Anden udgave 2019

© 2016 – Jens Peter Jensen

Forlag: Books on Demand GmbH, København, Danmark

Fremstilling: Books on Demand GmbH, Norderstedt, Tyskland

Bogen er fremstillet efter on-Demand-proces

ISBN 978-87-7188-735-8

Indholdsfortegnelse

1. Forord
2. Tekster
   1. Carmen Arvale
   2. Senatusconsultum de Bacchanalibus
   3. Marcus Porcius Cato: De agricultura, CLX
   4. Marcus Porcius Cato: De agricultura, LXXXIII
   5. Varro: De lingua Latina, VII 6 - 12 om ’templum’
   6. Cicero: De natura deorum, II 10-12
   7. Cicero: De legibus, II 20-22
   8. Cicero: De divinatione, I 118-119
   9. Cicero: De divinatione, II 36-37
   10. Publius Ovidius Naso: Fasti, IV 905-32
   11. Lucius Annaeus Seneca: Epistula ad Lucilium, XXXXVII 1-3, 5, 10
   12. Publius Cornelius Tacitus: Annales, XV 44, sætn. 4–9
   13. Plinius Minor: Epistula, X 96
   14. Plinius Minor: Epistula, X 97
   15. Aulus Gellius: Noctes Atticae, I 19
   16. Minucius Felix: Octavius, IX, citeret efter Cornelius Fronto
   17. Lucius Apuleius: Metamorphoseon liber XI 22-24
   18. Passio Sanctorum Scillitanorum
   19. Passio Perpetuae et Felicitatis
   20. Quintus Septimius Florens Tertullianus: Apologeticum, XXI
   21. Irenaeus Lugdunensis: Adversus haereses, I 22
   22. Cyprianus: Epistula 81
   23. Lactantius: Epitome divinarum institutionum, cap. 43 (= Div. Inst. lib. I, c. 8; lib. IV, c. 10 og 11)
   24. Lactantius: De mortibus persecutorum, cap. 14
   25. Iulius Obsequens: Prodigia
   26. Firmicus Maternus: De errore profanarum religionum, cap. 2, 1-3+6
   27. Evagrius: Vita Antonii, cap. 5
   28. Ambrosius: De sacramentis, I 15-19
   29. Hieronymus: Vulgata – Pater noster (Matthaeus 6,9-13)
   30. Hieronymus: Vulgata – Johannes-evangeliet, 1, 1–9
   31. Augustinus: Confessiones
   32. Augustinus: Sermo 131
   33. Symbolum nicaeno-constantinopolitanum (325/381 e. Kr.)
   34. Regula Sancti Benedicti – Prologus
   35. Acta Andreae et Matthiae apud anthropophagos, 2-3
   36. Hrabanus Maurus: Veni, Creator Spiritus
   37. Bernhard af Clairvaux: In Cantica LXXXIII,4: Theologia cordis
   38. Jacobus de Voragine: Vita S. Francisci Assisiensis, uddrag af cap. 2+5
   39. Sanctus Franciscus Assisiensis: 3 tekster
   40. Sanctus Franciscus Assisiensis: Altissime, omnipotens, bone domine
   41. Thomas a Celano: Dies irae
   42. Thomas Aquinas: Summa Theologia – Quaestio II – Articulus 3: Utrum Deus sit
   43. Malleus Maleficarum
3. Gloser til teksterne
   1. Carmen Arvale (218 f. Kr.), CIL VI, 2104, v. 31 ff.
   2. Senatusconsultum de Bacchanalibus (186 f. Kr.), CIL 1,2 581
   3. Marcus Porcius Cato (234-149 f. Kr.): De agricultura, CLX
   4. Marcus Porcius Cato (234-149 f. Kr.): De agricultura, LXXXIII
   5. Varro (116-27 f. Kr.): De lingua Latina, VII, 6-12
   6. Cicero (106-43 f. Kr.): De natura deorum, II, 10-12
   7. Cicero (106-43 f. Kr.): De legibus, II, 20-22
   8. Cicero (106-43 f. Kr.): De Divinatione, I, 118-119
   9. Cicero (106-43 f. Kr.): De Divinatione, II, 36-37
   10. Ovid (43 f. Kr.–17 e. Kr.): Fasti, IV, 905-32
   11. Seneca (4-65 e. Kr.): Epistula ad Lucilium, XXXXVII, 1-3, 5, 10
   12. Tacitus (ca. 55- ca. 120 e. Kr.): Annales, XV, 44, 4-9
   13. Plinius den Yngre (62-ca. 114 e. Kr.): Epistula 96
   14. Plinius den Yngre: Epistula 97
   15. Aulus Gellius (2. årh. e. Kr.): Noctes Atticae, I, 19
   16. Minucius Felix (2. årh. e. Kr.) citeret efter Fronto (ca. 100-170 e. Kr.): ’Octavianus’, cap. IX
   17. Lucius Apuleius (2. årh.): Metamorphoseon liber XI, 22-24
   18. Passio Scillitanorum (180 e. Kr.), Den første martyrberetning
   19. Passio Perpetuae et Felicitatis (203 e. Kr.), Martyrberetning, capp. 2+4
   20. Tertullian (ca. 155 – efter 220): Apologeticum, XXI, 3, 9-10, 13-14
   21. Irenaeus (2. årh.): Adversus haereses, I, 22
   22. Cyprianus (3. årh. e. Kr.): Epistula 81
   23. Lactantius (omkr. 300 e. Kr.): Epitome divinarum institutionum, cap. 43, 1-7
   24. Lactantius (omkr. 300 e. Kr.): De mortibus persecutorum, cap. 14
   25. Iulius Obsequens (4. årh.): Prodigia - A.U.C. 564/566/568/654/743 ~ 190/188/186/100/11 B.C.
   26. Firmicus Maternus (4. årh. e. Kr.,): De errore profanarum religionum, cap. 2
   27. Antonius’ liv (251-356 e. Kr.), overs. af Evagrius (ca. 320-ca. 393) efter Athanasius (295-373), cap. 5
   28. Ambrosius (ca. 340-397 e. Kr.): De sacramentis, I, 5-19
   29. Hieronymus (ca. 348-420 e. Kr.): Vulgata: Matth. 6, 9-13 = ’Fadervor’
   30. Hieronymus: Vulgata, Joh. Ev., I, 1-9
   31. Augustinus (354-430 e. Kr.): Confessiones, I, 1
   32. Augustinus (354-430 e. Kr.): Sermo CXXXI
   33. Trosbekendelsen (325/381 e. Kr.) - Symbolon nicaeno-constantinopolitanum
   34. Sanctus Benedictus (6. årh. e. Kr.): Regula Sancti Benedicti, Prologus 1-3, 8, 15-16, 22, 39-40, 49-50
   35. Acta Andreae et Matthiae apud anthropophagos (6.-8. årh.), capp. 2-3
   36. Hrabanus Maurus (780-856 e. Kr.): Veni, Creator Spiritus
   37. Bernhard af Clairvaux (ca. 1090-1153 e. Kr.): In Cantica, LXXXIII, 4
   38. Jacobus de Voragine om Frans af Assisi (1181/82-1226 e. Kr.): Vita Francisci Assisiensis i udvalg
   39. Sanctus Franciscus Assisiensis (1181/82-1226 e. Kr.): 3 skrifter
   40. Sanctus Franciscus Assisiensis (1181/82-1226 e. Kr.): Solsangen: ‘Altissime, omnipotens, bone domine’
   41. PS.-Thomas af Celano (13. årh. e. Kr.): Dies irae
   42. Thomas Aquinas (1224/5-1274 e. Kr.): Summa Theologica: ‘Gudsbeviset’, art. 3
   43. Malleus Maleficarum (1487 e. Kr.): ‘Heksehammeren’, 39C (p. 281) – 45C (p. 292)
4. Uddybende litteraturliste til udvalgte forfattere

