Jante Universitet

Introduktion til Bind 2

Denne bog er andet bind i trilogien om en udenlandsk professors oplevelser i tre år på det danske Jante Universitet.

Det første år, beskrevet i trilogiens første bind, blev præget af den mere og mere forfærdende indsigt, at ingenting på Jante Universitet er, som det virker: Bag universitetets skønne facade står der en faglighed, som i andre lande ikke engang ville svare til gymnasieniveau. En kollegialitet, der ikke bygger på faglig udveksling og debat, men på brutale magtforhold i en ”familie”, hvis medlemmer næsten udelukkende er vokset op på dette universitet. Standarder, der intet har med internationalt akademisk niveau at gøre. En uddannelsesstrategi, der reducerer de studerende til skolebørn. Og en ledelse, der afviser ethvert forsøg på at drøfte problemerne i ansattes arbejdsvilkår og møder de ansattes argumenter med benægtelse og voksende aggressivitet. For en nyansat professor, der ikke kun kender til internationale akademiske standarder, men også til universitetsadministration og politik, bliver det hurtigt klart, at virkeligheden inden for murene intet har at gøre med den skønne facade, som universitetet så møjsommeligt opretholder.

Blokadekulturen

Andet bind starter med en række aktiviteter og tværfaglige initiativer, som professoren – på trods af de dårlige arbejdsvilkår – forsøger at opbygge. Hun tror stadig på, at universitetet ønsker at bruge de kvalifikationer og kompetencer, som hun blev kaldet for. Hun forsøger at udføre det arbejde, som hun er vant til fra universiteter i Tyskland og USA. Derfor prøver hun at samarbejde med offentlige kulturinstitutioner – at bygge en bro mellem universitetet og samfundet. Overraskende nok bliver det opfattet som noget helt nyt af hendes samtalepartnere, mens det i andre lande er en selvfølge: Det er universiteternes pligt at være i tæt forbindelse med samfundet, især inden for humaniora, hvor disse forbindelser ikke er så åbenlyse som ved andre fakulteter.

Men næsten alle initiativer slår fejl, enten på grund af en generel desinteresse i klassisk kultur – eller fordi man i Danmark for længe siden har mistet al tillid til universiteterne og til et muligt samarbejde med et institut inden for humaniora. Professoren er hurtigt klar over, hvor problemet ligger: Ved at omdanne videnskab til realitetsfjern teori og endda ideologi har de humanistiske fakulteter i Danmark siden 1970erne skabt en afgrund mellem samfundet og universitetet. Dermed misbruger de både universitetets funktion og de midler, som universiteterne får fra staten.

Dertil kommer en helt igennem uprofessionel infrastruktur på selve universiteterne. Inkompetente ledere og administratorer bestemmer over de videnskabelige ansattes arbejde. Resultatet er et arbejde, hvor vilkårene og kriterierne er og forbliver sløret, så at utroligt mange kræfter og ressourcer bliver spildt. Ifølge institutlederen er denne dårlige styrelse ”en del af spillet”, som alle medarbejdere skal finde sig i. Professoren oplever og analyserer, hvordan denne desastrøse administration lammer og ødelægger det arbejde, som et universitet egentlig burde yde. Men lederne på alle niveauer, fra faglederen over institutlederen og dekanen hen til rektoren, afviser hendes gentagne ønske om at tale om de konkrete problemer og drøfte de løsningsforslag, som hun har udarbejdet. Hun støder på mure, hvor end hun vender sig hen.

Uddannelseskatastrofen

Nu rettes fokus mere og mere mod uddannelsen og dens dalende niveau – den uddannelseskatastrofe, som faktisk har præget dansk humaniora i flere årtier. Der er fire punkter, som står centralt i professorens oplevelse og analyse af denne katastrofe: En ideologi, der sætter teori i stedet for viden og afskaffer historie; den danske tværfaglighed; en katastrofal pædagogik og studienævnets absolutte magt, der præsenteres som ”demokrati”.

Historiens afskaffelse, som allerede blev tydelig i trilogiens første bind, er en rød tråd, der går igennem hele den humanistiske uddannelse. Det bliver tydeligt i flere episoder, hvordan historisk arbejde reduceres til en næsten parodistisk ”historisk dimension”. På denne baggrund virker faglederens og andre kollegers deklarationer om, at historie skulle være en ”central faglig dimension” i faget og endda ”udgør fortsat en ubrudt og stærk fagtradition” (Jyllands-Posten, 8. januar 2013) som en satire.

