Lad det med et gran af forsigtighed være sagt, at på trods af bogens titel ”De fremmede og os”, skal denne bog ikke på nogen som helst måde opfattes som værende racistisk eller et politisk manifest, lige så lidt som den heller ikke intentionel vil indeholde nogen som helst politiske budskaber eller andre sure politiske opstød.
Min personlige politiske overbevisning, eller politik generelt, er i denne bogs sammenhæng ganske uvedkommende.
Bogen skal kun, ene og alene, ses som et beskedent forsøg på at tegne et billede af indvandringens og flygtninges historie i Danmark.
Det er en stor mundfuld, var der nogen der fortalte mig, og det viste sig da også hurtigt, at være langt mere omfattende end jeg havde forudset. Jo dybere jeg gravede ned i historien, bøger, aviser med mere, jo mere kom der frem.
Jeg måtte derfor beslutte mig til, kun at medtage og belyse en lille sammenfattet del af alt materialet, en slags kondensering, taget ud fra det synspunkt, som jeg har anset for mest vigtigt, også inkluderet den politik der for historiens helhed nu engang måtte være nødvendig.
Bogens ide og udgangspunkt er hentet fra en artikelserie i Ugeavisen Svendborg 2000, med titlen De fremmede og os, Indvandringens historie i Danmark, skrevet af Cand. Mag. og Museumsleder på Svendborg Museum Henrik M. Jansen (1974–2000) i perioden 1994.
Det var egentlig Henriks mening at gøre artikelserien til en bog på et senere tidspunkt. Det nåede han desværre ikke. Men da jeg hjalp ham med research og har haft manuset liggende et par år, syntes jeg det nu var på tide at gøre et hæderligt forsøg på at få gjort bogen færdig.
Da indvandring i Danmark har foregået i mere end tusind år, kan man sikkert tænke sig, at dette emne er enormt omfattende, især hvis man bare tænker på udviklingen indenfor de seneste par årtier. Jeg har derfor, for overskuelighedens skyld, måtte tage et valg og holde mig til kortfattede afsnit, hvor jeg foruden det faktuelle om flygtninge- og indvandre, har lagt temmelig meget vægt på det rent historiske.
Foruden Henrik Jansens artikler og noter, har jeg selv ud fra en masse yderligere både historisk og faktuelt research om emnet, skrevet en hel del supplerende oplysnings- og tillægs materiale.
Det kan måske umiddelbart derfor godt se ud som om at der ind i mellem er gentagelser, eller at en eller flere artikler ligner hinanden, eller måske endda overlapper hinanden. Det er dog ikke helt tilfældet, men ser kun sådan ud, idet flere punkter i historien hvor der ikke har været videnskabelig enighed, har jeg brugt flere forskellige andre kilder, for at give en eventuel belysning fra en anden synsvinkel.
Indledningsvis har jeg skrevet om begreberne indvandre kontra flygtninge. Ligesom jeg har også indsat nogle Danske national digte, samt skrevet et lille essay om begrebet nationalisme.
Dette er ikke gjort som en ”politisk” provokation, men indsat som en historisk kontrast.
Det er jo desværre efterhånden blevet sådan, at når flygtninge og indvandre bliver nævnt, at det godt kan sætte sindene i kog på mange mennesker.
Omvendt er der sikkert også nogen der vil stejle over nogle artikler i bogen, hvor det i fortællingerne fremgår at vi slet ikke er så homogent danske som vi går og tror.
Der er nok også nogle der vil mene, at jeg har overset nogle ting der skulle have været med og andre mener måske at bogen ikke er fyldestgørende nok.
Det er sikkert rigtigt, men det har lige fra starten af, ikke været min mening, at bogen skulle være et større fagvidenskabeligt værk, men simpelthen bare en fortælling om, og en let historisk beskrivelse af emnet, flygtninge og indvandre i Danmark – på godt og ondt.
Som det fremgår af indholdsfortegnelsen, er bogen opbygget, for overskuelighedens skyld, af 18 hovedafsnit med tilhørende underinddelinger.
Og sluttelig skal nævnes, at jeg bagerst i bogen har indsat den danske kongerække, samt lavet et meget stort og omfattende stikordsregister, der gerne skulle give læseren en mulighed for af få en uddybende forklaring på nogle af alle de mange fremmedord der indgår i artiklerne.
