Portøren var kommen for at hente de tre Patienter, der havde Kælderarbejde, og han gik hen og råbte til Nummer to, Manden med Mavebælterne, der vandrede op og ned, op og ned langs Kakkelovnsvæggen:
— Vi skal afsted.
— Ja; Patienten Nummer to standsede og så på Portøren. Ja, sagde han igen med et Nik og drejede forvirret rundt om sig selv som en Hund, der vil lægge sig. Han gjorde altid det, før han skulde foretage sig selv den allermindste Ting.
Så fik også han Slåbrokken på ligesom de andre og de tre kom af sted. Man hørte Portørens Nøgler rasle gennem Gangen, mens han lukkede — først heroppe, så dernede.
Ida Brandt satte de afvaskede Kopper sammen i en Krog på det lille Køkkenbord og gik ind i Salen for at ”lytte”. Men de to Gamle derinde sov, med dybe Åndedrag.
Og inde på ”A” var der ganske stille ...
Frøken Brandt stod op på Stolen i Forstuen, hvad hun måtte for at nå Vinduet, og hun flyttede Blomsterne lidt, så der blev Plads i Karmen til, at hun kunde sidde.
— Brandt er tosset, sagde Frøken Brun ”hos Kvinderne”: hun flyver op ligesom Hønsene.
Ida Brandt lænede Hovedet tilbage mod Væggen, og hun så ud gennem det store Vindu: så roligt ”Søerne” lå, et eneste luende Rødt, nu Solen gik ned.
Ida tog et Brev frem, men længe blev hun siddende med det i Hånden, mens Søens Rødt derude stille gled bort og falmede — før hun begyndte at læse:
Horsens, den første Oktober.
Du kære Pige.
Du får dette Brev fem Postdage forsilde. Jeg véd det godt. Men Du har heller ikke fem afskyelige Unger, hvoraf de to i forrige Uge brækkede Forbenet af Skrivebordet. De vilde kun lege Skib med det, lille Du, under Rengøringen. Men nu er Benet limet, og til Morgen fik jeg de sidste Vintergardiner op, så nu får Du Lykønskningen: Gud velsigne Dig, min Pige, det véd Du, ønsker alle vi på ”Villaen”.
Så var det virkelig otte og tyve, Du blev. Ja dog, Du, hvor Tiden løber, og når jeg går forbi Spejlet på Nørregade, synes jeg tit, det er ikke længer siden end igår, jeg så Dig sidde derinde bag Vinduet, krøbet op i Mahognistolen, og stirre artigt (alting har nu altid været artigt på Dig, Ida, Øjne, Hår, hvor var Du vel kæmmet med dine to Musehaler og det Hele) på os forfløjne Spirer fra Frøken Jørgensen, når vi kom rendende gennem Gaden med Taskerne og gav ”Sidst” i Portene, så der var ikke et helt Læg i vore Nederdele.
Du rykkede tilsidst helt ud på Gadetrappen og stod og holdt Dig ved Gelænderet så forsigtigt, som var Du bange for at falde i Vandet, indtil din Moder kom og kaldte Dig ind med et ”I-da” og Du gik med stive Musehaler (Du havde en Gammeljomfru-Gang, Ida, som Barn) og din Moder lukkede Gadedøren.
Vi luskede af. Der var altid noget over din Moder, der ligesom dæmpede.
Jeg pustede gerne lidt ud henne i vores Port. Jeg vidste jo, at Mo’r var ved Spejlet: ”Så — er Du der” (jeg var kommen lidt på Skæv ind ad Døren) ... ”Må jeg se Dig?” og jeg måtte dreje mig.
— Olivia, Fingrene af Munden.
— Nå, ja, det har jeg sagt, det bliver sidste Gang, Du får Skindkant om Kåben ... Jeg mulede, der var jo altid en eller anden Stump af Kanten, der hang løst og dinglede; jeg véd ikke, hvordan det var, men jeg og Regine, vi blev nu en Gang forpjuskede.
— Ja, så kan Du gå.
Jeg løb med Tasken bus på Dørkarmen.
— Om det Barn nogensinde lærer at gå på sine Ben — jeg vidste jo, det vilde komme fra Forhøjningen —: Og kun ét Håndtag i Tasken .... ja, så kan Du gå ...
Jeg var på Vejen.
— Men om Karen først — kom det stadig fra Forhøjningen — vilde være så venlig at sætte en Børste i dit Hår. Det er jo en Skændsel at se på.
Håret var det værste. Det endte altid med, at Karen måtte frem foran selve Mama med Børsterne. Hun børstede og børstede:
— Nej — og Mama sukkede — der er ikke Skik at få på det Hår. Nej, lille Ida Brandt, hun kan holde sit.
Jeg snerpede Munden sammen, så stiv som en Pind, og Karen børstede: Du var jo altid Dydsmønstret ...
Og kan Du så huske, da Mama var på Visit hos din Moder med mig — de havde vist egentlig ikke omgåedes før — og de sad i Dagligstuen og talte, og vi sad i dine to Småstole inde i Sovekamret mellem din Moders Seng og Vinduet og så på hinanden og bed Fingre — — da jeg på én Gang tog Dig i begge Hårhalerne og dunkede Dig ind mod Sengekanten, blev ved at dunke Dig, uden at sige et Ord.
Og Du værgede Dig slet ikke og gav ikke et Kny fra Dig, men begyndte bare at græde sagte, ganske sagte. Véd Du hvad, min Pige: Jeg tror, jeg fra det Øjeblik holdt af Dig, fordi Du havde grædt så sagte ...”
Ida Brandt lod Venindens Brev synke ned i sit Skød. Uden at se stirrede hun ud mod Søerne. Det var, som så hun alt derhjemme, Huset og Dagligstuen, hvor Møblerne aldrig havde skiftet Plads og Sovekamret med hendes to smaa Stole, hvor hun selv skulde lægge sit Tøj sammen, Stykke efter Stykke, før hun skulde i Seng; og Moderen, rolig og bred med de store Bukler i Håret og Guldkæden ned om Halsen ... ”
Saa læste hun igen:
”Hvor jeg husker Onsdagene, når jeg var hos Jer og kom Klokken fem for at hente Dig med ud. Når jeg var kommen ind, kaldte din Moder, fra sin Vindusplads, ind i Sovekamret, hvor Du sad over Lektierne — Du så altid ud, som vilde Du krybe op på Kommoden, når Du læste Lektier —:
— Ida ...
— I-da, det er Olivia Franck.
