I 2012 kastede jeg mig ud i et projekt, jeg ikke på forhånd havde forestillet mig omfanget af.
Jeg ville fortælle historien om skisportens udvikling i Danmark. Foran mig ventede Skiforbundets 75 års jubilæum i 2013, og det var den perfekte anledning til at bringe fortiden frem i lyset, tænkte jeg.
Da jeg begyndte at grave i historien, måtte jeg erkende, at det ikke var muligt for mig at gøre bogen færdig inden jubilæet. Opgaven viste sig at være så omfattende, at jeg brugte fire år på at løse den.
Inden jeg startede, traf jeg en beslutning, som har været styrende for mig i hele forløbet: Historien skulle fortælles af hovedpersonerne. Derfor tog jeg på tur rundt i landet for at interviewe nuværende og tidligere skiløbere og skiledere. De mange interviews er blevet til portrætter af personer, som har spillet vigtige roller i dansk skisport.
Forskellige grader af hukommelsessvigt og efterrationalisering forekommer uden tvivl i flere af portrætterne. Alligevel er det mit indtryk, at de personlige historier samlet set giver et dækkende billede af, hvad der er sket i den danske skiverden, siden Skiforbundet blev dannet den 23. november 1938.
Det var i første omgang de seksten personer, der har siddet i Skiforbundets formandsstol, jeg koncentrerede mig om. De afdøde formænd er beskrevet ved hjælp af skriftlige kilder – i enkelte tilfælde suppleret med input fra folk, der har kendt dem. De nulevende formænd har jeg interviewet.
Der er også blevet plads til andre skiledere, som har sat afgørende aftryk på Skiforbundets udvikling. I den forbindelse kan mine valg anfægtes, fordi jeg har været nødsaget til at fravælge mange mennesker, som har ydet en vigtig indsats i skisportens tjeneste.
Bogen indeholder også portrætter af konkurrenceløbere og trænere, som har sat nye standarder i dansk skisport eller på anden måde har markeret sig stærkt i den danske skihistorie.
Ud over de personlige fortællinger har jeg skrevet et par kapitler med et andet udgangspunkt. Kapitel 1 er et resumé af Skiforbundets historie. Det har til formål at give læseren et overblik, som kan hjælpe med at placere de mange portrætter i den rette kontekst.
Kapitel 10 omhandler forskellige temaer, som er en vigtig del af den samlede fortælling om skisportens udvikling. ”Relationen til Grønland” og ”Samarbejdet med Team Danmark” er to eksempler på kapitlets temaer, som jeg ikke har været i stand til at beskrive gennem portrætter.
Hvor gemmer jeg mig selv i historien, og med hvilke forudsætninger har jeg skrevet bogen, vil nogen måske spørge. Min skihistorie ser i korte træk ud på denne måde.
I februar 1964 fik jeg min debut på ski. Jeg var tre år gammel på det tidspunkt, og anledningen var en familieferie til Danebu i Norge. Mine forældre valgte at gøre skiferien til en familietradition, og helt frem til 1977 var vi på Danebu en uge hver vinter. I hele min drengetid løb jeg desuden på ski hver eneste gang, der lå sne hjemme i den lokale skov.
Som 17-årig meldte jeg mig ind i Københavns Skiklub, og kort efter vandt jeg DM i slalom for juniorer. I de følgende år var jeg med på alpinlandsholdet og kørte en sæson i World Cup sammen med Mads Bødker, hvor vi afsluttede vores rundtur i Alperne med at deltage i VM i Schladming i 1982. Sideløbende uddannede jeg mig til dansk skilærer og alpin træner i norsk og østrigsk regi.
Henrik Fritzen.
Senere i 1982 blev jeg medlem af Skiforbundets alpinudvalg, og i de følgende år var jeg sammen med Henrik Nitschke træner for mange af de bedste danske børn, juniorer og seniorer. En enkelt vinter arbejdede jeg som rejseleder i Livigno.
I 1990 sagde jeg ja til en ansættelse i Dansk Skiforbund som support for bestyrelse, eliteudvalg og medlemsbladet SKI’s redaktion. I 2004 vendte jeg tilbage til et job i skoleverdenen, men jeg slap ikke kontakten til Skiforbundet, som jeg frem til vinteren 2012 udførte forskellige kommunikationsopgaver for.
Mit engagement i Skiforbundet har både været en styrke og svaghed i arbejdet med bogen. Kendskabet til mange af bogens personer har umiddelbart været et godt udgangspunkt for de enkelte interviews, men det kan samtidig have skabt grobund for indforståethed. Relationen har måske lukket mine øjne for vinkler, som en anden interviewer havde fået frem.
Her kommer Steen Frandsen ind i billedet. Han meldte sig på banen, da jeg havde skrevet hans portræt. Steen ville gerne hjælpe, og han blev derfor min sparringspartner, kritiker og en vigtig stemme i den redaktionelle del af processen. Steen er medforfatter af bogens første kapitel, og han har skrevet portrætterne af Gerhard og Henning Olsen. Steens indsats har været af afgørende betydning for bogens tilblivelse. Jeg er ham stor tak skyldig.
Det var lidt om baggrunden og forudsætningerne for bogen om den organiserede skisport i Danmark fra 1938 og frem til i dag. Hvis nogen under gennemlæsningen undrer sig over den redaktionelle linje, kan man måske få svar på sine spørgsmål ved at slå op på side →. Læsere, der finder fejl eller mangler, er velkomne til at give respons. Det vil højne kvaliteten af 100-års bogen i 2038.
God læsning.
Henrik Fritzen
henrik@fritzen.dk
www.facebook.com/skisportenshistorie
Interessen for skisport eksploderede i 1980’erne. Billedet er taget af Jørn Kjems på Oudal-bakken ved Silkeborg.
Bogens første kapitel er en oversigt, hvor vigtige begivenheder i Skiforbundets liv i kronologisk rækkefølge er trukket frem. Formålet med kapitlet er at skabe en ramme, der kan gøre det nemt at sætte bogens mange portrætter ind i den rette sammenhæng.
Allerede i 1880’erne eksisterede der organiseret skisport i Danmark. Der var tale om små foreninger, som havde en kort levetid. I slutningen af 1920’erne kom der for alvor gang i skisporten. Dansk Skiløberforening så dagens lys i 1929. Den hørte til i Københavnsområdet men udviklede sig til en stor forening med underafdelinger i provinsen. I løbet af 1930’erne nåede Dansk Skiløberforening op på et par tusinde medlemmer. Århus Skiklub, som blev stiftet i 1932, var en af de klubber, der valgte at holde sig ude af Skiløberforeningen, hvilket fik betydning ved Skiforbundets dannelse seks år senere.
