme er den ydmyghed, den viser. ”Efterlign Jesus og Sokrates”, og pas på, at du ikke overgår nogen af dem. Man kan lige forestille sig Sokrates og Alchibiades være ved at dø af grin over Benjamin fra Philadelphia, når de har fået en lille en på, og Jesus, der ser lidt undrende på ham og mumler ”Er du ikke lidt selvklog, Ben?”
”Fra nu af vær uden herrer,” svarer Ben. ”Lad hver af jer være sin egen herre, og lad ikke engang Herren selv blande sig i det.” Hver mand sin egen herre er kun en forstærket version af herreløsheden.
Nuvel, den første amerikaner efterlevede denne tillokkende liste flittigt og satte et eksempel for hele nationen. Han havde dyderne skrevet op i kolonner og gav sig selv gode og dårlige karakterer efter hvad han syntes, hans opførsel fortjente. Det er en skam, at disse oversigter over god opførsel er gået tabt for os. Han bemærker kun, at orden var det, han snublede over. Han kunne ikke lære at være ordentlig og rydde op.
Er det ikke rart ikke at have noget værre at tilstå?
Han var et lille forbillede, var Benjamin. Dr. Franklin. Snusfarvede lille mand! Med en udødelig sjæl og enhver ting.
Det med den udødelige sjæl var en slags billig forsikringspolice. Benjamin havde i virkeligheden ikke noget at gøre med den udødelige sjæl. Han var alt for travlt optaget af mennesket som samfundsvæsen.
Se, hvad mere kan man forlange af en mand? Og alligevel er han under lavmålet, selv i Philadelphia.
Jeg beundrer ham. Jeg beundrer først og fremmest hans uforfærdethed og mod, og dernæst hans klogskab, hans glimt af forståelse af torden og elektricitet og hans hverdagsagtige humor. Han har alle en stor mands egenskaber og blev dog aldrig mere end en stor samfundsborger. Middelstore, stærke, snusfarvede dr. Franklin, en af de fornuftigste borgere, der nogensinde trådte på jorden eller dyrkede elskov.
Men jeg kan ikke lide ham.
Og i øvrigt har jeg altid troet, at bøger om dyrkning drejede sig om jordbrug.
Der er en vis alvorlig naivitet over ham. Som et barn. Og som en lille, gammel mand. Han er igen blevet som et lille barn, altid lige så klog som sin bedstefar, eller endnu klogere.
Måske, som jeg siger, den mest fuldkomne borger, som nogen sinde har dyrket elskov. Trykker, filosof, videnskabsmand, forfatter og patriot, udadlelig ægtemand og borger, hvorfor er han ikke en arketype?
Pioner, Åh, pionerer! Benjamin var en af de største pionerer i De Forenede Stater. Og alligevel kan vi bare ikke rigtig bruge ham.
Hvad er der galt med ham, da? Eller hvad er der galt med os?
Jeg kan huske, at da jeg var en lille dreng, plejede min far at købe en snusket lille almanak en gang om året, med solen og månen og stjernerne på bindet. Og den forudsagde også blodsudgydelser og hungersnød. Men presset sammen i hjørnerne havde den også små anekdoter og humoristiske tekster med en morale hæftet på. Og jeg plejede at le en lille selvtilfreds latter ad kvinden, der talte sine kyllinger, før de var ruget ud, osv., og jeg var overbevist om, at ærlighed altid varede længst, hvilket også var lidt selvtilfreds. Forfatteren til disse småtekster var Fattige Richard, og Fattige Richard var Benjamin Franklin, der skrev i Philadelphia mere end hundrede år tidligere.
Og sandsynligvis er jeg ikke kommet over de der Fattige Richard-slagord endnu. Jeg nages stadig af dem. De er mig en torn i øjet og har været det fra min tidligste ungdom.
For selv om jeg stadig mener, at ærlighed varer længst, så bryder jeg mig slet ikke om den form for planlægning. Og selv om det er meget fornuftigt ikke at tælle kyllingerne, før de er udklækket, er det endnu mere modbydeligt at tælle dem og hovere over dem, når de er udruget. Det har taget mig mange år og utallige smerter at komme ud af det moralske indelukke omgivet af pigtråd, som Fattige Richard havde forberedt. Her er jeg nu, forreven og kradset i laser og sidder midt i Benjamins Amerika og ser på pigtråden og de fede får, der kravler under rækværket for at blive fede udenfor, og vagthundene, der hyler ved porten, for at ingen ved et tilfælde skal komme ud af den rigtige udgang. Åh, Amerika! Åh Benjamin! Og jeg udstøder lange og højlydte forbandelser mod Benjamin og den Amerikanske indhegning.
Moralske Amerika! Højst moralske Benjamin! Fornuftige, tilfredse Ben!
Han måtte drage til grænsen for sin stat for at dæmpe gemytterne i en strid mellem indianerne. Ved denne lejlighed skriver han:
Vi fandt, at de havde bygget et stort bål på torvet; de var alle fulde, mænd og kvinder skændtes og sloges. Deres mørkfarvede, halvnøgne kroppe, som kun kunne ses ved bålets dystre lys, mens de løb efter og slog løs på hinanden med brændende træstykker fra bålet ledsaget af skrækkelige hyl, udgjorde en scene, der mest af alt lignede vore forestillinger om Helvede, så godt som vi kan gøre os dem. Det var umuligt at skaffe ro i denne tummel, og vi trak os tilbage til vores logi. Ved midnat kom en flok af dem og buldrede på døren og forlangte mere rom, hvilket vi ikke tog os af.
