Forsidebillede: Erling Skakkes angreb ved Djurså 1165 eller 1167. Træsnit af Robert Nielsen.

Bagsidebillede: Grenaaskatten fra ca. 1235. Udstillet på Nationalmuseet.

2. Udgave

© 2019 Mogens Møller

Forlag: Books on Demand GmbH – København, Danmark

Fremstilling: Books on Demand GmbH – Norderstedt, Tyskland

Bogen er fremstillet efter on-Demand-proces

ISBN 978-87-4308-136-4

INDHOLD

Forord

Det har været en spændende udfordring at udforske Grenaas historie i sammenhæng med oplandet. Min arbejdsmæssige baggrund er en uddannelse til jurist med bl.a. retshistorie som tilvalgsfag. Og derefter til advokat samt senere arbejde indenfor dette fag. Sideløbende har jeg gennem årtier dyrket historie og arkæologi som amatør.

Jeg har tidligere medvirket ved redigeringen af den historiske årbog ”Grenaa og Omegn − før og nu”. Forskningen gav sig først udslag i artiklerne ”Bom- og Bleghuset ved Sønderbro” samt ”Hattemager i Grenaa”, begge bragt i ”Grenaa og Omegn − før og nu 1987”.

Med hensyn til mine andre bøger henvises til litteraturlisten sidst i bogen.

En stor tak bringes til alle, der har hjulpet med projektets gennemførelse, herunder til medarbejderne på Grenaa Bibliotek for god hjælp med at finde og skaffe bøger med kildetekster. Desuden til venlige og hjælpsomme medarbejdere på Grenaa Egnsarkiv, landsarkivet i Viborg, Rigsarkivet i København samt Nationalmuseet.

Museet i Grenaa har omfattende interne samlinger af genstande, fotos og papirer. En del af det skriftlige materiale findes også på Nationalmuseet og her er man meget indstillet på at ville dele det med interesserede borgere.

Tak til min kone, Jytte Nielsen, for hyggelige arkivture og gode råd om layout, billeder og tekst. Bogen giver i den sidste ende udtryk for mine egne synspunkter.

I alle direkte citater samt bogtitler er som udgangspunkt bibeholdt den oprindelige retskrivning.

Mogens Møller

Indledning

Denne bog handler om de udefrakommende vilkår, som beboerne i Grenaa og omegn var undergivet i middelalderen og den nærmeste tid herefter. Ved middelalderen forstås perioden fra omkring år 1050 til 1536, hvilket svarer nogenlunde til den tid, hvor den katolske kirke var statskirke i Danmark. Der trækkes lange linier frem til nyere tid.

I konsekvens af bogens emneområde fokuseres der på grundlæggende fænomener som frihed, magtudøvelse og modtryk. Grundlæggende findes der to slags frihed. Den ene form for frihed er almindelige menneskers adgang til frihed for sig selv uden utidig indblanding. Den anden er snævre gruppers frihed til at nyde meget og yde lidt i kraft af uhæmmet adgang til økonomiske overgreb på andre. Gennemførelse af øget frihed er typisk populært, fordi man optimistisk tror at få den første form for frihed, medens det i virkeligheden ofte handler om den anden form.

I middelalderen og frem til midten af 1800-tallet havde en lille kreds af enkeltpersoner en betydelig (og i høj grad medfødt) frihed på andres bekostning. Staten blev derefter i stigende grad garant for det brede folks frihed. Det hedengangne politiske parti Dansk Samling udtrykte i 1930-erne tankegangen bag dette i sit slogan ”Staten stærk og folket frit”. Gennem den senere årrække har stærke interesser svækket statens rolle som det enkelte menneskes værner.

Op i 1500-tallet var der danskere, som gjorde væbnede oprør mod adel, konge og kirke. Men i 1694 kunne den tidligere engelske ambassadør Robert Molesworth notere, at danskerne havde et trællesind og udviste blind lydighed.

