Being strong is only like many sections of bamboo.
Strength does not depend on ones size.
Mikronesisk ordsprog
En folks kultur bor i folkets hjerte og sjæl. Men hvis vi ikke fortæller historierne - hvis vi ikke synger sangene, og hvis vi ikke taler sproget - vil kulturen ophøre med at eksistere. Vores øer, vores familie, vores kultur, vores værdier, vores traditioner, vores sprog, vores mad, vores historie og hele naturen omkring os er afgørende for at forene os som et folk, det er selve grundlaget for vores identitet. Folk uden kendskab til deres fortid, oprindelse og kultur er som et træ uden rod. Vores børn er morgendagens bærere af vores kulturarv. Hvad vi lærer vores børn bliver en del af deres identitet. Lærere, der elsker at undervise, lærer børn at elske at lære.
- Inspireret af ord udtalt af Uwapei stammens kulturelle ledere, lærere og ældre.
Faraulep Atol
Da jeg første gang besøgte Faraulep Atol levede folk på de ydre øer i State of Yap stort set som deres forfædre havde gjort i århundreder. Kontakten til omverdenen var begrænset. Det var besværligt og langsommeligt at komme dertil. Den eneste officielle forbindelse var et skib, der tilhørte den lille østat og kun cirka hver anden måned besejlede øerne.
Dengang var FAR Islands nok det nærmeste man kan komme et paradis på Jorden. De hvide sandstrande var indbegrebet af Bounty land. Øerne var bevokset med kokospalmer og andre træer, der dækkede øens indre som en vild og tæt jungle.
Jeg blev adopteret af Pius Mopiy, der var øens bedste fisker og meget hjælpsom og gæstfri. Foruden min adoptivfar Pius, bestod familien af min adoptivmor Meggi, samt bedstemor Mariana og mine yngre adoptivbrødre og søstre Angie, Pius, Cypriano, Vicky, Rophei og Tom & Jerry.
Foto herunder: Familieportræt fra 1986. Fra venstre mod højre: Mariana (bedstemor), Angie, Pius, Meggi (mor), den lille dreng foran Meggi er Jerry, dernæst Tom og over Tom ses Cypriano. Yderst til højre Vicky og Pius Mopiy (far). Rophei, familiens yngste på 6 måneder, sov inde i hytten.
Fotos til højre: Hverdagsliv i landsbyen på Feshailap.
Befolkningen på Faraulep Atol levede en harmonisk og bæredygtig tilværelse og havde en rig kultur. Deres forfædre havde overlevet på de små isolerede øer gennem århundreder. De var havfolk og helt afhængige af oceanet. De var dygtige fiskere og eksperter i at bygge havgående udriggerkanoer og navigere over store afstande ved hjælp af fugle, bølger og himlens stjerner. Side 18-19: Skildpaddefest.
Jeg tilbragte et par måneder på Faraulep Atol. Efter hjemkomsten savnede jeg ofte øerne. Men tiden gik og mange bølger skyllede ind på stranden.
Først årtier senere kom jeg i forbindelse med min adoptivbror Pius, der fandt mig på internettet. Derefter fik jeg kontakt med andre, der havde været børn og unge mens jeg var på øen, men nu var voksne og flyttet derfra. Deriblandt et par af mine søstre og min bror Cypriano. De boede nu på øen Guam, der er amerikansk territorium.
Efter nogle års kontakt via internettet opfordrede flere mig til at rejse tilbage til atollen, hvor en del af familien stadig boede. Jeg skulle blot selv sørge for flybilletter til Mikronesien, så ville de arrangere resten.
Øverst og til højre: Strand på Feshailap. Side 22-23: Myldretrafik på Guam.
Efter nogle års kontakt via internettet opfordrede flere mig til at rejse tilbage til atollen, hvor en del af familien stadig boede. Jeg skulle blot selv sørge for flybilletter til Mikronesien, så ville de arrangere resten.