Kon-Tiki
Rejsen over Stillehavet
BoD
Professoren ligner en tordensky. Han rejser sig og slår hånden i bordet, mens han ser Thor Heyerdahl fast i øjnene.
”Nej, nej og atter nej! Det kan ikke lade sig gøre, hr. Heyerdahl. Ingen skal komme hér og fortælle mig, at folk fra Sydamerika rejste tværs over Stillehavet for at slå sig ned på Sydhavsøerne, og da slet ikke i oldtiden.”
Professoren ser fast på Thor Heyerdahl.
”Og ved De hvorfor? Det skal jeg sige Dem, min unge ven – de havde ingen både!”
Den store videnskabsmand er ikke vant til, at man siger ham imod og er for én gangs skyld ved at miste tålmodigheden. Ingen ved bedre end han, hvordan verden er skruet sammen.
Professoren falder tilbage i stolen og ser opgivende på den unge mand, der har rejst den lange vej fra Norge for at tale med ham. Hans øjne er venlige, men det er tydeligt, at han ikke vil spilde mere tid på den unge mands fantasifulde teorier.
Thor forsvarer sig så godt, han kan. ”Jamen, Solgudens folk havde flåder. Flåder af balsatræ.”
Professoren ser på Thor Heyerdahl med et overbærende blik.
”De kan jo selv prøve at rejse fra Peru til Stillehavsøerne på en balsaflåde, hr. Heyerdahl. Så kan vi se, hvor langt De kommer!”
Lidt efter står Thor på den mægtige trappe foran Naturhistorisk Museum i New York. Neden for museet drøner trafikken forbi, men Thor ænser det ikke. Han tænker på videnskaben, som ikke vil lytte til nye teorier.
Det er, som om de to verdener ikke kan forenes; den støvede verden inden for museets tykke mure og den virkelige verden udenfor.
Thor går hjem til sit hotel, mens han tænker, så det knager. Professoren var hans sidste chance i spillet om at få videnskabens tunge drenge i tale.
’Hvis man bare var en anset professor,‘ tænker Thor. Men Thor Heyerdahl er ikke professor. Han er kun en ung, ukendt forskerspire fra Norge.
Nogle mennesker trækker følehornene til sig, når de møder modgang. For Thor gælder det stik modsatte – han bliver stædig. Diskussionen er slut for denne gang. Tilbage er professorens slutbemærkning, der forfølger ham som en hån.
”De kan jo selv prøve at rejse fra Peru til Stillehavsøerne på en balsaflåde. Så kan vi se, hvor langt De kommer!”
Thor er rasende. Han er ikke kommet hele vejen over Atlanterhavet for at blive smidt på gaden som en hund. Med ét går det op for ham, hvad han er oppe imod. Der er kun én udvej. Han må bevise, at en rejse over Stillehavet kan lade sig gøre. Thor indser hurtigt, at det kun kan gøres på én måde; ved at han selv sejler tværs over det vældige ocean på en tømmerflåde.
’Er jeg rigtig klog? Jeg, der er bange for vand! En rejse over Stillehavet på en simpel flåde er det rene selvmord.’
Thor spekulerer frem og tilbage, mens natten falder på. Men uanset hvad han kommer frem til, dukker de gamle peruvianske tømmerflåder op for hans indre blik. Hvis de gamle kulturfolk kunne bygge flåder, der var stærke nok til at sejle ud på Stillehavet, kan han vel også?
Det er langt op ad formiddagen, da Thor endelig kommer i seng, men der er ingen tvivl i hans sind: Han må bygge en tømmerflåde og foretage rejsen selv. Hvis han overlever, er professoren nødt til at høre på ham.
Thor er godt klar over, at han ikke kan sejle 8.000 kilometer alene over åbent hav. Men hvad nu, hvis de er flere om bord?
Tanken bliver ved med at plage ham. Men først må han have et par timers søvn, så han kan tænke klart. I eftermiddag vil han købe et søkort over Stillehavet og flytte ind på det norske sømandshjem i New York. Herfra vil han begynde sine forberedelser.
