© 2017 Maikhen Petersen
Forlag: Books on Demand GmbH, København, Danmark
Tryk: Books on Demand GmbH, Norderstedt, Tyskland
ISBN: 978-87-7188-101-1
Nina blev vækket af den urolige passager ved siden af sig. Hun strakte sig og kiggede op. Fasten seat belt skiltet blev tændt og den sædvanlige tumult bredte sig på flyet. Åh, det havde været en næsten umulig hjemtur. Først var flyet forsinket. Så var der alle de sure udbrud over maden, personalet og udvalget af toldfrie varer. Trætte forældre der skændtes, små grædende børn og sure teenagere. Man skulle ellers tro, at folk ville være i godt humør og fyldt med energi efter en ferie under Thailands varme sol. Men det var vel hverdagens stress og problemer, der fyldte mere og mere jo hurtigere de nærmede sig Danmark. Problemer de måske for en kort tid var flygtet fra og som nu stod på lur for at tage imod dem.
Den unge kvinde på rækken i midten led åbenbart af flyskræk og var nærmest grønlig i hovedet. Hendes kæreste gjorde alt, hvad han kunne for at berolige hende. Selvom han var meget omsorgsfuld, virkede hun ikke tilfreds og selvom han så ud til at være behersket rolig, gættede hun på, at han gradvist blev mere og mere irriteret. Han så i hvert fald ud til at trænge til noget søvn.
Først efter 4 timer var der så tilpas megen ro, at det blev muligt for hende at få sovet lidt. Desværre blev det kun til en kort lur, inden de første toner lød fra den svært overvægtige dame ved siden af. Sød musik var det på ingen måde. Tværtimod. Først en slanges ondskabsfulde hvislen. Et kort fantastisk øjeblik af stilhed brat efterfulgt af en hyletone, der mest af alt mindede om den årlige luftalarm. En ganske utiltalende snorken.
Sløvt tog hun sin bog frem og forsøgte at koncentrere sig om handlingen. Hun skulle nok have valgt en mere interessant bog, hvis hun havde haft et ønske om at blive draget ind i fortællingen. Hvor var der bare stor forskel på bøger. Eller nærmere forfattere. Nogle formåede at frembringe et univers, man hurtigt blev indtaget i og slugte side efter side, mens tidsfornemmelsen bare forsvandt. Bøger hvor man nærmest ikke kunne lægge dem fra sig før sidste side var vendt. Og så var der de andre. Dem hvor man skulle bruge lang tid og koncentration på at få styr på personer og handling, og så blev man alligevel ikke rigtig draget ind i bogen før i slutningen, hvor man flere gange havde overvejet, om man ikke bare skulle lade bogen ligge. Det var sådan en bog, hun sad med nu. Nej, hun gad den ikke, besluttede hun sig for. Lagde den ned i tasken. Lukkede øjnene og lod tankerne vandre.
Hendes sidste job havde været lige vel opslidende. Hun syntes ellers, at hun normalt var temmelig robust og kunne klare et hårdt arbejdspres. Og det var da heller ikke så meget det, der havde drænet hende for energi. Det var de lange opslidende samtaler med direktøren, der havde en helt forblændet og naiv opfattelse af sin salgsdirektør. Han havde nægtet at tro på, at salgsdirektøren ikke havde rent mel i posen og, at han frem for at sikre ordrerne til virksomheden i stedet var ved at opbygge sin egen virksomhed. Først da det næsten var for sent, havde det været muligt for hende, at få overbevist direktøren om, at denne smarte, intelligente, veltalende salgsdirektør brugte sine kompetencer og overtalelsesevner på at opsnappe kunder og varer til sig selv.
Det hele var endt med en bedragerisag og direktøren måtte erkende, at Nina havde haft ret helt fra starten. Han gik tilmed så langt, at han på det afsluttende møde med hele bestyrelsen offentligt havde givet hende en uforbeholden undskyldning. Han var ked af, at han ikke fra starten havde lyttet til hende og værdsat hendes kompetencer. Hun var jo netop bestilt til opgaven, fordi hun havde særlige erfaringer med personanalyser i forbindelse med organisationsændringer og derfor var det også kommet bag på ham, at han i en så vigtig sag som virksomhedens eksistensgrundlag, havde været så lang tid om at se lyset.
Han havde været så forhippet på at få konkrete beviser og havde ikke haft respekt for hendes mavefornemmelse. Da hun var tilbage på sit eget kontor havde der stået en stor buket roser og et gavekort til den netop overståede ferie til Thailand. Hendes egen partner havde også rost hende i store vendinger og presset hende til at tage imod gaven.
En uro bredte sig blandt passagererne da kaptajnens rolige stemme lød fra højtalerne med meldingen om, at vi snart ville starte indflyvningen til Kastrup. Stewardesserne havde travlt med at få samlet det sidste affald sammen. Utroligt så lidt ansvarsfølelse folk havde i forhold til at rydde op efter sig selv. Gang på gang oplevede hun, hvordan stewardesserne måtte bede folk rejse sædet op, spænde sikkerhedsselen og slukke elektronisk udstyr.
Nina kunne skimte landjorden gennem vinduet. Selvom hun havde det fint med at flyve, var der alligevel sådan en lille kriblen i maven, lige inden flyets landingshjul fik kontakt med landingsbanen. Hver gang undrede hun sig over, hvordan de små skrøbelige hjul kunne bære den enorme vægt fra et fly fyldt med mennesker og bagage.
Endelig holdt flyet stille og folk begyndte at rejse sig og tømme hylderne over sig. Nina blev siddende roligt på sin plads. Hun havde aldrig helt forstået, hvorfor folk stillede sig op og stod i en ubekvem stilling og ventede på, at dørene blev åbnet. Derefter myldrede alle ud bare for at stå og vente på bagagen. Men det var måske sådan et slags urinstinkt, der handlede om at komme ud i friheden, væk fra små trange rum, hvor der kunne være fare. Hun glædede sig jo også selv til at komme ud og hjem.