Dansk Skiforbund kom til verden på initiativ af en udbrydergruppe fra Skiløberforeningen af 1929. Udbryderne ønskede større fokus på instruktion og på skikonkurrencer. I modsætning til ledelsen i Skiløberforeningen ønskede udbryderne at få skisporten optaget i Dansk Idræts-Forbund (DIF).
Baggrunden for konflikten havde formentlig rod i datidens meget følelsesladede offentlige debat, som gjaldt mål og vilkår for sport. Fra gammel tid havde sporten især en opdragende og æstetisk funktion, men efterhånden vandt den moderne engelske sport frem. Her handlede det om at vinde, og stræben mod rekorder blev den indre logik i sporten jævnfør Coubertins mål for de olympiske lege: Citius, Altius, Fortius – hurtigere, højere, stærkere. I Danmark kom modsætningerne til syne i kampen med De Danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger på den ene side og DIF på den anden.
Særligt i højskolekredse var der modstand mod konkurrencer inden for sport, som blev opfattet som ukultiveret og umoralsk. Den havde ikke som gymnastikken et mål uden for sig selv. Konkurrencesport blev dyrket for sportens egen skyld, hvilket uden tvivl var en af grundene til, at den fik stor gennemslagskraft i det moderne samfund.
For at løse konflikten i Skiløberforeningen blev der indkaldt til ekstraordinær generalforsamling den 23. november 1938 i Odd Fellow Palæet i København. Den omtalte udbrydergruppe, som ønskede at fremme det sportslige skiløb og medlemskab af DIF, mødte modstand og kom i mindretal ved en afstemning. Det havde gruppens ledere forudset, så 86 af generalforsamlingens deltagere forlod Odd Fellow Palæet og gik over på den anden side af gaden, hvor de på forhånd havde bestilt lokale på Hotel Phønix. Her stiftede de Københavns Skiklub (KS).
I 1930’erne blev turskiløb en populær friluftsaktivitet.
Formanden for Århus Skiklub Christian Schmidt deltog også i Skiløberforeningens møde. Han fulgte med gruppen over til Hotel Phønix. Den nystiftede KS og den seks år gamle Århus Skiklub dannede samme aften Dansk Skiforbund. Civilingeniør Niels Jagd blev valgt til formand både for Københavns Skiklub og Dansk Skiforbund. Han var i forvejen formand for Dansk Svømme- og Livredningsforbund og sad i bestyrelsen i DIF. Med valget af Niels Jagd havde Dansk Skiforbund fået en formand med et godt kendskab til organisationsforholdene i dansk idræt.
Det var ikke kun konkurrenceskiløb, der blev sat på programmet. Det nystiftede Skiforbund gjorde udtrykkeligt opmærksom på, at det var Forbundets pligt at skabe så gode betingelser som muligt for alle skiløbere, uanset om man havde sin interesse i motions- eller konkurrenceskiløb.
Diskussionen på Skiløberforeningens ekstraordinære generalforsamling i 1938 har i øvrigt gentaget sig på mange niveauer i Dansk Skiforbund lige siden.
Det første store mål for det nye Forbund var optagelse i DIF. Bestyrelsen med Niels Jagd i spidsen vidste, at et medlemskab af den højeste internationale instans inden for skisport var en forudsætning for medlemskab af DIF.
Bestyrelsen satsede derfor målrettet på hurtigst muligt at opnå medlemskab af Det Internationale Skiforbund (FIS). Ved at arrangere mesterskaber på Fefor i Norge i alpint og langrend i starten af 1939 ønskede man at vise, at Dansk Skiforbund havde det nødvendige niveau for optagelse.
Den anerkendte norske skiløber Marius Eriksen var leder af konkurrencerne. Efter mesterskabsugen skrev han en anbefaling af den danske organisation og de danske løberes kvaliteter. Med Eriksens ord som bilag gik forhandlingerne med FIS i gang, og allerede i marts 1939 modtog Dansk Skiforbund et brev, hvori FIS’ formand major Østgaard fra Norge meddelte, at FIS’ bestyrelse havde besluttet at optage Dansk Skiforbund. Da alt internationalt arbejde umiddelbart efter gik i stå på grund af krigen, måtte danskerne vente flere år på den formelle optagelse. Den blev effektueret under FIS-kongressen i Pau i Frankrig den 27. august 1946, hvor Bent Stig Møller deltog som repræsentant for Dansk Skiforbund.
Med major Østgaards brev i hånden søgte Dansk Skiforbund i 1939 optagelse i DIF. Tidspunktet var dog ikke specielt gunstigt. Nye Forbund kunne koste de eksisterende specialforbund penge, fordi statstilskuddet derved skulle deles af flere. DIF’s forretningsudvalg indstillede derfor til sin bestyrelse, at man skulle afslå ansøgningen fra Dansk Skiforbund. På DIF’s bestyrelsesmøde den 1. maj 1939 tog Niels Jagd imidlertid ordet og talte forretningsudvalget lodret imod. Han argumenterede for, at Dansk Skiforbund skulle optages og tilbød, at Skiforbundet undlod at bede om statstilskud i de første fem år. Jagd sluttede et langt, sagligt og overbevisende indlæg med at fortælle om skisportens udbredelse herhjemme. Han fortalte, at godt 40.000 glade skiløbere hver søndag, når der lå sne, tog op til de nordsjællandske skove for at løbe på ski. Niels Jagd lod forstå, at Skiforbundet med sin ansøgning om optagelse ønskede at kunne afholde danske mesterskaber. Som afslutning på sit indlæg konkluderede Niels Jagd:
”Under henvisning til denne redegørelse ser jeg ikke, at det ærede forbund med billighed af saglige grunde kan afvise at optage os som medlem. Hermed skal jeg anbefale Dansk Skiforbund til optagelse i Dansk Idræts-Forbund”.
DIF’s bestyrelse fulgte Jagds indstilling og sagde ja til at optage Skiforbundet i DIF. Med optagelsen i FIS og DIF var de to store mål nået: Dansk Skiforbund var mindre end et halvt år efter dannelsen blevet medlem af både den øverste internationale skiorganisation og den øverste danske idrætsorganisation.
