Anden udgave 2019
© 2016 – Jens Peter Jensen
Forlag: Books on Demand GmbH, København, Danmark
Fremstilling: Books on Demand GmbH, Norderstedt, Tyskland
Bogen er fremstillet efter on-Demand-proces
ISBN 978-87-7188-735-8
Foreliggende materialesamling er udsprunget af flere års undervisning af teologistuderende på Aarhus Universitet for mange år siden samt af religionsstuderende på Syddansk Universitet i 2015 og skal dække flere behov; dels skal de studerende kunne bruge fagets leksika og ordbøger, dels skal de kunne forstå en latinsk tekst med en dansk oversættelse som hjælpemiddel, så den studerende kan analysere og fortolke teksten i forhold til religionsfagets retningslinjer.
Der fremlægges hermed et udvalg af latinske tekster fra ca. 200 f. Kr. til ca. 1500 e. Kr., der er relevante for teologi- og religionsstuderende og fungerer som en religionshistorisk tekstsamling, der viser udviklingen i de forskellige samfunds religiøse strømninger samt udviklingen af det latinske sprog gennem 1700 år. Alle tekster er gloseret tæt, så at en umiddelbar forståelse uden alt for mange ordbogsopslag skulle være garanteret; der er lagt vægt på megen sproglig hjælp; selve fortolkningen af teksterne hører til teologi- og religionsstudiet.
Da tekstsamlingen skal give et overblik, så den studerende ud fra den kan vælge tekster til nærmere studium, er der selvfølgelig kun udvalgt brudstykker af de enkelte forfattere, og udvalget er ganske forfatterens ansvar. De fleste oversættelser er nyformulerede af undertegnede, som håber, at de letter den studerendes faglige arbejde. Hvor intet andet udtrykkeligt er nævnt, er oversættelserne forfatterens.
En tak til dr.phil. Susanne W. Rasmussen og ph.d. Laura Feldt, begge på Religionsstudier på SDU, for inspirerende ideer til tekstudvalget samt til dr.phil. Allan A. Lund for kritisk gennemlæsning af latinsk tekst og for uvurderlig hjælp med oversættelserne. En stor tak skal også lyde til cand.mag. Jo Hermann på Klassiske studier på SDU for megen hjælp og vejledning af undertegnede i forbindelse med undervisningen af de studerende.
Odense i august 2016
Jens Peter Jensen
Teksterne i bogen er ordnet kronologisk, fordi en sådan opstilling indholdsmæssigt viser romerrigets og middelalderens kultiske og religiøse udviklingstendenser. Sådan er teksterne opstået. Men i et undervisningsforløb er der andre præmisser, der skal tilgodeses. Her gælder det teksternes sværhedsgrad rent sprogligt, og derfor foreslår jeg en inddeling i 5 læsefaser eller rubrikker: start – midte – sen – senere – senest, for at tilvejebringe en rimelig progression. I det nedenstående skema er teksternes numre sat ind som et forslag til læserækkefølge; der er selvfølgelig mange måder at rubricere på, afhængig af de øjne der ser på dem, og skemaet er kun tænkt som vejledende, men nogle tekster lader sig nemt rubricere, det gælder de nemme og de svære, andre kan optræde i forskellige læsefaser; jeg håber, at det kan tjene som ledetråd alligevel.
Fase | Tekster |
Start | 18., 19., 29., 30., 33., 38., 39., 40., 41. |
Midte | 6., 7., 8., 9., 10., 11., 13., 14., 15., 25., 26., 27. |
Sen | 28., 31., 32., 34., 35., 36., 37., |
Senere | 1., 2., 3., 4., 5., 16., 20., 21., 22., 23., 24. |
Senest | 12., 17., 42., 43. |
De tolv Arvalbrødres hymne til såguderne, fundet på en marmortavle fra 218 f. Kr. (Corpus Inscriptionum Latinarum = C.I.L., VI, 2104, v. 31ff.; I2 2) (jf. Der Neue Pauly, Bd. 2, Sp. 67-69)
Carmen Arvale er en gammel hymne, som fratres Arvales, arvalbrødrene, sang på den 2. festdag for Dea Dia, en frugtbarhedsgudinde, den 29. maj i en rytmisk tredelt takt.