Mens hun blev ved at strikke med sine store Pinde, sagde din Moder til mig og nikkede:
— Sæt Dig, min Pige.
Og jeg satte mig ved Døren — hos Jer satte man sig altid midt på Stolene — til Du havde fået alt Tøjet på, Vesten og det lille Tørklæde og Kåben og det store Tørklæde, og vi kniksede foran din Moder:
— Har Ida Lommetørklæde? sagde hun — jeg tog altid til min egen Lomme for at føle —: Kom så ingenting til ...
Og vi gik forbi Vinduet, hver på sin Flise.
Men om Aftenen når Dugen var taget af Bordet — jeg ser din Moder flytte Lampen fra det ene Bord til det andet, hun flyttede den altid selv — lagde vi to Spil, mens din Moder fik Whisten med Frøknerne (Herregud, nu er også Erbelin død, hun bar sin svære Dobelthage lige stift til det sidste) og jeg sad og sparkede Dig op ad Benene under Bordet, mens gamle Bonnitz lo af Glæde over Stikkene — hun lo ligesom om hun hikkede. Klokken halvni skulde jeg hjem, og Jeres Sofie bragte Ribsvinen ind, og vi fik de to Æbler, medens mit Tøj blev bragt ind i Varmen ...
Mama sagde:
— Det hjælper et helt Døgn på Olivia, når hun har været hos Ida Brandt.
Men om Søndagen var Du hos os ligefra om Morgenen. Husker Du, Jeres Sofie bragte Dig og ”skulde hilse fra Fruen”, mens hun tog Tøjet af Dig, det ene Stykke efter det andet, som om hun løste en Bylt op. Der var ingen, der forskrækkede Mama som Jeres Sofie:
— Jeg véd ikke, sagde hun; men hun har Øjne, som søger hun alt Støvet på Møblerne.
Moder havde det med at blive hed i Hovedet overfor fremmede Piger.
Mama sagde med sin allerhøfligste Stemme:
— Vil Sofie ikke drikke en Kop Kaffe?
Og Sofie nød den, siddende ret op og ned, på Stolen ved det sorte Bogskab, uden at mæle et Ord ...
Vi var allerede ude af Stuen. Der var dejligt i den gamle Gård (jeg tænker tit: Gud give jeg havde en sådan Gård at sende mine Drenge ned i); Houmanns Lade med vore ”Reder” i Høet og Dessaus Loft, hvor Du måtte vade gennem Kornet, Du i dine Brunelsstøvler. Men ja, hvor jeg regerede med Dig: jeg ser Dig, når vi legede Berider i Værkstedet, hænge lydig i Trapezen i Spidsen af din store Tå med Øjnene stive i Hovedet af Skræk og Tungen ud af Munden, som når Du skulde høres i Verber.
Når vi legede Skib med Drengene, var det værst. Husker Du Müllers Sukkertønder, som var Kahytter. De var også ”Blykamrene”, når vi var med i ”Røver”. Men det var værst, når de var Kahytter, for det var altid os, der blev kommanderede derind, når det ”stormede” og Brødrene rullede dem ”under høj Søgang” ... Du sad derinde med Kjoleskørtet op over Hovedet, Stakkel, som under et Regnskyl ...
Det var også dér, Du fik revet din blå Musselins på et Søm.
Du var bare blevet siddende ganske stille og glattede og glattede Flængen over dine Knæ, uden at sige et Ord, og jeg stod foran Dig og så kun på Dig og begyndte at glatte med, med begge Tommelfingre, som kunde vi lime Riften, indtil jeg sagde, åndeløs:
— Vi må sige det til Mama.
Og vi gik, løb op til Moder og jeg sagde, lige indenfor Døren:
— Ida har revet sin Kjole.
På ”revet” begyndte jeg at græde, men Du stod lige stille:
— Hvor?
Mama greb din Kjole i Sømmen og holdt den ud fra Dig som en Fane:
— Ja, er det ikke det, jeg si’er, hvad må Fru Brandt dog tænke om dette forrykte Hus?
Du stod og rystede uden at græde, og Mama rev Håret bag Ørene løst med sin Hæklenål:
— Der må gå Bud efter Jomfru Finsen, sagde hun, ligeså forfærdet som vi: tag Kjolen af.
Karen løb efter Jomfru Finsen, mens Du ventede i en af Moders Natkjoler og Mama blev ved sit om ”Huset” og min Kjole, som jeg jo gerne kunde flænge, det var hun vant til.
— Dér går Fru Brandt, råbte jeg, som var rykket op på Forhøjningen. Mama slap Kjolen:
— Hun skal i Kirke, sagde hun så, ligesom lettet; og vi så begge to ud efter din Moders lige Ryg, der drog over Torvet.
Det er Pastor Hansen, der præker, sagde Mama.
— Nej, sagde Du med en lille, tyk Stemme: det er Pastor Schmidt.
Mama slog Hænderne ned i Skødet:
— Så er de ikke hjemme før halv ét, sagde hun overbevist.
Da Jomfru Finsen kom, erklærede hun, at der kunde tages en Halvbredde ud og så måtte Baglæggene rækkes.
— Det vil ikke ses, sagde hun, mens hun målte og synede den blå — Jomfru Finsen havde et Par Øjne, Stakkel, som grundede hun altid på at skrå en Bredde —:
— Nej, det vil ikke ses.
— Tror De? tror De? sagde Mama, der altid hørte på Finsen, som talte hun Latin: ja, når det blot ikke ses ...
Det sås ikke.
— Drej Dig, min Pige, sagde Mama til Dig, der havde Kjolen på igen: en Gang til. Nej, det ses ikke.
— Gud være lovet, Finsen! Moder slog Armene ned i Skødet:
— Nu vil vi ha’e Crémekopper.
Crémekopper var Moders uomgængelige Tilgift til Sypiger. Der blev altid lidt af Butterdejgen siddende på Finsens Underlæbe, i den Revne, som hun havde fået af at overbide Tråd.
Jeg fulgte Dig om Aftenen, da Sofie kom. Du tog mig lidt hårdt i Hånden, da vi nåede ned på Gaden. Da vi kom hen til Kælderhalsen, sagde jeg:
— De spiller; jeg så Frøknernes Skygger på Jeres hvide Gardin.
— Ja, hviskede Du med en lillebitte angst Stemme.
Vi kom ind og Du fik Tøjet af og vi kniksede rundt, først jeg og så Du, og din Moder sagde over Kortene:
— Har Ida været artig?
— Ja; det var vist første Gang, Du løj, min Pige.