Den første tid på sømandshjemmet går med at lytte til de søfolk, der bor på hjemmet. Thor suger til sig, når sømændene fortæller historier fra de store have. Han har aldrig lært navigation, har aldrig sejlet over et kæmpemæssigt hav og har hverken erfaring med vind, bølger eller strøm.
Nu fortæller sømændene om bølger så høje som huse og storme så vanvittige, at vildskaben kan skræmme fuldvoksne mænd fra vid og sans.
Han hører, hvordan lange fragtskibe af stål kan brække midt over ude på oceanet. Sømændene er dog enige om én ting; hvor et stort fartøj vil kæmpe mod vejret, vil en flåde blot rutsche op og ned ad bølgerne som en prop.
Snakken om mindre flåder er lige noget for Thor, men glæden er kortvarig. De garvede søfolk ryster på hovedet ad den unge knægt, for hvem kan styre en flåde? Idéen er vanvittig. Det kan ikke siges tit nok!
Det er ikke blandt søfolkene, Thor skal finde sin besætning. De er kloge nok til at vise havet respekt og råder ham til at rejse hjem til Norge. Men Thor vil ikke rejse. Han håber stadig at finde en håndfuld mænd, der vil følge med over Stillehavet.
Det bliver ikke nogen nem opgave at samle en besætning, der vil følge ham. Dels skal den være sammensat af modige folk, dels skal de være villige til at sætte livet på spil for at underbygge myten om Solgudens rejse – en rejse, der vil komme til at strække sig over flere måneder.
En dag kommer Herman Watzinger travende ind på sømandshjemmet. Herman kender hverken til skibe eller flåder. Han er ingeniør i køleteknik og aner intet om Stillehavet. Faktisk besøger han kun sømandshjemmet for at få et godt måltid mad.
Mens han spiser, hører han søfolkene fortælle om den skøre eventyrer, der vil sejle tværs over Stillehavet på en tømmerflåde. Der går ikke mange minutter, før Herman spørger, om han må sidde ved Thors bord. Thor gør plads og hilser på.
Herman glemmer næsten at spise sin mad. Han har forfærdelig lyst til at høre mere om planerne. Godt nok er han ikke sømand, men lysten til eventyr fejler ikke noget.
Thor fortæller løs om sit usædvanlige projekt og det varer ikke længe, før Herman bliver optændt af idéen. Han vil mægtig gerne med på rejsen – hvis han altså må?
Thor smiler for sig selv, mens han skæver til de hovedrystende sømænd. Han rejser sig og giver Herman hånden tværs over bordet.
”Velkommen om bord.”
Endelig har Thor fundet den første deltager til sit usædvanlige togt. Han ånder lettet op. Endelig er ekspeditionen mere end en blyantsstreg på søkortet.
Thor og Herman går i gang med at finde de andre deltagere til ekspeditionen. Thor fortæller om sine venner hjemme i Norge.
”Jeg kender en sjov kunstmaler. Han hedder Erik Hesselberg og har allerede rejst jorden rundt flere gange. Måske har han lyst til at være med?”
Herman nikker. Det lyder som en god idé. Thor skriver et brev til Erik og inden længe kommer svaret retur til de to mænd på sømandshjemmet. De har fundet deltager nummer tre.
Allerede inden Erik har svaret, bliver endnu et par forespørgsler sendt til Norge. Teksten er kort og helt uden lokkende ord om eventyr.
’Skal sejle på tømmerflåde over Stillehavet for at bevise, at Sydhavet kan være befolket fra Peru. Tager I med?’
Thor sender den korte besked til Torstein Raaby og Knut Haugland. De er begge radiotelegrafister og har været nogle af Norges dygtigste modstandsfolk under Anden Verdenskrig. Hverken Torstein eller Knut er bange for noget som helst, heller ikke en tur over Stillehavet på en tømmerflåde.
Deres korte svar kommer tilbage med telegram.
’Deltager.’