Drivkraften bag bogen har ligget i udfordringen i at kaste nyt lys over nogle sammenhænge, som bedst kunne fastholdes ved at blive nedskrevet. Det er mit håb, at andre kan have glæde af at dele oplevelserne.

Begivenhedsoversigt i tidsfølge

Ca. 986 Kong Harald Blåtand skudt – på Helgenæs efter en overlevering.
1045 Søslag ved Helgenæs mellem Svend Estridsøn og Norges kong Magnus.
1048 Norges kong Harald Hårderåde plyndrer i Randers Fjord og andre steder.
1060 Søslag i Djurså mellem Svend Estridsøn og Harald Hårderåde.
1157 Kong Svend Grathe sejler til Grenaa efter Blodgildet i Roskilde.
1159 Aarhus plyndres af venderne.
1165/1167 ”Staden” (Grenaa) plyndres af den norske høvding/konge Erling Skakke.
Ca. 1150-1200 Sankt Peders Kirke på Baunhøj bygges.
Ca. 1200-1250 Sankt Gertruds Kirke på Grindhøgh-bakken på Torvet bygges.
Ca. 1235 Møntskat med 12.000 sølvmønter gemt i Ågade.
Ca. 1240 Grindhøgh by nævnes i kong Valdemar Sejrs Jordebog.
Ca. 1250 Grenaas første købstadsrettigheder.
Ca. 1250 Købstadens ældste segl med kirken på Torvet og St. Jørgens kapel.
Ca. 1250 Sankt Jørgens gård bygges.
1259-88 Lübeck anmoder kongen om hjælp til at få erstatning fra Jens Vitte i Grenaa.
1263 Øm klosters bønder i Låsby indstævnes til at møde i Grenaa.
1286 Kong Erik Klipping dræbes efter forudgående oprør.
1301 Ebeltofts ældste kendte købstadsrettigheder.
1313 Bondeoprør med skattenægtelse på Djursland. Kalø opføres som reaktion.
1329 Grenaa pantsættes til marsken Erik Holch.
1342 Præsten Andreas, Sacerdos de Bro bekræfter et brev med sit segl.
1440 Købstadens ældste kendte privilegium bevaret i uddrag.
1445 Købstadens ældste kendte fuldstændige privilegium.
1455 Sankt Jørgens gård bortforlenes til Otte Nielsen Rosenkrantz.
Ca. 1521 Rådhuset (tinghuset) nordøst for kirken opføres.
1536 Reformationen hvorved den katolske kirke afskaffes gennem borgerkrig.
Ca. 1540 Sankt Jørgens gård og store dele af Grenaa brænder.
1545 Kong Christian III. aflægger besøg i Grenaa og Ebeltoft.
1552 Christian III. besøger Grenaa og tillader byen at opkræve havnepenge.
1556 Hessels ejere tildømmes retten til Bro Hede.
1558 Gammelsogns Kirke nedlægges.
1558 Kongen skænker Provstegaarden i Grenaa til latinskolen.
1592 Galgebakken ved Enslev fradømmes Grenaa.
1600 Borgmester og råd søger kongen om tilladelse til at rejse ny galge.
1606 Bro Hede syd for Grenåen samt åen ødelægges af sandflugt.
1617 Grenaa og Ebeltoft antager en skarpretter i fællesskab.
1617 Anna Jensdatter brændes som heks efter landstingsdom.
1626 Kæmpebrand fortærer Grenaas vestlige bydel.
1627 Svenske tropper overvintrer i Grenaa og plyndrer kirken.
1649 Kæmpebrand ødelægger Grenaas østlige bydel med kirken.
1657 Svenske tropper hærger Grenaa og Djurs Nørre Herred.
1660 Kongen bliver enevældig.
1662 Kalø Len nedlægges.
1710 Baunerne ved Grenaa antændes til advarsel mod svenske skibe.
1713-15 130 Svenske fanger indkvarteres på Grenaa-egnen.
1715 Stormflod ødelægger kysthavnens moler ved åens udmunding i havet.
1726 Djurs Nørre Herred administreres sammen med Grenaa byting.
1740 Latinskolen nedlægges. En ”Dansk Fattigskole” oprettes.
1751 Brand fortærer 44 huse i Lille- og Storegade.
1762 Vandmøllen i Grenaa enge nedbrænder. Vindmøllen Sønder Mølle opføres.
1789 Grenaa overtager forpagtningen af broerne over de tre åløb.
1801-14 Englændernes hærgen medfører klargøring af baunerne langs kysterne.
1805 Rådhuset på Torvet nordvest for kirken opføres.