I. Forord

Foreliggende materialesamling er udsprunget af flere års undervisning af teologistuderende på Aarhus Universitet for mange år siden samt af religionsstuderende på Syddansk Universitet i 2015 og skal dække flere behov; dels skal de studerende kunne bruge fagets leksika og ordbøger, dels skal de kunne forstå en latinsk tekst med en dansk oversættelse som hjælpemiddel, så den studerende kan analysere og fortolke teksten i forhold til religionsfagets retningslinjer.

Der fremlægges hermed et udvalg af latinske tekster fra ca. 200 f. Kr. til ca. 1500 e. Kr., der er relevante for teologi- og religionsstuderende og fungerer som en religionshistorisk tekstsamling, der viser udviklingen i de forskellige samfunds religiøse strømninger samt udviklingen af det latinske sprog gennem 1700 år. Alle tekster er gloseret tæt, så at en umiddelbar forståelse uden alt for mange ordbogsopslag skulle være garanteret; der er lagt vægt på megen sproglig hjælp; selve fortolkningen af teksterne hører til teologi- og religionsstudiet.

Da tekstsamlingen skal give et overblik, så den studerende ud fra den kan vælge tekster til nærmere studium, er der selvfølgelig kun udvalgt brudstykker af de enkelte forfattere, og udvalget er ganske forfatterens ansvar. De fleste oversættelser er nyformulerede af undertegnede, som håber, at de letter den studerendes faglige arbejde. Hvor intet andet udtrykkeligt er nævnt, er oversættelserne forfatterens.

En tak til dr.phil. Susanne W. Rasmussen og ph.d. Laura Feldt, begge på Religionsstudier på SDU, for inspirerende ideer til tekstudvalget samt til dr.phil. Allan A. Lund for kritisk gennemlæsning af latinsk tekst og for uvurderlig hjælp med oversættelserne. En stor tak skal også lyde til cand.mag. Jo Hermann på Klassiske studier på SDU for megen hjælp og vejledning af undertegnede i forbindelse med undervisningen af de studerende.

Odense i august 2016

Jens Peter Jensen

Forslag til didaktisk tilrettelæggelse af tekstrækkefølgen for de studerende

Teksterne i bogen er ordnet kronologisk, fordi en sådan opstilling indholdsmæssigt viser romerrigets og middelalderens kultiske og religiøse udviklingstendenser. Sådan er teksterne opstået. Men i et undervisningsforløb er der andre præmisser, der skal tilgodeses. Her gælder det teksternes sværhedsgrad rent sprogligt, og derfor foreslår jeg en inddeling i 5 læsefaser eller rubrikker: start – midte – sen – senere – senest, for at tilvejebringe en rimelig progression. I det nedenstående skema er teksternes numre sat ind som et forslag til læserækkefølge; der er selvfølgelig mange måder at rubricere på, afhængig af de øjne der ser på dem, og skemaet er kun tænkt som vejledende, men nogle tekster lader sig nemt rubricere, det gælder de nemme og de svære, andre kan optræde i forskellige læsefaser; jeg håber, at det kan tjene som ledetråd alligevel.