Konsekvenserne af denne uddannelsesstrategi viser sig i de kandidatstuderendes manglende evne til at forstå, hvad en musikvidenskabelig faguddannelse går ud på og hvordan de selv kunne finde frem til bæredygtige problemstillinger. Men det bliver også tydeligt, at der står en foruroligende politisk intention bag et uddannelseskoncept, hvor historisk viden bliver erstattet af teorier: Uden kendskab til historie bliver man et nemt offer for manipulative strategier, farlige strukturer, propaganda og overgreb. Studerende, der aldrig har fået formidlet viden om det 20. århundredes totalitære systemer, aner ikke, at det, som sker på Jante Universitet, på foruroligende måde ligner det, som man kender fra disse systemer.

Flere kapitler i første og andet bind viser, at det, der i Danmark betegnes som ”tværfaglighed” og bliver brugt som den aktuelle uddannelsesstrategis højeste gode, intet har med den internationalt dyrkede interdisciplinaritet at gøre. Det, som professoren oplever i tværfaglige kursusbeskrivelser og forskningsprojekter, er en fuldkommen udhulning af den funderede akademiske universitetsuddannelse. Samtidig bliver uddannelserne fyldt med flere og flere fagandele og ”kompetencer” – dikteret af administrative instanser som studienævnet eller dekanen –, der udmunder sig i den fuldstændige overfladiskhed.

Faktisk behøver man slet ikke at være akademiker for at kunne se problemet: Hvis man reducerer studietiden i et bachelorfag til to år og samtidig propper fem forskellige uddannelser i den samt flere og flere tværfaglige ”fællesæstetiske kurser”, så kan resultatet kun blive en skandaløs overfladiskhed. Sådan en strategi forhindrer, at de studerende nogensinde får det nødvendige fundament i det fag, som de har valgt at læse. Og faglighed kan aldrig erstattes af tværfaglighed: Hvis man bygger et træhus uden fundament og så propper flere og flere møbler ind, vil huset blive mere og mere ubeboeligt og til sidst styrte i gruset.

De diverse universitetsuddannelser må først bygge på et fast fagligt fundament. Hvis der så er tid og plads tilovers i de tre- eller femårige uddannelser, kan man enten tilbyde en yderligere faglig fordybelse eller også tværfaglige dimensioner. Hvis et universitet derimod giver afkald på fundamentet til fordel for ”tværfaglige dimensioner”, mister indholdet sin værdi – og hele huset sit fundament.

Ingen i erhvervslivet har brug for generalister, der tror, at de ved ”lidt af alt” – men faktisk ingenting ved, og heller ikke har lært de nødvendige metoder for at møde virkelighedens udfordringer.

Tredje punkt, som bliver særlig tydeligt i dette bind, er en katastrofal pædagogik. Ifølge ledelsens forordninger skal de studerende behandles som skolebørn – med strategier, der overtages direkte fra den kritiserede gymnasiereform. Både undervisere og studerende bliver løbende underkastet skemaer, ”taksonomier” og andre kontrolmekanismer, der kvæler enhver form for selvstændigt og indholdsorienteret arbejde. Stadig flere kontroller og forskrifter berøver både de studerende og underviserne deres værdighed og ret til en fri udfoldelse af deres kompetencer.

Hos mange studerende fører denne pædagogik til en mangel på selvstændighed og ansvarsbevidsthed. De udvikler en grundlæggende forkert holdning til studiet og den uddannelse, som staten og dermed skatteyderne betaler. Den dyre gratis-ydelse bliver ikke respekteret, og man laver kun det mest nødvendige – bare lige de ”hjemmeopgaver”, som underviserne skal kræve af dem.

Andre studerende, der ønsker at blive udfordret, møder blokader og chikaner i deres arbejde. Professoren oplever med forfærdelse, at hun ikke kan beskytte og støtte dem i et censursystem, hvor det er tvivlsomme regelsæt og ikke faglig ekspertise, der bestemmer. Hendes forsøg på at diskutere uddannelsens problematik bliver mødt med tavshed og tomme formler med intetsigende slagord som ”modernisering” og ”effektivisering”. De resultater, hun iagttager hos sine studerende, har derimod intet at gøre med hverken at ”ruste sig til det moderne arbejdsmarked”,”kreativitet” eller ”kritisk tænkning”.

Det, som er mest uforståeligt for den udenlandske professor, er, at hun ikke får lov til at undervise i sine kompetenceområder. På universiteter i hele verden bliver lektorer og professorer ansat på grund af deres faglige kvalifikation, og de skal selvfølgelig forske og undervise i denne kvalifikation. Det, som i Danmark snævert defineres som ”forskningsbaseret undervisning”, er en selvfølge og standarden for undervisning på universiteter i hele verden. Denne undervisning tjener slet ikke til at ”uddanne de studerende til forskere”, som det ofte bliver misforstået i den danske debat. Den tjener til at byde de studerende det bedste med hensyn til indhold og metode. Og det er en model, som har stor succes i alle lande, hvor der findes internationale standarder og undervisningsfrihed på universiteterne.