Djursland-halvøen

Fig. 1. Udsnit af kort over Aarhus Stift tegnet af I. Haas 1767.

Landområderne nord og syd for Kolindsund hed fra gammel tid Djurs. Navnet blev i kong Valdemar Sejrs Jordebog fra omkring 1240 stavet Dyursæ. I vikingetiden sejlede man ind i landet ad Djurså (Dyrså), som godt en km sydvest for Grenaa gik over i Jyllands største indsø, Djursø (Dyrsø), med en længde på 25 km og en bredde på ca. 3 km helt ind forbi Kolind. Søen ses i 1600-tallet også omtalt som Grimsund og sidenhen som Kolindsund.

Dengang der ikke fandtes gode landeveje, var det særlig praktisk at færdes til søs. Som et udslag heraf er det ved sprogvidenskabelige undersøgelser påvist, at Djursland tidligere med hensyn til visse sproglige træk havde mere tilfælles med det sydlige Sverige end med fjernere egne af Jylland. Stednavnet Djursland har lighed med nutidens svenske sprog, hvor man endnu anvender ordet djur som betegnelse for dyr. Op til nyere tid er både Dyrs og Djurs brugt i flæng om halvøen. Endelsen ”land” er først kommet til i slutningen af 1800-tallet.

Kongsgården med kongens repræsentant i lokalområdet

Et landsdækkende net af kongsgårde til centralmagtens udøvelse

Kong Harald Blåtand (958-986/87) pralede på mindestenen over sine forældre fra omkring år 965 af sin egen indsats. Han hævdede på denne, at han selv havde samlet Danmark. Samlingen af hele landet fra at have været styret af mange lokale småhøvdinge til at blive underlagt en fælles landshersker krævede en synlig stærk repræsentation i lokalområderne. Fra den sidste halvdel af 900-tallet kendes fem store ringborge fordelt over landet: Trelleborg ved Slagelse, Fyrkat ved Hobro, Aggersborg ved Aggersund, Nonnebakken ved Odense og Vallø Borgring ved Køge. Omkring ved denne tid blev også Danmarks forsvarsvold mod syd, Danevirke, udvidet. I år 968 befæstede Harald Blåtand sit kongesæde i Jelling med træpalisader.

Det fra senere tid kendte landsdækkende system af kongsgårde stammer sandsynligvis helt tilbage fra Harald Blåtands regeringsperiode. Kongsgårdene lå med passende afstand som statslige magt- og administrationscentre. De var placeret på strategisk vigtige steder ud fra hensyn til kontrol af lokalområdet samt varsling af og værn mod fjendtlige indfald fra havet. Befolkningen gjorde mange gange oprør og kongsgårdene havde også en funktion til undertrykkelse af undersåtterne, ligesom sidenhen lensborgene.

Fra Djursland er overleveret omtale af to kongsgårde, der omtales med brugen af betegnelsen ”kongsgård”, nemlig i Grenaa og på halvøen Helgenæs og begge havde et vist jordtilliggende. Kongsgården på Helgenæs var fra 1600-tallet opdelt i to store bondegårde kaldet Kongsgårde. Kronens gård Æbelsøgård ca. 5 km sydøst for Ebeltoft har tilsyneladende haft en tilsvarende funktion som kongsgården ved Grenaa, dengang Ebeltoft opstod og blev købstad. Æbelsøgård havde jord helt ind til Ebeltoft, hvis bynavn samt marknavnet Toftevang endnu vidner herom. At denne gård ikke kaldes kongsgård, kan skyldes, at den i stedet var kendt under stednavnet Æbelsøgård i stedet for funktionsbetegnelsen ”kongsgård”.