De første officielle danske mesterskaber fandt sted i Norge på Tyin i februar 1940. Danske mestre blev Erwin Rantil og Karen Lundgren i langrend samt Hans Keiser-Nielsen og Monica Grennes i alpint.
Ved udgangen af 1940 blot to år efter Dansk Skiforbunds fødsel var der mere end 2.000 medlemmer fordelt på 20 klubber. Københavns Skiklub var med sine 750 medlemmer den største. Som følge af den eksplosive vækst blev en kredsinddeling indført i 1940.
Fruebjerg i Grib Skov tiltrak mange skiløbere under krigen.
Anden verdenskrig havde stor betydning for Dansk Skiforbunds udvikling. Krigen gjorde det umuligt at rejse til udlandet for at løbe på ski. Til gengæld var dansk skisport i de første krigsår begunstiget af kolde snevintre. Lederne i Dansk Skiforbund leverede en bemærkelsesværdig indsats på følgende områder:
I 1942 blev den nye orienteringssport integreret i Dansk Skiforbund efter forhandlinger med DIF, og Forbundets navn blev derfor ændret til Dansk Ski- & Orienteringsforbund (DSOF). Efter lange forhandlinger kom Skiløberforeningen af 1929 med i DSOF i 1945.
Hopsporten var stor i 1940’erne. Især stævnerne i Geels Skov på Holtekollen, som Københavns Skiklub fik opført under krigen, samlede mange tilskuere. Da krigen sluttede, blev der på Holtekollen, som FIS havde godkendt til internationale hoprend, afholdt hopstævner med deltagelse af topskihoppere fra Norge, Sverige og andre store skinationer. ”Holtekol Rendet” kom med på den internationale kalender. Enkelte danske skihoppere fik lov til at deltage på Holmenkollen, den store hopbakke i Oslo.
I slutningen af 1940’erne tog englænderen Sir Arnold Lunn initiativ til de alpine lowlandermesterskaber, som første gang blev afholdt i Mürren i Svejts i 1948. Deltagerlandene var Storbritannien, Holland, Belgien og Danmark. Senere kom Luxembourg med. Mesterskaberne blev gennemført i Alperne og havde helt frem til 1990’erne en vigtig plads i de bedste danske alpine skiløberes kalender.
Aktivitetsniveauet i DSOF var højt på alle niveauer. Medlemstallet og antallet af nye klubber steg. I 1946/47 rummede DSOF ca. 150 klubber med knap 12.000 medlemmer i alt.
Den eksplosive udvikling havde formentlig flere forklaringer. Den drivkraft og dygtighed, som Skiforbundets fædre mobiliserede, havde stor betydning. En anden årsag var de ydre omstændigheder, som herskede dengang. Da tyskerne satte vores demokrati ud af kraft, fik det danskerne til at slutte sig sammen. Den civile politiske kamp startede som en åndelig bevægelse, der blandt andet kom til udtryk i en styrkelse af foreningslivet, herunder idrætsforeninger. Det var således ikke kun lokale initiativer, men også ”den store historie”, som kickstartede Forbundet.
De strenge vintre i begyndelsen af 1940’erne med flere måneders hård frost og sne havde også betydning. I vinteren 1940/41 var der 77 skidage i Københavnsområdet. En notits i forbundsbladet Skisport fra december 1941 med overskriften ”Følgerne af en Snestorm” lyder således: ”I oktober måned var der snestorm over Vendsyssel, og den var sikkert medvirkende til, at der i denne landsdel opstod ikke mindre end 7 nye skiklubber; i Brønderslev, Hjørring, Sindal, Skagen, Sæby, Thorshøj og Tolne”.
I 1940’erne havde orienteringssporten vokset sig stor, og orienteringsløberne ønskede deres eget forbund. I en artikel i forbundsbladet Ski & Kompas i 1950 under overskriften ”Fornuftsægteskab eller lykkelig skilsmisse” præsenterede daværende formand for DSOF Jens Therp spørgsmålet for klubberne. I december 1950 valgte man på repræsentantskabsmødet den lykkelige skilsmisse. Orienteringssporten dannede sit eget forbund, og skisporten fandt det gamle navn frem – Dansk Skiforbund.
Stævne på Holtekollen i Geels Skov.
Når sneen lagde sig over Danmark, blev der med kort varsel gennemført konkurrencer – især i hop og langrend. På Holtekollen holdt KS store internationale stævner med sne hentet på togvogne i Kongsberg i Norge. I forlængelse af vinter-OL i 1952 i Oslo afviklede KS et internationalt stævne på Holtekollen med en række olympiske deltagere på startlisten. Skihoppere fra Norge, Sverige, USA og Japan var med. Med Gunnar NU Hansen som speaker blev der vist uddrag fra stævnet i TV.
Forbundets bestyrelse havde i 1950’erne fokus på de bedste danske skiløbere. I 1954 blev danske skiløbere en del af VM-feltet. Lars Chemnitz og Viggo Mortensen deltog i langrend i Falun, mens Henning Olsen fra Odense Skiklub deltog i alpint i Åre.
De alpine lowlandermesterskaber var en hovedaktivitet i 1950’erne. På dansk initiativ blev lowlandermesterskaber i langrend startet i 1958, hvor Danebu i Norge lagde sne til begivenheden.
Danebu, der var en norsk folkegave til den danske ungdom, blev i 1950 klar til at tage imod danske skiløbere (side →). Danebu blev et værdifuldt samlingssted både sportsligt og socialt. I mange år var stedet det vigtigste træningssted for danske langrendsløbere, og mange danmarksmesterskaber blev afholdt her.
Under krigen besluttede DIF, at officielle danske mesterskaber fremover ikke måtte afholdes i udlandet. Reglen skabte stor irritation i Skiforbundets bestyrelse i 1950’erne, og den blev betragtet som chikane fra DIF’s side. DIF’s direktør Axel Lundqvist havde tidligere været formand for DSOF, og han hjalp Skiforbundet ved at gradbøje reglerne. I 1957 fik han gennemtrumfet, at officielle danske mesterskaber kunne afholdes på Danebu, fordi Danebu var dansk ejendom og dermed kunne betragtes som en del af Danmark.
Medlemstallet var lavt i 1950’erne. I 1954 nåede det helt ned på 1.502 fordelt på 20 klubber. Det var der sikkert flere grunde til. Der er ingen tvivl om, at orienteringssportens farvel i 1950 var en åreladning, men det var næppe den eneste forklaring.