God læselyst
Erik Bang Boesen
Svendborg 2015
Folkevandringstiden er de migrationsbølger, eller flygtninge, indvandre og udvandre om man vil) der fandt sted sådan ca. mellem 200 e.Kr. og 700 e.Kr. i Europa.
Flere skriftlige kilder fra perioden beretter bredt om hyppige invasioner og plyndringer af fremmede folkeslag i Romerriget.
Folkevandringstiden er sådan rent historisk set markeret som overgangen fra sen-antikken til middelalderen.
De vigtigste stammer blandt de germanere, som slog sig ned i eller på grænsen til Romerriget, var goterne, vandalerne og frankerne, men også både slaviske og germanske folkeslag migrerede i denne periode.
Tiden fra 400 e.Kr. - 1100 e.Kr. betegnes som helhed også som tidligste middelalder eller i ældre historiske fremstillinger som den mørke middelalder. I Skandinavien bruger vi betegnelsen germansk jernalder.
Selve betegnelsen Folkevandringstiden er sådan set forældet og er erstattet af Udvandringstiden. Folkegrupper sivede ind, hvor Romerriget svækkedes.
Betegnelsen Folkevandring stammer fra tysk forskning. Ordet har rødder i den såkaldte romantiske historieforståelse, der lagde grunden til Goethe (1749–1832, Richard Wagner (1813–1883) og Nietzsche (1844–1900).
På italiensk kaldes folkevandringerne invasioner: Invasioni Barbariche. Det har rod i antikkens opfattelse af de nordlige folkeslags uciviliserede og primitive sprog. Disse barbarer fik bl.a. skylden for Romerrigets fald og for, at den europæiske civilisation sank ned i den mørke middelalder, en nedgangsperiode, som varede til den italienske renæssance.
I modsætning til det romanske syn på germanerne blev folkevandringer i germansk historieskrivning beskrevet som en kraftfuld germansk ekspansion i Frankrig, England, Italien og Spanien.
Den greb tysk nationalisme i det 19. århundrede og det forklarer senere tiders tyske ekspansion som Drang nach Osten. Wagners meget tyske operaer handler om germanske helte fra folkevandringerne. Den nazistiske ideologi om Lebensraum har afgjort sin rod her.
Begyndelsestidspunktet er usikkert. Historikerne diskuterer to muligheder enten Alariks (370–410) plyndring af Rom i 410 e.Kr. eller Goterkrigen (377–382). Sluttidspunktet er grundlæg-gelsen af det karolingiske dynasti i 751 med Pippin den Lilles (714–768) tronbestigelse.
Årsagen til migrationerne er ikke fuldt belyst, men nærliggende for tiden er overbefolkning og klimaforandringer, som også svækkede Romerriget. Hvis det var Hunnerne, som indledte migrationen ca. 300 e.Kr. i det østlige Europa, forklarer det ikke, hvad der fik dem til at bryde op.
Herefter begynder den tidlige middelalder (Vikingetiden i Skandinavien). I løbet af 9. og 10. århundrede fandt der flere migrationsbølger sted, for eksempel vikinger, magyarer og tyrkere, men de regnes ikke til tiden.
Keltere, frankerne, Sveberne og kimbrere i Romerriget hører heller ikke med.
Det lader sig vanskeligt opgøre tallet af udvandrere, der bosatte sig i de nye områder, i dag er opfattelsen af folkevandringerne som invasioner forladt. Der var snarere tale om stammer, som udnyttede Romerrigets splittelse og økonomiske krise til at bosætte sig i tyndt befolkede egne af imperiet.
Allerede i slutningen af 2. århundrede f.Kr. førte kimbrere og teutoner et frygteligt stød mod Romerriget, men modstanden var for stærk. Ved Aquæ Sextiæ og på de raudiske sletter ved Vercelli blev de nedhugget af Gaius Marius (157 f.Kr. - 86 f.Kr.) legioner.
Under Augustus så det en tid lang ud som om, at germanerne skulle underkastes romervældet, men efter Varus' nederlag i Teutoburgerskoven, der kun sjældent benævnes ved sit gamle navn Osning, som er en bjergkæde i delstaterne Niedersachsen og Nordrhein-Westfalen. (år 9 e.Kr.) opgav romerne imidlertid deres erobringsplaner og søgte blot i Rhinen og Donau at skabe sig faste grænser med Agri decumates, hjørnet mellem de to floder, og Dacien som udenværker.