Æbelsøgård lå ud til farvandet mellem Hassens-halvøen og Hjelm. Dens voldsted omtales i nyere tid som Rane Ladegård. Hvitvedgård ved Thorsager har vistnok også haft funktion som kongsgård. Fra det nordlige Djursland kendes ingen gårde, som menes at have haft rollen som kongsgårde.

Kongsgården i Grenaa

Ved Grenaa lå kongsgården formentlig oprindelig på øerne Kongsholm og Borholm, hvor vandvejens krydsning med landevejen var et vigtigt trafikknudepunkt. Stedet ved indsejlingen til Djursø var velvalgt i henseende til såvel sejlbarhed som overvågning. Fra denne post kunne krigskarlene på kongsgården beskytte byen og kontrollere skibstrafikken til og fra Kolindsund. Kongen må fra den ældste købstadstid have ejet jord til vejbro, skibsbro, vandmølle og spedalskhedshospital. Broområdet må oprindelig have udgjort en del af kongsgårdens tofter.

Man skal ikke forestille sig den første kongsgård som en pompøs grundmuret borg med takket murværk i røde teglsten. I hvert tilfælde ikke fra først af. Brændte teglsten blev først anvendt i Danmark fra omkring år 1200 og langt de fleste huse blev bygget i bindingsværk helt op i 1800-tallet. I en brandtaksationsforretning fra 1801 står der: ”Raadhuset er Byens eneste grundmurede Bygning undtagen Kirken.” Den første kongsgård ved Grenaa må have været bygget af træ og kan have ligget på pæle på de fra 1572 omtalte Grinduholme – Kongsholm og Borgholm –, hvis navne næppe er kommet af ingenting. På de to holme kan have ligget kongsgårdens borggård (burgård) og ladegård, sådan som man normalt havde det opdelt.

Kongsgårdens bygninger kan i tidens løb have ligget forskellige steder. Den kan efter at det oprindelige træværk er gået til grunde være blevet genopført i tegl på mere fast grund umiddelbart nord for åen, hvor ”Kongs-Gaards Toft” på kortet tegnet ca. 1672 til Resens Atlas blev indtegnet mellem åen og Storegade. En toft var et stykke jord stødende direkte op til selve gården, hvorfor kongsgården må have været placeret på eller ved den nævnte Kongs-Gaards Toft.

Hvis kongsgården fra først af har været placeret på Kongsholm umiddelbart syd for åen, kan den udmærket have haft (noget af) sin toft på den nordre side af åen lige overfor bygningerne.

En notits i Grenaa Avis 1896 beretter, at man ved udgravning til pigeskolens nye bygning Vestergade 8 var stødt på betydelige rester af fundamentet fra en middelalderlig bygning opført i de gammeldags røde munkesten. Det fremgik, at den grundmurede bygning formentlig strakte sig såvel bagud som til siderne. Bygningen kan være en sen udgave af kongsgården, da den ligger nær ved arealet Konggaards Toft som vist på kortet fra omkring 1672 tegnet til Resens Atlas.

Kongsgården ses omtalt første gang i 1327, da kongen til Erich Holch og Aage Iffuersøn pantsatte ”Grindow med Kongsgården sammesteds”.

Næste gang kongsgården omtales er fastelavnsmandag 1561, hvor Niels Krabbe til Hessel gav møde på bytinget i Grenaa i en strid om fædriften på Bro Hede. Han sagde da, ”at både den Mand, som bor i Kongsgården og Grindow Borgere har den, med mere Gods i Leje og Fæste af ham på Kgl. Mayst. vegne.” Det vil sige, at Kongsgården med jordtilliggende da var bortfæstet til Hessels ejer, som fremlejede den til Grenaa-borgere.

