© Peter Kovács
Forlag: BoD - Books on Demand GmbH, Hellerup, Danmark
Tryk: BoD - Books on Demand GmbH, Norderstedt, Tyskland
ISBN 978-87-4308-414-3
Med tak til min eks-kæreste,
der inspirerede mig til
at fortælle denne historie
Peter
På en rasteplads mellem den schweiziske grænse og Milano kom jeg i længere småsnak med en kvinde. Hun havde set slagordet ”Make Love Not War” plus det lille - diskrete - danske flag på min rygsæk.
Hun havde en Mao-kasket, med en femtakket rød stjerne, på sit hoved.
Kvinden var, så vidt jeg kunne se, i midten af tyverne. Lidt ældre end jeg.
Hun spurgte på overrumplende godt engelsk (med en ubetydelig italiensk accent), hvor længe jeg havde blaffet, og hvad jeg havde set på vejen ned gennem Europa.
”Jeg har ikke været i Danmark”, sagde hun, ”men Amsterdam, Brügge og Strasbourg kender jeg. - Det samme gælder selvfølgelig Paris.
Fint, at du besøgte disse byer. Meget fint. De er usædvanligt smukke.”
Hun så mig dybt i øjnene og rakte mig sin hånd ”Elena fra Milano”.
”Peter fra Århus. Den største by på den jyske halvø”, svarede jeg. - ”På italiensk hedder jeg Pietro”.
”Vent lige”, smilede hun og forsvandt ind i rastepladsens cafeteria.
Efter nogle minutter var hun tilbage sammen med en fyr og endnu en kvinde. Begge, ligesom Elena, med en Mao-kasket på hovedet.
”Det er Bruno min lillebror, og det er” - Elena tøvede et øjeblik - ”min storesøster Claudia.
Vi vil gerne give dig et lift til Milano.”
Det passede mig særdeles fint. Det var en relativ lang tur i den helt rigtige retning. Hertil kom, at i løbet af ca. to timer ville det blive mørkt. Det var ikke let at tomle om aftenen, og jeg ville gerne undgå at overnatte på en af rastepladsens bænke.
Jeg havde som hobby lært ganske meget italiensk. Havde gået et par år på aftenskole plus tidligere liftet i Italien. Jeg kunne klare en almindelig dialog. Hertil kom, at vi havde min gode - og Elenas super gode - engelskkundskaber i baghånden.
”Jeg skal sydpå” - forklarede jeg på italiensk - ”kan ske til Rom …. eller eventuelt til Napoli …. måske helt til Sicilien”.
Stemningen var god i den velholdte og ganske store bil. Samtalen drejede hurtigt - som det var normalt blandt studenter dengang - ind på politik.
Jeg fik bekræftet, at Bruno, der var på min alder, var maoist. Det samme gjaldt hans to ældre tvillingesøstre Elena og Claudia. - Grunden til, at Elena havde kaldt Claudia for sin ”storesøster” var (fandt jeg ud af nogle dage senere) at hun var født tyve minutter før Elena.
Da jeg blev spurgt om, hvilket parti jeg var medlem af, fortalte jeg, at jeg stemte på Socialdemokratiet, men ikke var partimedlem.
”Det er jo ikke godt. Slet ikke, men Du er ikke totalt afsporet, ligesom den klovn, som vi gav et lift forleden. Han var højst treogtyve år gammel og var allerede konservativ og forstokket. - Føj for helvede. - Han var arbejderklassens fjende. - Kapitalisternes nyttige idiot.”
Bruno ville godt acceptere, at de skandinaviske socialdemokrater var - sådan lidt - blegrøde. ”De har rod i marxismen”, indrømmede han tøvende, ”men de er revisionister og højreafvigere”.
Bruno lavede en hurtig analyse:
”Egentlig værre end trotskister.
De socialdemokratiske partier i Skandinavien fungerer som det kapitalistiske systems krykker. Socialdemokraterne lader sig udnytte. I stedet for den sande og rene socialisme, ville Olof Palme (Bruno kendte ikke Jens Otto Krag) det umulige:
En kapitalisme med et menneskeligt ansigt”.
De tre maoister rystede på hovedet, smilede og gentog hånligt i kor:
”En kapitalisme med et menneskeligt ansigt. Hvor absurd - chè assurdo - den slags findes jo slet ikke. Det er en åbenlys selvmodsigelse”.
Vi snakkede også om hippiebevægelsen.