Trods stærke befæstninger og talrige garnisoner var den vidtstrakte grænselinje dog vanskeligt ja umulig at forsvare. Det viste sig, da der ved midten af 2. århundrede sporedes en stærk bevægelse inden for de sydlige og vestlige germanske stammer.
Grunden til denne må delvis søges i overbefolkning og måske ligefrem en nødstilstand, der skrev sig fra det svagt udviklede landbrug. Det var i høj grad ekstensivt: hvert år toges ny jord under ploven, og da der til sidst ikke fandtes mere ubrugt land i deres egen hjemstavn, vendte de sig mod de romerske grænseprovinser.
Tillige øvedes der på de nærmest Romerriget boende folkeslag øjensynligt et tryk af Østgermanerne, der selv stødtes frem af slaviske og finsk-tatariske stammer.
Allerede under Marcus Aurelius (121–180 e.Kr.) antog den gæring, der herskede i den germanske verden, en alvorligere karakter: Fra Böhmen og Mähren rykkede markomanner og Quader ind i Pannonien (et oldtidsland som lå i de nuværende lande Østrig, Kroatien, Ungarn, Serbien, Slovenien, Slovakiet og Bosnien-Hercegovina) tilføjede romerne et stort nederlag og trængte over de karniske alper ned i Italien til Aquileia i år 167 e.Kr.
Det lykkedes vel kejseren at drive fjenderne tilbage og tvinge dem til fred, men strømmen var ikke til at standse, da mange germanere optoges i hæren eller fik jord i grænseprovinserne.
Under kejser Caracalla (188 e.Kr. og snigmyrdet 217 e.Kr.) i begyndelsen af 3. århundrede truede alemanner og franker grænsen ved Rhinen. Også de følgende kejsere måtte kæmpe mod dem, og i Agri decumates gik den romerske kultur mere og mere til grunde.
Omkring år 250 e.Kr. trængte goterne trykket af slaverne ind i Dacien og Balkan-halvøen, sejlede videre over Sortehavet og udplyndrede Lilleasien.
De illyriske kejsere standsede foreløbig angrebene, men Romerriget indskrænkedes atter til Rhin- og Donau-grænsen, idet Dacien og Agri decumates frivilligt blev afstået til gotere og alemannere.
På vestgrænsen skød frankere, alemanner og burgundere sig dog stadig umærkelig frem og tog landet under plov, så snart det var erobret, og det var til liden nytte, at enkelte kejsere som Julian Apostata og Valentinian 1. for en stakket stund kastede dem tilbage til Rhinen.
Mod øst havde forholdene været rolige i omkring 100 år, men ved hunnernes indfald forstyrres freden. Sammen med de undertvungne alanere gik de 375 over Don mod østgoterne, hvis store rige styrtede sammen, og vendte sig derpå mod vestgoterne.
De fik tilladelse til at bosætte sig som romerske føderati i Meusien, men undertrykte af de romerske embedsmænd rejste de sig og besejrede kejser Valens i Slaget ved Adrianopel (Rusland og Tyrkiet) i året 378.
Under Theodosius den Store (347–395 e.Kr.) kom det til fred, og vestgoterne fik sæde på Balkan-halvøen, men efter hans død brød folket op mod Italien, og i 410 indtog deres fører Alarik Rom. Hans efterfølger Astaulf sluttede dog forbund med kejser Honorius og drog i hans tjeneste til det sydlige Gallien og Spanien, der så at sige var blevet oversvømmet af alaner, sveber, burgunder og vandaler.
Disse fordreves delvis, og egnen omkring Toulouse afstodes til vestgoterne som romerske føderati (føderation) anerkendende Roms overherredømme, men faktisk uafhængige.
Herfra udbredte de deres magt, der først gik til grunde i 711, over hele Sydfrankrig og Spanien. Under anførsel af Genserik gik de fordrevne vandaler over til Afrika i 429, Karthago blev erobret i 439, og omkring den som hovedstad stiftede Genserik et stort rige, der også omfattede Middelhavs-øerne og bestod til 534.
Samtidig rykkede hunnerne under Attila frem fra Ungarn mod Gallien, hvorfra det dog lykkedes de forenede romere og vestgotere at drive dem tilbage efter Slaget på de katalauniske marker i 451. Folket vendte sig derefter mod Italien, men overskred ikke Appenninerne, og efter Attilas død i 453 forsvinder det.