Strukturerne i samfundet havde ændret sig efter krigens afslutning, og befolkningen havde fået andet at tænke på end foreningsliv og skisport.
Dansk skisport blev olympisk i 1960’erne. Svend W. Carlsen deltog i OL i 1964 i Innsbruck. Sammen med sin daværende hustru Kirsten Carlsen og grønlænderen Apollo Lynge deltog Svend også i legene i Grenoble fire år senere.
Ellers var der ikke mange nye store aktivitetsmæssige tiltag i 1960’erne. I 1965 blev trækonstruktionen på Holtekollen pillet ned på grund af råd. Man fristes til at sige, at det var et signal til den organiserede del af dansk skisport om at tage fat på at redefinere sig selv. Selvom vinterturismen så småt var begyndt at få tag i danskerne, var interessen for Skiforbundet bedømt på antal medlemmer stadig lav (2.239 i 1960 og 3.172 i 1970).
I FIS fik Danmark større indflydelse i 1960’erne. Peder Skole Overgaard blev formand for det lille nye udvalg ”Lowlander & Citizen Races”. Peter Brückner var med i udvalget, der udformede FIS’ alpine færdselsregler, som fortsat er gældende på skisportssteder overalt i verden.
Svend W. Carlsen blev i 1964 den første danske olympiske skiløber. Foto: Polfoto.
I 1969 startede Københavns Skiklub Eremitageløbet sammen med KIF og dagbladet BT.
1970’erne blev et brydningens årti i dansk skisport. I 1974 gennemførtes et dansk alpint instruktørkursus på Stryn i Norge med norske kapaciteter som undervisere og censorer. Kurset blev gentaget de følgende år, inden det i 1978 rykkede til Hintertux i Østrig. Den danske alpine skiinstruktøruddannelse blev videreudviklet og voksede sig stor i de følgende årtier.
De bedste danske konkurrenceløbere i alpint og langrend stræbte efter deltagelse i VM og World Cup. Grønland blev stærkt repræsenteret i den danske skielite.
TRIM-bølgen i Danmark satte også sine spor i Dansk Skiforbund. Et kampagnearbejde gik forud for et ambitiøst folkeligt tiltag på skandinavisk niveau: Nordisk Skilandskamp (side →).
Enkelte skiklubber anskaffede sig mobil skilift. Andre købte snescootere til at trække langrendsspor.
I slutningen af 1970’erne steg medlemstallet i Dansk Skiforbund (3.172 i 1970, 3.656 i 1975 og 6.385 i 1980).
1980’erne var præget af vækst i skiturismen. Skiferie var ikke længere kun for samfundets økonomisk bedst stillede. Mange skiturister meldte sig ind i en skiklub for at få dansk skiinstruktion, og medlemstallet steg fra 6.385 i 1980 til 20.859 i 1989.
Initiativrige danske skiinstruktører greb muligheden og udnyttede markedet for skiturisme til at etablere specialiserede rejsebureauer med dansk skiinstruktion. Det var formentligt en medvirkende årsag til, at væksten i Skiforbundets medlemstal blev forvandlet til et pludseligt fald til 16.754 medlemmer i 1990. De specialiserede skirejsebureauer blev et reelt alternativ til skiklubberne.
Roskilde Skiklub åbnede i 1987 Hedeland, som var Danmarks første alpine skianlæg med fast lift og snekanoner.
Team Danmark blev dannet og medvirkede i forhold til skisporten med økonomisk støtte til trænerbistand og forskning. Elitens træning i langrend og alpint blev sat i system.
I 1985 gennemførte Skiforbundet en omfattende strukturændring. Kredsenes geografi blev ændret, og hele organisationen blev decentraliseret. Baggrunden var den forventede medlemsvækst, som imidlertid sluttede brat i 1990.
Skiforbundets repræsentantskab vedtog i 1986 at starte et postomdelt blad til alle medlemmer af en skiklub. Bladet fik navnet SKI.
En ny strukturændring blev gennemført i 1993, fordi det forventede medlemsboom blev erstattet af en medlemstilbagegang.
Elitens niveau i alpint og langrend blev højnet i kraft af et tæt samarbejde med Team Danmark. Et træningscenter i Lillehammer blev etableret; alpint på Hafjell og langrend på Nordseter. Der var dansk deltagelse i de olympiske vinterlege i 1992, 1994 og 1998.
Pukkelski og snowboard kom på dagsordenen i 1990’-erne. Anja Bolbjerg løb sig ind i verdenseliten i pukkelski, og hun vandt en World Cup-afdeling i 1997. Det samme gjorde Mike Kildevæld i snowboard.
En lille gruppe danske telemarkløbere deltog i VM i 1994 og 1995. Herefter begyndte telemarksporten både på græsrodsniveau og på konkurrenceplan at blomstre i Danmark.
Rulleskisporten ændrede karakter fra udelukkende at fungere som træning til langrend til at være en selvstændig disciplin, hvor Danmark etablerede sig i verdenseliten. Specielt i juniorklasserne hentede Danmark mange internationale medaljer. I 1993 fandt en Europa Cup-afdeling i rulleski sted på Farum kaserne.
DIF etablerede breddeordninger, som Skiforbundet fik gavn af til ansættelse af breddekonsulenter.
Skiforbundets aktivitetsniveau var højt i kraft af støtte fra Team Danmark og DIF, men støtten styrede samtidig Forbundets økonomi som følge af 1:1 ordninger (dvs, at Skiforbundet selv skulle skaffe lige så mange penge til en aktivitet, som det fik i tilskud).
Kort før udgangen af 1990’erne indgik Dansk Skiforbund en aftale med DIF om at adoptere det nye olympiske bobslædeprojekt.
Den såkaldte Frankrigssag (side →), som handlede om skiinstruktørernes ret til at undervise på franske destinationer, fyldte meget i Skiforbundets kursus og instruktionsudvalg og hos de danske skirejsebureauer, som solgte skirejser med dansk skiinstruktion.
Skiforbundet satte fokus på skisikkerhed og gennemførte store kampagner sammen med bl.a. Amtsrådsforeningen (side →).
Medlemstallet dalede fra 16.754 i 1990 til 12.505 i 1999.