Seks mand er et godt antal på en flåde, men den sidste deltager er svær at finde. Der kommer hele tiden noget i vejen, så til sidst går mændene i gang med at planlægge rejsen ned til mindste detalje. Så må sidste besætningsmedlem dukke op, når tiden er inde. Lige nu gælder det flåden. Thor har for længe siden bestemt, at den skal hedde Kon-Tiki, opkaldt efter solens søn.
Nu tager forberedelserne fart. Thor og Herman rejser til Peru, hvor de mødes med resten af besætningen i Lima, Perus støvede og larmende hovedstad.
Thor søger straks om tilladelse til at bygge Kon-Tiki i byens militære havn. Ikke for at få gode råd fra forsvaret, men for at være i fred for de tusindvis af nysgerrige, der allerede har hørt om ekspeditionen.
Heldigvis får de tilladelse til at bruge havnen. Thor ånder lettet op, for han ved, at de ikke ville få et øjebliks arbejdsro, hvis Kon-Tiki skulle bygges direkte på stranden.
En dag læser Thor om en svensk ekspedition, der har studeret bjergindianere i Peru. En af deltagerne hedder Bengt Danielsson. Han er netop kommet til Lima – i kano!
Det er ikke hver dag, to nordiske ekspeditioner støder sammen i et fjernt land som Peru, så Thor læser artiklen med stor interesse. Netop som han sidder og tænker over det mærkelige sammentræf, dukker en kæmpestor mand frem i døren.
’Bengt Danielsson,’ tænker Thor. ’Nu kommer han hér for at fortælle mig, hvor tåbelig vores ekspedition er.’
”Bengt Danielsson.” Manden præsenterer sig og rækker hånden frem. Thor finder en stol og beder ham sætte sig. Nu venter han bare på, at den fremmede skal slutte sig til koret af kloge folk, der kun tænker på at sable hans teori ned.
Den store mand rømmer sig og ser på Thor med et fredsommeligt blik.
”Jeg synes, det lyder vældig interessant med den flåde, så nu kommer jeg for at spørge, om jeg må være med?”
Thor ser forbløffet på sin gæst. Han er næsten skaldet, men har et mægtigt rødt skæg, der lyser op i det godmodige ansigt. Og selv om Thor slet ikke kender denne Bengt Danielsson, ved han med det samme, at han kan lide den uhøjtidelige videnskabsmand.
Det bedste er næsten, at Bengt kan noget, de andre ikke kan; den store svensker kan nemlig tale spansk – det sprog man taler i Peru. Desuden er han god til at lave mad, og det er jo heller ikke dårligt på en ekspedition, der skal langt til havs.
Thor ånder lettet op og glæder sig til at fortælle de andre, at han endelig har fundet deltager nummer seks.
Eller rettere sagt – deltager nummer seks har fundet ham.
Dagen kommer, hvor Kon-Tiki skal bygges.
Solen spreder et gyldent lys over byen, da Thor begiver sig ned mod den del af byen, der kaldes Callao. Her findes Limas militære havn.
For byens indbyggere er det en ganske almindelig morgen i hovedstaden, men for Thor Heyerdahl er dagen noget ganske særligt. Endelig er tiden kommet, hvor hans drømme skal bygges i træ og bambus.
Thor ser op mod bjergene og tænker på de sydamerikanske folkeslag, der gennem årtusinder har tilbedt solen i netop dette land. De levede et liv, der kan være svært at forestille sig en dag som denne, hvor storbyens larm ligger som et massivt lydspor over den smukke morgen. Bjergene og solopgangen er de samme, men i Peru tilbeder man ikke længere solguderne. Her har den moderne verden for længst holdt sit indtog.
Thor går gennem byen med hastige skridt, men sætter farten op, da han nærmer sig havnen. Han tænker på den selvsikre professor i New York, der har provokeret ham til at planlægge denne rejse. Hvad ville han mon sige, hvis han havde en kikkert, der rakte helt til Lima?
Nede i havnen ligger de tunge træstammer allerede og venter i havnebassinets grumsede vand. Men det er ikke kun de store stammer af balsatræ, der venter i den kølige morgen.