Vandalerne fortsatte dog deres værk, og efter at de i 455 havde indtaget og hærget Rom, formåede Det romerske Rige ikke mere dæmme op for de fremtrængende germanere.
Allerede ca. år 449 og de næste år havde angler og saksere sat sig fast i Britannien, i Nord- og Mellemgallien udbredte frankere, alemanner og burgundere stadig deres magt, og da den fuldstændig barbariske hær under Odoaker i 476 havde afsat den sidste vestromerske kejser, blev selve Italien et germansk rige.
Østgoterne, der efter hunnernes undergang havde boet i Meusien, Thrakien og Epirus, trængte i 488 ind i Italien, og i 493 måtte Odoaker overgive sig.
Det anselige østgotiske rige, Teoderik den Store stiftede, bukkede dog under i krigene mod kejser Justinian 534—553, under hvilke det østgotiske folk gik til grunde, men deres magt arvedes af langobarderne, der i 568 fra Pannonien drog mod halvøen, hvor de holdt sig, indtil Karl den Store erobrede deres rige i 774.
Af længst varighed og det betydeligste af alle riger blev frankernes, som hvis egentlige stifter Klodevig 1. må betragtes.
Han og hans fire sønner gjorde ende på den sidste rest af romervældet i Gallien i 486 og undertvang alemannerne i 496 og burgunderne, der omkring år 410 havde stiftet et rige omkring Worms.
I Tyskland besatte slaverne de af germanerne forladte landstrækninger og trængte frem til Elben og Saale. De gjorde gentagne indfald på Balkan-halvøen, hvor forholdene i det hele var meget forvirrede, indtil i 7. århundrede bulgarere, serbere og kroatere bosatte sig i de efter dem opkaldte landsdele.
Senere vandringer er magyarernes, der omkring år 900 rykkede ind i Ungarn, og mere uegentlig de store normanniske og arabiske krigstog.
De germanske folkevandringer havde to hovedtyper, der stod i nøje sammenhæng med de forskellige folkeslags politiske og sociale kulturer. Østgermanerne var ved vandringstidens begyndelse store krigshære med en stærkt udviklet fyrstemagt, de rykkede som hele hære ind i Romerriget og overtog legionernes forsvarspligt mod at arve deres andel i jorden. Fyrsten blev delvis romersk officer, kejserens overhøjhed anerkendtes, og det romerske bureaukrati blev stående, ja overlevede endog sammen med rester af den gamle kultur Romerrigets undergang.
Til denne gruppe, der under vandringerne for størstedelen kristnedes, hører øst- og vestgoter, burgundere, vandaler og flere andre. Mod vest træffer vi derimod mindre bondefolk, blandt hvilke frankere og alemanner var de vigtigste.
De skød sig gradvist frem over grænserne uden at opgive forbindelsen med det oprindelige hjemland, og under kampene, under hvilke den romerske kultur og de romerske institutioner ganske gik til grunde, styrkedes den oprindelige ret svage fyrstemagt. Nærmest i slægt med denne art af folkevandringer var den angelsaksiske erobring af Britannien.
Folkevandringernes vigtigste følger var Romerrigets undergang og dannelsen af de hidtil næsten ukendte nationalstater. Den stivnende antikke kultur afløstes mod vest af en fuldstændig barbarisering, der særlig gav sig til kende ved, at bykulturen, der i oldtiden havde været civilisationens hovedhjørnesten, på det nærmeste forsvandt mere og mere og blev afløst af en næsten ren bondekultur.
Flygtninge er et begreb, som man bruger om mennesker, der er flygtet fra deres hjemland.
Der findes fire forskellige slags flygtninge:
FN anslår, at der findes mere end 50 millioner flygtninge på verdensplan, hvoraf størstedelen bor i flygtningelejre i deres hjemland. Heraf er halvdelen børn. I nyere tid er dog også opstået et begreb man kalder for bekvemlighedsflygtninge.
Dog er mange mennesker ikke dækket af flygtningekonventio-nerne, det gælder de såkaldte internt fordrevne flygtninge som stadig opholder sig i deres hjemland, dem anslår man at der er mere end 33 millioner af på verdensplan.
FNs flygtningekonvention af 1951, definerer en flygtning, som en der: "som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til, eller på grund af sådan frygt ikke ønsker at søge dette lands beskyttelse, eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig uden for det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til eller på grund af en sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil".