Heldigvis havde hun stadig en uges ferie, hvor hun bare skulle slappe af og få ryddet op og ordnet nogle småprojekter i lejligheden. Den havde været noget forsømt i det sidste halve år. Hun var også bevidst om, at hun var nødt til at finde en bedre balance i prioriteringen af tid til arbejdsopgaver og privatliv efter sit sidste job.
Taxaen kørte nærmest uden stop fra lufthavnen til lejligheden. Hun nød normalt byens skiftende puls, men satte lige nu pris på den tidlige aftens stilhed. Myldretiden var slut og folk sad i deres lejligheder og hyggede sig med aftensmad, fjernsyn, læsning eller, hvad de nu havde lyst til.
Nina skyndte sig op med kufferten og sin håndbagage. Luften i lejligheden var tung, så hun skyndte sig at åbne altandøren, inden hun af gammel vane kiggede i køleskabet, selvom hun jo forventede at finde det gabende tomt. Stor var overraskelsen derfor, da hun opdagede, at nogen havde tænkt på hende og forsynet køleskabet med de mest nødvendige ting. Gastronomiske oplevelser i udlandet var nok spændende og inspirerende og alligevel var der nu ikke noget som et stykke groft rugbrød med leverpostej og et par skiver hjemmesyltede rødbeder. Med et smil på læben vidste hun, at det selvfølgelig måtte være hendes mor, der havde lavet denne velkomst til hende. Og det fik hun så bekræftet, da hun så blomsterne på sofabordet med den lille håndskrevne hilsen.
Hun satte sig i sofaen med sin mad og zappede lidt på fjernsynet. Kunne mærke dynen og sengen kaldte på hende, men hun var nødt til at holde sig vågen et par timer endnu, så hun kom ind i den normale søvnrytme. Hun hentede sin post, der ikke indeholdt noget særligt. Det meste var jo også efterhånden elektronisk, så det var sjældent, at der kom helt almindelige papir breve.
Netop som hun skulle til at tænde sin PC, kunne hun i det fjerne høre mobilen ringe i hendes taske ude i entreen. Hun orkede ikke at tale med nogen lige nu, så hun lod den ringe ud, inden hun nysgerrigt hentede den for at tjekke opkaldet. Det var fra hendes partner, der nok bare ville høre, hvordan ferien var gået. Kroppen summede af træthed, så hun lod telefon være telefon og besvarelse af mails måtte også vente til i morgen.
Resolut gik hun ud på badeværelset, smilede til sit spejlbillede, tog et hurtigt bad og smurte din dejlige solbrune krop ind i en lækker creme. Bagefter lavede hun sig en kop grøn te med lemon og en skål med mandler og rosiner og tog det hele med ind i stuen. Tilbage i sofaen ledte hun efter en film og satte sig tilfreds til rette, da hun faldt over Mamma Mia. En rigtig feel good film, der ikke krævede den store tankevirksomhed. Hun kunne blot læne sig tilbage og drømme sig ind i sommer, romantik og god musik.
Mobilens brummen forstyrrede hende igen. Displayet viste med tydelighed, at hendes partner gerne ville i kontakt med hende. Så handlede det måske om noget andet end bare en interesse for, hvordan hendes ferie var gået. Nysgerrigheden vandt over trætheden og hun nåede lige at trykke besvar, inden den sidste ringetone løb ud og hun med en lidt påtaget friskhed fik svaret.
"Hej Nina, det er Helle. Velkommen tilbage. Jeg håber, du har nydt ferien og er blevet udhvilet og lækker solbrun."
Helle lød vist også en smule friskere end normalt, tænkte Nina, så der måtte ligge andet bag opringningen.
"Jo tak, det har været rigtig dejligt. Sådan et par uger stryger jo hurtigt afsted, så jeg synes næsten lige, jeg var taget af sted, da jeg skulle hjem. Er der ellers noget nyt."
Hendes mavefornemmelse sagde, at der måtte være noget under opsejling.
"Det går strålende i firmaet,” svarede hun med en lille latter. ”Og vi har fået flere ordrer, mens du har været væk. Jeg er da også ked af at forstyrre dig så sent og nærmest inden, du har fået pakket kufferten ud. Du kan jo nok regne ud, at det er fordi, der er kommet en særlig opgave, hvor kunden specifikt beder om, at du tager sagen."
"Men jeg er jo først tilbage om en uge" forsøgte hun sig, mens hun mærkede, hvordan trætheden pressede sig på.
"Ja, jeg ved det godt. Jeg har også forsøgt, at få dem til at acceptere en anden konsulent, men det vil de ikke. Jeg har godt nok kun talt med bestyrelsesformanden, og han siger, at direktøren er meget øm om sit privatliv. Han har kun fået ham overtalt til at tage et indledende møde med os og på betingelse af, at du tager sagen."
"Det lyder da lidt særpræget. Er det nogen, jeg kender."
"Det er et firma, der hedder Steinbro A/S."
Det sagde hende ikke noget, men hun kunne mærke, at hendes nysgerrighed blev pirret.
"Jeg ved, det er sent og at du sikkert også er møg træt. Hvad siger du til, at jeg mailer dig oplægget og så kan vi lige tale sammen i morgen formiddag, når du har fået kigget på det."
Nina vidste, at hun burde holde fast i, at hun skulle slappe af en uge mere, inden hun kastede sig over nye opgaver. Men der kunne jo heller ikke ske noget ved bare lige at se på opgaven. Måske var det bare en lille let sag.
"Jo, lad os bare sige det. Jeg ringer i morgen, når jeg har læst dit oplæg."
De afsluttede samtalen og hun skruede op for fjernsynet. Teen var blevet lunken og hun havde heller ikke rigtig lyst til den mere. Hun hentede et glas koldt hvidvin, besluttede sig for at koncentrere sig om filmen og håbede, at hun kunne falde i søvn og sove roligt, når filmen var slut.