I 1572 var ifølge kongen ”Vor og Kronens gård udi vor Købstad Grindow, kaldet Kongens Gård” bortforlenet (bortforpagtet) til Carl Skotte, som fremlejede den. Borgerne ansøgte da kongen om at måtte overtage forleningen. Kongen imødekom ansøgningen, ”eftersom Carl Skotte ikke selv besidder eller bruger omtalte Gaard eller Jordene, men har bortfæstet den til andre, vore Borgere i Grindow til Trængsel”. Derfor måtte kongens ”Undersaatter i Grindow, Borgmestre, Raadmænd og menige Borgere --- bekomme førnævnte vor og Kronens Gaard sammesteds med al sin Ejendom og tilliggende”.

Borgerne forpligtede sig som led i aftalen til at forbedre gården med gode købstadsbygninger og altid holde den ved god hævd og magt, så der kan svares skat og afgift til kongen og til byen. Hvis kongsgården nogensinde har ligget på ejendommen Vestergade 8, kan den med de af kongen foreskrevne ”gode købstadsbygninger” være blevet genopført lidt uden for centrum, hvor der var mere plads. Men fra da af kendes kongsgårdens videre skæbne ikke.

Kong Valdemar Sejrs Jordebog fra ca. 1240 har byen Grindhøgh opført i listen over konunglef, som var kongens personlige ejendom. Af senere ejendomssalg m.m. fra 1500-tallet og 1600-tallet fremgår, at kongerne senest udover kongsgården med dens markjorder ejede 2-3 ejendomme i byen, 2 ålegårde, 1 mølle, spedalskhedshospitalet og landsbyen Bro.

Da kongsgården i 1572 var bortforlenet til Carl Skotte, hørte der til den bl.a. ”2 Fierdinger Jord, som var tillagt af Hans Majestæt til Borgmester og Byfoged for deres Bestilling”.

Kongen forestod grundlæggelsen af landets ældste købstæder. Det skete i mange tilfælde ud fra en lokal kongsgård, hvorfra der kunne stilles jord til rådighed gennem udlejning. Kongsgården i Grenaa må have været det første større byggeri i området, hvor senere købstaden opstod. Kongsgården gav beskyttelse til håndværkere og handlende, som efterhånden slog sig ned i dens nærhed. Søfarts- og handelsbyen Grindhøgh er nærliggende fra først af opstået som et særskilt afgrænset område på kongens jorder ved åen.

Kongen har oprindelig ejet hele købstadens jord og har udlejet grunde til boder i dens centrale område til borgernes erhverv og boliger. Byens borgere rådede fra først af kun over jord, som de fik stillet til rådighed af kongen. I sammenhæng hermed var byggegrundene i Grenaas ældste kendte kortlagte bebyggelse i 1600-tallet endnu næsten alle lige store. Kongen har senere hen solgt købstadens byggegrunde.

Kongsgården som lokalt administrationscenter ledet af en bryde

Kongsgårdens daglige drift var overladt til en foged – en bryde eller kongsbryde – hvis væsentligste opgave var at forvalte krongodset. Bryden skulle sørge for opkrævning og håndtering af kongens lejeindtægter og afgifter betalt i form af penge eller naturalydelser som kvæg, får, flyndere og ål. Bryden var også styresmand ved leding til krigstogter.

Bryden fik med tiden overladt stadig flere forvaltningsopgaver og hans titel ændredes til kgl. ombudsmand, hvilket er titlen i Jyske lov fra 1241.

Ombudsmandstitlen blev sidenhen ændret til betegnelsen lensmand.

Når kongen kom på besøg med sit følge af krigsfolk og rigsembedsmænd, var det kongsgårdens opgave at sørge for ophold og forplejning.