OL-kravene og Team Danmarks krav til eliten skærpedes i starten af 2000’erne. De bedste danske skiløbere løftede deres niveau, mens afstanden til de næstbedste øgedes. Anja Bolbjerg var ene om at repræsentere dansk skisport ved vinter-OL 2002. Ingen danske skiløbere kvalificerede sig til vinter-OL 2006. Herefter ændrede DIF de danske olympiske udtagelseskrav radikalt. Kravene blev lempet, hvilket skabte fornyet optimisme blandt skisportens eliteløbere med henblik på OL-deltagelse i 2010. Skiforbundets bestyrelse ændrede samtidig sin politik i forhold til dansk deltagelse i VM. Danmark stillede med store VM-hold i alpin og langrend i sidste halvdel af 2000’erne.
I 2000 afviklede Odense Skiklub et World Cup stævne i rulleski. Stævnet blev sportsligt og organisatorisk en stor succes (side →).
Flere års strid mellem Dansk Skiforbunds bestyrelse og de danske skiinstruktører førte til dannelse af Den Danske Skiskole (side →).
I kraft af rollen som medarrangør af store skievents på Rådhuspladsen med over 100.000 besøgende gjorde Skiforbundet en kraftig indsats for at placere sig centralt i det kommercielle vintersportsmarked.
En storstilet kampagne i samarbejde med DIF for at øge medlemstallet i Skiforbundet havde kun minimal effekt. Forbundets store klubber appellerede i stedet til bestyrelsen om at fokusere mere på konkurrencesporten og mindre på hvervekampagner. Bestyrelsen efterlevede klubbernes appel.
Sophie Fjellvang-Sølling træner storslalom i Norge. Foto: DJ.
Medlemsbladet SKI blev erstattet af et nyt medlemsblad udarbejdet i samarbejde med et professionelt mediebureau.
I telemark opnåede tre danskere at blive verdensmester i juniorklassen, og i telemark World Cup var der flere podieplaceringer til Danmark. I den nye freestyledisciplin skicross opnåede Sophie Fjellvang-Sølling en top 4-placering i et World Cup-stævne. I snowboardcross blev Julie Lundholdt nr. 6 ved VM 2009.
Forbundet sagde ja til at optage freeride som ny mesterskabsdisciplin. Freeride-DM markerede sig stærkt med et mesterskab, hvor stor medieopmærksomhed, hyggelig atmosfære og godt skiløb gik hånd i hånd.
Dansk Skiforbund blev på opfordring af Danmarks Idræts-Forbund omdøbt til Danmarks Skiforbund.
Prinsesse Marie blev protektor for Danmarks Skiforbund i 2009.
Medlemstallet holdt sig stabilt omkring 12.000 hele vejen igennem 2000’erne.
Gode snevintre kendetegnede de første år i 2010’-erne. Især langrendssporten havde gavn af sneen, og flere steder i landet indgik skiklubber aftaler med statsskovene om at trække langrendsspor. De fleste små danske alpinanlæg fik en opblomstring.
I København blev der opført en ski- og snowboardrampe – kaldet en jib. Første placering var på Genforeningspladsen. Jib’en genopførtes året efter på Frederiksberg. En ny undergrundskultur satte dermed sig selv på dagsordenen.
Endnu en satsning på medlemsvækst blev sat i gang i samarbejde med Danmarks Idræts-Forbund. Formand Henrik Neelmeyer udtaler på side →: ”vores vigtigste opgave som Forbund er at få flere danskere til at konvertere fra ferieskiløb til skisport. I dag er vores talentmasse for lille. Vi skal have gjort tragten større, hvis vores niveau skal løftes”.
Ved OL i Vancouver 2010 deltog seks atleter fra Danmarks Skiforbund. Fire af dem sluttede deres karriere kort efter.
Team Danmark meldte ud, at eliten i Danmarks Skiforbund ikke har tilstrækkelig niveau til at modtage støtte.
Skisporten gik nye veje i det nye årtusinde. Foto: Jesper Grønnemark.
Seksten forskellige personer har siddet i Skiforbundets formandsstol. Peder Skole Overgaards formandsperiode overtrumfer alle andre i omfang. 21 år sad han på posten. Enkelte af de øvrige har kun fungeret som formand i ganske kort tid, men fælles for dem alle er, at de på hver deres måde har bidraget til udviklingen af dansk skisport.
Forbundets fem første formænd er udelukkende beskrevet på baggrund af skriftlige kilder. Deres historier er med vilje gjort korte, så det kun er de vigtigste hændelser i deres formandstid, der er trukket frem. Medlemsblade understøttet af mødereferater, som er fundet i Skiforbundets arkiv, har dannet grundlaget for portrætterne.
Yderligere tre af Skiforbundets tidligere formænd – Peder Skole Overgaard, Gerhard Olsen og Ervin Henriksen – er døde. Ud over skriftlige kilder har familiemedlemmer m.fl. bidraget med den baggrundsinformation, som portrætterne bygger på.
De øvrige otte formandsportrætter er skrevet på baggrund af interviews eller samtaler, jeg har gennemført med dem.
Tre af formændene, Klaus Gerløv, Torben Klausen og Henrik Nørgaard, sad i bestyrelsen sammen i syv år. Alle tre fortæller om deres vej til formandsposten, og derfor er flere begivenheder beskrevet af dem alle tre. Jeg har valgt at give plads til det, fordi synsvinklerne ikke er ens.
Hermed er der lagt op til de seksten formandshistorier.
Formanden for den nystiftede Københavns Skiklub civilingeniør Niels Jagd blev valgt til Dansk Skiforbunds første formand. I forvejen var han formand for Dansk Svømme & Livredningsforbund og bestyrelsesmedlem i Dansk Idræts-Forbund (DIF).
Niels Jagd var en klog og erfaren idrætsleder, som kendte spillereglerne i idrættens verden. Som det fremgår af den historiske oversigt i kapitel 1, lykkedes det på mindre end et halvt år for Skiforbundets ledere med Jagd i spidsen at blive medlem af både Det Internationale Skiforbund (FIS) og DIF. Det var et resultat og en udvikling, ingen havde drømt om.