”Hippierne”, mente Bruno, ”har ingen klassebevidsthed. De er asociale egocentrikere. Mentale småborgere. Dekadente hedonister. Forkælede overklassebørn. Pseudo-venstreorienterede salonanarkister. Plus noget, der er endnu værre:
Uorganiserede og udisciplinerede dagdrivere uden revolutionært potentiale”.
Well, den gode stemning blev ikke ødelagt. Der var håb for mig. Især da Elena indskød selvsikkert:
”Jeg kan gøre dig til maoist i løbet af en måned”.
Jeg overvejede at svare:
”Det lyder ambitiøst. Meget ambitiøst. Du risikerer, at jeg gør dig til socialdemokrat i løbet af to uger”, men nøjedes med at protestere spagfærdigt. Min intuition sagde, at det var strategisk klogt at lade Elena beholde håbet.
Efter en time fornemmede jeg, at jeg var meget heldig. Og efter et døgn vidste jeg, at jeg havde vundet blaffernes hovedgevinst.
Jeg havde planlagt (hvis jeg i hele taget fik et lift dén sene eftermiddag) at tage fra motorvejen ind til Milano og så overnatte på et vandrerhjem, men blev - på temmelig ægte hippie-manér - inviteret hjem til maoistfamilien. De boede i en tre etagers (flot, men ude fra påfaldende anonym) villa. Det store hus havde hverken et husnummer eller et navneskilt, men indvendig manglede der slet ikke noget. Villaen var smagfuldt indrettet med malerier på væggen, ægte tæpper på gulvet og - ja, også dét - et Steinway i en af de store stuer.
Villaen lå i et af Milanos velhaverkvarterer med udsigt over en stor og meget velplejet park.
Bruno, Elena og Claudia boede, som det var normalt i Italien, stadig hjemme. Forældrene var (for at undgå sommerens værste varme) i familiens sommerhus på den schweiziske side af Lago Maggiore. Mine maoistvenner havde været sammen med dem i nogle dage og havde så samlet mig op på vejen tilbage til Milano.
Elena gav sig meget god tid til at vise mig gæsteværelset og det dertil hørende badeværelse. Hun åbnede for hanen i håndvasken og følte (temmelig overflødigt) efter om vandet var behageligt varmt. Sådan som jeg husker, kiggede hun mig i dybt i øjnene, og tøvede i nogle lange sekunder efter vi var færdige med de mange praktiske detaljer.
Det var som om hun ville sige et eller andet …. men lod være.
Jeg lagde rygsækken ved siden af gæsteværelsets seng, takkede for at jeg fik husly og gik med Elena ned til villaens store, velindrettede og moderne køkken.
Vi spiste og drak et enkelt glas vin og hyggede os. Efter vi var færdige med aftensmaden, flyttede vi ud på terrassen ved husets bagside. Vi delte resten af den første flaske og Bruno åbnede yderligere to flasker.
Vi begyndte at analysere, hvordan verden kunne blive meget bedre.
Jeg undlod at nævne foråret i Prag og oprøret i Ungarn og holdt mig til emner, som jeg regnede med, at vi kunne enes om:
”Sympatisk af Salazar at krasse af sidste år, men han burde have gjort det for længe siden. - Eller endnu bedre:
Han burde have været en klat på et lagen. (Rigtig!) - Det samme gælder Generalisimo Francisco Franco, Spaniens Führer. Ja, hverken Salazar eller Franco burde være født”. (Hørt!). ”Ad helvede til med Papadopoulos”. (Den lede kupmager og fascist!). ”Fint, at studenterne tvang general Charles de Gaulle - den afdankede aristokrat og militarist - til at gå på pension. (Den slags skal vi have mere af. Ad helvede til med den imperialistiske franske hærs ”gloire”).
Nixon er et racistisk ”asshole”. En - føj for helvede - højreorienteret republikaner. Storkapitalens opvarter. Våbenindustriens og racisternes servile lakaj og nikkedukke …. Han begår krigsforbrydelser i Vietnam”. (Fuld enighed!).
Jeg rullede mig helt ud:
”Tricky Dick er en imperialist og neokolonialist. Det militærindustrielle kompleks’ ”puppet on a string”. Hans krig er helt fremmed for dansk mentalitet. - I Danmark er der ingen racister. - Absolut ingen. - Vi er heller ikke militarister. - Vi er et fredselskende folk. - Vi, danskere, vil forsvare os på samme måde, som et pindsvin, men vi vil ikke føre en angrebskrig. - Vi vil ALDRIG besætte andre lande”.