Kongernes bortforlening og pantsætning af købstaden til private långivere

Snylteriet og ødselheden fra kongernes, adelens og kirkens side bragte gennem århundreder riget i pengeforlegenhed. De danske konger havde til stadighed økonomiske problemer. Selv om man til stadighed forsøgte at presse så store skatter som muligt ud af folket, blev det aldrig nok. En stor del af statens ordinære indtægter gik i de adelige rigsråders lommer. Til løsning af de økonomiske problemer blev der opkrævet ekstraskatter. Den første kendte ekstraskat blev opkrævet i 1450 og andre fulgte efter med jævne mellemrum. Såvel de enkelte beboere som købstaden som sådan måtte svare skatter og afgifter til kongen. Kongens indtægter af byen gav grundlag for at han kunne pantsætte den til kapitalstærke långivere.

Den 2. februar 1327 pantsatte kong Valdemar med Grev Gerts og Rigsrådets samtykke til sin marsk Erik Holch samt Aage Iversen bl.a. Grenaa med kongsgården samt Sostrup, Stenvadeng med mølle og Ebeltoft.

Ved kong Christoffer II.s død i 1332 var hele Jylland pantsat til Grev Gert af Holsten. Sidenhen blev Kalø-området pantsat til Aarhus-bispen Bo Mogensen, indtil dronning Margrethe indløste pantet den 9. april 1407. Der var næppe tryghed ved de grådige kirkefolk, for samme dag som pantets indløsning, fik man udstedt en erklæring fra biskop Bo og kapitlet i Aarhus om, at øen og den faste borg Kalø aldrig havde tilhørt Aarhus bispestol.

Måske kirkens folk alligevel har været vanskelige at holde væk, for allerede den 6. januar 1408 fik man biskop Bo og kapitlet i Aarhus til på ny at anerkende det samme.

Otte Nielsen (Rosenkrantz), der var lensmand over Kalø Len 1439-52, havde i 1441 været kongen en ivrig hjælper under bondeoprøret.

Han fik som belønning den 5. september samme år forleningen af Grenaa, Grenaa mølle samt kronens gods i Stensmark og på Anholt. I 1455 blev han forlenet med Bro Hospital for livstid.

I 1515 var det Niels Erichsen (Rosenkrantz) til Bjørnholm, der fik Grenaa i forlening. Han døde den 2. november 1516 og enken Birgitte Thott overtog pantet, dog uden Grenaa.

Henrik Nielsen (Rosenkrantz) til Bjørnholm fik i 1523 Grenaa i forlening indtil sin død, som indtraf i 1530 på Gotland, hvor han var lensmand.

I en fortegnelse fra 1523 over slotte, len og købstæder, der lå til kong Frederik I.s fadebur, så han fik indtægterne derfra som sine personlige, findes bl.a. et ”Register paa the Slott oc, lenn oc herrett, som Riidder oc godemend haffue i forlenning oc i pant wtij Nørre jutland”. Heri opregnes fra det nordlige Djursland:

I ”Cantsler Claus Giordsens Optegnelser, især om de danske og norske Lehn paa Kong Frederik den Førstes Tid” fremgår, at Kalø Len 1524-25 havde indtægter på Østdjursland fra:

Den foran nævnte Niels Erickßen var Bjørnholms ejer Niels Eriksen (Rosenkrantz). Når Ebeltoft skulle betale byskatten til ham, må han have lånt kongen penge med pant i byen.

Kongerejser med sjældne besøg i Grenaa

Middelalderens konger boede ikke på en fast residens. De foretog til stadighed rejser rundt i landet for at få et kendskab til og en kontakt med personer og steder, som ellers ikke var mulig med datidens kommunikationsmidler. På denne vis kunne de ved selvsyn holde sig orienteret om tingenes tilstand samt demonstrere og udøve deres magt. Under ophold på Djursland har kongen fra først af boet på sine kongsgårde i Grenaa og på Helgenæs. Sandsynligvis også i den kongeligt ejede Æbelsøgård ved Ebeltoft og på Hvitvedgård ved Thorsager. Her kunne kongen og hans følge af soldater, oppassere og embedsmænd overnatte samt nyde noget af den mad og drikke, der var opkrævet i naturalier som skatter og afgifter.