Original tekst på tavlen: | Rekonstrueret latinsk tekst: |
0. Ibi sacerdotes clusi succincti libellis acceptis carmen descindentes tripodiaverunt in verba haec: | |
1. Enos Lases iuvate! (x 3) 2. Neve lue rue Marmar sins incurrere in pleores. (x 3) 3. Satur fu, fere Mars, limen sali! Sta! Berber! (x3) 4. Semunis alternei advocapit conctos. (x3) 5. Enos Marmor iuvato! (x 3) 6. Triumpe! (x 5) |
1. “Enos lares iuvate! 2. Neve luae ruae Marmar sinas/sin incurrere in plures. 3. Satis esto, fere Mars, limen sali! Sta! Verbera1! 4. Semines alterni advocapite (= advocate) cunctos. 5. Enos Marmor iuvato! 6. Triumpe!” 7. Post tripodationem deinde signo dato publici introierunt et libellos receperunt. |
(Origo: E. H. Warmington: Remains of Old Latin, vol. IV, Archaic Inscriptions, London/Cambridge, Massachusetts (W. Heinemann Ltd./Harvard Univ. Press) 1967 (1. print 1940), p. 250-252); (Ernout, Alfred (1947). Recueil de Textes Latins Archaiques (in French and Latin). Paris: Librairie C. Klincksieck. pp. 107-109.)
Præsterne var lukket inde, stod med tøjet bundet op med et bælte, og efter at de havde modtaget de hellige bøger, delte de sig og stampede rytmisk i gulvet, mens de fremførte trylleformularen med disse ord:
1 I originalteksten står ‚Berber’, hvis betydning er ganske usikker.
(Origo: (C.I.L., I2 2, 581, jv. Livius: Ab urbe condita XXXVIIII, 8-19)
Bacchanalie-affæren
Bacchanalia var hemmelige ritualer, holdt til ære for Bacchus, grækernes Dionysos, i hele Middelhavsområdet, og på et tidspunkt bredte kulten sig fra Syditalien via Etrurien til Rom. Oprindelig var det en ren kvindekult, hvor ritualet blev udført om natten fem gange månedligt; senere blev også mænd indviet. Antallet af indviede steg over alle grænser i året 186 f. Kr., således at de romerske myndigheder så sig nødsaget til at gribe ind.
Senatus consultum de Bacchanalibus er resultatet af myndighedernes indgriben i ager Teuranus, det Teuranske distrikt, i Bruttium på den italiske halvøs tåspids, og senatsbeslutningen gjaldt i hele Italien, idet alle kultsteder blev destruerede, og af de 7000 indviede i Rom blev de fleste straffet med døden.
2. Original tekst på kobbertavlen
(Origo: E. H. Warmington: Remains of Old Latin, vol. IV, Archaic Inscriptions, London/Cambridge, Massachusetts (W. Heinemann Ltd./Harvard Univ. Press) 1967 (1. print 1940), p. 254-259) (Ernout, Alfred (1947). Recueil de Textes Latins Archaiques (in French and Latin). Paris: Librairie C. Klincksieck. pp. 58–68.)
(Origo: https://pt.wikipedia.org/wiki/Senatus_consultum_de_Bacchanalibus )
Cato, 234 – 149 f. Kr., var en markant politiker i 2. årh. f. Kr. og forfatter til det ældste latinske prosaskrift inden for faglitteraturen, nemlig ’De agri cultura’, på dansk ’Om landbrug’, fra ca. 160 f. Kr., som giver et godt indblik i bøndernes livsvilkår på den tid.
1. | Luxum siquod est, hac cantione sanum fiet. | |
2. | Harundinem prende tibi viridem pede IIII aut quinque longam, | |
3. | mediam diffinde, | |
4. | et duo homines teneant ad coxendices. | |
5. | Incipe cantare: | |
6. | “motas uaeta daries dardares astataries dissunapiter,” | 6. trylleformular |
6a. | ”mota sueta, daries dardares, astataries, Dissiuvapiter”* | |
7. | usque dum coeant. | |
8. | Ferrum insuper iactato. | |
9. | Ubi coierint et altera alteram tetigerint, | |
10. | id manu prehende | |
11. | et dextera sinistra praecide, | |
12. | ad luxum aut ad fracturam alliga, | |
13. | sanum fiet. | |
14. | Et tamen cotidie cantato et luxato vel hoc modo: | |
15. | ”huat haut haut istasis tarsis ardanna bou dannaustra.” | |
15a. | ”haut, haut, haut! Ista si starsis (= sistas), ardannabon (= damnabo) dann’ austra (= damna austera)”.* | 15. trylleformular |
(Origo: Cato & Varro: De re rustica, in Loeb Clas. Libr., no. 283, London e.a., 1967 (rev. 1935)) (Ernout, Alfred (1947). Recueil de Textes Latins Archaiques (in French and Latin). Paris: Librairie C. Klincksieck. pp. 128-129.)