Tre timer senere og efter endnu to glas hvidvin lå hun stadig lysvågen og stirrede ud på nattehimlen gennem soveværelsesvinduet. Tankerne kredsede om det ufornuftige i at skubbe den sidste uges ferie. På den ene side havde hun jo mentalt indstillet sig på, at skulle ordne nogle ting hjemme og stille starte op igen, så hun netop kunne komme i gang med at skabe en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv. På den anden side måtte hun erkende, at hun var flatteret over, at en kunde så specifikt havde bedt om, at hun og ingen andre end hende skulle være deres konsulent. Det var alligevel aldrig sket før; var hendes resultater virkelig så kendte i erhvervslivet, at hun ligefrem var blevet et navn. Godt nok var Krups & Mall, hvor hun var partner, et velrenommeret konsulentfirma, men der var jo stribevis af gode virksomhedskonsulenter i Danmark.
Da vækkeuret ringede klokken otte fægtede hun desorienteret med hånden efter uret og kom til at vælte vandglasset på sengebordet. Heldigvis var glasset tomt, så der skete ingen skade. Hun aktiverede slumre knappen og trak dynen godt op om ørerne. Hvorfor havde hun dog valgt at sætte vækkeuret netop i dag. Hun havde jo stort set ikke fået sovet og selvom hun jo normalt gerne ville tidligt op og få noget ud af dagen, så var netop i dag efter en lang flyvetur med risiko for jetlag, vel sådan en morgen, hvor hun i det mindste kunne have sovet til klokken 10. Hun sukkede dybt og måtte bare slå sig til tåls med, at hun lige så godt kunne stå op, nu hvor hun alligevel var vågen.
Nina boede i en gammel, men velholdt ejendom midt i byen og havde fået gjort en del ved lejligheden, siden hun købte den. Hun havde to dejlige store lyse stuer, der var adskilt af en dobbelt glasdør. Den ene stue fungerede som dagligstue, mens den anden var indrettet som kombineret spisestue og arbejdsværelse. Soveværelset havde været ret stort, så det havde hun fået delt op med et walk-in closet i den ene ende. Der var et nyt, lækkert køkken da hun overtog lejligheden, så det havde hun beholdt. Badeværelset havde hun fået gennemrenoveret og gjort større ved at inddrage et lille kammer. Ved køkkenet var der en lille altan, hvor der lige var plads til et lille bord og et par stole, som hun gerne nød sin morgenmad ved i de lune sommermåneder. Ved stuen var der en større altan, hvor hun kunne sidde i eftermiddags- og aftentimerne. Og det var jo netop den store altan, hun havde tænkt sig, hun skulle få gjort lidt ved i sin sidste ferieuge.
Hun var rigtig glad for sin lejlighed, som hun betragtede som sit helt private domæne, hvor hun kunne samle ny energi. Fra første gang hun så den, var hun klar over, at den helt præcis opfyldte hendes ønsker til en lille luksuriøs hule, som så alligevel ikke var helt så lille. Hver morgen når hun stod op, kiggede hun sig omkring og glædede sig over, hvor godt lejligheden passede til hende.
Selvom hun var rigtig træt, blev hun også denne morgen i godt humør, når hun gik gennem lejlighedens rum. Hun åbnede døren til den lille altan, hvor morgensolen hilste hende velkommen. Hun ville tage sig et langt bad, inden hun spiste morgenmad og gik i gang med at få læst sine mails. Hun var godt klar over, at hun gjorde mange krumspring for at udskyde læsningen af mailen fra Helle længst muligt.
Badet var dejlig livgivende, hun mærkede hvordan energien tog favntag med lysten til at komme i gang igen. Godt nok hyggede hun sig med sine boligprojekter, men det der virkelig tændte hende, var jo hendes arbejdsopgaver. Hun vidste udmærket godt, at hun var i gang med at overbevise sig selv om, at altanen kunne vente lidt eller bruges som en afstresningsopgave, når hun kom hjem fra arbejdet. Hun var samtidig klar over, at hun vist bare producerede dårlige undskyldninger for sin lyst til en ny spændende opgave, når hun vidste, at hun på den måde løb fra en aftale med sig selv.
Nu havde hun vist trukket den længe nok. Hurtigt fik hun lavet morgenmad, et glas friskpresset appelsinjuice og en kop kaffe og tog det hele med ind i spisestuen, hvor hun tændte for sin PC.
Rækken af ulæste mails var lang, men hun havde jo heller ikke læst en eneste de sidste to uger. Hun fandt hurtigt frem til mailen fra Helle, tøvede lidt og i stedet for at åbne mailen valgte hun at gå i gang med at slette de spam mails, der fyldte op i postkassen. Hun vidste ikke rigtigt, hvad der fik hende til at tøve, men fik pludselig sådan en uro i kroppen. På samme tid var hun både nysgerrig og spændt på, hvad det var for en opgave og bange for, at hun havde skruet forventningerne alt for højt op og bare blev skuffet. Hun plejede ellers nok at gå direkte til opgaverne og derfor undrede denne tøven hende. Klokken nærmede sig ti og hun vidste, at Helle sad og ventede på hendes svar.
Irriteret rejste hun sig og bar tallerken og krus ud i køkkenet og satte det i opvaskemaskinen. Stillede sig i altandøren og stirrede tomt ud i luften, inden hun med faste skridt gik tilbage til stuen, hvor hun tændte radioen og fortsatte hen til spisebordet. Hurtigt klikkede hun på mailen og satte sig ned. For pokker da også, det var jo bare en mail og hun opførte sig nærmest, som om hun ved åbningen igangsatte en virus i stil med den trojanske hest. Det var jo bare en kort beskrivelse af en enkelt opgave, så hvad fik hende til at cirkle om mailen som katten om den varme grød. Var det sådan en slags kendis skræk, hvor hun var bange for, at hun ikke kunne leve op til forventningerne.