Efter Kalø slots opførelse fra 1313 boede kongen for det meste der, når han var på Djursland og sådan forløb det op i 1600-tallet. Ved istandsættelserne efter tyske troppers besættelse af slottet i 1627 fandtes bl.a. et ”Kongl: Mayestæts Gemack” og en ”Kongl: Mayestæts Sal”.

Fra middelalderen er kun overleveret beretninger om kongebesøg på Djursland i forbindelse med krigshandlinger, hvor kongen selv eller kongelige familiemedlemmer var på hastig gennemrejse. Den ældste nedskrevne beretning om en begivenhed på Grenaa-egnen handler om et søslag i 1060 i Djursåen. Djursåen må antages at være vandløbet fra Djursø forbi Grenaa og ud i Kattegat. Kampen førtes her mellem den danske konge Svend Estridsøn og den norske konge Harald Hårderåde. Danskerne tabte slaget og flygtede, så der har ikke været megen hygge ved dette kongebesøg.

Under borgerkrigen 1157 hastede kong Valdemar (den Store) til Viborg. Hans medkonge Svend (Grathe) forfulgte ham med den sjællandske og fynske flåde, som han ifølge Saxo ”lod lægge ind i Djursaaen, hvorfra han med kernen af rytteriet begav sig til Viborg”. Svend blev dræbt på Grathe Hede syd for Viborg.

I 1165 eller 1167 vandt den norske høvding eller konge Erling Skakke et slag over en dansk flåde i eller ved Djurså og plyndrede Grenaa. Denne gang nåede den danske konge ikke at komme til stede.

I senere tider, hvorfra der ellers er overleveret beretninger om kongebesøg, indtraf det kun sjældent i Grenaa. I løbet af 1400-tallet udviklede København sig til at blive en hovedstad, hvorfra kongen mere permanent udøvede sin magt, men stadigvæk spillede rejserne rundt omkring i landet en betydelig rolle.

Grenaa havde to gange omkring midten af 1500-tallet besøg af kong Christian III. I 1545 overnattede kongen en enkelt nat i Grenaa og lod sig ellers beværte hos lensmanden på Kalø slot. I 1552 besøgte kongen igen Djursland. Han overnattede i Ebeltoft 8.-9. juni og i Grenaa den følgende nat. Derefter var han to nætter på Kalø slot.

Kongen tog med sit store følge godt fra under sit ophold. I 1537 kunne et døgns forplejning være ansat til 2 måltider, hvor der til hvert af disse medgik 1½ oksekrop, 8 fårekroppe, 30 høns, ½ td. saltede fisk, 30 tørrede kabliover, 300 tørrede flyndere, ½ td. saltede sild, 1/4 td. smør, 10 sider flæsk og 40 tdr. øl foruden fersk fisk, æg, løg, gryn, lys og brød efter behov og 60-100 tdr. havre foruden staldrum, hø samt stråfoder til 280 heste.

Derefter gik der mere end 300 år, før Danmarks konge igen besøgte Grenaa. Det skete, da Frederik 7. boede i byen fra 12.-14. juni 1861.

Kalø Len med statsadministration og militærforlægning

Borgen og dens anvendelse

Kalø blev efter et bondeoprør med skattenægtelse i 1313 opført for at holde styr på djurslændingene. Tilpas afsondret og sikret lå ude på øen selve borgen med ladegårdens forsyninger. Kongens regentbeføjelser og ejendomsrettigheder i lokalområdet blev fremover udøvet fra Kalø. Her var der magasiner til naturalieafgifter fra skatteydere og ejendomsfæstere. Der var dybt vand tæt på øen, så levnedsmidler kunne fragtes ad søvejen til Kalundborg og København.