Fra sit arbejde på universiteter i Tyskland, USA, England, Italien og Sydkorea er professoren vant til, at hun selvfølgelig kan tilrettelægge sin undervisning – med al sin erfaring og kompetence. Men det er ikke tilladt på Jante Universitet. Her er det en fagleder uden højere kvalifikation i hendes fag, der dikterer, hvad professoren skal undervise i. Da professoren endelig får lov til at undervise et enkelt kursus, der svarer til hendes kvalifikation, bliver hun konfronteret med, at studienævnet ikke tillader, at hun igen kan undervise i kurset i det følgende år.

Ledelsen kommer med fine ord, at det er studienævnet, der tilrettelægger undervisningen på danske universiteter. Det bliver solgt som ”fremadrettet” og ”demokratisk”. Men i studienævnets referat opdager professoren tydelige beviser for en interessekonflikt og manipulation. Senere vil hun fremlægge en klar analyse af, hvordan selve valget af studienævnets repræsentanter er manipuleret og giver mindre mulighed for en demokratisk stemmeret end ved et valg i DDR (jf. Bind 3, episode ”Demokratisk valg”). Da hun internt gør opmærksom på studienævnets manipulative metoder, afviser fagforeningens tillidsrepræsentant – ligesom senere også institutlederen og dekanen – hendes påpegelse af dette problem: Professorens kvalitative kritik bliver afværget med det stereotype formelle argument, at studienævnet er en ”demokratisk størrelse”. Deraf følger, at ingen har lov til at sætte spørgsmålstegn ved studienævnets afgørelser. Ingen på Jante Universitet har et problem med, at studienævnets beslutning vidner om et skindemokrati, som slører magtmisbrug.

Med hensyn til studienævnet holder ledelsen altså kun fast i lovgivningens formelle struktur, men nægter at forholde sig til, hvordan denne struktur faktisk bliver fyldt. Samme misforhold mellem form og indhold findes på det generelle plan: På instituttet bliver der kun talt om studieordninger og formelle krav, men aldrig om kvalitet og forskningstilgang. Det er den problematik, som til sidst også præger akkrediteringsprocessen – og dermed slår alle forsøg udefra på at forpligte universiteterne til akademisk niveau og internationale standarder fejl.

Professoren må erkende, at universitetet i Danmark er en kvælende administrativ struktur, hvor kvalitet, effektivitet og produktivitet ikke spiller nogen rolle. Hun ved fra sin egen erfaring som institutleder og fakultetsrådsmedlem i Tyskland, at de notoriske målinger, registreringer, målsætninger og kvantitative krav intet har at gøre med produktion af en høj, akademisk kvalitet. Kvantitative målinger siger ingenting om kvalitet og vildleder offentligheden – nøjagtigt som de internationale rankings, som ledelsen så gerne påberåber sig (jf. også Bind 3, episode ”Det tomme hylster”).

Igen er der ingen i ledelsen, der gider at tage denne problematik op. Mens professoren fra danske kolleger får flere og flere bekræftelser på, at de lider under dette system – og hører fra danske erhvervsfolk, at mange kandidater, der forlader universitetet, har fået en uddannelse uden værdi.

Sammenfattende analyser af det komplekse uddannelsesproblem tilbydes i episoderne ”Gymnasiets død”, ”Bologna-processen” (begge Efterår 2010) og ”Humanities and Business” (Forår 2011). Førstnævnte episode skaber en umiddelbar forbindelse mellem gymnasiereformen fra 2005 og den uddannelsesstrategi, som danske universitetsledelser med en utilstrækkelig universitetspædagogisk erfaring påtvinger deres videnskabelige ansatte – strategier, som ville anses for absurde i de fleste lande uden for Skandinavien.

”Bologna-processen” viser, at danske universitetsledere bruger den europæiske universitetsomstilling som undskyldning for fejludviklinger, der startede længe inden ordet ”Bologna” blev kendt i Danmark. Den europæiske forandringsproces bliver misbrugt for at retfærdiggøre administratitionens totale herskab på de danske universiteter – og det er universiteternes død.

Endelig indordner ”Humanities and Business” den danske uddannelseskatastrofe i det globale perspektiv, nemlig i den internationale udvikling af humaniora i de seneste fyrre år, samt udviklingens politiske implikationer. Det er her, det skræmmende omfang af denne katastrofe bliver synlig.

Underkastelsesstrategier og dårlig ledelse

En fjerde, sammenfattende analyse findes i episoden ”Overlevelse på arbejdspladsen” (Forår 2011). Her synliggøres de mekanismer og den mentalitet, der muliggør denne uddannelseskatastrofe. Faktisk er problemerne større: Det er ikke kun i uddannelsessektoren, men også på mange andre arbejdspladser i Danmark, at faglighed og kvalitet bliver underkastet et usundt socialt spil, der omhandler magt og en urimelig form for ”familieloyalitet”. I samtalen med en erfaren dansk akademiker får den udenlandske professor endelig at vide, hvordan hun skulle forholde sig for at kunne overleve blandt danske kolleger: Opgive sin identitet, opgive sine krav på faglighed, underkaste sig og tie stille, men samtidig vise den søde, uskyldige facade for ikke at regnes som ”fjendtlig” og ”arrogant”.