”Jeg selv er militærnægter - Jeg vil ikke være soldat. - Soldater er mordere”, skyndte jeg mig at indskyde for at vise, at jeg er en vaskeægte pacifist. - Plus for at styrke min politiske troværdighed.
Bruno, Elena, Claudia og jeg havde derefter en saglig meningsudveksling om mon portugiserne ville blive maoister eller demokrater i kølvandet på Salazars død.
Vi talte også om Maria Magdalenas og Jesus Kristus' følelsesliv. Bruno havde hørt om en dansk instruktør, der havde planer om at lave en film om deres - fysisk varme, uskyldige og intense - kærlighed.
Der fulgte herefter en veloplagt og mere og mere højrøstet meningsudveksling mellem de tre maoister. Det gik så hurtigt, at jeg ikke kunne følge med, men jeg fangede, at der blev kastet rundt med udtryk som ”coito interrotto” plus - flere gange - ”fellatio” og ”cunilingva”.
Stemningen blev bedre og bedre.
Jeg beskrev begejstret, hvordan det socialdemokratiske Danmark forkælede og støttede sine kunstnere:
”De får livslange æreslegater fra staten, som de kan leve af. Og de har masser af kunstnerisk frihed.
De kan eksempelvis”, sagde jeg alvorligt (og i fuld overensstemmelse med sandheden for halvtreds år siden) ”skide i nogle syltetøjsglas. - Hvis de kalder dét for kunst, så får de penge for at udstille deres afføring på et museum”.
Bruno, Elena og Claudia skulle ikke være i tvivl om, at jeg var en hjertevarm demokratisk socialist. En pacifist med internationalt udsyn, der - minsandten - også interesserede sig for kultur.
Efter det tredje glas vin (jeg drak normalt højst to øller i løbet af en aften til kollegiefesterne i Århus) skulle mine nye venner også mærke, at jeg var en god ambassadør for Danmark.
Jeg talte om den - et par år forinden - indførte lovgivning om fri porno og om vore live-shows. Om vore ø-lejre. Om vores Roskilde Festival. Om de danske besættere. Om de emanciperede danske kvinder. Plus om vores løsslupne sexliv og de mange danske kollektiver og storfamilier.
Jeg følte mig virkelig godt tilpas. Jeg følte, at jeg blev forstået, og at vi var på bølgelængde.
”Kom og besøg os” sagde jeg begejstret til de tre maoister, mens jeg gik fuldstændigt op i rollen som en frisindet repræsentant for The Danish Tourist Board:
”Jeg mødte på vandrerhjemmet i Hamburg en brun amerikaner, der hed Nick. Han underholdt mig og to andre danske blaffere med følgende historie”:
”Jeg sad på en græsplæne i Kongens Have i København og studerede en turistbrochure. Tre velskabte piger slikkede solskin i nærheden af mig. Den ene af dem med BH og de to andre med gennemsigtige bluser.
Pludselig dukkede endnu en Danish chick op. Hun smed, allerede inden hun satte sig, alt hvad hun havde på overkroppen. Dét inspirerede de tre andre. Efter et halvt minut smed den ene af dem sin BH …. Derefter landede en af de to bluser i græsset og - efter en kort tøven - endnu én.
Den sidste, der smed blusen, ville sikkert ikke virke aparte og snerpet.
I løbet af få minutter sad jeg med fire par skønne danske tits omkring mig.”
”Det er sundt for brysterne at solbade”, oplyste pigerne på overrumplende godt skoleengelsk.
”Alt dette er kun begyndelsen” fortsatte Nick. ”Det skal nok blive endnu bedre. Det er en udvikling, som ingen kan stoppe. Om få år sidder de danske piger helt sikkert i parkerne for at solbade deres pussy, så de får et sundt skød. Jeg kan se for mig, hvordan de vil danne rundkredse med hver deres spejl. De vil øve sig i at forkæle sig selv, og de vil udveksle erfaringer og tekniske tricks. - Plus endnu vigtigere:
De vil lave knibeøvelser til glæde for os mænd ….
Det er fucking spændende hvad der foregår i Skandinavien. Jeg har for cirka to uger siden hørt fra en svensker, som jeg mødte i Danmark, at kvindebevægelsen i Sverige er ved at blive spaltet i to fraktioner:
En, der sværger til klitorisorgasmer og en anden, der vil have os mænd vaginalt. De første mener, at mænds betydning for kvinders sexualitet er overvurderet. De mest rabiate af dem har fået den idé, at de kan klare alt selv med diverse legetøj, for så - når de finder, at tiden moden til dét - få leveret sæd fra medlemmer af MENSA.