*6a, 15a: D. Flach: Marcus Porcius Cato: Über den Ackerbau, Wiesbaden 2005
1. Hvis der er en forstuvning, så vil den blive helbredt med denne trylleformular.
2. Tag et grønt (= friskt) siv, fire eller fem fod langt,
3. del det midt over,
4. og lad to mand holde det mod hhv. højre og venstre hofte.
5. Begynd så at fremsige formularen:
6. ”Motas…”,
6a. ”Sæt dem på sædvanlig vis i bevægelse, givende gunst og ydende bistand, Gudernes Fader Jupiter!”
7. indtil de når sammen.
8. Lad en kniv hænge over dem dér,
9. hvor de støder sammen og rører hinanden;
10. hold det i hånden,
11. og skær den højre og den venstre side af;
12. bind det nu sammen på forstuvningen eller benbruddet,
13. og det vil blive helbredt.
14. Men fremfør den alligevel dagligt, og gentag den gerne, hvis det drejer sig om en forstuvning, på denne måde:
15. ”Huat haut…
15a. ”Nej, nej, nej! Hvis du bringer denne (= helbredelsesproces) til standsning, vil jeg lide bitre smerter.”
1. | Votum pro bubus, uti valeant, sic facito. | |
2. | Marti Silvano in silva interdius in capita singula boum votum facito. | |
3. | Farris libra III et lardi pondo IIII semis et pulpae pondo IIII semis, vini sextario III, id in unum vas liceto coicere, |
3. 3 pund mel, 4½ pund bacon, 4½ pund fars, 3 sekstarii vin |
4. | et vinum item in unum vas liceto coicere. | |
5. | Eam rem divinam vel servus vel liber licebit faciat. | |
6. | Ubi res divina facta erit, statim ibidem consumito. | |
7. | Mulier ad eam rem divinam ne adsit neve videat quo modo fiat. | |
8. | Hoc votum in annos singulos, si voles, licebit vovere. |
(Origo: Cato & Varro: De re rustica, in Loeb Clas. Libr., no. 283, London e.a., 1967 (rev. 1935))
Marcus Terentius Varro levede fra 116 – 27 f. Kr. og var en lærd fagvidenskabelig forfatter med en stor produktion bag sig. I sit værk ’De lingua Latina’ fra 45/44 f. Kr. skriver han om ordenes etymologi i bøgerne 2 til 7.
6. … Templum tribus modis dicitur: ab natura, ab auspicando, a similitudine: ab natura in caelo, ab auspiciis in terra, a similitudine sub terra. …
7. Quaqua intuiti erant oculi, a tuendo primo templum dictum: quocirca caelum qua attuimur dictum templum. …
Eius templi partes quattuor dicuntur, sinistra ab oriente, dextra ab occasu, antica ad meridiem, postica ad septentrionem.
8. In terris dictum templum locus augurii aut auspicii causa quibusdam conceptis verbis finitus. Concipitur verbis non isdem usque quaque; in Arce sic:
Original tekst:
“Templa tescaque me ita sunto, quoad ego ea rite lingua nuncupavero.
Olla vera arbos quirquir est, quam me sentio dixisse, templum tescumque me esto in sinistrum.
Olla vera arbos quirquir est, quam me sentio dixisse, templum tescumque me esto in dextrum. Inter ea conregione conspicione cortumione, utique ea rite dixisse me sensi.”
Rekonstrueret tekst:
“ Templa tescaque mihi ita sunto, quoad ego ea rite lingua nuncupavero.
Illa vera arbos quisquis est, quam me sentio dixisse, templum tescumque me esto in sinistrum.
Illa vera arbos quisquis est, quam me sentio dixisse, templum tescumque me esto in dextrum.
Inter ea conregioni conspicioni cortumioni [temple tescaque mihi sunto], utique ea rite dixisse me sensi.”
9. In hoc templo faciundo arbores constitui fines apparet et intra eas regions qua oculi conspiciant, idest tueamur, a quo templum dictum, et contemplare, …
‘Contempla’ et ‘conspicare’ idem esse apparet, ideo dicere tum, cum templum facit, augurem conspicione, qua oculorum conspectum finiat. Quod cum dicunt conspicionem, addunt cortumionem, dicitur a cordis visu: cor enim cortumionis origo.