Den udenlandske professor har god grund til at indhente oplysninger om overlevelsesstrategier: Mens hun med stadig voksende forfærdelse iagttager og analyserer uddannelseskatastrofen på sit institut, bliver hendes egen situation mere og mere uudholdelig. Hun oplever fortsat og stadig værre udelukkelsesmekanismer fra kollegernes side, krænkelse og irettesættelser og den uudtalte underkastelse af en ny kollega, der kommer udefra. Ud over ledelsens notoriske afvisning af forsøget på at drøfte problemer og løsninger møder professoren en brutal anvendelse af Janteloven, som har ideelle vilkår på et dansk universitet (jf. episoden ”Hjem til Jante”, Sommer 2011).

Professoren giver ikke op og kæmper fortsat for samtaler og gehør hos den ledelse, som har ansvaret både for hendes personlige arbejdsvilkår og for instituttets generelle situation. Efter tyve års arbejde på diverse internationale universiteter tror hun stadig, at der findes noget som en seriøs faglig debat og saglig diskussion af åbenlyse problemer på Jante Universitet. Men ethvert forsøg på at rejse en sådan debat bliver mødt med benægtelse, postmodernistisk vilkårlighed eller administratorernes tomme DJØF-fraser.

Dette mønster trækker sig ligeledes som en rød tråd gennem trilogien. Afværgelsesmekanismerne i Jante Universitetets lukkede verden findes på alle niveauer: I professorens debat med sin kollega Søren, i konflikten om det musikhistoriekursus, hun skal undervise ”i team” med sin kollega Torben, i sine mailkorrespondancer med faglederen, i diverse samtaler med studielederen (jf. Bind 1), i de sjældne og altid skuffende møder med institutlederen og dekanen – møder, som aldrig giver plads til en samtale på lige fod, men kun til et diktat fra den administrative ledelses side.

Dermed giver dette bind også et klart vidnesbyrd om en helt igennem uansvarlig ledelse. En ledelse, der er så magtarrogant, at den ikke har nogen interesse i at høre om de problemer, der helt reelt findes på de forskellige afdelinger og hele fakultetet.

Ledelsens magtfuldkommenhed og dens notoriske afværgelsesstrategier danner en ond cirkel, der ikke kun rammer de ansatte, men især også de studerende – unge mennesker, som skal gives en højere uddannelse under disse vilkår. Det er ikke kun en skandaløs universitetspædagogik, men også en uansvarlig ledelse, som berøver disse unge mennesker deres ret til en funderet uddannelse. Den stjæler flere år af deres liv – men også de perspektiver og udviklingsmuligheder, som de ellers kunne have med en god akademisk uddannelse.

Den sidste udvej og det store ekko

Oplevelserne i perioden august fra 2010 til juni 2011, men især de stadig tættere frustrationer og mere åbenlyse chikaner i foråret 2011, fører målrettet til professorens sidste udvej: At henvende sig til medierne.

Så tidligt som i december 2010 udviser en journalist fra en landsdækkende avis stor interesse for hendes vidnesbyrd. Hun fortæller ham om sine oplevelser, men nægter at lade sig citere – i januar 2011 håber hun stadig på en løsning i konsensus med sin ledelse og sine kolleger. Men de næste fem måneder underkaster hende en række pinefulde oplevelser, der viser hende, at dette håb er forgæves.

Det er den nye dekan, som præsenterer mottoet for ”det nye Jante Universitet”. Ingen af de universitetsansatte kan tro, at Margit Thomsen mener sine ord alvorligt, da de fire nye dekaner bydes velkommen i Jante og Thomsen, den fyrede prodekan fra Østeregnens Universitet, betræder sit nye rige: ”Folk på Østeregnens Universitet synes, I er rablende gale på Jante Universitet. Her kan man intet tage for givet! Vi skaber det frække universitet, for det store mål med uddannelse er ikke viden, men handling.” I januar 2011 tror professoren stadig, at disse ord skal være en eller anden dansk vittighed – men i de følgende måneder begynder hun at forstå, at de for alvor udgør dekanens program for det nye humanistiske stor-fakultet.

Den pinefulde udvikling i disse forårsmåneder og endelig dekanens nej til professorens anmodning om at blive flyttet til en fagligt passende kontekst – en afvisning fremsat uden at den nye dekan nogensinde har talt med den tilkaldte professor – bliver dråben, der får bægeret til at flyde over: Professoren giver Weekendavisen grønt lys til at skrive om hendes situation på Jante Universitet.