Den danske ordbog skriver: citat; En person som er flygtet fra sit hjemland af økonomiske årsager og ikke pga. politisk eller religiøs forfølgelse.
Immigranter, tilflyttere til et land, som de har til hensigt at bosætte sig i for et længere tidsrum. Indvandring eller vandring fra ét land til et andet er en integreret del af verdenshistorien.
Der er i dag ca. 215 millioner Immigranter og flygtninge i verden, det vil sige mennesker der er bosiddende uden for det land, hvor de blev født; heraf er der i Europa alene ca. 60 millioner. Samlet set er der tale om mere end en fordobling i antallet af internationale migranter inden for de seneste 25 år. Der er i dag cirka 50 millioner flygtninge på verdensplan.
Det er primært uligheder i sociale, politiske eller naturbundne vilkår, som får folk til at begive sig på vandring; det gælder fx konflikter eller politisk tryk i oprindelseslandet (såkaldte push-faktorer) eller mere tillokkende forhold i modtagerlandet (såkaldte pull-faktorer).
Større vandringer forudsætter tre ting: information om forholdene i det nye land, mulighed for at rejse dertil, og adgang til landet, legalt eller illegalt. Se også vandringer.
I nyere tid er indvandring ofte søgt styret af statsmagter, som løbende vurderer, om en supplering af arbejdsstyrken er i nationalstatens interesse. I nyeste tid har der dog ikke kun været økonomiske, men også fredspolitiske hensyn at tage (se flygtning)
Som udgangspunkt er der ifølge dansk lov ikke fri adgang til indvandring i Danmark. En indvandrer kan være kommet som fx asylsøger (se asyl), flygtning, gæstearbejder eller på grund af giftermål med en dansker; for disse grupper gælder særlige regler, se også arbejds- og opholdstilladelse og udlændingelovgivning.
En asylansøger er en udlænding, som har forladt sit hjemland og søger om ret til at opholde sig som flygtning i et andet land samt blive beskyttet af dette land, men som endnu ikke er blevet anerkendt som flygtning.
Siden 2010 er udgiften pr. asylansøger i Danmark faldet med over 60.000 kroner om året, og regeringen lægger på næste års finanslov op til, at der skal spares endnu mere. Mens enheds-prisen pr. helårsperson i asylsystemet i 2010 kostede 255.427 kroner, er den pris i 2013 faldet til 194.783 kroner.
Dublin-forordningen er en aftale mellem EU-landene, Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein, som regulerer hvilket med-lemsland, der har ansvaret for at behandle en asylansøgning, der er indgivet i ét af medlemslandene. Forordningen skal forhindre, at en asylansøger får behandlet sin ansøgning i flere EU-lande samtidigt, og forhindre, at en asylansøger bliver kastebold mellem landene, fordi ingen vil påtage sig ansvaret for at behandle hans/hendes ansøgning.
I tiden før 1960'erne havde selve Danmark kun haft en meget begrænset indvandring, denne indvandring bestod primært af jøder, polakker, hollændere, huguenotter og tatere.
I 1622 gav Christian den fjerde tilladelse til, at de første jøder kunne bosætte sig i Glückstadt. Der var tale om et par håndfulde, og først hundrede år senere, i 1722 kunne den første jøde Simon Lazarus, efter erhvervelse af lejebrev, åbne sin forretning i København.
Omtrent samtidigt kom dekretet om, "at ingen jøde måtte bosætte sig i Danmark, medmindre han enten ejer 1.000 rigsdaler og bygger et hus – eller indretter et manufaktur" (en forretning eller fabrik).
Nogle af de første jøder her til lands lånte ofte kong Christian likvider i form af kontanter og juveler og bragte i det hele taget mange værdier med sig. Kongen betalte derfor ofte gælden af med krongodser. Derfor ser vi tidligt jøder rundt om på de danske godser.
I 1788 fik jøderne adgang til håndværkerlavene, altså først 166 år efter den første jødes ankomst. I året 1800 registreredes det, at i alt 1.500 jøder var bosiddende i Danmark, med andre ord: På 178 år var der i gennemsnit indvandret 8 mennesker af jødisk herkomst. I 1814 konstateredes i alt 2.400 jøder – heraf 750 voksne mænd. Disse mænd havde tilsammen grundlagt eller ejede 34 fabrikker. 25 af dem var grossister, 50 var studerende eller læger og 140 var håndværkere med egen forretning.