II. Tekster

1. Carmen Arvale

De tolv Arvalbrødres hymne til såguderne, fundet på en marmortavle fra 218 f. Kr. (Corpus Inscriptionum Latinarum = C.I.L., VI, 2104, v. 31ff.; I² 2) (jf. Der Neue Pauly, Bd. 2, Sp. 67-69)

Carmen Arvale er en gammel hymne, som fratres Arvales, arvalbrødrene, sang på den 2. festdag for Dea Dia, en frugtbarhedsgudinde, den 29. maj i en rytmisk tredelt takt.

(Origo: E. H. Warmington: Remains of Old Latin, vol. IV, Archaic Inscriptions, London/Cambridge, Massachusetts (W. Heinemann Ltd./Harvard Univ. Press) 1967 (1. print 1940), p. 250-252); (Ernout, Alfred (1947). Recueil de Textes Latins Archaiques (in French and Latin). Paris: Librairie C. Klincksieck. pp. 107-109.)

1. Carmen Arvale

Præsterne var lukket inde, stod med tøjet bundet op med et bælte, og efter at de havde modtaget de hellige bøger, delte de sig og stampede rytmisk i gulvet, mens de fremførte trylleformularen med disse ord:

1. ”Hjælp os, Larer!
2. Lad hverken blod eller nederlag, Mars, ramme mængden.
3. Vær tilfreds, vilde Mars, spring op på tærsklen. Stå – lige dér¹!
4. Tilkald på skift alle såguderne!
5. Hjælp os, Mars!
6. Triumf!”
7. Efter den rytmiske dans og efter at et tegn var givet, trådte de offentlige tjenere ind og indsamlede de hellige bøger.

¹ I originalteksten står ‚Berber’, hvis betydning er ganske usikker.

2. Senatusconsultum de Bacchanalibus

(Origo: (C.I.L., I² 2, 581, jv. Livius: Ab urbe condita XXXVIIII, 8-19)

Bacchanalie-affæren

Bacchanalia var hemmelige ritualer, holdt til ære for Bacchus, grækernes Dionysos, i hele Middelhavsområdet, og på et tidspunkt bredte kulten sig fra Syditalien via Etrurien til Rom. Oprindelig var det en ren kvindekult, hvor ritualet blev udført om natten fem gange månedligt; senere blev også mænd indviet. Antallet af indviede steg over alle grænser i året 186 f. Kr., således at de romerske myndigheder så sig nødsaget til at gribe ind.

Senatus consultum de Bacchanalibus er resultatet af myndighedernes indgriben i ager Teuranus, det Teuranske distrikt, i Bruttium på den italiske halvøs tåspids, og senatsbeslutningen gjaldt i hele Italien, idet alle kultsteder blev destruerede, og af de 7000 indviede i Rom blev de fleste straffet med døden.

2. Original tekst på kobbertavlen

1. [Q] MARCIVS L F S POSTVMIVS L F COS SENATVM CONSOLVERVNT N OCTOB APVD AEDEM
2. DVELONAI SC ARF M CLAVDI M F L VALERI P F Q MINVCI C F DE BACANALIBVS QVEI FOEDERATEI
3. ESENT ITA EXDEICENDVM CENSVERE NEIQVIS EORVM BACANAL HABVISE VELET SEI QVES
4. ESENT QVEI SIBEI DEICERENT NECESVS ESE BACANAL HABERE EEIS VTEI AD PR VRBANVM
5. ROMAM VENIRENT DEQVE EEIS REBVS VBEI EORVM VER[B]A AVDITA ESENT VTEI SENATVS
6. NOSTER DECERNERET DVM NE MINVS SENATOR[I]BVS C ADESENT [QVOM E]A RES COSOLORETVR
7. BACAS VIR NEQVIS ADIESE VELET CEIVIS ROMANVS NEVE NOMINVS LATINI NEVE SOCIVM
8. QVISQVAM NISEI PR VRBANVM ADIESENT ISQVE [D]E SENATVOS SENTENTIAD DVM NE
9. MINVS SENATORIBVS C ADESENT QVOM EA RES COSOLERETVR IOVSISET CE[N]SVERE
10. SACERDOS NE QVIS VIR ESET MAGISTER NEQVE VIR NEQVE MVLIER QVISQVAM ESET
11. NEVE PECVNIAM QVISQVAM EORVM COMOINE[MH]ABVISE VE[L]ET NEVE MAGISTRATVM
12. NEVE PRO MAGISTRATV[D] NEQVE VIRVM [NEQVE MVL]IEREM QVISQVAM FECISE VELET
13. NEVE POST HAC INTER SED CONIOVRA [SE NEV]E COMVOVISE NEVE CONSPONDISE
14. NEVE CONPROMESISE VELET NEVE QVISQVAM FIDEM INTER SED DEDISE VELET
15. SACRA IN OQOLTOD NE QVISQVAM FECISE VELET NEVE IN POPLICOD NEVE IN
16. PREIVATOD NEVE EXTRAD VRBEM SACRA QVISQVAM FECISE VELET NISEI
17. PR VRBANVM ADIESET ISQVE DE SENATVOS SENTENTIAD DVM NE MINVS
18. SENATORIBVS C ADESENT QVOM EA RES COSOLERETVR IOVSISET CENSVERE
19. HOMINES PLOVS V OINVORSEI VIREI ATQVE MVLIERES SACRA NE QVISQVAM
20. FECISE VELET NEVE INTER IBEI VIREI PLOVS DVOBVS MVLIERIBVS PLOVS TRIBVS
21. ARFVISE VELENT NISEI DE PR VRBANI SENATVOSQVE SENTENTIAD VTEI SVPRAD
22. SCRIPTVM EST HAICE VTEI IN CONVENTIONID EXDEICATIS NE MINVS TRINVM
23. NOVNDINVM SENATVOSQVE SENTENTIAM VTEI SCIENTES ESETIS EORVM
24. SENTENTIA ITA FVIT SEI QVES ESENT QVEI ARVORSVM EAD FECISENT QVAM SVPRAD
25. SCRIPTVM EST EEIS REM CAPVTALEM FACIENDAM CENSVERE ATQVE VTEI
26. HOCE IN TABOLAM AHENAM INCEIDERETIS ITA SENATVS AIQVOM CENSVIT
27. VTEIQVE EAM FIGIER IOVBEATIS VBI FACILVMED GNOSCIER POTISIT ATQVE
28. VTEI EA BACANALIA SEI QVA SVNT EXSTRAD QVAM SEI QVID IBEI SACRI EST
29. ITA VTEI SVPRAD SCRIPTVM EST IN DIEBVS X QVIBVS VOBEIS TABELAI DATAI
30. ERVNT FACIATIS VTEI DISMOTA SIENT IN AGRO TEVRANO