Næste dag sendte de tre af deres rådgivere for at undskylde, da de var bevidste om, at de havde opført sig dårligt ved at foranstalte denne forstyrrelse. Taleren indrømmede fejlen, men men tilskrev den rommen og forsøgte så at undskylde rommen ved at sige: ”Den Store Ånd, der skabte alt, skabte alt til et formål. Og hvad han end planlagde for det, skal det altid bruges til. Se, da han skabte rommen, sagde han: ’Lad dette tjene til, at indianerne kan blive fulde.’ Og sådan må det være.”
Og virkelig, hvis det er Forsynets hensigt at udrydde disse vilde for at gøre plads for jordens dyrkere, så forekommer det ikke usandsynligt, at rommen kan være det middel, der er udpeget. Den har allerede ødelagt alle de stammer, der tidligere beboede kystegnene…
Dette fra den gode doktor med en sådan selvtilfredshed er lidt skuffende. Næsten for godt til at være sandt.
Men sådan er det! Pigtrådshegnet. ”Udrydde disse vilde for at give plads for jordens dyrkere.” Åh, Benjamin Franklin! Han var en dyrker af sæd, selv når han var usædelig.
Dyrke jorden, I guder! Det gjorde indianerne, så meget, som de havde behov for. Og så holdt de op. Hvem byggede Chicago? Hvem dyrkede jorden, indtil den udspyede Pittsburgh, Bessefar?
Det moralske spørgsmål! Se bare på det! Dyrkning indbefattet. Hvis det blot er et valg mellem kultur og dyrkning, så giver jeg op.
Hvilket bringer os tilbage til vores spørgsmål om, hvad der er galt med Benjamin, siden vi ikke kan fordrage ham? Eller hvad der er galt med os, siden vi finder fejl ved sådan et dydsmønster?
Mennesket er et moralsk dyr. OK, jeg er et moralsk dyr, og det vil jeg forblive. Jeg vil ikke forvandles til en dydig lille automat, som Benjamin vil have. ”Dette er godt, det er dårligt. Drej på den lille hane, og lad det gode flyde,” siger Benjamin, og hele Amerika med ham. ”Men først og fremmest udryd alle de vilde, der altid drejer på den dårlige hane.”
Jeg er et moralsk dyr, men jeg er ikke en moralsk maskine; jeg arbejder ikke med en lille samling håndtag og vægtstænger. Klaviaturet med mådehold, stilhed, orden, beslutsomhed, sparsommelighed, flid, oprigtighed, retfærdighed, mådehold, renlighed og ro samt tysthed og ydmyghed kan ikke få mig i gang. Jeg er virkelig ikke blot et automatisk klaver med en moralsk Benjamin til at få melodier ud af mig.
Her er min tro imod Benjamins. Det er, hvad jeg tror:
”At jeg er mig.”
”At min sjæl er en mørk skov.”
”At det selv, jeg kender, aldrig vil være mere end en lille lysning i skoven.”
”At guder, fremmede og underfulde guder, kommer frem fra skoven, ud i mit bevidste jegs lysning, og derpå går tilbage.”
”At jeg må have mod til at lade dem komme og gå.”
”At jeg aldrig vil lade menneskene sætte noget over mig, men at jeg altid vil prøve at anerkende guderne i mig selv og guderne i andre mænd og kvinder.”
Det er min trosbekendelse. Jeg vil gøre, som Habakkuk siger, og gøre den klar, så den, der løber den igennem, let kan læse den.
Den, der foretrækker at kravle eller at komme frem ved hjælp af benzin, kan kalde det sludder.
Og lad os nu få en ”liste”. Det er faktisk sjovt at lege Benjamin.
1. MÅDEHOLD.
Spis og drik med Bacchus, eller tyg tørt brød med Jesus, men sæt dig ikke til bords uden en af guderne.
2. TAVSHED.
Ti, når du ikke har noget at sige; men når du er bevæget af ægte lidenskab, så sig, hvad du har at sige, og brænd for det.
3. ORDEN
Vid, at du er ansvarlig over for guderne inde i dig selv og over for de mænd, i hvem guderne manifesterer sig. Erkend dem, der er over dig og under dig, i forhold til guderne. Det er roden til al orden.
4. BESLUTSOMHED
Beslut at holde dig til dine dybeste tilskyndelser, og at ofre det mindre for det større. Dræb, når du må, og bliv dræbt på samme måde: Dette ”må” kommer fra guderne i dig, eller fra de mænd, i hvem du anerkender Helligånden.
5. NØJSOMHED
Forlang ikke noget; accepter, hvad der passer dig. Spild ikke din stolthed eller din følelse.
6. FLID
Spild ikke tiden med idealer; tjen Helligånden, aldrig menneskeheden.
7. OPRIGTIGHED
At være oprigtig er at huske, at jeg er mig, og at den anden ikke er mig.
8. RETFÆRDIGHED.
Den eneste retfærdighed er at følge sjælens oprigtige intuition, hvad enten den er vred eller mild. Vrede er retfærdig, og medlidenhed er retfærdig, men at dømme er aldrig retfærdigt.
9. MÅDEHOLD
Undgå absolutte sandheder. Der er mange guder.
10. RENLIGHED
Vær ikke for ren. Det svækker blodet.
11. RO