Artiklen i Weekendavisen samt den kronik, som professoren selv publicerer nogle dage senere i Politiken, udløser en stor offentlig debat om den humanistiske uddannelses skandaløse forfald. Der kommer, i form af artikler, læserbreve, blogindlæg og private mails, utallige bekræftelser på, at problematikken på ingen måde er et enkeltstående tilfælde, men et helt system, som har fået lov til at udvikle sig i flere forskellige faser siden 70erne.

Mens indlæg fra fagfæller og andre humanister uddyber kritikken, er det iøjefaldende, at modparten ikke svarer med funderede og faglige argumenter. Modparten rejser ikke engang et selvstændigt forsvar for det indhold, de valg, den pædagogik og de formål med musikvidenskabs-uddannelserne i Danmark, som professoren kritiserer. Der hersker en påfaldende tavshed på instituttet, mens de få offentlige indlæg blot gentager floskler om faget fra instituttets webside, citerer officielle evalueringer fra ranking-lister og akkrediteringer – eller angriber professoren personligt. For første gang får professoren så indblik i den livlige danske debatkultur – men også i den bemærkelsesværdige strategi, som består i, at ansvarshavende, der som ledere for offentlige universiteter burde kunne afkræves svar på deres handlen fra offentligheden, møder debat med tavshed og kritik med sanktioner.

Bindets sidste episode, ”Suspendering”, danner så overgangen til ledelsens reaktion på den åbenmundede professors offentlige kritik – en reaktion, som udfolder sig til en veritabel kriminalhistorie med lovbrud, hemmelige møder, skjulte strategier og en chokerende mangel på retssikkerhed. Denne historie bliver fortalt i trilogiens tredje bind med titlen ”Totalitære strukturer”. Men det vil til sidst vise sig, at der alligevel kan være et happy end og håb – hvis bare man holder fast i sin identitet og sine idealer.

En pinefuld fortælling

Hvis læserne opfatter dele af dette bind som pinefuld læsning, så svarer det netop til bogens intention. Bogen gengiver præcis, hvordan ikke kun denne periode i den kronologiske historie, men hele arbejdslivet føles for en professor, der har brugt 20 år af sit arbejdsliv på at opnå høje akademiske kvalifikationer og som ønsker at yde et godt stykke arbejde på internationalt niveau i den institutkontekst, hun blev sat ind i, da hun blev kaldet til Jante Universitet. En uendelig række af skuffelser og krænkelser. Uendelige forsøg på at sætte noget i bevægelse – som mødes med uendelige blokader. Samme argumenter, samme synspunkter kommer igen og igen – i helt forskellige sammenhæng. Og hver eneste gang bliver forsøget på en seriøs debat – funderet på ekspertise, omfattende erfaring og en sund fornuft – afvist og kvalt.

Det er ikke nok at fremlægge det en enkelt gang. Virkeligheden har været anderledes. Virkeligheden er, at man forsøger igen og igen – på den arbejdsplads, hvor man gerne vil yde sit bedste. Men den udefrakommende, som så uskyldigt forsøger at føre en faglig debat, løber ind i mure. Eller ind i Lars Larsen dyner, som er vævet af postmodernismens vilkårlighed, reformpædagogikkens uforpligtende strategier og managementjargonens tomme trylleord.

Trilogien vil overvælde læseren med et hav af detaljer. Men eksakt sådan ser det ud i universiteternes ”maskinrum”. Der findes et berømt forebillede for denne detaljerede fortællingsform: Romanen Ubåden (1973) blev kendt for sin enestående realisme baseret på detaljerede skildringer af ubådskrigens hverdag. På samme måde beder denne trilogi læseren om at dykke ned i universitetsverdenens detaljer – at opleve den endeløse pine, den håbløse kamp, de stadig større frustrationer, det ødelæggende arbejdsmiljø. Kun sådan vil læseren have en chance for at mærke og forstå hverdagen på et universitet. Kun sådan vil læseren kunne begribe omfanget og virkeligheden af den katastrofe, som udspiller sig bag universiteternes høje mure. Mine kolleger på de forskellige universiteter i Danmark vil let kunne genkende mekanismerne i hver enkelt episode.

Jeg håber, at detaljerne vil bidrage til, at læseren kan erkende, at denne historie på ingen måde er et enkeltstående tilfælde. Hele fortællingen er ikke ”en personlig historie” – et typisk argument, der bliver brugt for at afværge bogens kritik –, men den er eksemplarisk for et dybt problematisk system i sin helhed. De problemer, som professor Liane møder i sin arbejdshverdag, går igen inden for alle områder: på lærermøder og andre møder (endda med universitetets rektor), i de gentagne forsøg på at tale med ledelsen, i samarbejdet og udveksling med kollegerne og de studerende, i de uendelige studieordningsdebatter, i alle initiativer inden for universitet, men også i professorens forsøg på at bygge en bro til eksterne institutioner, i undervisningsplanlæggelsen og selve undervisningen, i de pædagogiske strategier, der bliver påtvunget uddannede og erfarne undervisere af såkaldte ”pædagogiske eksperter”.