(Origo: E. H. Warmington: Remains of Old Latin, vol. IV, Archaic Inscriptions, London/Cambridge, Massachusetts (W. Heinemann Ltd./Harvard Univ. Press) 1967 (1. print 1940), p. 254-259) (Ernout, Alfred (1947). Recueil de Textes Latins Archaiques (in French and Latin). Paris: Librairie C. Klincksieck. pp. 58–68.)

(Origo: https://pt.wikipedia.org/wiki/Senatus_consultum_de_Bacchanalibus )

2. Transskription til klassisk latin

1. [Q.] Marcius L. f(ilius), S(purius) Postumius L. f(ilius) co(n)s(ules) senatum consoluerunt N(onis) Octob(ribus), apud aedem
2. Bellonai. Sc(ribendo) adf(uerunt) M. Claudi(us) M. f(ilius), L. Valeri(us) P. f(ilius), Q. Minuci(us) C. f(ilius). De Bacchanalibus qui foederati
3. essent, ita edicendum censuere: «Nequis eorum [B]acchanal habuisse vellet. siqui
4. essent, qui sibi dicerent necesse esse Bacchanal habere, ei uti ad pr(aetorem) urbanum
5. Romam venirent, deque eis rebus, ubei eorum v[e]r[b]a audita essent, uti senatus
6. noster decerneret, dum ne minus senator[i]bus C adessent, [cum e]a res consuleretur.
7. Bacchas vir nequis adiisse vellet civis Romanus neve nominis Latini neve sociorum
8. quisquam, nisi pr(aetorem) urbanum adiissent, isque [d]e senatus sententia, dum ne
9. minus senatoribus C adessent, cum ea res consuleretur, iussisset. Ce[n]suere.
10. Sacerdos nequis uir esset. Magister neque uir neque mulier quaequam esset.
11. neve pecuniam quisquam eorum commune[m h] abuisse vellet. Neve magistratum,
12. neve pro magistratu, neque virum [neque mul]ierem qui[s]quam fecisse vellet,
13. neve post hac inter se coniuras[se nev]e convovisse neve conspondisse
14. neve compromesisse vellet, neve quisquam fidem inter sed dedisse vellet.
15. Sacra in occulto ne quisquam fecisse vellet. Neve in publico neve in
16. privato neve extra urbem sacra quisquam fecisse vellet, nisi
17. pr(aetorem) urbanum adiisset, isque de senatus sententia, dum ne minus
18. senatoribus C adessent, cum ea res consuleretur, iussisset. Censuere.
19. Homines plus V universi viri atque mulieres sacra ne quisquam
20. fecisse vellet, neve interibi viri plus duobus, mulieribus plus tribus
21. adfuisse vellent, nisi de pr(aetoris) urbani senatusque sententia, uti supra
22. scriptum est.» Haec uti in contioni edicatis ne minus trinum
23. nundinum, senatusque sententiam uti scientes essetis, eorum
24. sententia ita fuit: «Siqui essent, qui adversum ea fecissent, quam supra
25. scriptum est, eis rem capitalem faciendam censuere». Atque uti
26. hoc in tabulam ahenam incideretis, ita senatus aequum censuit,
27. utique eam figi iubeatis, ubi facillime nosci possit; atque
28. uti ea Bacchanalia, siqua sunt, extra quam siquid ibi sacri est,
29. (ita ut supra scriptum est) in diebus X, quibus vobis tabelae datae
30. erunt, faciatis uti dimota sint. In agro Teurano