— Ja, gå så i Seng. Du véd, om Mandagen øver Du Klokken syv. Godnat.
Du fik dit Pandekys og var afsted.
— Farvel, sagde jeg ligesom i en Eksplosion. Og jeg løb hjem til Mama, så jeg var ganske forpustet:
— De så ingenting.
— Ih, Gud ske Tak, sagde Mama og satte sig hårdt i Sofaen:
— Nå, Ida har nu meget godt af at være med i lidt Uartighed, sagde hun. Jeg havde henne på Forhøjningen hemmelig fat i Lektien:
— Må jeg spørge, Olivia, sagde Mama: begynder Du nu på Lektierne? ... Tror Du, Ida Brandt stjæler Lys for at læse på Sengen?
... Ja, det var den Tid, og hvem kan begribe, hvor den blev af, og hvordan Årene løb. Hvor jeg ser os på Kirkegulvet, ved Konfirmationen, hvor vi alle var i hvide Burnusser og rødmossede af at græde og glathovedede. Gamle Pastor Bacher, det Skind, det går rent tilbage for ham, og de går alle til Pastor Robert, sidst havde Bacher kun syv og tyve.
Men Herren véd, hvor tit Du havde måttet høre mig i Salmer ...
Mama blev ved at sige:
— Jeg synes, Ida var den netteste Konfirmand. Den Pige har noget, når hun holder sit Hoved, halvt nedefter, noget, der ikke ligner andre ...
Og din Andendagskjole var blå med små hvide Prikker ...
Å, den første Tid som unge Piger, hvor vi endnu øvede os i at gå i de lange Kjoler, og Mama måtte sy mig ”Rucher” for Hænderne for at skjule mine røde Håndled; og til den højeste Stads sad vi mellem de andre unge Piger, generte og ledeløse i vore sorte Kjoler, der var pyntede op med en Pibekrave, kære Du, hvor tit min måtte lægges ud i Brystsømmen.
I Julen var vi til det første Bal. I tre Uger havde jeg sovet med Handsker på om Natten:
— Man kan ikke, sagde Mama, tage på Bal med de Hænder. Ida går i Huset, og dog har hun nettere Hænder end Du.
Vi kørte derhen i Jensens Vogn, Du og jeg på Bagsædet, med to Skørter op over Hovederne, så vi sad på det Lærreds, mens Mama trykkede sig sammen på Forsædet og Jeres Sofie knejste på Bukken med dine Sko, indsvøbte i Papir ...
Det ækle, gamle Rum i Klubben med Fugtighed ned ad Væggene og det grå Skærmbrædt. Husker Du Skærmbrædtet, hvor Fru Ferder regelmæssigt gik Ingas Hals efter med et dyppet Lommetørklæde.
— Olivia, sagde Mama: om Du nu kunde lukke din Mund ...
Hver Moder gav sine Formaninger og glattede Kjoler. Og midt på Gulvet stod vi, rødarmede og forskrækkede og smilende, og Fru Ferder løb rundt:
— Gud, Fru Franck, Deres er nydelige, blev hun ved at råbe. Hun havde et åbent Brev Knappenåle fæstet foran på sit Bryst for at gå Ingas Toilette efter. Det dundrede på Døren: Luk op, luk op. Det var Nina Stjernholm i sin Pelskåbe:
— Godaften, Godaften! Børn, Børn, jeg er kommet meget for silde, råbte hun, mens hun rystede på Hovedet, så alle Lokkerne fløj, og råbte på Mama:
— ”Søde Fru Franck, hvor er ”Føllene”? Og hun mønstrede os og skubbede tykke Fru Eriksen til Side: Nydelige, nydelige, sagde hun i Farten:
— Men lille Fru Franck, hvordan sidder mit?
— Nina, dog, sagde Mama, hvor det sidder skævt ...
— Men, gør det? og Nina rettede og trak i Liv og Nederdel, mens Mama hjalp:
— Men, hvorfor har De også alting siddende så løst, Nina.
Mama var halvt fortvivlet og trak Lidsebåndet fastere i Halsen, mens Nina lo:
— Lille Ven, sagde hun til Mama, En må der til at være lidt god mod de ældre Mandfolk ... Har I til første? vendte hun sig til os.
— Ida ikke ...
— Godt, så hold Dem til mig, Frøken Brandt, jeg råder over et Par spæde Løjtnanter fra Frederits, og jeg ta’er Hofjægermesteren.
Balinspektøren dundrede på Døren og spurgte, om Damerne var færdige, og Musikken begyndte at spille.
— Så, sagde Nina og slog Døren op. Jeg så bare Lysekronen, Du, og den dansede allerede. Så fik jeg Adolf Black, der var ligeså befippet som jeg, fordi han var i Kjole, og jeg hørte Mama sige: Ryggen, Olivia, og jeg så Dig, der kom bagved med en Løjtnant, der bed i sit Skæg ...
Men hvor Gulvet var brillant, og hvor vi dansede.
Du stod et Øjeblik henne hos Mama med hende i begge Hænderne:
— Å, Fru Franck, sagde Du og lo sådan stille, det er så dejligt at danse.
Nina var frygtelig. Hun havde stoppet sit Lommetørklæde ned foran på Brystet og sagde til Kammerherren:
— Kammerherre, se ikke på mig, Fru Franck siger, jeg er meget for nedringet.
— Nina, råbte Mama gennem den halve Sal. Men ”Møllerne”, de fløj, og Inga Ferder dansede, med den blå Garnering slynget om Armene, medens Nina lod Hofjægermesteren binde sine Sko midt på Gulvet:
— Nina, råbte Mama.
— Gud, Fru Franck, hvad skal jeg gøre? når Båndet springer? Og hun satte sig, midt mellem de gamle Damer, og lo.
Men vi dansede. Jeg hørte Kaptajn Bergfeld sige til Mama: — Det stille Pigebarn er nydeligt.
”Det stille Pigebarn” var Dig, min Pige, og Kaptajnen var en Kender.
Å, ja den første dejlige Tid: da Sommeren kom og ”Syforeningen flyttede ud i Lunden og vi sad dér i en Rundkreds, bag Pavillonen, under Træerne, mens en af os læste højt. Men på én Gang blev Nina ked af det og slog til Bogen, så den røg, mens hun begyndte at synge. Og vi andre lo og stemte i med, så vi sad og sang lige ud i Luften, op i Lindene ...
Men så kom allerede det Efterår, da din Moder blev syg.