Allerede i december 1938 udsendte Dansk Skiforbund den første udgave af medlemsbladet Skisport, hvori Jagd skrev følgende programerklæring:
”Det Formaal, vi har stillet os, er at faa Skisporten anerkendt som en ren Idræt paa Linie med al anden anerkendt Idræt. Det er ikke Meningen, at dette skal ske paa Bekostning hverken af Skoleungdommen eller af Turisternes Skiløb. Tværtimod er vi stærkt interesseret i begge disse Former for Skisport, thi fra Skoleungdommen haaber vi at kunne rekruttere mange gode Idrætsudøvere, og naar disse saa engang, det ske sent, mærker, at de ikke længere kan konkurrere, saa ser de hen til Turisternes store Skare, hvor de henter mange glade og styrkende Timers frisk Skisport. For Ungdommen og for Turisterne vil vi søge alle Lettelser fremskaffet, men særlig Idrætten er det, vi ser vores Opgave i. Idrætten har været sørgeligt forsømt indtil for et Par Aar siden, da Spørgsmaalet rejstes af de, som nu i vor Kreds arbejder derfor, thi Skisporten skal ogsaa af os Danske rendyrkes som en Idræt efter de samme Regler, som anvendes i Udlandet.
Formand 1938 – 1940. Født 1883, død 1952.
Mange Stjerner venter vi os naturligvis ikke. Men faa, som besjælet af den rette Ildhu, har deres store Fortjeneste, thi de hæver hele Standarden og hjælper til at løfte hele Idrætten, som skal løftes paa saa bred en Front som mulig.
Vi ønsker at give vore Skiløbere Forstaaelsen af, at Værdien af Friluftslivet forøges mangedobbelt, når det kombineres med en sund og stærk fysisk Træning.
Vi vil styrke og opmuntre vore Kammerater til at møde det daglige Livs Besværligheder, og Skisporten med sine herlige og anspændende Prøver gør frem for anden Idræt ”Drenge til Mænd og Mænd til Drenge”
Niels Jagd trak sig tilbage som formand for Dansk Skiforbund i 1940, men han fortsatte i bestyrelsen til kort før sin død i 1952. I en kort periode i 1947 gik Jagd ind som fungerende formand, fordi Axel Lundqvist blev direktør i DIF og derfor måtte trække sig tilbage som formand.
Som redaktør af Skisport, der i 1945 blev omdøbt til Ski & Kompas, satte han helt frem til 1949 et imponerende højt niveau.
I årene som bestyrelsesmedlem påtog han sig en række opgaver, som havde stor værdi for Skiforbundet. Eksempelvis repræsenterede han Danmark sammen med Knud V. Lundgren og Axel Lundqvist i det udvalg, der planlagde opførelsen af Danebu (side →) i perioden fra 1945–1950.
Under Dansk Ski- & Orienteringsforbunds repræsentantskabsmøde i Aalborg i december 1949 fik Niels Jagd overrakt Forbundets ærestegn. Det blev beskrevet på denne måde i Ski & Kompas:
”Ingeniør Jagd er kendt af alle inden for forbundet, - de, der ikke kender ham personligt, kender ham gennem bladet, som han har været redaktør for gennem mange år. Men det er kun de ”ældste” medlemmer, der fuldt ud kan vurdere Jagds indsats i den første vanskelige tid. Det kan vist trygt siges, at uden hans ildhu havde vi aldrig opnået vort første store mål: at blive medlem af Dansk Idræts-Forbund. Jagd har været formand, viceformand og sekretær i vort forbund samt redaktør af bladet, og han har navnlig gjort en indsats i lovgivnings- og organisationsarbejdet. Efter 11 års uselvisk arbejde har Jagd nu ønsket at trække sig tilbage, men da han ikke er nogen ynder af store lovord eller ydre ærestegn, var gode råd dyre. Der måtte gås frem med stor hemmelighed, så at Jagd kunne tages med overrumpling. Bestyrelsen havde for længst enstemmigt godkendt, at det første ærestegn skulle Jagd have, og hans forbavselse var stor og ægte – og glæden ikke mindre -, da Therp på repræsentantskabsmødet 4. december 1949 overrakte ham ærestegnet med en tak fra forbundet. Dansk Idræts-Forbund hædrede for syv år siden Jagd med sit ærestegn, og vi glæder os til ved fremtidige sammenkomster og stævner at se Jagd bære også vort forbunds ærestegn”.
Overlæge Harald Hansborg blev formand for Dansk Skiforbund i december 1940.
I sine unge dage dyrkede Hansborg tennis, håndbold, fægtning, boksning, sejlsport og atletik. Senere blev han medlem af ordens- og amatørudvalget i både Dansk Ride-Forbund og Dansk Svømme- og Livredningsforbund. Med sin sportslige baggrund var det naturligt for Harald Hansborg at gøre en indsats for at få skisporten indlemmet i Dansk Idræts-Forbund (DIF).
Formand 1940 – 1942. Født 1890, død 1949.
Hansborg gik i 1937 ind i Dansk Skiløberforening af 1929 for at føre sine ideer igennem, men som beskrevet i kapitel 1 lykkedes det ikke. Han lagde derfor sine kræfter i dannelsen af Dansk Skiforbund, hvor han allerede fra Forbundets første dag blev en vigtig drivkraft.
Det var Harald Hansborg, som arrangerede Dansk Skiforbunds første mesterskaber i langrend og alpint, som fandt sted på Fefor i Norge i februar 1939. Viborg Skiklub og Odense Skiklub nåede også at blive dannet, så løbere fra de to nye klubber deltog sammen med skiløbere fra Københavns Skiklub og Århus Skiklub i arrangementet. Mesterskaberne blev en overvældende succes.
De knap 100 danske deltagere fik stor ros af de norske observatører ved stævnet. Både danske og norske dagblade sendte reportere til Fefor for at følge de første danske mesterskaber. Eksempelvis lød Aftenpostens overskrift efter styrtløbet:
”Imponerende kjøring af danskene i utforrennet på Fefor. Birger Ruud åpnet rennet”. Som beskrevet i kapitel 1 var mesterskaberne på Fefor afgørende for Dansk Skiforbunds optagelse i Det Internationale Skiforbund (FIS).
Allerede fra Forbundets første dag kastede Harald Hansborg sig over arbejdet med at udbrede skisporten. Med stor iver rejste han rundt i det meste af Danmark og holdt foredrag om skisport og om fordelen ved at organisere sig. Hansborg fik det ry, at når han havde holdt et foredrag, blev der umiddelbart efter dannet en ny skiklub. Det var i høj grad hans fortjeneste, at Forbundet fra november 1938 til slutningen af 1940 udviklede sig fra to klubber med ca. 200 medlemmer til 18 klubber med 2350 medlemmer.