Pogromer i Polen og i Rusland først i 1900'tallet førte større bølger af jøder til Danmark. Fra 1870 og frem til 1921, altså på 51 år – kom der 3146 jøder til Danmark, så det samlede tal i 1922 var nået op på 5.876. Nazisternes magtovertagelse i Tyskland førte endnu 1.400 hertil, og ved starten af 2. verdenskrig boede her i Danmark knapt 7.000 jøder. Af disse var cirka 1.000 tyske flygtninge. I dagene omkring den 1. oktober 1943 flygtede tusinder af jøder, hjulpet af kristne og jødiske landsmænd, over Øresund.
I dag er antallet af jøder omkring 5.000. Samlet facit af jødisk indvandring kan altså opgøres således: På 373 år er der cirka 7.000 jøder i Danmark – svarende til en årlig gennemsnitsind-vandring på 19 personer.
Polakkerne kom primært (ligesom i dag) til Danmark som arbejdskraft, dette skete hovedsageligt i høstsæsonen.
Ikke mindst i roekampagnerne på Lolland-Falster, men også som høstkarle og piger rundt om i landet. Beslutningen om at rejse til Danmark for at arbejde i en sæson var derfor en ikke særlig afgørende eller alvorlig beslutning for en ung polak: Han eller hun skulle jo hjem til jul!
I perioden 1893 til 1930 altså over 37 år rejste 91.133 polakker, heraf var 95 procent sæsonarbejdere, og rejste hjem igen. På 102 år blev cirka 5.000 polakker bosiddende i Danmark, hvilket svarer til en årlig gennemsnitsindvandring på 49 personer.
1518 kom de første hollændere til Danmark, og tre år senere fik i alt 184 hollændere privilegier på Amager. Denne – efter vore begreber noget begrænsede indvandring, skabte straks røre, og i 1522 forfattede rigsrådet et klageskrift til kongen, hvori han med tilladelse til indvandringen påståedes at "ville have fordærvet købstadsmænd og besat købstæderne med hollændere og andet skarnsfolk".
Kongen turde ikke andet end at tage klagerne til efterretning, og fordrev i 1523 atter halvdelen og bestemte, at de danske bønder skulle vende tilbage til deres gårde på Amager. Nogle blev dog på øen. Især i Store Magleby, enkelte i Dragør, andre slog sig ned på Sprogø eller på Bøtø ved Falster. På 477 år har cirka 800 hollændere slået sig ned i Danmark – svarende til en årlig gennemsnitsindvandring på 1,5 personer.
Er andet navn for reformerte franskmænd – men ellers ligeså franske som andre. Blev stærkt forfulgt af katolikker fra omkring 1560 – og omkring 250.000 flygtede dels til Branden-burg, dels til England, Holland og Schweiz. Cirka 500 fandt igennem tiden vej til Danmark.
På cirka 435 år er der ca. 500 huguenotter eller efterkommere i Danmark, en årlig gennemsnitsindvandring på 1,1 person.
Et andet ord for grænseoverløbere – historisk set er der mange beskrivelser af tatere, malende beskrevet af St. St. Blicher; H.C. Andersen ville under sin rejse til Jylland så forfærdeligt gerne se nogle af dem, men kunne, hvor meget han end søgte, ikke finde nogen. Så det helt store antal kan der ikke have været tale om. Det antages, at der omkring år 1500 er kommet 300–500 tatere til Danmark, men man har ikke hørt meget til dem.
I og efter 1960'erne tog immigrationen i Danmark fart. En del immigranter er kommet for at søge lykken. De kan dog ikke sammenlignes antalsmæssigt med de ældre immigrantgrupper, da der alene i 1999 blev givet familiesammenføring til 9.687. Det drejer sig først om migranter fra lande, der sammenlignet med Danmark har ret fattige befolkningsgrupper. De første immigranter af den type kom fra Jugoslavien, Marokko, Pakistan og Tyrkiet, og på den tid var der gode muligheder for at få arbejde, så der kom mange, især mænd, til landet for at tjene penge til at sende til familierne i hjemlandene.
Ret hurtigt blev den voksende immigration et politisk strids-spørgsmål, idet oliekrisen i 1970'erne betød større arbejds-løshed. En del danskere så derfor immigranterne som en trussel mod deres chancer for at få arbejde, og mange stillede spørgsmålet, om der var plads til danskerne selv til sidst, og nogle politiske partier tog spørgsmålet herom på deres partiprogram.