Alle disse oplevelser, hvor faglighed bliver modarbejdet med tomme ledelsesfraser, hvor engagement bliver kvalt i uduelige regelsæt, hvor kvalitet bliver umuliggjort af en forfejlet uddannelsesstrategi, hvor effektivitet bliver blokeret af en kaotisk administration – alle disse oplevelser er en del af et stort, sammenhængende system. Problematikken, som bliver fremlagt i de mange forskellige episoder og analyser, er en pandemi, som gennemsyrer alle områder på universitetet – i det mindste de mange forskellige områder på Jante Universitet, som professoren har lært at kende igennem sine egne oplevelser og utallige samtaler. Men tilbagemeldingerne i mediedebatten viser, at pandemien også hersker på andre danske universiteter – og, som det imidlertid er blevet kendt, i hele den danske uddannelsessystem.

Hvis læseren alligevel ønsker at danne sig et hurtigt overblik over de afgørende problemer i det danske universitetssystem, kan han eller hun nøjes med at læse sæsonernes analytiske indledninger, som henviser til enkelte episoder til fordybelse. Eftersom de fire sæsoner i Bind 2 hver har flere episoder end de seks sæsoner i Bind 1, omtaler de indledende analyser flere problemområder pr. sæson. De er derfor blevet struktureret med små overskrifter, der sætter fokus på den pågældende problematik.

Som i første bind er fortællingen baseret på ægte episoder med originale – omend ikke fortrolige – dokumenter som kildefundament.

Med én undtagelse er alle navne af levende personer blevet ændret. Bogens formål er ikke at hænge enkelte personer ud, men at fremvise et i høj grad problematisk system.

Efterår 2010: ”En professor med dine kompetencer? Universitetet burde jo have vidst, at det ville gå galt!”

New Public Managements tomme fraser

Et opmuntrende møde med Jante Universitetets rektor er startskuddet til en ny fase i den udenlandske professors rejse igennem den danske universitetsverden. Hun ønsker at bruge mødet som motivation til nye tiltag og forsøg på alligevel at skabe sig en niche for at kunne udføre et godt og ordentligt arbejde (episode ”Rektormøde”). Alligevel bliver hun allerede på mødet klar over, at rektoren møder hendes spørgsmål med tomme ord fra New Public Managements DJØF-glosebog jf. også episode ”DJØF-dansk og totalitære strukturer” i Bind 3). Alt bliver dækket med ”visioner” og entusiasme, men der mangler både akademisk ansvarlighed og faglig substans. Projekter er kun tænkt i form af eksterne midler, som forskerne kunne trække til universitetet – men der bliver ikke talt om faglighed og de nødvendige forudsætninger (jf. også episode ”Forskningsledelse” i Vinter 2010/11).

De kolleger, som har succes hos universitetets ledere, efterplaprer ledelsens tomme formler om tværfaglighed – men en faglig begrundelse for ”konfrontation af discipliner” bliver aldrig leveret. Liane kan regne ud, at sådan et arbejde vil udmunde sig i overfladiskhed og utroværdighed – lige som rektoren mener, at udenlandske studerende vil kunne lære dansk på to uger.

Kollegialitet og magtstrukturer

På professorens egen afdeling møder hun derimod ingen entusiasme, da hun fremsætter forslag til nye initiativer. Den smilende modtagelse på lærermødet bliver fulgt af absolut tavshed: Der findes ingen interesse for fælles initiativer.

Snart viger den oprindelige kollegialitet for alvor for undertrykkelsesstrategier og magtkamp. Professoren bliver presset ind i en form for teamundervisning, hvor det selvfølgelig er den ældre – omend mindre kvalificerede – kollega, der dikterer, hvad og hvordan der skal undervises (episode ”Tværkollegialt kontrolsystem”). Da hun vægrer sig og påberåber sig sin egen kompetence og erfaring, forsøger kollegaen at overtage hele kontrollen af kurset – hvilket ville reducere afdelingens professor til kollegaens undervisningsassistent. Til professorens overraskelse støtter faglederen denne strategi, uden at hun overhovedet har talt med den nye kollega om konflikten. Faglederen går simpelthen ud fra, at den ældre og indfødte kollega ved, hvordan man skal undervise danske studerende – mens den udenlandske, headhuntede professors ekspertise og erfaring regnes for ingenting.