2. Senatsbeslutning om Bacchanalierne

1. Quintus Marcius, Lucius’ søn, og Spurius Postumius, Lucius’ søn, der var konsuler, henvendte sig til senatet den 7. oktober,
2. ved Bellonas tempel. Marcus Claudius, Marcus’ søn, og Lucius Valerius, Publius’ søn, og Quintus Minucius, Gaius’ søn, udgjorde komiteen til at udfærdige og aflægge rapport. Med hensyn til Bacchanalierne blev man enige om at give følgende instruktioner til vore allierede:
3. ”Ingen af dem må eje et sted, hvor Bacchus-kulten bliver afholdt.
4. Hvis nogen af dem påberåber sig nødvendigheden af at eje sådan et sted, skal de komme til praetor urbanus i Rom, politidirektøren,
5. så skal senatet træffe afgørelse om disse forhold, når deres krav er blevet hørt,
6. forudsat at ikke mindre end 100 senatorer er tilstede, når sagen behandles.
7. Ingen mand kan blive bacchant, ejheller en romersk borger eller en latiner eller en af vores allierede,
8. medmindre de går til politidirektøren og han i overensstemmelse med senatets votum,
9. under forudsætning af at mindst 100 senatorer er til stede under drøftelsen, har givet lov til det. Dette er besluttet.
10. Ingen mand må være præst, ingen, hverken mand eller kvinde, må være embedsmand;
11. ejheller må nogen af dem bestyre et offentligt skatkammer;
12. ingen må udpege en mand eller kvinde til at være embedsmand eller handle som en sådan;
13. fra nu af må de ikke sætte stridigheder i gang blandt dem selv eller vække uorden,
14. fremsætte gensidige løfter eller aftaler eller indgå forpligtelser;
15. ingen må afholde religiøse ritualer i det skjulte.
16. Ingen må afholde de hellige riter offentligt, privat eller uden for byen,
17. medmindre han har henvendt sig til politidirektøren, og denne i overensstemmelse med senatets votum,
18. forudsat at mindst 100 senatorer er til stede under drøftelsen, har givet lov dertil. Dette er besluttet.
19. Ingen i en gruppe på mere end fem personer, mænd og kvinder, må afholde de hellige riter,
20. ejheller må der i den gruppe være mere end 2 mænd eller 3 kvinder,
21. medmindre det finder sted i overensstemmelse med politidirektørens og senatets tilladelse som skrevet ovenfor.
22. Sørg for at man erklærer dette i forsamlingen i ikke mindre end tre markedsperioder.
23. For at man kan kende senatets opfattelse, lød dets afgørelse således:
24. Hvis der er nogen, der har handlet imod det, der er skrevet ovenfor,
25. har det besluttet, at der skal rejses anklage for kapitalforbrydelse imod dem;
26. senatet har med rette bestemt, at man skal indskrive dette på en bronzetavle
27. og anbringe den på et sted, hvor den er let at læse.
28. Sørg for at Bacchanalierne, såfremt der er nogen, - undtagen i det tilfælde, at der er involveret noget helligt i sagen, -
29. er opløst inden for ti dage, som det er skrevet ovenfor,
30. efter at denne skrivelse er overdraget til jer.” Givet i Teuras distrikt.

3. Marcus Porcius Cato: De agricultura, CLX

Cato, 234 – 149 f. Kr., var en markant politiker i 2. årh. f. Kr. og forfatter til det ældste latinske prosaskrift inden for faglitteraturen, nemlig ’De agri cultura’, på dansk ’Om landbrug’, fra ca. 160 f. Kr., som giver et godt indblik i bøndernes livsvilkår på den tid.

(Origo: Cato & Varro: De re rustica, in Loeb Clas. Libr., no. 283, London e.a., 1967 (rev. 1935)) (Ernout, Alfred (1947). Recueil de Textes Latins Archaiques (in French and Latin). Paris: Librairie C. Klincksieck. pp. 128-129.)

*6a, 15a: D. Flach: Marcus Porcius Cato: Über den Ackerbau, Wiesbaden 2005

3. Cato: Om landbruget, CLX

1. Hvis der er en forstuvning, så vil den blive helbredt med denne trylleformular.

2. Tag et grønt (= friskt) siv, fire eller fem fod langt,

3. del det midt over,

4. og lad to mand holde det mod hhv. højre og venstre hofte.

5. Begynd så at fremsige formularen:

6. ”Motas…”,

6a. ”Sæt dem på sædvanlig vis i bevægelse, givende gunst og ydende bistand, Gudernes Fader Jupiter!”

7. indtil de når sammen.

8. Lad en kniv hænge over dem dér,

9. hvor de støder sammen og rører hinanden;

10. hold det i hånden,

11. og skær den højre og den venstre side af;

12. bind det nu sammen på forstuvningen eller benbruddet,

13. og det vil blive helbredt.

14. Men fremfør den alligevel dagligt, og gentag den gerne, hvis det drejer sig om en forstuvning, på denne måde:

15. ”Huat haut…

15a. ”Nej, nej, nej! Hvis du bringer denne (= helbredelsesproces) til standsning, vil jeg lide bitre smerter.”