(Origo: Varro: De lingua Latina, vol. 1, Loeb Clas. Libr., no. 333, London e.a., 1967)
Etymologisk ordbog om ordet ‘templum’
Rum for varsling; rum; helligt område; *temp-, udvide, strække, *ten- fra tendo, gr. teíno: udstrække, se litauisk tempiu: strække, temptyva: buestreng, timpa: snor, oldnord. þamb: stor og med barn. Ikke i slægt med témenos: helligt område
(T.G. Tucker: A Concise Etymological Dictionary of Latin, Hildesheim 1973 (Halle/Saale 1931) s.v. ’templum’)
6. … ’Templum’ kan bruges på tre måder: om naturen, om varselstagning og metaforisk: om naturen på himlen, om varselstagningen på jorden og tilsvarende metaforisk under jorden. …
7. Hvorhen end øjnene først har skuet, er ’templum’ blevet forstået ud fra synet: derfor bliver den himmel, som vi betragter, kaldt ’tempel’. …
Dette tempels dele siges at være fire: i venstre side imod øst, i højre side imod vest, forsiden mod syd, bagsiden mod nord.
8. På jorden er templet blevet kaldt spåpræstens sted eller for varselstagningens skyld, defineret ved bestemte formler. Det bruges med forskellige ord på forskellige steder og til forskellige tider; fx på borgen (mons Capitolinus):
”Templer og vilde landskaber skal for mig være således, forsåvidt jeg har betegnet dem korrekt sprogligt:
Det dér udvalgte træ, hvad det end er for et, som jeg mener at have nævnt, lad det være <grænsepæl> mellem tempel og udyrket område til venstre for mig.
Det dér udvalgte træ, hvad det end er for et, som jeg mener at have nævnt, lad det være <grænsepæl> mellem tempel og udyrket område til højre for mig.
Mellem disse grænsepæle skal templer og udyrkede områder være <definerede> for mig med henblik på retning, iagttagelse og fortolkning, forsåvidt som jeg har ment, at jeg har sagt disse ting korrekt.”
9. Ved at afsætte dette ’tempel’ viser det sig, at træerne er definerede som grænsepæle og ligger inden for de områder, som øjnene betragter, dvs. som vi beskuer, hvorfra ’templum’ og ’contemplare’ har fået deres betydninger.
’contempla’ og ’conspicare’ viser sig at være synonyme udtryk, og derfor siger auguren dem, når han afsætter et tempel(område) med henblik på varselsiagttagelsen, hvormed han definerer øjnenes synsfelt. Hvad angår, at han tilføjer fortolkningen, når han siger varselsiagttagelse, så forstås det ud fra hjertets syn; hjertet er nemlig fortolkningens oprindelsessted.
En af oldtidens berømteste talere og retorikere, der har præget den latinske prosa i allerhøjeste grad, er Marcus Tullius Cicero, 106-43 f. Kr. Han har efterladt sig en række værker om retorik, filosofi, breve og ikke mindst religiøse forhold, nemlig ’De natura deorum’, på dansk ’Om gudernes væsen’, skrevet år 45 f. Kr., der er en samtale mellem filosoffer i de fiktive år 77-75 f. Kr. om oldtidens gudeforestillinger, ’De divinatione’, på dansk ’Om forudsigelse’, udgivet 44 f. Kr., samt ’De legibus’, på dansk ’Om lovene’, 45-44 f. Kr., hvori Cicero, hans ven Atticus og Ciceros yngre bror Quintus laver et udkast til en sakralret på basis af de 12 tavlers love.
[10] 1. At vero apud maiores tanta religionis vis fuit, ut quidam imperatores etiam se ipsos dis inmortalibus capite velato verbis certis pro re publica devoverent. 2. Multa ex Sibyllinis vaticinationibus, multa ex haruspicum responsis commemorare possum quibus ea confirmentur, quae dubia nemini debent esse. 3. Atqui et nostrorum augurum et Etruscorum haruspicum disciplinam P. Scipione C. Figulo consulibus res ipsa probavit. 4. Quos cum Ti. Gracchus consul iterum crearet, primus rogator, ut eos rettulit, ibidem est repente mortuus. 5. Gracchus cum comitia nihilo minus peregisset remque illam in religionem populo venisse sentiret, ad senatum rettulit. 6. Senatus quos ad soleret, referendum censuit. 7. Haruspices introducti responderunt non fuisse iustum comitiorum rogatorem.