"Tag dig nu sammen" sagde hun højt for sig selv og begyndte at læse den forholdsvis korte mail. I virkeligheden var det jo i hvert fald på papiret en helt almindelig opgave i stil med dem, hun så ofte havde løst i sin nu snart 5 årige erhvervskarriere som virksomhedskonsulent. Hendes baggrund var en uddannelse som Cand.psyk. med speciale i arbejds- og organisationspsykologi. Hendes opgaver handlede primært om udvikling af mennesker, grupper, virksomheder og organisationer med udgangspunkt i arbejdsmæssige og organisatoriske sammenhænge. Hun spændte derfor over alle de udfordringer, som ledelse og medarbejdere i virksomheder og organisationer dagligt stod over for på deres arbejdsplads. I alle 5 år havde hun været hos Krups & Mall, der som hovedopgave ydede firmaer og organisationer ekstern bistand i form af rådgivning, coaching, undervisning og træning. Hun havde også haft flere opgaver for dem i forbindelse med sin specialisering og det var også resultaterne fra disse opgaver, der havde medført, at hun fik tilbudt et partnerskab.
Opgaven for Steinbro A/S handlede da også om en organisationsændring, hvor de gerne ville have bistand til kompetenceafklaring af ledelsen med henblik på at gøre virksomheden mere tidssvarende. Bestyrelsesformanden havde hørt om hendes resultater gennem sit netværk og havde derfor specifikt bedt om, at hun blev sat på opgaven.
Tænksomt rejste hun sig op og gik ud i køkkenet, hvor hun satte vand over til kaffe. Hun fandt et æble i køleskabet, som hun skyllede og tørrede grundigt, inden hun satte tænderne i det. Hun fortsatte ud på altanen og kiggede undrende ud over byens tårne, som om de kunne bibringe hende flere oplysninger. Hendes mavefornemmelse sagde hende, at der var noget ved den opgave, der ikke blev fortalt. Helle plejede ellers nok at lave en fyldig beskrivelse af en ny opgave, men her stod jo nærmest ingen ting. Var det så, fordi hun ikke vidste mere eller vidste hun noget, hun ikke fortalte. Det sidste var hun jo egentlig klar over ville ligne Helle rigtig dårligt. Hvad skulle hun have ud af at sætte en af sine medarbejdere eller sin partner på en opgave uden at give dem alle kendte oplysninger. Så måtte det jo være, fordi hun ikke vidste mere og det virkede nærmest lige så underligt, at hun gik ind i en opgave uden at kende mere til den.
Saften fra æblet løb ned af hagen på hende og hun tørrede det væk med bagsiden af hånden. Det var nok mest nærliggende at tro, at det var en virksomhed, der holdt kortene meget tæt til kroppen. At komme helt ind under overfladen på sådan en virksomhed, kunne på én gang være spændende og udfordrende og samtidig opslidende og krævende. Det kriblede så småt i hendes nysgerrighedsgen, der tændte på udfordringer og gerne de lidt mystiske af slagsen.
Internettet var en god informationskilde, når hun hurtigt skulle finde ud af noget, så hun gik ind på Google og tastede Steinbro i søgefeltet. Hun løftede overrasket øjenbrynene, da hun så det magre resultat, der tonede op på skærmen. Det kunne da ikke være rigtigt, at der stort set ikke var nogle oplysninger om virksomheden. Hun tjekkede, om hun havde skrevet navnet korrekt og måtte blot sande, at det var tastet rigtigt ind og at firmaet havde en af de sparsomste hjemmesider, hun længe havde set. Kun en ultra kort beskrivelse af firmaet med ganske få kontaktoplysninger. Under ledelse var kun nævnt direktør Ask Steinbro og bestyrelsesformand Lars Henriksen, men ud over navn og titel var der hverken foto eller andre oplysninger.
Undrende lænede hun sig tilbage og sukkede tungt, mens hun tog en tår af sin kaffe, der i mellemtiden var blevet helt kold og bitter. Hun læste igen mailen fra Helle og måtte jo bare erkende, at her var tale om en virksomhed, der i den grad havde brug for hjælp til at blive mere tidssvarende.
Hun greb sin mobil på bordet og ringede op.
"Hej, det er Nina,” startede hun, inden hun hurtigt blev afbrudt af Helle, der nærmest måtte have siddet klar ved telefonen.
"Hej Nina. Håber virkelig du har fået hvilet dig. Jeg har lidt dårlig samvittighed over, at jeg sådan fik presset dig, men det er jo bare, fordi de så specifikt ønsker, at du skal rådgive dem."
"Det er fint nok. Jeg fik ikke sovet så meget, men føler mig frisk nok lige nu. Jeg har læst din mail og har også forsøgt at Google firmaet, men de er jo nærmest usynlige i den virtuelle verden. Fik du virkelig ikke flere oplysninger, end dem du har mailet til mig?"
"Nej, det er alt, hvad jeg har. Jeg havde blot en kort samtale med bestyrelsesformanden, hvor det eneste han fortalte var, at det var en gammel familievirksomhed, der i mange år havde været meget enerådigt styret af den tidligere direktør og at sønnen, der nu har overtaget direktørposten, ønsker at modernisere virksomheden. Bestyrelsen har længe ventet på, at sønnen skulle overtage og har også en interesse i, at få lavet en gennemgribende analyse af virksomheden. Han foreslog et møde hurtigst muligt og det var derfor, jeg var nødt til at ringe til dig i går."
"Jeg må jo tilstå, at min nysgerrighed er vakt. Om ikke andet så er jeg da spændt på at høre mere om ledelsen og, hvorfor de har valgt en så usynlig profil, selvom det jo ofte kan forklares med, at den øverste ledelse bare ikke er fulgt med den elektronisk tidsalder. Så jeg tager et indledende møde med dem og så må vi jo se, om de stadig ønsker, at jeg skal gå ind i opgaven."
"Ja, jeg er også lidt nysgerrig. Jeg laver en aftale med dem og skal nok forsøge at skubbe det så langt hen på ugen som muligt, så du får et par feriedage mere. Jeg giver besked, når jeg har fået fat på dem."