4. Marcus Porcius Cato: De agricultura, LXXXIII

(Origo: Cato & Varro: De re rustica, in Loeb Clas. Libr., no. 283, London e.a., 1967 (rev. 1935))

4. Cato: Om landbruget, LXXXIII

1. Fremfør en bøn for okserne på følgende måde, så at de får styrke:
2. Fremfør bønnen for skovguden Mars om dagen i en skov for hvert enkelt stykke kvæg.
3. 3 pund mel, 4½ pund bacon, 4½ pund fars, 1½ liter vin, det er tilladt at hælde det op i ét kar,
4. og det er ligeledes tilladt at hælde vinen op i ét kar.
5. Det vil være tilladt, at enten en slave eller en fri mand udfører den guddommelige handling.
6. Når den guddommelige ceremoni er udført, skal du straks lade offergaven fortære sammesteds.
7. Der må ikke være en kvinde til stede ved den religiøse handling, ejheller må hun se, hvordan den foregår.
8. Hvis du vil udføre denne bøn år for år, så er det tilladt.

5. Varro: De lingua Latina, VII 6 - 12 om ’templum’

Marcus Terentius Varro levede fra 116 – 27 f. Kr. og var en lærd fagvidenskabelig forfatter med en stor produktion bag sig. I sit værk ’De lingua Latina’ fra 45/44 f. Kr. skriver han om ordenes etymologi i bøgerne 2 til 7.

6. … Templum tribus modis dicitur: ab natura, ab auspicando, a similitudine: ab natura in caelo, ab auspiciis in terra, a similitudine sub terra. …

7. Quaqua intuiti erant oculi, a tuendo primo templum dictum: quocirca caelum qua attuimur dictum templum. …

Eius templi partes quattuor dicuntur, sinistra ab oriente, dextra ab occasu, antica ad meridiem, postica ad septentrionem.

8. In terris dictum templum locus augurii aut auspicii causa quibusdam conceptis verbis finitus. Concipitur verbis non isdem usque quaque; in Arce sic:

Rekonstrueret tekst:

“ Templa tescaque mihi ita sunto, quoad ego ea rite lingua nuncupavero.

Illa vera arbos quisquis est, quam me sentio dixisse, templum tescumque me esto in sinistrum.

Illa vera arbos quisquis est, quam me sentio dixisse, templum tescumque me esto in dextrum.

Inter ea conregioni conspicioni cortumioni [temple tescaque mihi sunto], utique ea rite dixisse me sensi.”

9. In hoc templo faciundo arbores constitui fines apparet et intra eas regions qua oculi conspiciant, idest tueamur, a quo templum dictum, et contemplare, …

‘Contempla’ et ‘conspicare’ idem esse apparet, ideo dicere tum, cum templum facit, augurem conspicione, qua oculorum conspectum finiat. Quod cum dicunt conspicionem, addunt cortumionem, dicitur a cordis visu: cor enim cortumionis origo.

(Origo: Varro: De lingua Latina, vol. 1, Loeb Clas. Libr., no. 333, London e.a., 1967)

Etymologisk ordbog om ordet ‘templum’

Rum for varsling; rum; helligt område; *temp-, udvide, strække, *ten- fra tendo, gr. teíno: udstrække, se litauisk tempiu: strække, temptyva: buestreng, timpa: snor, oldnord. þamb: stor og med barn. Ikke i slægt med témenos: helligt område

(T.G. Tucker: A Concise Etymological Dictionary of Latin, Hildesheim 1973 (Halle/Saale 1931) s.v. ’templum’)

5. Varro: Om det latinske sprog VII 6-9 om ’templum’

6. … ’Templum’ kan bruges på tre måder: om naturen, om varselstagning og metaforisk: om naturen på himlen, om varselstagningen på jorden og tilsvarende metaforisk under jorden. …

7. Hvorhen end øjnene først har skuet, er ’templum’ blevet forstået ud fra synet: derfor bliver den himmel, som vi betragter, kaldt ’tempel’. …

Dette tempels dele siges at være fire: i venstre side imod øst, i højre side imod vest, forsiden mod syd, bagsiden mod nord.

8. På jorden er templet blevet kaldt spåpræstens sted eller for varselstagningens skyld, defineret ved bestemte formler. Det bruges med forskellige ord på forskellige steder og til forskellige tider; fx på borgen (mons Capitolinus):

”Templer og vilde landskaber skal for mig være således, forsåvidt jeg har betegnet dem korrekt sprogligt:

Det dér udvalgte træ, hvad det end er for et, som jeg mener at have nævnt, lad det være <grænsepæl> mellem tempel og udyrket område til venstre for mig.

Det dér udvalgte træ, hvad det end er for et, som jeg mener at have nævnt, lad det være <grænsepæl> mellem tempel og udyrket område til højre for mig.

Mellem disse grænsepæle skal templer og udyrkede områder være <definerede> for mig med henblik på retning, iagttagelse og fortolkning, forsåvidt som jeg har ment, at jeg har sagt disse ting korrekt.”

9. Ved at afsætte dette ’tempel’ viser det sig, at træerne er definerede som grænsepæle og ligger inden for de områder, som øjnene betragter, dvs. som vi beskuer, hvorfra ’templum’ og ’contemplare’ har fået deres betydninger.

’contempla’ og ’conspicare’ viser sig at være synonyme udtryk, og derfor siger auguren dem, når han afsætter et tempel(område) med henblik på varselsiagttagelsen, hvormed han definerer øjnenes synsfelt. Hvad angår, at han tilføjer fortolkningen, når han siger varselsiagttagelse, så forstås det ud fra hjertets syn; hjertet er nemlig fortolkningens oprindelsessted.