[11] 1. Tum Gracchus, ut e patre audiebam, incensus ira: ”itane vero, ego non iustus, qui et consul rogavi et augur et auspicato? An vos Tusci ac barbari auspiciorum populi Romani ius tenetis et interpretes esse comitiorum potestis?” 2. Itaque tum illos exire iussit. 3. Post autem e provincia litteras ad collegium misit, se cum legeret libros recordatum esse vitio sibi tabernaculum captum fuisse hortos Scipionis, quod, cum pomerium postea intrasset habendi senatus causa, in redeundo cum idem pomerium transiret auspicari esset oblitus; itaque vitio creatos consules esse. 4. Augures rem ad senatum; senatus ut abdicarent consules; abdicaverunt.
5. Quae quaerimus exempla maiora: vir sapientissimus atque haud sciam an omnium praestantissimus peccatum suum, quod celari posset, confiteri maluit quam haerere in re publica religionem, consules summum imperium statim deponere quam id tenere punctum temporis contra religionem.
[12] 1. Magna augurum auctoritas; quid haruspicum ars nonne divina? 2. Haec [et] innumerabilia ex eodem genere qui videat nonne cogatur confiteri deos esse? 3. Quorum enim interpretes sunt, eos ipsos esse certe necesse est; deorum autem interpretes sunt; deos igitur esse fateamur. 4. At fortasse non omnia eveniunt, quae praedicta sunt. 5. Ne aegri quidem quia non omnes convalescunt, idcirco ars nulla medicina est. 6. Signa ostenduntur a dis rerum futurarum; in his si qui erraverunt, non deorum natura, sed hominum coniectura peccavit. 7. Itaque inter omnis omnium gentium summa constat; omnibus enim innatum est et in animo quasi insculptum esse deos.
(Origo: M. Tullius Cicero: Vom Wesen der Götter. Drei Bücher, lateinisch-deutsch, hrsg., übers. u. erl. v. Wolfgang Gerlach und Karl Bayer, München/Zürich, 3. Aufl. 1990 (Artemis Verlag), p. 154-158)
[10.] 1. Hos vore forfædre derimod var religionens indflydelse så stor, at nogle feltherrer endog viede sig selv til de udødelige guder med tilhyllet hoved og ved fremførelsen af faste formler ofrede sig selv for staten. 2. Jeg kunne nævne meget ud fra de sibyllinske spådomme og meget ud fra spåpræsternes svar, der kunne bekræfte de guddommelige tegn, som ingen bør tvivle på. 3. Men nu har en virkelig begivenhed under Publius Scipios og Caius Figulus’ konsulat bekræftet både vore augurers og de etruskiske indvoldstyderes kunst: 4. Da Tiberius Gracchus i sit andet konsulat1 lod disse to mænd vælge til konsuler, faldt den embedsmand, der indsamlede stemmerne først, pludselig død om, så snart han havde meddelt deres navne. 5. Da Gracchus ikke desto mindre gennemførte valget og så mærkede, at denne hændelse vakte religiøse betænkeligheder i det romerske folk, overdrog han sagen til senatet, 6. der vedtog, at der skulle sendes en rapport til det ansvarlige regeringskontor. 7. Spåpræsterne blev tilkaldt og svarede, at den embedsmand, der havde indsamlet stemmerne, ikke havde været indsat efter reglerne.
[11.] 1. Da udbrød Gracchus, har min far fortalt mig, rasende: ”Hvadbehager? Handlede jeg mod de religiøse forordninger, da jeg som henholdsvis konsul og augur og efter varselstagning ledte valghandlingen? Har I etruskere og fremmede måske kompetence til at bestemme over romerfolkets auspicier og tolke retmæssigheden af valghandlingerne?” 2. Og dermed befalede han dem at forlade lokalet. 3. Senere derimod skrev han i et brev fra sin provins til augurkollegiet, at han ved læsning af de hellige bøger var kommet i tanke om, at han ved en fejl mod auspicierne havde valgt Scipios parkanlæg som lokalitet for augurteltet; for da han senere var trådt ind på bygrænseområdet for at afholde senatsmøde, havde han glemt at tage auspicier, da han på tilbagevejen atter forlod bygrænseområdet. Derfor var konsulerne altså valgt ved en formel fejl. 4. Augurerne aflagde rapport til senatet, som forlangte, at konsulerne skulle nedlægge deres embede, og det gjorde de.