Igen bliver professoren konfronteret med en hierarkisk socialstruktur og indspist familiekultur på sin afdeling, der ikke efterlader plads til et solidt akademisk arbejde og en pædagogisk kompetence.

Initiativer, blokader og lavt forskningsniveau

I en samtale med højtstående repræsentanter fra kultur- og erhvervslivet får professoren rystende bekræftelser af sine egne iagttagelser (episode ”Københavnsk opmuntring”). Hun lærer, at der i Danmark hersker en afgrund mellem universiteterne og samfundet – et fænomen, man ikke kan forestille sig i andre lande. Erfarne erhvervsmænd bekræfter, at de humanister, der udklækkes fra institutter som hendes, ikke duer til det danske erhvervsliv.

Den eneste udvej, som professoren ser, er at skabe forbindelser mellem universitetet og samfundet. Ligesom hun er vant til fra sit tyske universitet, ønsker hun at samarbejde med kulturinstitutioner og virksomheder. Hendes samtalepartnere møder dette initiativ med begejstring: Sådan en forbindelse er ukendt i Danmark!

De opmuntrende samtaler følges af flere måneders intensivt arbejde for at skabe en bro mellem universitetet og samfundet (episode ”Gode intiativer”). Men snart må professoren indse, at alle hendes initiativer bliver blokeret. Enten af en generel desinteresse for klassisk kultur i offentligheden, af et lavt niveau, eller af en fuldkommen uduelig universitetsadministration – som senere også vil kvæle hendes forsøg på at etablere internationale sommerkurser sammen med professorer fra USA og England (jf. episode ”Kollegial udmelding” i Forår 2011).

I hendes forsøg på at etablere et tværfagligt forskningssamarbejde på Jante Universitet møder Liane en mangel på forståelse af, hvad videnskabeligt arbejde går ud på. Professoren ønsker at grundlægge en kulturhistorisk forskningsgruppe på tværs af fakultetets institutter, hvor der bliver arbejdet med konkrete genstande og funderede akademiske metoder (episode ”Gode initiativer”). Alligevel domineres det første møde med det samme af kolleger, der foretrækker at fortabe sig i abstrakte æstetiske diskussioner – ”esoterisk mundsvejr”, som en kollega fra Instituttet for Historie kalder det. Liane bliver klar over, hvor svært det er at etablere en forskergruppe på Jante Universitet, der virkelig ville være i stand til at arbejde på internationalt akademisk niveau. Igen oplever hun, at der nærmest ikke er plads til seriøs humanistisk forskning på Jante Universitet.

Uprofessionel administration, spild af ressourcer og lighedsideologi

Professorens forsøg på at indtjene midler til at etablere forskningsgruppen bliver kvalt af en uduelig administration, der fører til et skandaløst spild af ressourcer (episode ”Kompetencemidler”, fulgt af ”Afslag” i Vinter 2011). Selvom hendes initiativ præcis svarer til universitetets strategi om tværfagligt og internationalt arbejde, får hun ikke bevilget midler, fordi ansøgningen angiveligt ikke opfylder opslagets ”kriterier” – ”kriterier”, som hverken bliver nævnt eller forklaret, da hun flere gange forsøger på at få den nødvendige information, inden hun bruger ti dages intensivt arbejde på sin ansøgning.

Under dette arbejde bliver hun også klar over, hvor uprofessionelt arbejdet er indrettet på Jante Universitet (episoder ”Kompetencemidler” og ”Uprofessionel infrastuktur” i Vinter 2010/11). Hun iagttager et misforstået ”demokrati”på sin arbejdsplads, som spænder ben for en professionel, erhvervsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet. Der skelnes slet ikke mellem arbejdsopgaver ifølge kompentencer: I en fuldkommen forfejlet lighedsideologi skal en højtuddannet arbejdskraft udføre opgaver, som lige så godt kunne laves af en studentermedhjælper. Denne arbejdstilrettelæggelse har intet med demokratiske principper at gøre, men er kun et tegn på manglende professionalisme.

Alligevel forstår Liane også den større universitetspolitiske dimension bag dette spild af ressourcer: Nutidens danske universitetsverden er stadig præget af 70ernes traume over et angiveligt ”professorvælde”. Derfor skal det stadig demonstreres over for professorerne, at de ikke har nogen ret til administrativ hjælp. Hun bliver klar over, at universiteternes ”New Public Management”, som har etableret sig med universitetsloven fra 2003, nu benytter sig af den gamle universitetsideologi for at sikre sig, at den administrative ledelse har fuldkommen styr på magtfordelingen på universitetet.

Men professoren iagttager også på andre arbejdsområder, at en forfejlet lighedsideologi tjener til at opretholde en tvivlsom magtstruktur og samtidig udhuler det akademiske arbejdes kvalitet.