Du var henne hos os, kan Du huske, da Sofie kom løbende og ude i Gangen spurgte efter Dig. Du havde rejst Dig op fra Bordet og gik, uden et Ord, uden Farvel, bagefter Sofie, der løb hen ad Gaden. Du mødte Frøken Fischer og tog fat i hende og talte med hende og gik igen, hurtigere og hurtigere.
Jeg stod ved vort Vindu og vilde følge efter, men jeg véd ikke ... jeg var bange, så angst, at måske var hun død, og jeg sagde til Mama:
— Går Du ikke med?
Og vi tog Tøjet på og gik og kom ind i Jeres Stue, hvor alle Møblerne var flyttet, fordi de havde løftet din Moder og måtte bære hende; og Doktoren kom og Stuen blev fuld af Folk, til Doktoren sagde, de skulde gå, og Frøken Fischer kom løbende med Is i en Skål og blev ved at sige, mens hun græd:
— Men hun har heller aldrig taget mod Råd, hun har heller aldrig taget mod Råd.
Jeg blev hos Dig om Natten og vi sad og vågede inde i Dagligstuen og hørte alle Uhrene dikke og melde med snurrende Klokkeslag de langsommelige Timer.
Og vi hørte Vågekonen hviske til Sofie og skifte Isen og vi sad igen og hørte Uhrene ...
Men Du, Stakkel, vågede mange Nætter siden.
.....
Farvel, nu, min Pige. Gid det nye År må bringe Dig rigtig megen Glæde. Vi på Villaen, det véd Du da, ønsker Dig det Allesammen.
Og så et Kys i Anledningen, skønt Du véd, jeg afskyer det Veninde-Kysseri. Ungerne hyler, jeg skal hilse Dig.
Din
Olivia.
Ida Brandt lukkede Brevet og sad med Hovedet støttet mod Karmen. Ovre bag Søerne tændtes Lygterne, én efter én. Hun hørte Josefine, der bragte Aftensmaden og gik, og de Gamle på Stuen, der begyndte at vende sig i deres Senge.
Hun blev siddende, endnu et Øjeblik.
Men pludselig raslede Nøglerne i Døren hos Kvinderne, og hun sprang ned med et Sæt, så hun væltede Stolen: Det kunde være Professoren, han kom til så mange Tider, og der var ikke tændt Lys.
Men nej, det var Hr. von Eichbaum fra Kontoret, der sagde:
— Må jeg gå igennem, Frøken?
— Værs’go’.
Hun tændte Lys, hun var blevet ganske stakåndet af Forskrækkelsen.
Hr. von Eichbaum blev stående, mens hun tændte:
— Det er s’gu sært, sagde han med sin lidt snøvlende Stemme: så meget jeg er kommen til at tænke på Ludvigsbakke, siden jeg er kommen ud på dette forbandede Kontor.
— Men der var osse så dejligt, sagde Ida med en Stemme, som så hun det for sig: så dejligt der var ud over Bræstrup.
— Ja, der var rart, sagde han og smækkede med sine Læber: det var den Gang.
Han blev stående, mens hun hentede Stigen for at tænde Gasblusset over Døren til ”A” og gik op ad den:
— Nej, sagde han og så op på hende: der var s’gu ikke mange som gamle Konferensråd.
De vekslede endnu nogle Ord, mens hun gik ned igen og ind på ”A”. Herren derinde, der sad i den store Hvilestol, løftede kun Hovedet, følgende hende med sine store, overskyggede Øjne, mens hun tændte Lysene på hans Bord.
— Hvem er det egentlig? spurgte von Eichbaum, da hun kom ud igen.
— Jeg véd ikke, sagde hun: en Doktor ...; og mens hun halvt lo, sagde hun:
— Han er den eneste, jeg er forskrækket for.
Eichbaum lo: Han lader s’gu da til at være meget stilfærdig ...
— Ja, men jeg véd ikke ... det er ligesom han lignede et Spøgelse ...
— Et Spøgelse?
— Ja, sagde Ida ligesom forlegent: et Spøgelse af et Menneske.
Hr. von Eichbaum blev ved at le, uden at hans Blik slap hende.
— Nå, Godaften, Frøken.
Hr. von Eichbaum nikkede og lukkede sig ud, og Ida krøb op ad Stigen for at tænde Blusset over Døren til ”Salen”. Inde fra Kvinderne hørte man en skingrende Mumlen. Det var Frøken Benjamin, hun blev altid urolig hen mod Aften.
Ida Brandt stod uvilkårligt og nynnede ganske sagte, mens hun delte Smørret af til Aftensmaden: hun tænkte på Olivias Brev.
Og så på Ludvigsbakke.
Patienterne, der havde Kælderarbejde, kom op igen og begyndte at vandre rundt i Forstuen, urolige, underligt nussende, uden at lægge Mærke til hinanden, mens deres Tøfler klaprede, blev ved at klapre hen over Gulvet.
Lange Bertelsen, der ”var gået istå”, gik ud og ind til Vaskebækkenet i Køkkenet og skyllede Hænder, et Par rødlige, klamme Hænder; hvert tiende Minut skulde han skylle de Hænder, som skulde han tvætte dem for tusindfold Synd.
— Nå, Bertelsen, De er jo ren, sagde Frøken Brandt.
— Ja, sagde han og holdt med ét op at vaske sig, som om han ikke mere huskede det. Han gik hen til Bordet, stod og så lidt på hende, såvidt han kunde, for hans Øjne var aldrig på ét Sted —:
— Men hvad skal jeg her? sagde han med et Stød:
— Vil De sige mig, hvad jeg skal her? hans Stemme hævede sig på Gentagelsen.
— De skal jo blive rask, Bertelsen, sagde Frøkenen og blev ved at smøre Maden.
— Rask, han lo, som han snærrede, og man så alle hans tætte Tænder; det var, som de var det eneste, der havde Farve i hans Ansigt, de glinsede:
— Rask — her, hvor man er lukket inde.
— Og så skal De spise, sagde hun: og så er jo den Dag gået, Bertelsen.
— Ja, ja, råbte hun ind på ”Salen”, hvor de to Patienter allerede havde sat sig til Bords ved Enden af Sengene og slog i Gulvet med Tøflerne af Utålmodighed: nu kommer jeg jo ...
Hun lyttede først ved Døren til Frøken Petersen, der sov så fast endnu, at man kunde høre hendes Åndedræt helt herud.
— Frøken Petersen, råbte hun og bankede: De må op.