Om knap tredive år, det vil sige ved årtusindskiftet” - fortsatte Nick sarkastisk - ”vil en undergruppe i klitoris-fraktionen helt sikkert klone deres stamceller og sætte dem op i livmoren, så de kan føde en kopi af sig selv.
Kvinderne i den anden fraktion, der heldigvis er meget større, vil have os mænd fuldt ud. De har - og hurra for dét - forstået, at det er os mænd, der er vejen til kvindernes erotiske himmel”.
De to kvinder - Elena og Claudia - lyttede, og Bruno nikkede forstående.
”Well” - fortsatte jeg med at citere den amerikanske Nick - ”lad os håbe, at de vaginale får overtaget fuldstændigt …. Under alle omstændigheder er én ting helt sikker:
Det er nemt at komme i lag med de danske piger.
It is crazy …. totally crazy …. at gå rundt i de små danske byer. Pigerne, der kører på cykel - yes, believe me, bikes not cars - smiler til mig, når jeg går ned ad de små byers hovedgade med min rygsæk.
Den slags sker slet ikke hjemme i Ohio.
Et mærke på rygsækken som ”Stop The War In Vietnam”, er nok til at komme i kontakt med de danske chicks. Og efter nogle timers bekendtskab får du masser af skøn dansk sex ….
De giver dig simpelthen det hele”.
Da jeg spurgte Nick “Why did you stop touring Denmark?” svarede han:
“Ooohh, I fucked them all …. but if I don’t get drafted for that goddammed war in Vietnam, I’ll go to Sweden next year to prove to the vaginal women that they have chosen the one and only right kind of sex”.
Nick holdt en pause og tilføjede storsindet:
“I might even give the clitoris-fixed chicks a chance to get on track”.
Jeg citerede Nick meget loyalt. Fik også viderebragt hans (vistnok af Freud inspirerede) bemærkning om at ”…. kun kvinder, der får vaginale orgasmer, er følelsesmæssigt fuldt udviklede”.
”Ja” - fortsatte jeg - ”fri sex er et godt eksempel på noget, der er meget typisk dansk", påstod jeg frejdigt, mens Elena fulgte mig med øjne og ører.
Jeg pralede også med, at i Danmark er der fri abort indtil tolvte uge, plus at det er let at blive skilt.
”Dét er meget godt. Sådan burde det også være i Italien” sagde Bruno. ”Vores marxistisk-leninistiske parti går kompromisløst ind for den frie abort og den lette adgang til skilsmisse”, hvorefter han tilføjede empatisk på egne (jeg formoder ikke på partiets) vegne:
”Men der er et problem. - En let adgang til skilsmisse vil lægge pres på hundrede tusindvis af italienske mænd. - De vil blive tvunget til at vælge mellem konen og elskerinden”.
Jeg talte varmt om den danske samfundsmodel. Om vor hurtige og stabile økonomiske vækst. Om vort unikke arbejdsmarked. Om de stærke fagforeningers samarbejde med Socialdemokratiet. Om den næsten fulde beskæftigelse. Og om, at arbejdsløsheden ofte er under tre procent.
”Faglærtes lønninger stiger med 10 til 12 procent årligt”, sagde jeg begejstret, ”mens inflationen kan for det meste holdes under 8” …. Hvorefter jeg smed trumfen:
”Afstanden mellem politikerne og folket er lille. Vores statsminister bor i et beskedent hus og kører til og fra sit arbejde på cykel. Den politiske kultur er i hele taget meget sympatisk” fortalte jeg til de tre maoister.
”Jeg er født i nærheden af en lille by i Jylland, der hedder Vojens. Hos os kan, ligesom i alle andre danske småbyer, kommunalpolitikerne ikke lide konflikter. På udvalgsmøderne (jeg måtte tage mine - og Elenas - engelskkundskaber til hjælp) forhandler man, forhandler man og forhandler man indtil man når et resultat, som alle kan acceptere. Det giver nogle meget lange udvalgsmøder, men den fredelige politiske sameksistens prioriteres meget højt.
De danske politikeres debatter er saglige og anstændige.
Jeg var for et halvt år siden til et møde i Århus med cirka 30 studenter. Mødet blev holdt i et beskedent kælderlokale. Statsministeren (der for tiden er venstreliberal) skulle tale om dansk udenrigspolitik efter Tricky Dick var blevet valgt til præsident, kom syv minutter for sent. Han undskyldte, at vi - det vil sige studenterne - måtte vente på ham, og sagde”:
”Jeg kunne ikke finde en parkeringsplads, og jeg ville ikke risikere at få en bøde. Jeg ønsker heller ikke” (tilføjede han) ”at komme på avisernes forside i morgen for at parkere ulovligt”.