6. Cicero: De natura deorum, II 10-12

En af oldtidens berømteste talere og retorikere, der har præget den latinske prosa i allerhøjeste grad, er Marcus Tullius Cicero, 106-43 f. Kr. Han har efterladt sig en række værker om retorik, filosofi, breve og ikke mindst religiøse forhold, nemlig ’De natura deorum’, på dansk ’Om gudernes væsen’, skrevet år 45 f. Kr., der er en samtale mellem filosoffer i de fiktive år 77-75 f. Kr. om oldtidens gudeforestillinger, ’De divinatione’, på dansk ’Om forudsigelse’, udgivet 44 f. Kr., samt ’De legibus’, på dansk ’Om lovene’, 45-44 f. Kr., hvori Cicero, hans ven Atticus og Ciceros yngre bror Quintus laver et udkast til en sakralret på basis af de 12 tavlers love.

[10] 1. At vero apud maiores tanta religionis vis fuit, ut quidam imperatores etiam se ipsos dis inmortalibus capite velato verbis certis pro re publica devoverent. 2. Multa ex Sibyllinis vaticinationibus, multa ex haruspicum responsis commemorare possum quibus ea confirmentur, quae dubia nemini debent esse. 3. Atqui et nostrorum augurum et Etruscorum haruspicum disciplinam P. Scipione C. Figulo consulibus res ipsa probavit. 4. Quos cum Ti. Gracchus consul iterum crearet, primus rogator, ut eos rettulit, ibidem est repente mortuus. 5. Gracchus cum comitia nihilo minus peregisset remque illam in religionem populo venisse sentiret, ad senatum rettulit. 6. Senatus quos ad soleret, referendum censuit. 7. Haruspices introducti responderunt non fuisse iustum comitiorum rogatorem.

[11] 1. Tum Gracchus, ut e patre audiebam, incensus ira: ”itane vero, ego non iustus, qui et consul rogavi et augur et auspicato? An vos Tusci ac barbari auspiciorum populi Romani ius tenetis et interpretes esse comitiorum potestis?” 2. Itaque tum illos exire iussit. 3. Post autem e provincia litteras ad collegium misit, se cum legeret libros recordatum esse vitio sibi tabernaculum captum fuisse hortos Scipionis, quod, cum pomerium postea intrasset habendi senatus causa, in redeundo cum idem pomerium transiret auspicari esset oblitus; itaque vitio creatos consules esse. 4. Augures rem ad senatum; senatus ut abdicarent consules; abdicaverunt.

5. Quae quaerimus exempla maiora: vir sapientissimus atque haud sciam an omnium praestantissimus peccatum suum, quod celari posset, confiteri maluit quam haerere in re publica religionem, consules summum imperium statim deponere quam id tenere punctum temporis contra religionem.

[12] 1. Magna augurum auctoritas; quid haruspicum ars nonne divina? 2. Haec [et] innumerabilia ex eodem genere qui videat nonne cogatur confiteri deos esse? 3. Quorum enim interpretes sunt, eos ipsos esse certe necesse est; deorum autem interpretes sunt; deos igitur esse fateamur. 4. At fortasse non omnia eveniunt, quae praedicta sunt. 5. Ne aegri quidem quia non omnes convalescunt, idcirco ars nulla medicina est. 6. Signa ostenduntur a dis rerum futurarum; in his si qui erraverunt, non deorum natura, sed hominum coniectura peccavit. 7. Itaque inter omnis omnium gentium summa constat; omnibus enim innatum est et in animo quasi insculptum esse deos.

(Origo: M. Tullius Cicero: Vom Wesen der Götter. Drei Bücher, lateinisch-deutsch, hrsg., übers. u. erl. v. Wolfgang Gerlach und Karl Bayer, München/Zürich, 3. Aufl. 1990 (Artemis Verlag), p. 154-158)

6. Cicero: Om gudernes væsen, II 10-12

[10.] 1. Hos vore forfædre derimod var religionens indflydelse så stor, at nogle feltherrer endog viede sig selv til de udødelige guder med tilhyllet hoved og ved fremførelsen af faste formler ofrede sig selv for staten. 2. Jeg kunne nævne meget ud fra de sibyllinske spådomme og meget ud fra spåpræsternes svar, der kunne bekræfte de guddommelige tegn, som ingen bør tvivle på. 3. Men nu har en virkelig begivenhed under Publius Scipios og Caius Figulus’ konsulat bekræftet både vore augurers og de etruskiske indvoldstyderes kunst: 4. Da Tiberius Gracchus i sit andet konsulat¹ lod disse to mænd vælge til konsuler, faldt den embedsmand, der indsamlede stemmerne først, pludselig død om, så snart han havde meddelt deres navne. 5. Da Gracchus ikke desto mindre gennemførte valget og så mærkede, at denne hændelse vakte religiøse betænkeligheder i det romerske folk, overdrog han sagen til senatet, 6. der vedtog, at der skulle sendes en rapport til det ansvarlige regeringskontor. 7. Spåpræsterne blev tilkaldt og svarede, at den embedsmand, der havde indsamlet stemmerne, ikke havde været indsat efter reglerne.