Han fortsatte med at rejse rundt i landet for at agitere for sin sport, selvom han i kraft af sin nye status som formand for Skiforbundet fik mange ekstra opgaver. Han satte en ære i at møde bestyrelsen ude i de enkelte klubber og derved styrke de personlige bånd mellem Forbund og klub.
Ligesom mange andre skiløbere begyndte Hansborg også at interessere sig for orienteringssport i slutningen af 1930’erne. Københavns Skiklub var blandt de første, som arrangerede orienteringsløb. Da man i DIF drøftede, hvordan man bedst kunne organisere orienteringssporten i Danmark, lagde Hansborg på Dansk Skiforbunds vegne billet ind på opgaven. Selvom især Atletikforbundet strittede imod, endte drøftelserne med, at Skiforbundet i slutningen af 1942 fik overdraget opgaven med at skabe én organisation sammen med orienteringsfolkene. DIF’s bestyrelse formulerede beslutningen således:
”Idet D.I.F.s Bestyrelse udtaler, at Orienteringsidræt ikke er en Gren af Atletikidrætten, vedtager man, at Dansk Skiforbund udvides til foruden Skiløb at omfatte Orientering med Karakter af Special-Forbund for denne Idræt. Navnet bliver Dansk Ski- og Orienteringsforbund (DSOF). Forbundets Love ændres i overensstemmelse hermed og forelægges D.I.F. til Godkendelse”.
Sammenføringen af ski- og orienteringssporten blev den sidste store opgave, Harald Hansborg nåede at løse for Skiforbundet. Den 27. november 1942 blev han ramt af et alvorligt hjertetilfælde. Harald Hansborg kom ovenpå igen, men han blev dog aldrig helt den samme som før hjertetilfældet. Han genoptog ikke arbejdet i bestyrelsen, men han fulgte interesseret med i Skiforbundets liv. Hansborg deltog i repræsentantskabsmøder og andre væsentlige begivenheder og skrev med jævne mellemrum artikler i medlemsbladet; ofte om relationen mellem DSOF og DIF. Eksempelvis skrev han detaljeret og indigneret om, hvordan DIF under krigen pludselig indførte den regel, at danmarksmesterskaber kun måtte gennemføres i Danmark. Hansborg opfattede det som chikane mod skisporten, fordi skisport var den eneste sportsgren, der blev berørt af den nye regel. Reglen medførte i de følgende årtier mange diskussioner og sammenstød mellem Skiforbundets og DIF’s ledelse.
Ved DSOF’s 10 års jubilæum i 1948 forærede Harald Hansborg Forbundet en fane. Skæbnen ville, at den første båre, Forbundets fane kom til at vaje ved, var Hansborgs egen. Han døde i september 1949, 59 år gammel.
Harald Hansborg havde stor betydning for Skiforbundets og dansk skisports udvikling i årene fra 1938 til 1942. Han fik derfor i 1942 DIF’s hæderstegn, og i 1943 blev han DSOF’s første æresmedlem, men i januar 1946 valgte han at frasige sig sin status som æresmedlem af Forbundet.
Det skete i protest mod, at DSOF’s bestyrelse havde sagt ja til at lade æresmedlemmer af Skiløberforeningen af 1929 overgå til at være æresmedlemmer af DSOF. Harald Hansborg ønskede ikke rang af æresmedlem sammen med Skiløberforeningens ingeniør Abrahamsen, som Hansborg i sin tid havde haft mange uoverensstemmelser med. De gamle modsætninger stak dybt.
I 1948 blev han Københavns Skiklubs første æresmedlem, og den status beholdt han resten af livet.
Da Hansborg gik af som formand i 1942, skrev næstformand Christian Schmidt i forbundsbladet Skisport om Harald Hansborgs betydning for Dansk Skiforbund:
”Uden at forklejne andre er Dansk Skiforbund mere Hansborgs Værk end nogen andens, og Skiforbundet vil altid være Hansborg Tak skyldig for det kæmpemæssige Arbejde, han gennem mere end 4 Aar har udført for Forbundets Trivsel.”
Adjunkt Frede Lauritzen blev valgt til formand for Dansk Ski- & Orienteringsforbund (DSOF) i april 1943. Siden januar samme år havde han været konstitueret for Harald Hansborg, som var blevet alvorligt syg.
Lauritzen trådte ind i Skiforbundets skolerejseudvalg i 1940 og blev i december samme år formand for juniorudvalget og medlem af bestyrelsen, hvor han tog initiativ til at indstifte et såkaldt juniormærke. I maj 1941 blev han medlem af instruktørudvalget og formand for udvalget for studenter- og skolerejser. Han var hovedmanden bag stiftelsen af Klampenborg Skiklub i 1942. Samme år blev han redaktør af skistof i forbundsbladet Skisport.
Ved Forbundets fem års jubilæum i november 1943 skrev Frede Lauritsen i Skisport en status for DSOF, der i særlig grad omhandlede hans egen formandsperiode:
Formand 1943 – 1944. Født 1905, død 1987. Foto: RN.
”Vor tilknytning til beslægtede Organisationer er blevet udvidet, idet Forbundet nu er medlem af Friluftsraadet, Herbergsringen og Naturfredningsforeningens Lejrudvalg. Vi er dermed bl.a. med i arbejdet for at frede Omraader, som er særligt egnede for Skiløb.
Med vore svenske Broderforbund er der baade i Skisport, Bjergsport og Orientering indledt et godt samarbejde, ligesom vi med andre Lande har indledt forbindelse.
Kursus for Orienteringsinstruktører er med stor Succes afholdt i Odense, og i den kommende Sæson er planlagt og sikret Kursus for såvel Ski- som Orienteringsinstruktører.
Det bør fremhæves, at flere Klubber nu har faaet Hopbakker efter internationale Mål. Hopsporten er dermed blevet en national Sport.
Forbundet er i stadig Vækst og omfatter nu 94 Klubber med 8444 Medlemmer, og det udvider stadig sit Arbejde for at skabe de bedst tænkelige forhold for dansk Friluftssport”.
Frede Lauritzen ønskede at klinke skårene fra bruddet i 1938 mellem Skiløberforeningen af 1929 og det nydannede Skiforbund. Lauritzen havde ikke selv været part i striden, og han tog derfor initiativ til at knytte de to organisationer sammen for at sikre en stærk skiorganisation i Danmark.