Nina havde svært ved at beslutte sig for, hvad hun skulle tage på til mødet hos Steinbro A/S. Normalt kendte hun jo lidt mere til en virksomheds dresscode, inden hun mødtes med dem, så hun havde mulighed for at afstemme sit tøjvalg, men her havde hun jo stort set ingen oplysninger. Hun var meget bevidst om, at hun med sin påklædning både kunne skabe respekt om sin person og også let kunne risikere det modsatte. Derfor var det så vigtigt, hvordan det første indtryk blev. Det handlede om fra starten at skabe en tillidsfuld relation til de personer, hun skulle løse opgaven i samarbejde med.
Hun tænkte med gru på den gang, hvor hun i starten af sin studietid var mødt op i en virksomhed og helt havde fejltolket sit tøjvalg, fordi hun bare troede, at det handlede om at se godt ud. Hun havde stylet sig helt op i stram, lårkort nederdel, nylonstrømper med søm og høje stiletter og var så blevet mødt af et helt hold af håndværkere i arbejdstøj. De havde godt nok haft svært ved at tage hende alvorligt og havde sikkert følt, at hun ikke var i stand til at gå i dialog med dem på deres niveau. Og hun havde også selv følt sig helt stiv og ubekvem og havde fået et ordentligt vink med en vognstang om, hvor vigtigt det var at afstemme sin påklædning til situationen.
For at være på den sikre side, valgte hun at holde sig til noget helt klassisk, så det blev et par koksgrå bukser med tilhørende jakke i et enkelt snit og dertil en hvid skjorte, der lige kunne anes under jakkens kant. På den måde blev det både formelt, elegant og lidt afslappet. Inden hun tog tøjet på iførte hun sig sin yndlings parfume Molecule 01, der dannede sin egen helt diskrete duft, når den udviklede sig på hendes varme hud. Hun indsnusede aromaen og stillede sig tilfreds med dens friskhed, der altid gav hendes humør et ekstra løft. Hun afsluttede med en enkel perlekæde, matchende perleøreringe og et par sorte sko med en mellemhøj smal hæl. Som altid når hun var på arbejde satte hun sit lange lyse hår op i en lidt tilfældig knold, hvor hun lod et par af de lyse krøller leve deres eget liv. En fin kombination af noget kontrolleret suppleret med et strejf temperament. Hendes make-up var diskret naturlig og læberne blev frisket op med en hindbærfarvet lipgloss.
Tilfreds kiggede hun sig i spejlet og tillod sig et anerkendende nik inden hun pakkede de sidste ting ned i tasken og gjorde sig klar til at gå. Hun mærkede en kriblen i maven, som en blanding af små bobler, der kæmpede om pladsen og mindede hende om en lavalampes dannelse af runde formationer, der langsomt strakte sig ud, delte sig, svømmede rundt og dannede nye figurer. Jo varmere den blev, desto hurtigere bevægede boblerne sig, fuldstændig ligesom hendes spænding steg i takt med at hun nærmede sig det ukendte. En psykolog havde engang sagt til hende, at når man ikke længere mærkede en lille nervøsitet ved starten af en ny opgave med menneskelige relationer, så skulle man nok begynde at kigge sig om efter noget andet at lave. Derfor bød hun også følelsen velkommen som et signal om, at hun stadig var engageret i sit job.
Steinbro A/S lå lidt uden for byen, så hun valgte at tage bilen derhen, selvom hun ramte ind i myldretiden. Som ventet var trafikken tæt, men det bekymrede hende ikke særlig meget. Hun kørte altid i god tid til første møde. Både for at være sikker på at være der til tiden og også fordi, hun godt kunne lide at få lidt tid til at danne sig et første indtryk af virksomheden. Det var hendes erfaring, at man kunne få rigtig mange informationer bare ved at sidde et kvarters tid i en reception og følge dagens gang, kigge på folk og lytte til samtalerne.
Mens hun kørte lyttede hun til en CD med Enya, der havde en behagelig afslappende effekt på hendes tanker. Selvom hun var klar over, at det var umuligt at være helt neutral, så forsøgte hun at være så objektiv som muligt i sit første møde. At hun så i denne sag oven i købet havde så sparsomme oplysninger, burde jo gøre det nemmere, men hun kunne mærke, at hun tværtimod mentalt blev forstyrret af det og brugte en del energi på at gætte på, hvad det mon var for nogle mennesker, hun skulle møde.
Hun blev afbrudt af GPS'en, der kom med en melding om, at hun nærmede sig ankomststedet, og hun begyndte så småt at kigge sig om efter en parkeringsplads, men hun behøvede nu ikke at kigge længe, for Steinbro A/S havde sit eget private parkeringsareal. Selvom hun kunne se, at der var en ledig plads helt tæt på indgangen, valgte hun én lidt længere væk, hvor hun i fred kunne sidde og betragte indgangen, inden hun gik ind.
Udefra var bygningen som så mange andre med en pæn velholdt hvid facade, der på ingen måde var prangende. Indgangspartiet var på hver side prydet af en høj blomsterkrukke i granit med en tætklippet kuglerund buksbom. Firmanavnet var sat med messingbogstaver på noget, der lignede en skive af en sten og fik hende til at tænke på et gravmonument. Men firmaet handlede jo også med sten i forskellige afskygninger, så det skulle vel vise noget om virksomhedens branche.
Hun var nu klar til at gå ind, tog et sidste kig i bakspejlet, spyttede tyggegummiet ud og steg ud. Hun tog sin taske fra bagsædet og sikrede sig, at mobilen var sat på lydløs, inden hun begav sig hen mod indgangen. Da hun var tæt på, kunne hun se, at parkeringspladsen til venstre for indgangen var reserveret til direktøren. Der var jo ikke ligefrem trængsel på parkeringspladsen, så enten var direktøren en travl mand eller også havde han behov for den status, der lå i at have sin egen plads. Hun åbnede døren og trådte ind i receptionen, hvor hun blev mødt af en midaldrende kvinde i et diskret sæt tøj, der ikke gjorde megen væsen af sig. Hun hørte nok med sit velfriserede hår og diskrete neglelak til kategorien pæn dame og, tænkte Nina, også lidt et levn fra en svunden tid. Hun præsenterede sig og fortalte, hvem hun skulle til møde hos og blev bedt om at tage plads i venteområdet med besked om, at direktørens sekretær ville hente hende.