[11.] 1. Da udbrød Gracchus, har min far fortalt mig, rasende: ”Hvadbehager? Handlede jeg mod de religiøse forordninger, da jeg som henholdsvis konsul og augur og efter varselstagning ledte valghandlingen? Har I etruskere og fremmede måske kompetence til at bestemme over romerfolkets auspicier og tolke retmæssigheden af valghandlingerne?” 2. Og dermed befalede han dem at forlade lokalet. 3. Senere derimod skrev han i et brev fra sin provins til augurkollegiet, at han ved læsning af de hellige bøger var kommet i tanke om, at han ved en fejl mod auspicierne havde valgt Scipios parkanlæg som lokalitet for augurteltet; for da han senere var trådt ind på bygrænseområdet for at afholde senatsmøde, havde han glemt at tage auspicier, da han på tilbagevejen atter forlod bygrænseområdet. Derfor var konsulerne altså valgt ved en formel fejl. 4. Augurerne aflagde rapport til senatet, som forlangte, at konsulerne skulle nedlægge deres embede, og det gjorde de.

5. Hvorfor skulle vi søge efter mere overbevisende eksempler? Den mest forstandige og formentlig mest fremragende mand blandt alle romere ville hellere indrømme sin fejl, om end den kunne skjules, frem for at staten skulle hæfte for en religionsforseelse; og han lod straks konsulerne nedlægge det højeste embede frem for at beholde det blot et øjeblik mod den religiøse orden.

[12.] 1. Augurernes anseelse er altså stor; og er der ikke også en guddommelig kraft i indvoldstydernes kunst? 2. Mon ikke den, der indser disse og talløse andre ting af samme slags, tvinges til at indrømme, at der eksisterer guder? 3. For de, der har deres fortolkere, må nødvendigvis selv være til. Men nu er der mænd, som udlægger gudernes vilje; altså må vi indrømme, at der findes guder. 4. Men måske sker ikke alt, som er forudsagt. 5. Fordi ikke alle syge bliver raske, følger deraf ikke, at der ingen lægekunst er til. 6. Guderne viser os gennem tegn, hvad der skal ske; hvis nogen har taget fejl af disse tegn, skyldes det ikke gudernes væsen, men menneskenes forkerte udlægning af dem. 7. Derfor er det konklusionen blandt alle mennesker i hele verden; alle har nemlig en af naturen medfødt og i deres sjæl så at sige indmejslet forestilling om gudernes eksistens.

¹ (= år 163 f. Kr.)

7. Cicero: De legibus, II 20-22

19. MARCUS: ”Guderne skal man henvende sig til i renhed og vise fromhed samt aflægge al rigdom. Den, som handler anderledes, ham vil en gud selv hævne sig på.

Ingen må have særskilte guder, hverken nye eller indførte fremmede, medmindre de er anerkendte af staten. Privat skal man dyrke de guder, hvis kult man med rette har overtaget fra forfædrene.

I byerne skal de have helligdomme. I landområderne skal de have hellige lunde og bosteder for larerne¹. Slægtens og fædrenes hellige riter skal bevares.

Som guder skal såvel de dyrkes, som altid er blevet regnet for himmelens beboere, såvel som dem, der i kraft af deres fortjenester er blevet gjort guddommelige såsom: Hercules, Liber², Aesculapius, Castor, Pollux, Quirinus, men også de kvaliteter, i kraft af hvilke menneskert bliver ophøjet til guder såsom: Forstand, Tapperhed, Fromhed og Loyalitet. For disse positive egenskaber skal der være templer, men ikke for de dårlige.

På helligdage må der ikke finde retssager sted, og helligdagene skal fejres sammen med slaverne, når arbejdet er fuldført, og for at det kan ske, skal helligdagene være således fastlagte, at de kommer regelmæssigt tilbage hvert år. De foreskrevne afgrøder og frugter skal præsterne bringe som ofre på statens vegne;”

¹ (Larerne er her de guddomme, der dyrkes ved korsveje og på offentlige steder)

² (Liber er det romerske navn for Bacchus)

20] 1. “hoc certis sacrificiis ac diebus, itemque alios ad dies ubertatem lactis feturaeque servanto, idque nec omitti possit, ad eam rem et rationem cursus annuos sacerdotes finiunto, quaeque quoique divo decorae grataeque sint hostiae, providento.

2. Divisque aliis alii sacerdotes, omnibus pontifices, singulis flamines sunto. Virginesque Vestales in urbe custodiunto ignem foci publici sempiternum.

3. Quoque haec et priuatim et publice modo rituque fiant, discunto ignari a publicis sacerdotibus. Eorum autem genera sunto tria: unum quod praesit caerimoniis et sacris, alterum quod interpretetur fatidicorum et vatium effata incognita, quorum senatus populusque asciverit. Interpretes autem Iovis optumi maxumi, publici augures, signis et auspiciis postera vidento,

[21] 1. disciplinam tenento sacerdotesque vineta virgetaque et salutem populi auguranto, quique agent rem duelli quique popularem, auspicium praemonento ollique obtemperanto. 2. Divorumque iras providento sisque apparento, caelique fulgura regionibus ratis temperanto, urbemque et agros et templa liberata et effata habento. 3. Quaeque augur iniusta nefasta vitiosa dira defixerit, inrita infectaque sunto; quique non paruerit, capital esto.

IX. Foederum pacis, belli, indutiarum ratorum fetiales iudices nuntii sunto, bella disceptanto.