Hun bliver konfronteret med en eksamensordning, hvor en censors stemme vægter højere end eksaminatorens, uanset faglig kvalifikation og kompetence (episode ”Evalueringer”). Det står i lodret modstrid til enhver akademisk professionalisme, som Liane kender fra sit arbejde på universiteter i flere andre lande.

Ligeledes har hun tidligere oplevet, at hendes ekspertise som professor regnes for ingenting, når det gælder spørgsmål om fagets og uddannelsens tilrettelæggelse: De studerendes meninger og holdninger har samme vægt – eller tæller endda mere, fordi Jante Universitetets ledelse anser de studerende for at være ”kunder” (jf. episoder ”Indstilling” og ”Midtvejsevaluering” i Bind 1).

Og i Lianes forskningsarbejde må hun lære, at hun primært skal bruge sin forskningstid på administrative opgaver – fordi en forsker ikke har nogen ret til sekretariatsstøtte eller studentermedhjælpere (episoder ”Gode initiativer”, ”Kompetencemidler” og ”Uprofessionel infrastruktur”).

Administrative regelsæt i stedet for kvalitet

Hvis ledelsen overhovedet tager problemet i arbejdsvilkårene op, så retfærdiggør universitetets administratorer deres uprofessionelle tilrettelæggelse af det akademiske arbejde og dermed det store spild af ressourcer med regler og ordninger, som man er nødt til at finde sig i (episode ”Afslag” i Vinter 2010/11).

Faktisk bliver den udenlanske professor oftere og oftere konfronteret med, hvordan akademisk arbejde bliver underkastet administrative regler, som intet har med faglighed at gøre, kvalifikation og ekspertise. Det gælder især evalueringer og bedømmelser, som atter har en stor indflydelse på de nye uddannelsesstrategier. Her gælder det næsten udelukkende om at følge administrative regler – lavet af personer med et tvivlsomt kendskab til akademisk arbejde –, mens indhold, kvalitet og ekspertise ikke spiller nogen rolle.

Det er også derfor, at professoren møder studerende, der yder et godt, kreativt arbejde, men bliver afstraffet med dårlige karakterer, fordi de ikke slavisk har overholdt en eller anden detalje i studieordningen. Det er derfor, at censorer med utilstrækkelig fagviden og erfaring i akademiske bedømmelser kan bestemme over karakterer af specialer. Og derfor har undervisere med tvivlsom kvalifikation ret til at stå for en akademisk uddannelse. Så længe de holder sig til de administrative regler, spiller indholdet og kvaliteten af deres undervisning ingen større rolle.

Professoren indser med forfærdelse, at akademisk ekspertise er blevet fuldstændigt prisgivet i den danske universitetsverden: Prisgivet til et system, som underkaster kvalifikation et regelsæt, der intet har med internationalt gældende akademiske standarder at gøre.

Gymnasiepædagogik og udhulningen af den humanistiske uddannelse

Imidlertid oplever professoren mere og mere, hvor katastrofal uddannelsesstrategien på hendes universitet er. Dekanens ”professionelle” Center for Undervisningsstrategi trækker pædagogiske metoder hen over hovedet på de videnskabelige ansatte, som modsiger enhver grundlæggende regel i pædagogik og psykologi (episode ”Undervisningsstrategi”). Professoren oplever, at de ledere, der dikterer hendes arbejde, mangler den mest basale viden om den akademiske virkelighed. Fejlene i Gymnasiereformen fra 2005 – forkastelsen af grundlæggende fagviden, den såkaldte ”tværfaglighed”, en næsten ideologisk teoritro – skal simpelthen gentages og forankres i universitetets uddannelsesstrategi, parret med pædagogiske metoder, der reducerer studerende til børn (episoderne ”Dekanatsmøde” og ”Gymnasiets død”).

I sit forsøg på endelig at drøfte problemerne både i sin arbejdssituation og i fakultetets uddannelsesstrategi støder Liane på despotisk afvisning (episoderne ”Dokumentation ” og ”Dekanatsmøde”): Velfunderet og dokumenteret strukturel kritik bliver med det samme brandet som et ”personligt problem”, der kan tillægges kritikeren – som dermed kan kues eller fyres.

Med sin erfaring som institutleder, universitetspolitiker og professor på flere internationale universiteter sætter professoren endelig uddannelsesstrategien ind i det større perspektiv af Bologna-processen og universiteternes udvikling siden 90erne. Hun bliver klar over, at påstanden om, at de danske universiteter angiveligt følger Bologna-processen og dermed opfylder europæiske standarder, er en påstand uden belæg. De danske universiteter og deres nye administratorer fra New Public Management udnytter blot nogle af Bologna-processens principper som anledning til at fasttømre en fatal udvikling, der startede meget tidligere på de danske universiteter. Resultatet er den totale udhulning af den humanistiske akademiske uddannelse i Danmark.