Jeg talte begejstret om NORDEK, det Nordiske Økonomiske Samarbejde ”…. som danskerne helt sikkert vil tilslutte sig. - Det er bedre for os end EF, der senere godt kunne udvikle sig til EU”.
Maoisterne skulle (syntes jeg) også vide, at al undervisning i Danmark var gratis, og at jeg fik SU. Det vil sige, at staten gav mig penge for at studere.
Jeg citerede (efter bedste evne og for at gøre indtryk på de to kvinder) fagforeningernes målsætning vedrørende kvindernes lønforhold:
”Kvinder skal have lige løn for lige arbejde”.
Det bliver snart indført hos os på fredelig og demokratisk vis. Hvis fagforeningerne og arbejdsgiverne ikke kan enes om det, så vil flertallet i vores Folketing indføre det ved lov. Det samme gælder Økonomisk Demokrati. Medarbejderne får om få år en altafgørende indflydelse på deres egen arbejdsplads” forklarede jeg begejstret ….
…. mens jeg tømte det fjerde (eller måske det femte) glas vin og mine maoistvenner lyttede.
oo-O-oo
Elena og Claudia skulle videre den følgende dag til en lille by - Tropea -i Calabrien.
De skulle holde sommerferie i en lejlighed, som forældrene havde købt for at investere i deres maoistbørns fremtid.
Elena meddelte højtideligt:
"Du er velkommen til at køre med på trods af, at du er (hun smilede tvetydigt) en revisionist og en højreafviger.
Bruno er nødt til at blive i Milano.
Han skal til eksamen i september", oplyste Elena diskret og tilføjede senere - da vi havde lært hinanden bedre at kende - "Min lillebror, der studerer statsvidenskab, skal til omprøve. Han er dumpet i marxistisk filosofi".
Claudia, der skulle starte på sin første arbejdsplads som farmaceut i et stort medicinalfirmas forskningsafdeling, havde fri helt frem til midten af september.
Elena læste psykologi. Hun var (fornemmede jeg) alt for ambitiøs til at nøjes med "at bestå". Hun manglede kun ét semester i at være helt færdig. Det skulle bruges til at skrive en hovedopgave, der skulle afleveres den 31. december.
Jeg forstod på hende, at hun havde tjek på sine studier. - Hun kunne holde sommerferie med god samvittighed.
Vi startede tidligt næste morgen. Elena og Claudia havde planlagt, at vi skulle stoppe i Amalfi for at hoppe i vandet, og at vi skulle nå Tropea omkring midnat.
Da vi ankom til Amalfi, gik vi straks ned til stranden.
Elena, der havde sin Mao-kasket på hovedet, og jeg så - ikke blot smugkiggede, men så - længe på hinanden, mens vi skiftede til badetøj og fulgtes ud i vandet.
Jeg begyndte at blive meget bevidst om Elenas udseende.
Hun havde et smukt og udtryksfuldt ansigt (dét så jeg straks, da jeg blev samlet op) …. store mediterrane øjne …. et varmt og livligt blik …. en smuk næse …. en fyldig og sanselig mund …. et smilehul på sin venstre kind …. og et smil, der var ekstra charmerende, fordi hendes øverste - meget smukke - tandrække var en anelse uregelmæssig.
Elenas hår var frodigt. Det passede fint til hendes smukke ansigt.
Jeg vil ikke kaldet dét, som Elena havde under Mao-kasketten, for en ”frisure”. - Nej, den var snarere hendes individuelle, sanseligt provokerende, feminint aggressive og helt uregerlige hårpragt.
På stranden i Amalfi fik jeg flere oplysninger:
Elenas hals, skuldre og krop var virkelig lækre. Proportionen mellem hendes talje og hofter var harmonisk. Brysterne var store og velformede.
Hendes brystvorter pressede sig udfordrende mod bikiniens inderside. - Hun havde en smuk og meget feminin mave og to passende store og faste baller.
Elenas ben var lange og smukke. Hendes skikkelse - hendes krops topografi - var klassisk.
Jeg kom til at tænke på den romerske overklasses kvinder på Augustus’ tid. På tidløst smukke kvinder. - Kvinder, der virker tiltrækkende i alle kulturer.
Jeg kunne lide Elenas harmoniske bevægelser, og den selvsikkerhed og ro, som hun udstrålede. Det var tydeligt, at hun havde - og ville også i fremtiden få - et godt liv.