Især Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti har betragtet indvandrerne som et stort problem og derfor arbejdet på dels at begrænse yderligere indvandring, dels at tilskynde de immigrerede til at rejse hjem igen. Problemstillingen er ofte kombineret med håndteringen af den større gruppe flygtninge, der er kommet til landet inden for de seneste 25–30 år, da disse partier ser den store demografiske udvikling iblandt disse grupper som truende for det danske folks eksistens på længere sigt. Det vakte især stor opsigt da lektor i demografi ved Københavns Universitet, Hans Oluf Hansen i flere store danske aviser august 2005 offentliggjorde en fremskrivning, der forudså, at danskerne inden for hundrede år ville kunne blive en minoritet i eget land.
oktober 2013 udgøres i alt 621.638 indbyggere i Danmark (svarende til 11,1% af den samlede danske befolkning på i alt 5.623.501 indbyggere) af indvandrere og disses efterkommere. Andelen af indvandrere er i alt 472.912 (svarende til 8,4% af den danske befolkning), mens andelen af efterkommere er i alt 148.726 (svarende til 2,6% af den danske befolkning).
Samlet set tegner andelen af ikke-vestlige indvandrere og efterkom-mere sig for 65,5% af alle indvandrere og efterkom-mere i Danmark. Siden 1980 er antallet af ikke-vestlige indvandrere bosiddende i Danmark mere end seksdoblet.
De lande der typisk indvandrer til Danmark er delt efter mængdeorden: Syrien, Rumænien, Polen, USA, Tyskland, Litauen, Indien, Italien, Norge, Kina og Sverige.
Indvandrere, immigranter, tilflyttere til et land, som de har til hensigt at bosætte sig i for et længere tidsrum.
Indvandring eller vandring fra ét land til et andet er en integreret del af verdenshistorien. Man kan vel sige, at det er en moderne form for Nomader. Der er i dag ca. 215 millioner immigranter og flygtninge i verden, dvs. mennesker der er bosiddende uden for det land, hvor de blev født; heraf er der i Europa ca. 60 mio. Samlet set er der tale om mere end en fordobling i antallet af internationale migranter inden for de seneste 25 år. Der er i dag ca. 50 millioner flygtninge på verdensplan.
Det er primært uligheder i sociale, politiske eller naturbundne vilkår, som får folk til at begive sig på vandring; det gælder fx konflikter eller politisk tryk i oprindelseslandet (såkaldte push-faktorer) eller mere tillokkende forhold i modtagerlandet, den såkaldte pull-faktorer.
Større vandringer forudsætter tre ting: information om forholdene i det nye land, mulighed for at rejse dertil, og adgang til landet, legalt eller illegalt.
Når antallet - trods indvandringsstoppet - er steget så meget siden begyndelsen af 70'erne, skyldes det dels, at der er kommet mange flygtninge, dels at mange indvandrere har valgt at blive boende i Danmark og har hentet ægtefælle og børn hertil. Det, vi oplever i disse år er derfor, at de unge vokser op i Danmark, og en del af de unge vælger at blive gift med en landsmand fra forældrenes hjemland.
Langt de fleste af de 360.000 personer med indvandrer- eller flygtningebaggrund, som bor i Danmark, klarer sig på lige fod med andre befolkningsgrupper, og har fundet deres egen måde at leve på, uden at det skaber særlige vanskeligheder. Men mange indvandrere og flygtninge har alligevel vanskeligt ved at klare sig.
De kan både have vanskeligheder med at få kontakt til det danske samfund, og især kan de have vanskeligheder ved at klare sig på arbejdsmarkedet. Arbejdsløsheden blandt udlændinge har siden midten af 70'erne været højere end blandt danskere - i lange perioder ca. tre gange så høj. For nogle grupper har den været langt over 50%.
De nuværende danske landskaber er altovervejende blevet formgivet under den sidste istid for ca. 114.000–10.000 år siden. Men fra profiler i kystklinter og i boringer, bl.a. de dybe olieboringer, kender man bjergarter og aflejringer fra en langt fjernere fortid. Ældst er grundfjeldet, der ligger som en sokkel under Danmark. Oven på dette findes aflejringer, som viser naturens foranderlighed gennem de sidste godt 500 mio. år, hvordan land og hav skiftevis har præget området, hvordan klimaet, floraen og faunaen har udviklet sig, og hvordan jordskorpen har bevæget sig.