Der var stadig ti minutter til mødet skulle starte, så hun lænede sig tilbage og betragtede indretningen. Receptionisten var placeret bag en skranke, så der var en passende afstand til besøgende. Væggene var holdt i en meget lys sandfarve og var udsmykket med malerier med naturalistiske motiver af stenskrænter omgivet af bølger fra et oprørt hav, hvor enkelte fiskerkuttere sejlede rundt. Hun synes, det lignede en kyststrækning i Norge, England eller måske Skotland. Gulvet var klinkebelagt i en praktisk, neutral mørk grå farve og på skranken stod en frisk blomsterbuket i en hvid Alto vase. På et bord ved venteområdet lå i sirlig orden nogle brochurer med beskrivelser af sten til forskellige formål. Hun tog én af dem for at se, om der var en præsentation af ledelsen, men måtte blot konstatere, at der heller ikke her var nogle brugbare oplysninger.
Receptionisten talte dæmpet i telefon og hun gættede, at det måtte være direktionssekretæren, der fik beskeden om, at direktørens gæst var kommet. Foreløbig sad hun med en følelse af en anonym virksomhed, der var af den gamle skole med sin formelle, korrekte stil og det pirrede hendes lyst til at kradse i overfladen på dette korrekte skønmaleri for at se, hvad der gemte sig inden under. Hun kunne høre en summen fra elevatoren, der satte sig i bevægelse. Hun gættede på, at det nok var direktionssekretæren, der var på vej ned efter hende og ganske rigtigt, med et svagt klik åbnede dørene sig og en næsten tro kopi af receptionisten styrede målfast direkte mod hende med fremstrakt hånd.
"Velkommen til Steinbro frk. Weincke, vil De følge med denne vej."
Sekretæren lod hende stige først ind i elevatoren, hvorefter hun ikke overraskende trykkede på øverste etage. Ved nærmere eftersyn adskilte sekretæren sig fra receptionisten med en højrød neglelak, en lidt tung parfume og ingen vielsesring. Og så var hun også en del år yngre. Hun greb sig fordomsfuldt i at slutte, at hun nok var den type sekretær, hvis eneste ambition var at servicere direktøren og også gerne på områder, der ikke var rent arbejdsrelateret.
Hendes oplevelse af at træde ind i en fortidslomme blev yderligere forstærket, da elevatordørene åbnede sig og de trådte ud på direktionsgangen, der nærmere var ét stort lokale som var delvist belagt med et tykt gulvtæppe, der dæmpede enhver lyd fra de fodtrin, der betrådte det. Her kunne hun nok også få styret sin lyst til at få sat ansigter på virksomheden med et enkelt blik på væggene, der var fyldt med portrætter af ældre mænd, som hun gættede på måtte være tidligere generationer af direktører og måske bestyrelsesmedlemmer.
Det var åbenbart også forkontoret til direktionen. Hun blev bedt om at tage plads og nikkede kort til de to andre sekretærer i lokalet, der kastede nysgerrige blikke på hende. Der var ingen tvivl om, at hun blev målt og vejet præcis på samme måde, som hun hurtigt dannede sig et indtryk af hyænernes kampplads i en nyere udgave af serien Mad Men.
Hun var helt bevidst om, at der var noget i denne virksomhed, der provokerede hende og igangsatte disse uprofessionelle, fordomsfulde reaktioner, der blot pirrede hendes nysgerrighed yderligere for at se, hvem der sad bagved og trak i trådene og for at høre, hvad de egentlig ville bruge hende til.
En svag ringetone fra uret på væggen markerede, at klokken var ni og var åbenbart også signalet til sekretæren, der rejste sig og bad Nina følge med ind i bestyrelseslokalet, hvor indretningen stort set svarede til forkontoret, når man altså lige så bort fra vognen med det velassorterede udvalg af cognac og whisky. På mødebordet pyntede også her en hvid Alto vase med friske blomster og bagerst i lokalet stod en yderst attraktiv mand, som en særdeles kærkommen overraskelse i det ellers så formelle hus. Hun tvang sig til at flytte blikket til den mand, der stod tættest på hende med en fremstrakt hånd.
"Lars Henriksen, bestyrelsesformand. Velkommen til Steinbro. Vi har set frem til at møde dig."
Hun gengældte hans håndtryk og bed med glæde mærke i, at han åbenbart havde en mindre formel tiltaleform. Ud af øjenkrogen så hun direktøren nærme sig og samtidig bemærkede hun, hvordan sekretæren fulgte hvert af hans skridt. Hun vendte sig mod ham og modtog et fast håndtryk.
"Goddag, Ask Steinbro, direktør" sagde han, mens hans gråblå øjne fastholdt hendes blik.
Han havde stadig ikke sluppet hendes hånd og der gik en svag rislen gennem hendes krop. Hun var helt klar over, at der var tale om en slags test fra hans side og derfor forholdt hun sig blot helt roligt. Vel og mærke så roligt hun kunne, men hun kunne også det spil. Smilede afmålt men venligt og takkede for invitationen.
Han bad hende tage plads ved bordet og nikkede til sekretæren, der spurgte om hun ville have kaffe. Da kaffen var serveret for alle, var det tydeligt, at hun forventede at skulle deltage i mødet. Skuffelsen var derfor tydelig, da Ask Steinbro rømmede sig og med en dyb stemme kort sagde, "tak Charlot, vi klarer os herfra."
Med et diskret undersøgende blik gik Nina i gang med en vurdering af ham. Aldersmæssigt var han lidt svær at bedømme, men hun ville gætte på, at han var et sted i 50'erne. Hans stålgrå hår, der kunne trække alderen lidt op, var tætklippet i siderne og længere med et let krøl på toppen og i nakken. Det var tydeligt at se, at der var brugt tid på frisuren og at han uden tvivl brugte moderne hårplejeprodukter til at holde den på plads. Den var på én gang velfriseret med et naturligt look, men samtidig indbød de bløde krøller til at blive rusket i. Omkring øjnene havde han fine smilerynker, der nok fremstod tydeligere på hans solbrune hud, der ellers så glat og sund ud med et lille ar på hans høje pande og yderligere et ved hans brede kæbelinje, der delvis var dækket af et meget velplejet, kort skæg i et råt look. Fortænderne var helt hvide og krydsede lidt bag hans brede amorbue, der fik overlæben til at syne lidt mindre end den fyldige underlæbe, hvilket i sig selv udgjorde en særlig charme, når han smilede.