Åndedraget hørte op, og langt om længe kom der et søvnigt ”Ja”. Frøken Petersen havde Nattevagten. Ida gik med Maden ud i Forstuen, hvor Manden med Bælterne drejede rundt endnu.
— De skal spise, Schrøder, sagde Ida, lige foran ham, som talte hun til en Døv.
— Hm; han så kun på hende.
— De skal spise, Schrøder, gentog hun.
— Hm.
— Men det må være nu — hun blev ved at tale så tydeligt, som havde Manden svært for at høre —: for nu kommer Lægerne.
Og hun ledte ham ind, foran sig, hen til Bordet.
Man hørte allerede Lægerne på Trappen, og Nøglerne lød i Døren. Det var Reservelægen og to Kandidater, bagest kom Frøken Helgesen, Plejemoderen, med Journalen. Hun bar den som en Retsbetjent et Aktstykke.
Patienterne rejste sig fra Bordet, og de tre Gamle i Sengene fulgte Lægerne med deres sært halvbrustne Øjne:
— Der er jo ikke noget? spurgte Lægen.
— Nej, Hr. Reservelæge.
Lægen gik alene ind på ”A” og lukkede Døren. Kandidat Qvam svang sig op på Forstuebordet og slog Benene sammen:
— Vorherre frels os, sikken en Vagt. Elve indlagt og én af dem ”pumpet”.
— Var dét Opium? Frøken Helgesen talte til Kandidaterne forretningsmæssigt som til Kolleger.
— Ja, det er en Klejnsmedesvend ... De si’er, det er Kærlighed, og nu har de slæbt ham på femte Time op og ned ad Gulvet — to Mand ... Vorherre bevar’s, at Menneskenes Børn ikke kan lære at tage det med Ro ... Hvad siger De, Frøken Brandt?
Qvam sprang ned, for Reservelægen kom ud:
— De kan gerne lade Patienten trække lidt frisk Luft, sagde han; han var allerede ved Døren til Kvinderne.
Qvam gik bagest; han rystede på Tærskelen sine Ben i de hvide Sportsbukser, som vilde han ryste Støvet af sine Fødder.
Ida gav de tre Gamle Mad, hun havde en egen, nænsom Måde at løfte dem op i Sengen.
Frøken Petersen kom ud af sin Stue, vims og forpustet:
— Hvad er Klokken, Jomfru? sagde hun ind til Ida (Frøkenen havde ti sirlige Svingninger med Underkroppen for hvert Skridt, hun tog):
— Mit Uhr er gået istå.
— Den er mange, sagde Ida. Den var altid mange, når Frøken Petersen kom op om Aftenen.
— Ak, ja, De er rar og venter. Jeg løber ind til The ...
Ida nikkede kun, hun var så vant til at måtte vente på de andre en Halvtime efter Tjenesten. Hun satte sig ind under Blusset i Salen og gav sig til at sy.
Hvor godt hun dog huskede Karl von Eichbaum, nu, hun tænkte på det, hjemme fra Ludvigsbakke — ham og hans Moder, der altid sad helt oppe ved Bordenden, hun havde altid Konferensråden til Bords.
Fru von Eichbaum gik Ture på Klokkeslet og havde de to Stenbænke i Forvaltergangen, hvor hun hvilede — for sig alene.
Hun sagde altid: Dér har vi jo den lille Frøken Brandt, som om hun opdagede hende påny hver Gang.
De tre Patienter sad ved Enden af Sengen og spillede Kort med Uldbukserne i Ål højt op om Benene. Men Schrøder vilde i Seng. Han sad i den bare Skjorte på Sengekanten, Benene hang, som sad Knoglerne løse på ham.
— Nu må De helt i Seng, Schrøder, sagde Ida.
— Ja, svarede han og blev siddende med ludende Hoved.
Ida måtte rejse sig, før Schrøder fik løftet Benene besværligt, som var det noget, der krævede en tung Eftertanke: Så, sagde hun og slog ned på Tæpperne med begge Hænder: Det er jo meget bedre, når De ligger ... ikke?
Hun blev ved at hjælpe med Tæpperne, mens hun tyssede på Bertelsen: han blev altid så voldsom ved Kortene. Så hørte hun Frøken Petersens Nøgler og begyndte at pakke sit Sytøj sammen: hun skulde endnu kun åbne på ”A”.
Herren på ”A” sad ved Bordet og løftede kun Øjnene for straks at begynde at skrive igen på sine store Papirer. Det var altid Tal og Tal, han skrev, så langsomt som han prentede dem.
— Så åbner jeg Skodden, sagde Ida og åbnede det høje Vindu.
Frøken Petersen stod udenfor ved Kighullet, da Ida kom ud.
Herren derinde rejste sig langsomt, og stille satte han sig op i Karmen.
Uden at røre sig sad han og så ud i Natten frem mod Stjernerne.
— Hvad er det, han altid sidder og regner på, sagde Frøken Petersen.
— Dr. Qvam si’er, sagde Ida, at han vil finde Lovene ...
— Stakkel, sagde Frøken Petersen, der intet forstod, og hun gjorde et Jomfru-Kast med sit Hoved, før hun gik bort fra Kighullet.
Ida åbnede Døren til den urolige Gang, hvor hun gik ind. To Portører holdt en død Krop mellem sig; dens Arme hang over deres Skuldre, mens de slæbte den.
Josefine, der sad på Bænken under Vinduerne og skulde have to sløve Mandspersoner til at spise, sagde med et Kast med Hovedet over mod Portørerne:
— Det er osse et Slid, nu har det varet fem Timer.
Portørerne drejede lige ved Døren til ”den gode Gang”, da Ida skulde ind, og den ene af dem sagde, seende på det hængende Hoved:
— Det er forresten et pænt Menneske.
— Ja, sagde Ida og så ind i hans Ansigt, hvis Læber var åbne som en Maskes — og Portørerne vendte sig og slæbte Kroppen videre.
Inde på den gode Gang stod Celledørene åbne og Patienterne blundede stille i deres Senge. I Spisestuen sad Frøken Friis, der havde Friaften og skulde i Theatret, med Kikkerten foran sig på Bordet, og knappede Handsker:
— Å, sagde hun: dér har vi ”Jomfruen” ...
— Hjælp mig, hva’? hun strakte den ene Hånd ud mod Ida, der altid skulde ”hjælpe”: jeg kommer meget forsilde.
Ida knappede Handsken, mens Plejemoderen, Frøken Helgesen, der sad bag Themaskinen i sin Yndlingsstilling med Armene overkors, sagde med sin meget tydelige Stemme:
— Hvad har det Liv kostet?