Fig. 2. Kalø slotsruin før dens skamfering med udsigtsstillads. Foto: Colourbox.

Borgen lå godt beskyttet bag en række spærringer. Stenbroen (vasen) ud til øen havde indbygget en træbro, der kunne afbrydes. Ved indgangen til selve borgområdet var der en vandgrav i retning nord-syd. Derefter kommer borgens søndre grav dybt nedgravet i banken som den tredje spærring. Dernæst førte vindebroen over den tørre grav til borgporten. Efter forgården nåede man endelig frem til hovedporten. Inde i borggården kunne forsvarerne værge for sig fra borgtårnet. Sejladsadgangen indebar mulighed for ved belejring at tilføre forsyninger udefra i form af f.eks. mandskab og forråd.

Ifølge en sagnoverlevering bragt i ”Atlas Danicus” af Peder Hansen Resen efter stof indsamlet i 1667 skal den holstenske greve Gerhard (”Grev Gert”) forgæves have belejret Kalø, nogen tid inden han i 1340 blev dræbt af væbneren Niels Ebbesen. Udgravninger har afdækket et tykt brandlag fra et nedbrændt porthus.

Borgens indretning og rummenes anvendelse fremgår i synsforretninger ved lensmandsskifte samt af regninger for reparationer. Christian IV. kastede i marts 1625 landet ud i den meningsløse religionskrig i Tyskland med den følge, at de kejserlige tropper i efteråret 1627 invaderede og udplyndrede Jylland.

Besættelsen påførte slottet store ødelæggelser, der gav arbejde til snedkere og murere i Ebeltoft. I årene 1632-38 afspejler den påkrævede hovedistandsættelse sig i lensregnskaberne. Her omtales bl.a. rummene Kongl: Mayestæts Gemack, Kongl: Mayestæts Sal, Pariser-Kammeret, Slotscapellet, Fruerstuen, Skræderens kammer og Det store steenhus i Gården. Jens Andersen Snediker lavede i 1631 et nyt alter og 10 nye stole til slotskapellet.

Kalø Len omfattede efterhånden de fem herreder Sønderhald, Nørre Djurs, Sønder Djurs, Mols og Øster Lisberg. I lenet lå hele Djursland med undtagelse af Rougsø Herred, som hørte under Dronningborg Len med hovedsæde ved Randers. Omvendt omfattede lenet mod vest en række sogne, der ligger udenfor Djursland-halvøen. Mod øst var øen Anholt med i Kalø Len.

Kalø Len var et af de statslige administrationscentre, som varetog opgaver med

- opretholdelse af lov og orden,

- opkrævning af skatter og afgifter samt

- godsadministration for talrige kongeligt ejede ejendomme.

Fængsel og fanger med tortur i Parises kammer samt afhøring i kapellet

Fangekældrene under rådhusene i Ebeltoft og Grenaa var indrettede så dårligt, at fanger flygtede fra dem begge ved at grave sig ud under døren. Undertiden husede også egnens godser en fange i kælderen, da der ikke behøvedes så megen bekvemmelighed efter datidens forhold.

Af et kongeligt reskript af 14. oktober 1718 om arrester fremgik, at der i mange amter ikke fandtes noget fængsel på landet. Følgen var, at ”disværre een og anden grov misgjerning formedelst Delinqventernis Undvigelse, tit og ofte ustraffet hengaaer og foraarsager at Blodet bliver over Landet, om Gud det af Naade iche vilde afvende”. Det befaledes derfor i givet fald at lade fangen bringe til nærmeste købstad for ”saadan undvigelse at forekomme, og Guds Hæfn fra Landet at afværge”.

Under slotstårnet på Kalø var der en fangekælder, hvortil der kun var én adgang – gennem et hul i loftet! Det har været slemt at opholde sig dér i mørke, kulde og fugt. Mærkeligt nok kunne fangerne gang på gang flygte også fra Kalø.