Kroppen virkede veltrænet med brede skuldre og kraftige overarme og han bevægede sig adræt med rank ryg og spændt brystkasse. Den lille bule på maven afslørede dog, at der også var plads til lidt livsnydelse. Hænderne, der havde givet hende det faste håndtryk, var udtryksfulde med kortklippede, polerede, rene negle, der fik hende til at tænke på, om han mon fik manicure. Der var ingen vielsesring, så måske var han single.
Det hele var pakket ind i en udsøgt nålestribet habit i en meget dyb mørkeblå farve. Selve striben var virkelig smal og udgjorde nærmest kun en enkelt tråd, der gav et elegant og let look. Jakken sad stort set som malet på ham, ikke en eneste krøllet fold og skuldersømmen sluttede præcist og skarpt ved overgangen mellem skulder og arm. Sådan en habit måtte være syet hos en skrædder og tilpasset på millimeter til ham. Skjorten så ved første øjekast ud til at være sart lyserød, men tæt på kunne man tydeligt se det meget fine Oxford Chambray mønster, der var vævet med en hvid og pink tråd. Slipset var uden tvivl i silke og med et paisley mønster på en dyb blommefarvet bund blandet med en lys pink og bundet i en Windsor knude. På fødderne havde han et par Church's sko i sort krokodille, der matchede bæltet og så ud til at være skåret ud af det samme skind.
Der var vist ingen tvivl om, at han brugte rigtig mange penge på sig selv og sit udseende, og det så også ud som om, han var meget bevidst om den karismatiske, kølige, men meget tiltrækkende aura, han omgav sig med. Hans udseende matchede ikke helt den ellers anonyme stil i firmaet, den osede jo nærmest af en person, der ønskede at blive set. Hun var spændt på at finde ud af, hvad der mon befandt sig bag denne meget perfekte og nærmest fejlfri facade.
Ask Steinbro havde været lidt skeptisk i forhold til at få en konsulent til at gennemgå virksomhedens struktur og ikke mindst, fordi Nina Weincke netop havde som speciale at analysere ledernes personlighed. Han havde selvfølgelig intet imod, at hun undersøgte og vurderede de faglige kompetencer, men han var noget nervøs for, hvor dybt hun borede i de personlige kvalifikationer. Det var derfor vigtigt for ham, at opgaven blev tydeligt beskrevet, så han kunne styre forløbet. Det vigtigste for ham var, at virksomheden blev moderniseret og gjort mere tidssvarende, så han kunne opfylde sin plan, men det skulle ikke ske for enhver pris og slet ikke, hvis der blev rodet op i alt muligt fra fortiden.
Det var med en positiv overraskelse, han så hende komme ind i lokalet, fordi han havde forestillet sig sådan en lidt kedelig akademiker i praktiske flade sko, striktrøje, Fjälräv og uden make-up. I stedet træder der så en ganske smuk, ung, feminin kvinde ind af døren med klare blå øjne og et blændende smil. Han var vild med hendes tøjstil, der både vidnede om sans for detaljen med den lille skjortekant under den klassiske koksgrå jakke og også et tvist af elegance uden på nogen måde at kamme over i at være for meget. Han kunne ikke dy sig for at tænke, at der nok inderst inde var et lækkert sæt blondeundertøj, som var udvalgt med fin kvalitetssans.
De enkle smykker med kulturperler tiltalte ham også og gav ham en fornemmelse af en vis fornuft og modenhed, der også viste sig i hendes opsatte hår, der både var ungdommeligt og præsentabelt. Hun havde givet ham et dejligt fast håndtryk og i modsætning til så mange andre kvinder, havde hun ikke problemer med at fastholde hans blik. Tværtimod mærkede han en vis stædighed og kampgejst, som hos en person, der godt kunne lide udfordringer.
Han kunne mærke, at hans jagtinstinkt blev vakt og han vidste jo godt, at han tændte på netop selvstændige, kompetente, smukke kvinder, som hende og synes det kunne være interessant at lære hende nærmere at kende som privatperson. Hans første indtryk af hende var dog, at hun var en type, der fandt det vigtig at holde en professionel distance, så der var nok ikke meget at komme efter der. At der så var noget kønt og inspirerende for øjet, kunne vel aldrig være en forhindring for det ønskede samarbejde og skulle hun blive for nysgerrig, så det blev nødvendigt for ham at gribe til plan B, ville det være langt mere attraktivt med en kvinde af hendes støbning.
"Jeg ved ikke, hvor meget du kender til Steinbro A/S," startede Lars Henriksen spørgende, mens han kiggede venligt på Nina.
"Jeg må ærligt tilstå, at jeg aldrig har hørt om virksomheden, før jeg fik henvendelsen fra jer og har efterfølgende, ganske som jeg plejer, forsøgt at finde lidt mere om jer på nettet, men virksomheden er nærmest usynlig i det virtuelle rum, så jeg er spændt på at høre lidt mere om, hvad det er for en virksomhed og hvor I har brug for min hjælp".
"Nej, vi er klar over, at virksomheden på mange områder trænger til et gevaldigt løft, for at blive mere moderne og tidssvarende. Men lad mig starte med noget af det helt basale. Steinbro er en gammel familieejet virksomhed, der går et par hundrede år tilbage i tiden, hvor den første Steinbro var stenhugger og udelukkende beskæftigede sig med gravmonumenter. På den tid var der tradition for, at sønnerne gik i fædrenes fodspor og en af efterkommerne havde særlige kreative evner og begyndte at eksperimentere med andre stenhuggeropgaver, der udviklede sig til egentlige bestillingsarbejder. Gennem tiderne kom der flere typer opgaver til og i takt med, at virksomheden voksede begyndte man også at sprede sig til andre områder inden for sten, fliser, klinker, skærver og grus. Det vil sige nærmest alt inden for sten og i dag er det et børsnoteret selskab med over 700 ansatte."