— Tak, Jomfru.
Frøken Friis spejlede sig en sidste Gang i det lille Spejl i Hjørnet; hun fredede endnu om det Ydre som to og tyveårig, hun havde haft ubeskåret for ti År siden, og Håret måtte have sit ganske bestemte Fald i Tindingerne:
— Jeg har fået det af en Fætter i Ålborg, sagde hun, om Livet.
Frøken Krohn og Frøken Berg, der drak deres The ved den anden Bordende, sagde:
— Uha, ja, nu skal man til at tænke på Vintertøjet. Og de begyndte at tale om Hatte.
— Jeg laver mine selv, sagde Frøken Helgesen bag Maskinen.
Så kom der en stor Kvindefigur frem i Døren:
— Her stinker fint, sagde hun og førte en hvid Hånd op til en bred Næse, mens hun så til Frøken Friis. Det var Frøken Koch, Plejemoderen fra Kvinderne.
— Ja, sagde Frøken Friis, der endelig var færdig og havde fået fat i Kikkerten: jeg holder ikke af at lugte af Karbol udenfor Anstalten.
— Godnat.
Frøken Koch kom ind i Stuen og satte sig henne i Krogen med Hænderne mod sine Knæ ligesom et Mandfolk:
— Må man være her lidt? sagde hun. Og Frøken Helgesen, der havde nikket til hende, sagde fra Maskinen:
— Frøken Friis holder meget af Klæder.
Frøken Berg og Frøken Krohn blev ved at tale om Hatte, og Frøken Koch sagde, mens hun kløede sig i det grå Hår, der var surret op i Nakken, som man surrer en Tovende:
— Køb Jer et Par Skindhuer, Børn, de varer.
De to lo og blev ved med at diskutere Hattene: de måtte da også passe lidt til Frisuren; og de begyndte at tale om Hår, mens de to Plejemødre spurgte om de Indlagte.
— Der var elve idag, sagde Frøken Helgesen.
— Ja, og et svært Mas, sagde Frøken Koch.
Frøken Berg kunde ikke tænke sig sig selv uden Pandehår.
— Ja, sagde hun: om man havde Brandts Hår ... Gud, Brandt, at De ikke ”flammer” det.
— Jeg har altid haft det sådan, sagde Ida.
Men Frøken Berg vilde prøve at flamme det og begyndte at purre op i Idas Pandehår med en Lommekam: De er jo ikke til at kende, sagde hun og blev ved at purre op i Håret: ellers ser De jo ud, som De var vandkæmmet ...
Frøken Krohn, der sad og så til med begge Armene på Bordet, sagde:
— Nå, så De den ny på Kontoret? Det kan nok være, Nakkeskilningen skinnede ...
De snakkede om Hr. von Eichbaum, og Frøken Helgesen sagde, henne fra sin Plads:
— Jeg finder, Hr. von Eichbaum er et meget net Menneske ...
Frøken Koch gav Brillerne et Tryk over Næsen som for at se bedre:
— Nå, sagde hun, det er et af de Mandfolk, der går efter Skørter.
— Jeg kender ham, sagde Ida, der sad ganske rolig, med sit purrede Hår: hjemme fra Ludvigsbakke. Hun sagde altid ”Ludvigsbakke” ligesom lidt sagtere end alle andre Sprogets Ord.
Men Frøken Krohn sagde og lod Fingrene løbe, som spillede hun en Hopsa på Bordet:
— Manden går med Stropper i Benklæderne.
Frøken Koch talte om Ludvigsbakke, der lå i hendes Egn, og om den gamle Konferensråd og Konferensrådinden.
— Men hun var vel allerede i Jorden den Gang, De kan huske.
— Ja, svarede Ida: Konferensrådinden var død.
— Det var en dejlig Kone, sagde Frøken Koch: hun hyppede selv sine Bede, da hun var firs ... med Karlestrømperne trukne uden på Skotøjet ...
Frøken Koch lo ved Tanken om salig Konferensrådinden og hendes Uldstrømper:
— Men nu er det vel snart tredive År siden. Nå; Frøken Koch rystede sit Skørt fortil; det var en Vane, hun altid havde, når hun rejste sig: den Vej skal vi jo alle.
— Skal De op, Brandt?
— Ja.
— Så slår vi Følge, sagde Frøken Koch: Godnat.
De lukkede sig ud på Trappen ved den gode Gang, og de standsede ved Frøken Kochs Dør.
— Ja, sagde Frøken Koch i en helt anden Tone og stod lidt ved Døren: Det var et herligt Sted. Hun tænkte på Ludvigsbakke.
— Godnat, Brandt.
— Godnat.
Ida gik op og lukkede sig ud og ind ad Dørene henover Loftet og kom ind i sit Værelse. Hun tændte Lampen, der var dækket af en Sommerfugl (der var rundtom i Stuen så mange små Ting, som hun og Frøken Roed sad og lavede under Nattjenesten, for at pynte) og hun stod lidt foran Kommoden og så på Billedet fra Ludvigsbakke, med det høje hvide Hus og Plænen foran med den nye Flagstang, og alle de Unge, der sad på Trappen op ad Trinnene.
Der sad jo også Hr. von Eichbaum ... jo, det var ham ... hun havde vist ikke lagt Mærke til ham på længe. Men hun huskede godt, Billedet var fra det År, da han var kommen hjem fra en Skole i Svejts og altid lå på Græsplænen så lang han var ...
Og dér stod Konferensråden ved Flagstangen ...
Hun gik hen til Chatollet, slog Klappen ned og tog et Par andre Billeder frem. Dér var det fra Søen. Hun blev stående med det og smilte: hm, når det var tørt og der var Lavvande, og alle Herrerne og Agnes Linde vadede ud med bare Ben og pjaskede rundt mellem alle Fiskene. Hvor de morede sig så. Men en Gang havde en Gedde bidt Agnes Linde i Læggen, så Dr. Didrichsen måtte hentes.
Det var Fru von Eichbaum, som sad dér på Bredden, under den hvide Parasol.
Hun lukkede igen Skufferne, der endnu var fulde af så mange af Moders gamle Ting.
Ida låste sin Dør, før hun gik i Seng. Hun tænkte på Olivia og hendes Børn og på Nina med hendes fire lange Drenge, som hun havde set ifjor, og på sin Fader og på sit Hjem — derhjemme på Ludvigsbakke.