Det mislykkedes, fordi Skiforbundets repræsentantskab på mødet i 1944 forkastede Lauritzens aftaleforslag om en sammenslutning af de to organisationer. Repræsentantskabet accepterede de fleste punkter i den aftale, Frede Lauritzen havde forhandlet på plads med Skiløberforeningen af 1929. Der var dog et enkelt punkt, som repræsentantskabet sagde nej til: Navneforandring. Ifølge forslaget skulle Dansk Ski- & Orienteringsforbund ændre navn til: Dansk Skiløbs- og Orienteringsforbund.
Mødet blev gennemført i en barsk tone, hvor især de gamle kæmper, som stadig havde det svært med Dansk Skiløberforening af 1929, strittede imod. Repræsentantskabet endte dog med at vedtage en resolution, som bemyndigede bestyrelsen til at færdiggøre en aftale om sammenlægning af de to organisationer – dog med det ultimative krav, at navnet fortsat skulle være: Dansk Ski- & Orienteringsforbund.
Frede Lauritsen udtrykte meget klart sin skuffelse over repræsentantskabets indstilling. Da man under mødet nåede til valghandlingerne, trak Frede Lauritzen sit formandskandidatur tilbage. Han sagde det ikke direkte, men alle var klar over, at årsagen skulle findes i følelsen af mistillid. Frede Lauritzens formandskarriere blev derfor meget kort. Knap to år sad han på posten. Med undtagelse af navnespørgsmålet på repræsentantskabsmødet havde Frede Lauritzen ellers haft stor opbakning i sin formandstid. Indtil repræsentantskabsmødet i december 1944 lå det i kortene, at Frede Lauritzen skulle fortsætte som formand for DSOF i mange år.
I Skisport skrev redaktør Niels Jagd kort efter repræsentantskabsmødet en lang hyldest til Frede Lauritzen. Jagd skrev bl.a., at ”Frede Lauritzen inden for DIF skaffede sig selv og DSOF forøget anseelse og velvilje, som blandt andet gav sig udslag i større Tilskud. Hans blik for de store Linjer og forholdene udadtil viste sig i hans bestræbelser for et godt samarbejde med Sverige og Svejts og herhjemme med skovvæsenet, spejderne, Dansk Skiløberforening, Friluftsraadet, de ”grønne stier” mm. Alle Steder blev hans Optræden og Forhandlingsform paaskønnet”.
Trods gentagne opfordringer vendte Frede Lauritzen ikke tilbage til formandsposten i Forbundet. Han fortsatte i en lang årrække med at bestride forskellige tillidshverv for Forbundet – i Skisportens Venner og som formand for Dansk Skiforbunds Ordens og Amatørudvalg helt op i 1970’erne. Frede Lauritzen var desuden formand for Friluftsrådet, hvilket medførte et tæt samarbejde med Skiforbundets bestyrelse i flere forskellige sager.
Axel Lundqvist, kontorchef i Finansministeriet, sagde ja til at bruge en dag som dirigent på Dansk Ski & Orienteringsforbunds (DSOF) repræsentantskabsmøde i december 1944. Da han forlod mødet nogle timer senere, var han til stor overraskelse for sig selv blevet valgt til Forbundets formand.
Baggrunden var, at et forslag om at sammenlægge Skiløberforeningen af 1929 med DSOF var på dagsordenen. DSOF’s bestyrelse forventede, at forslaget kunne blive vanskeligt at håndtere og ønskede derfor en trænet forhandler som dirigent. Ud over den juridiske dimension rummede sagen følelser, som kunne medføre komplikationer under mødet. Forudsigelsen viste sig at holde stik. Det blev et kompliceret forløb, som endte med, at formanden Frede Lauritzen trak sit kandidatur tilbage, da repræsentantskabet skulle i gang med valghandlingerne.
Efter en lang tænkepause forslog repræsentantskabet Axel Lundqvist som ny formand. Det var ikke et scenarie, Lundqvist havde forudset, men han endte med at sige ja til forslaget.
I den efterfølgende udgave af forbundsbladet Skisport beskrev Lundqvist den følelse, som han stod med som ny formand: ”Det var som at blive smidt ud på tyve favne vand uden at vide, om man kan svømme”.
Selvom skiverdenen var ny for Lundqvist, var han som jurist og kontorchef i Finansministeriet stærkt funderet til en formandspost i en politisk ledet organisation. Desuden havde han opbygget erfaring og viden om foreningsverdenen gennem deltagelse i mange internationale kongresser inden for rosport.
Formand 1944 – 1947. Født 1902, død 1965.
Den første store opgave for Axel Lundqvist var at genoptage de kuldsejlede forhandlinger med Dansk Skiløberforening af 1929. Målet var at få samlet kræfterne i en stærk landsdækkende organisation. Lundqvist og Erik Husted, som var formand for Skiløberforeningen af 1929, kom til enighed, og i slutningen af 1945 var sammenslutningen en realitet. I medlemsbladet, der efter sammenslutningen blev omdøbt til Ski & Kompas, skrev Axel Lundqvist følgende:
”Saa blev altsaa endelig Sammenslutningen af Danmarks to store Ski-Organisationer en Kendsgerning. Det er med Glæde, jeg konstaterer dette, og jeg ved, at man mange Steder har hilst Begivenheden med Tilfredshed. Dansk Idræts-Forbund og vores norske og svenske Søsterorganisationer har saaledes sendt DSOF deres Lykønskninger i hjertelige Ord.
Tidspunktet for Sammenslutningen skulde være det bedst tænkelige. Netop nu, hvor Grænserne igen aabnes, ligger der store Opgaver og venter. Dem tager vi fat paa i Fællesskab og med godt Humør. Jeg er sikker paa, at i Løbet af forbavsende kort Tid vil ingen af os kunne forstaa, at det egentlig var saa svært, som det faktisk var, at samle den danske Ski-Idræt under Dansk Idræts-Forbund”.
På tilsvarende måde leverede Erik Husted også et indlæg om sammenslutningen. Han skrev bl.a.:
”Dansk Skiløberforening håber, at sammenslutningen må blive til glæde for begge de tidligere ”parter”, og at vi må kunne komplettere og supplere hinanden i et så nært og frugtbringende samarbejde, at dette om føje tid vil blive betragtet som en selvfølge, og ingen mere vil kunne forstå, at vi så længe var adskilte”. (Citatet tyder på, at Husted i sproglig forstand var forud for sin tid, idet han allerede i 1945 benyttede regler, der først blev vedtaget i retskrivningsreformen fra 1948.)