5. Hvorfor skulle vi søge efter mere overbevisende eksempler? Den mest forstandige og formentlig mest fremragende mand blandt alle romere ville hellere indrømme sin fejl, om end den kunne skjules, frem for at staten skulle hæfte for en religionsforseelse; og han lod straks konsulerne nedlægge det højeste embede frem for at beholde det blot et øjeblik mod den religiøse orden.
[12.] 1. Augurernes anseelse er altså stor; og er der ikke også en guddommelig kraft i indvoldstydernes kunst? 2. Mon ikke den, der indser disse og talløse andre ting af samme slags, tvinges til at indrømme, at der eksisterer guder? 3. For de, der har deres fortolkere, må nødvendigvis selv være til. Men nu er der mænd, som udlægger gudernes vilje; altså må vi indrømme, at der findes guder. 4. Men måske sker ikke alt, som er forudsagt. 5. Fordi ikke alle syge bliver raske, følger deraf ikke, at der ingen lægekunst er til. 6. Guderne viser os gennem tegn, hvad der skal ske; hvis nogen har taget fejl af disse tegn, skyldes det ikke gudernes væsen, men menneskenes forkerte udlægning af dem. 7. Derfor er det konklusionen blandt alle mennesker i hele verden; alle har nemlig en af naturen medfødt og i deres sjæl så at sige indmejslet forestilling om gudernes eksistens.
1 (= år 163 f. Kr.)
19. MARCUS: ”Guderne skal man henvende sig til i renhed og vise fromhed samt aflægge al rigdom. Den, som handler anderledes, ham vil en gud selv hævne sig på.
Ingen må have særskilte guder, hverken nye eller indførte fremmede, medmindre de er anerkendte af staten. Privat skal man dyrke de guder, hvis kult man med rette har overtaget fra forfædrene.
I byerne skal de have helligdomme. I landområderne skal de have hellige lunde og bosteder for larerne1. Slægtens og fædrenes hellige riter skal bevares.
Som guder skal såvel de dyrkes, som altid er blevet regnet for himmelens beboere, såvel som dem, der i kraft af deres fortjenester er blevet gjort guddommelige såsom: Hercules, Liber2, Aesculapius, Castor, Pollux, Quirinus, men også de kvaliteter, i kraft af hvilke menneskert bliver ophøjet til guder såsom: Forstand, Tapperhed, Fromhed og Loyalitet. For disse positive egenskaber skal der være templer, men ikke for de dårlige.
På helligdage må der ikke finde retssager sted, og helligdagene skal fejres sammen med slaverne, når arbejdet er fuldført, og for at det kan ske, skal helligdagene være således fastlagte, at de kommer regelmæssigt tilbage hvert år. De foreskrevne afgrøder og frugter skal præsterne bringe som ofre på statens vegne;”
1 (Larerne er her de guddomme, der dyrkes ved korsveje og på offentlige steder)
2 (Liber er det romerske navn for Bacchus)
20] 1. “hoc certis sacrificiis ac diebus, itemque alios ad dies ubertatem lactis feturaeque servanto, idque nec omitti possit, ad eam rem et rationem cursus annuos sacerdotes finiunto, quaeque quoique divo decorae grataeque sint hostiae, providento.
2. Divisque aliis alii sacerdotes, omnibus pontifices, singulis flamines sunto. Virginesque Vestales in urbe custodiunto ignem foci publici sempiternum.
3. Quoque haec et priuatim et publice modo rituque fiant, discunto ignari a publicis sacerdotibus. Eorum autem genera sunto tria: unum quod praesit caerimoniis et sacris, alterum quod interpretetur fatidicorum et vatium effata incognita, quorum senatus populusque asciverit. Interpretes autem Iovis optumi maxumi, publici augures, signis et auspiciis postera vidento,
[21] 1. disciplinam tenento sacerdotesque vineta virgetaque et salutem populi auguranto, quique agent rem duelli quique popularem, auspicium praemonento ollique obtemperanto. 2. Divorumque iras providento sisque apparento, caelique fulgura regionibus ratis temperanto, urbemque et agros et templa liberata et effata habento. 3. Quaeque augur iniusta nefasta vitiosa dira defixerit, inrita infectaque sunto; quique non paruerit, capital esto.
IX. Foederum pacis, belli, indutiarum ratorum fetiales iudices nuntii sunto, bella disceptanto.