Hun så den store hvide Længe i Godsforvaltergården og Stuerne, hvor der var så ”blæst” og så stille, med Blomsterne, i hvert Vindu fire og fire —i de malede Potter; og Faders Konkylier, som hun aldrig måtte røre, skinnede rundt om i Hjørnerne.
Og hun så Kontoret, når hun bankede nederst nede på Døren, da hun var ganske lille, og kom ind og sagde, de skulde spise. Faderen sad i sin lange Lærredsfrakke ved det grønne Bord, med den gamle Stråhat på — for han ”tog altid Håret af ”, når han var i Kontoret — og hun krøb op i den store Armstol og ventede: alle ”Fa’rs Fugle” sad rundtom, i deres store Kasser, under Glas.
Moderen åbnede Døren:
— Brandt, jeg venter med Maden.
— Ja, min Ven ... er Barnet her? ... nå ... Og han tog ned om Ida med et Par kærlige, åndsfraværende Hænder:
— Ja, min Ven, ja, min Ven.
— Hatten, Brandt, sagde Moderen.
De gik ind. Ida stolprede ved Siden af Faderen, der trykkede hende ind mod sit Knæ, så hun snublede over hans Støvler.
— Brandt, sagde Moderen, jeg véd ikke, hvordan Du går med Barnet.
Efter Middag satte Faderen sig hen i Sofaen med et Lommetørklæde over sit Ansigt, Moderen sad i sin Stol ved Vinduet. Lidt efter sov de ind.
Ida listede sig stille rundt og lukkede Dørene på Klem. Så satte hun sig på en Skammel, mens Forældrene sov.
Efter Middag gik Moderen og Ida til Kaffe hos Madsens i Skolen. Den lå ved Kongevejen, hvor Vognene kom forbi. Der kørte Apotekerens Frue fra Bræstrup.
Hun havde jo nu købt sig en Symaskine i København.
Ja, Madam Madsen havde været henne at se den. Men hun troede nu, det var holdbarere i Hånden.
Moderen nikkede.
— Men De véd jo, de skal prøve alt i Apoteket, sagde hun.
Ida sad på en lille Stol og lærte at strikke og havde sin egen lille Kop.
Når Moderen og Ida gik hjem, tog de Vejen forbi ”Gården”. Der brændte kun, hos Frøken Schrøder og henne hos Forvalteren, to ensomme Lys.
— Godaften, lød det. Det var Forkarlen, Lars Jensen, han rejste sig fra en Bænk.
— Godaften, svarede Moderen.
Og de gik videre, ind i den mørke Godsforvalter-Allé.
Hjemme hørte de Latter helt ud i Gangen. Det var Skovrideren, som var kommet over til The. Moderen gik ud for at lave til, og Ida kniksede først for Fruen, en ganske spæd lille Dame, der havde givet Livet til elve Drenge, og hvis Øjne var blevet større og større for hver Fødsel — og så for Skovrideren.
— Nå, hvordan går’et med Tøsen, sagde han og løftede hende op i begge Arme, med et Sving. Lund var en vældig Mand i Bredden, der lo, så han blev rød helt ned i Nakken.
— Lund, Lund, Du er så voldsom, sagde Fruen: Du er kun vant til at tumle med Drenge.
— Uha! sagde Lund og blev ved at svinge hende: hun har s’gu godt af ’et. Det sætter Blodet i Bevægelse.
De gik ind at spise: Å, sagde Fru Lund (for der var intetsteds, hvor der var så mange kønne Ting på et Bord som hos Godsforvalterens): hvor må det være dejligt at kunne holde alting sådan som De, Fru Brandt.
I Skovridergården gik det lidt hulter til bulter; elve Efterkommere var mange.
De talte om Egnens Nyt og om Symaskinen. Skovrideren havde været inde at se, hvordan den løb.
— Man skal jo syne Kunstværket, sagde han.
— Det er jo en Håndmaskine? sagde Fru Brandt.
— Ja; men Fanden véd, om det holder.
— Jo, Lund, sagde Fruen og så hen for sig: det måtte nu alligevel være rart i et Hus, hvor der er mange at sy om.
Lund bare lo:
— Nå, født Silfverhjelm — Apotekerfruen anbragte dette sit Frøkennavn under Mogensen på sine Kort — kunde s’gu nok blive færdig med at sy sin Smule Skørter i Hånden.
— Men der er jo dem, sagde Fru Brandt, bydende et Fad frem: som gerne vil være blandt de første til at ha’e en Ting.
— Og når man så, sagde Fru Lund, ikke har andet at tænke på, så er det jo rimeligt.
Fru Lund, der altid talte i en Tone, ligesom hun tyssede på nogen, gik over til at tale om Prisen på Smørret:
— Nu var Levy igen gået fire Skilling ned. Fru Brandt forstod det ikke, for hun havde hele Tiden holdt Prisen.
— Ja, sagde Fru Lund og rystede på Hovedet, hvor hun i Nakken havde fire små Krøller, som var ombunden med et Fløjlsbånd: men det kommer vel af, at det hjemme hos os ikke altid arter sig ligedan ... Gud véd, hvordan det går til.
— Så ta’er vi os en Snaps, Skovrider, sagde Brandt, der sad og så, så på den ene og så på den anden: Har Barnet noget?
Ida smurte selv med en Kniv uden Egg: Man må vænne Børn, sagde Moderen: de har godt af det.
— Skål, Forvalter, sagde Skovrideren, og de talte om, når Konferensråden kunde ventes. Det blev næppe før om et Par Måneder, i Slutningen af Juni.
— Når det kønne er af Skoven, sagde Skovrideren.
Efter Bordet skulde Ida i Seng. Faderen tog hende op på sit Knæ, da hun sagde Godnat, og lod hende ride.
— Du støder s’gu Peber med Barnet, sagde Skovrideren og lo, og Ida sagde Godnat til de andre, en efter en.
Skovriderens gik Klokken ti.
— Har Du Armen, sagde Lund, for mørkt er det.
— Madam Brandt er s’gu lidt stikken alligevel, sagde han: hun kan s’gu ikke glemme, En har kendt hende som Husjomfru ... og de Ting.
— Men de er dog hjælpsomme. Lund, sagde hun.
Til det svarede Skovrideren ingenting. Men hun fylder jo godt for en Bordende, sagde han kun.
— Og hvor er der sirligt, sagde Fruen. Det var altid hendes dybe Undren, når hun var hos Fremmede.
Lunds gik hjemad.
Men Fru Brandt var rundt at lukke for sine Sølvsager.
... Ida havde Barneselskab, som skulde være nu, før Konferensråden kom.
Børnene drak Chokolade på Højen, der stødte op til Herskabets Have.
Småpigerne sad, stivede, på Rad. Kroens to sad ved Enden af Bordet i skotsktærnede Vinterkjoler og med Ørenringe, mens de alle drak og spiste.
Fru Brandt, der gik omkring, i hvidt Sjal, og skænkede, sagde:
— Ingeborg har vist ingenting?
Ingeborg var Herredsfogedens Eneste og havde filerede Halvhandsker med grå Sløjfer.
Man hørte ikke et Kny.
Ida, der var den mindste af dem alle, gik rundt og viste sine Dukker frem til dem, der var færdige; mens Skovriderens to yngste, Edvard og Karl Johan, der havde sprukne Hænder, (Gud véd, hvordan det går til, sagde Fru Lund: men alt Snavs falder i de Drenges Hænder) slog frem mod Kagefadene med et pludseligt Tag, som om de rapsede, hvad de nød.
— Sofie, sagde Fru Brandt, der så ned over det stille Bord: der er ikke noget dernede; som gjaldt det kun om at fylde i dem.
— Nej, Tak, sagde Ingeborg, hvem Fru Brandt bød igen: vi spiser til Middag så sent.
Kroens to havde vendt Overkopperne.
Brandt kom frem nedenfor Højen, hans Benklæder kom så let ind i Skoene bagtil, når han gik:
— Nå, nå, her er Selskabet, sagde han og kom op: Har I fået no’et? sagde han. Nå, nå, han gik rundt og kneb dem i Kinderne og nævnte forlegent deres Navne, for han vidste ikke andet at sige, mens Småpigerne skubbede sig og så ned i deres Skørter.
— Men så skulde I lege, sagde han.
— Så skulde de lege, gentog han til Konen.
— Men der er måske nogle af Børnene, der vil ha’e mere, svarede Fru Brandt.
— Nej, sagde den ældste fra Kroen kort, bag Overkoppen, afgørende det for alle.
— Men så skal I lege, blev Faderen ved i samme Tone, han vidste ikke, hvad de skulde lege.
— Vi kunde kaste med Lommetørklæde, sagde Ingeborg fra Herredsfogeden, mens Småpigerne blev siddende rødhovedede og stille.
— Ja, ja, men Børn må støje, sagde Brandt, Børn må støje, de må røre sig. Og på én Gang sagde han, helt forpint:
— Jeg henter Schrøder, min Ven, og gik.
Skovriderens to mumlede no’et om, at det med Lommetørklæde forstod de ikke, og de stillede sig op og mulede henne ved et Træ.
— Ja, vil Du begynde, sagde Ida, der hang på Kanten af en Bænk ved Siden af Ingeborg og hun rakte hende et Lommetørklæde, som var alt for lille til at kastes.
Brandt løb gennem Haven, ind gennem Herskabets Låge. Oppe i Hovedbygningen stod alle Døre på vid Gab og der lugtede af stivede Gardiner og Renlighed.
Frøken Schrøder stod midt i Salen på en Stige, i de bare Strømper: hun holdt af, i en travl Vending, at kaste Skoene:
— Beva’rs, Godsforvalter, De vil hente mig, råbte hun og lod Armene falde.
— Ja, lille Schrøder, De må over ... det kommer ikke i Gang, sagde Brandt, der skød Brillerne op og ned: man véd jo ikke, hvorledes de Børn skal mores. Han rykkede op i begge sine Benklæder:
— Jeg tror, der er halvtreds, sagde han.
— Jøsses, ja, og Schrøder tog sig til Håret: men her ligger jeg midt i det.
Schrøder så sig rundt, der lå Gardiner på alle Stole: Og imorgen har vi dem, sagde hun. Hun kom ned af Stigen og fik Skoene på sig med et Klask: Det er grueligt med den Varme om Benene, sagde hun.
Schrøder havde det med Varme allevegne, og fra den første Junidag var hun evig på Vej gennem Haven med et Lagen; hun badede i Dammen: Der er ingenting på Jorden som Vand, sagde hun.
— Nå, i Guds Navn, hun så til Gardinerne: så hænger vi op inat.
Nede på Højen var de begyndt at trille med Låg.
— Vor Herre bevares, sagde Schrøder og så ud over Gruppen: hvad er dette for en Altergang? Her må vi ha’ Benene rørt.
Hun fik Børnene op i Rækker og de begyndte at marchere. Ida tog hende i Hånden og, da de var gået et lille Stykke, kom Herredsfogedens Ingeborg og tog Schrøders anden Hånd:
— Se, sagde Foged-Barnet til Schrøder, jeg har Broncesko.
Men Skovriderens Drenge gik og klaskede Kroens Pigebørn bagi, for de kom sidst.
Lidt efter legede de Enke nede ved Dammen. Brandt var fulgt med og af lutter Glæde stod han Børnene i Vejen, hvor de så skulde løbe:
— Nu ka’ man da høre dem, sagde han.
— Ja, sagde Schrøder og skød til sine Ærmer: men jeg har tolv Fag at hænge op.
Fru Brandt og Sofie gik, lige ranke, med Fadene med Smørrebrød, gennem Haven op på Højen for at dække.
Ida var så lykkelig. Hun løb to Gange hen og kyssede Schrøder på Hånden, uden at sige et Ord ...
”Herskabet” skulde i Skoven på to Vogne og var svunget ud af Indkørselen, mens Konferensråden sad midt i Ungpigevognen som en Bisp. Fru Brandt gik over til Hovedbygningen med Stedets Avis.
Schrøder stod i Fadeburet, hvor hun havde pakket Madkurvene.
— Pyh, jeg har ikke et Stykke under, sagde hun og slog sig fortil, på den Sirtses: Og nu kan man begynde at rydde op i Gæsteværelserne.
Hun løb ud gennem Køkkenet, hvor tre tilbundne Husmandskoner passede Folkenadveren, og over Gangen ind i Gæsteværelserne.
— Nå, sagde Schrøder, her flyder det.
Alle Dørene mellem Kamrene stod åbne og Kufferterne havde ingen lukket. Kjoler og Skørter lå der og hang der. Schrøder snakkede, mens hun hængte op og flyttede.
Fru Brandt sagde ikke noget, men gik rundt og løftede Nederdelene op, så hun kunde dømme om Stofferne:
— Ja, de kan, sagde hun.
— Nå, sagde Schrøder og vendte sig; hun var iforvejen: med Undertøjet er det nu ikke altid så stort hos de Københavnere ... Det kan man se på så tit her må vaskes.