Nina undrede sig over, at en virksomhed i den størrelse og med en så lang forhistorie formåede at være så usynlig. Men måske var det bare branchebestemt og de var vel kendte inden for deres område.
"Bygningen her er vores administration, hvor der vel er omkring 85 mennesker. Resten er fordelt på produktion i forskellige stenbrud og naturligvis stenhuggere rundt omkring i Danmark, Norge, Tyskland, Frankrig og England. En af grundende til, at vi ikke er så synlige, skyldes nok, at vores produkter sælges gennem et forhandlernet eller direkte hos stenhuggerne."
Hun blev fanget af hans fortælling af historien og var noget overrasket over virksomhedens størrelse. Stadig undrede hun sig over, at den med en sådan udvikling og spredning på markedet ikke selv organisationsmæssigt var fulgt med. Hun nikkede anerkendende.
"Ja, så forstår jeg bedre, at der var så sparsomme oplysninger på nettet, selvom det stadig overrasker mig, virksomhedens størrelse taget i betragtning."
"Jo, men det skal nok forklares i, at virksomheden gennem alle årene har været præget af en meget autoritær ledelsesstil, der blandt andet har medført, at virksomheden gennem de senere år har haft svært ved at omstille sig til nyere tider. Det betyder blandt andet også, at virksomhedens administration halter bagefter rent teknologisk. Man kan jo godt klare sig i mange år med at gøre, som man plejer, men i takt med at der er kommet yngre generationer til både blandt medarbejderne og i bestyrelsen, er det blevet mere tydeligt, at vi har behov for at kigge både på, hvordan vi udnytter ressourcerne og ikke mindst personaleressourcerne. Der er nok ingen tvivl om, at der er rum for en del forbedringer."
Hun vendte sig mod direktøren, der indtil videre ikke havde sagt andet end de få ord i starten. "Hvordan er organisationen bygget op?"
Ask Steinbro rettede lidt på slipset og rømmede sig.
"Der er en årelang tradition for, at virksomheden går i arv fra far til søn. Typisk foregår det på den måde, at sønnerne efter endt uddannelse starter i virksomheden og efter en passende oplæring indgår i lederstillinger på forskellige niveauer og områder. Enkelte, der ikke har haft kvalifikationerne får så en passende stilling et eller andet sted i firmaet, en bestyrelsespost eller bliver bedt om at finde et job uden for familievirksomheden.
Den ældste søn er nærmest født ind i en kommende direktørstilling og jeg har således også som den ældste, og i øvrigt eneste søn, overtaget stillingen efter min far for lidt over et halvt år siden. Inden da har jeg haft forskellige andre stillinger i firmaet og de sidste 5 år har jeg været vicedirektør. Der har været tradition for langsomt at blive indlemmet i virksomhedens kultur, og den meget autoritære ledelsesstil har haft til formål at fastholde de gamle dyder og holde liv i firma ånden."
Hun havde lidt svært ved at bedømme, om direktøren var glad for det job, han åbenbart var født ind til. Der var ikke ligefrem begejstring at spore i hans fremlæggelse. Umiddelbart havde hun jo den oplevelse, at han nok ikke ønskede at videreføre firmaånden.
"Har du gjort dig nogen tanker om, hvilken ledelsesstil du ønsker skal gælde for virksomheden efter din indtræden?"
"Jeg tror, der er behov for at kigge på hele ledergruppen og vurdere både kompetencer og ledelsesstil hos de enkelte og også gennemgå og tilpasse organisationsstrukturen. Der vil sikkert være behov for en samlet ledelsesudvikling og jeg er også klar over, at vi meget vel kan ende ud med, at der er nogle, der vil få svært ved at tilpasse sig nye tider. Hvis der ikke kan findes plads til dem, må vi skille os af med dem."
Bestyrelsesformanden nikkede samtykkende til direktørens udmelding.
"Det skal ikke være nogen hemmelighed inden for disse fire vægge, at bestyrelsen igennem nogle år har haft et stort ønske om, at komme i gang med en organisationsændring, men den tidligere direktør var ikke til at rokke på det punkt. Vi har derfor været lidt handlingslammet i den retning, indtil direktøren på grund af dårligt helbred meget mod sin vilje måtte trække sig tilbage." Han kiggede sigende på Ask, inden han fortsatte.
"Ask og jeg har gennem de sidste par år haft en uformel, diskret drøftelse af, at vi ønskede en ny linje, når han overtog direktørposten. Og det er så her du kommer ind i billedet. Vi vil gerne have din hjælp til at lave person- og kompetenceprofiler på ledelsesgruppen og udarbejdelse af en organisationsanalyse med henblik på at omstrukturere virksomheden. Vi er klar over, at det er en stor mundfuld og at I normalt vil være flere på en sådan opgave. Vi har dog det ønske, at holde den på så få mennesker som muligt, og derfor ønsker vi, at du tager opgaven alene. Det betyder også, at vi gerne ser, at du får et kontor her indtil du er færdig. Der er sat et halvt år af til arbejdet, men er det ikke tilstrækkeligt, så finder vi selvfølgelig ud af det."
"Det lyder som en udfordrende og spændende opgave og jeg er da meget flatteret over den store tillid, I viser mig. Jeg er da også nødt til at sige, at når vi som regel er flere konsulenter på en så stor opgave, så er det jo også for at sikre, at der er flere øjne på analyser og vurderinger. I skal derfor være klar over, at der er en risiko for, at der kan være områder, jeg ikke får med, fordi jeg undervejs i arbejdet ikke kan undgå at blive farvet af de fortællinger, jeg hører. Men jeg vil naturligvis gøre mit bedste for at være så objektiv og neutral, som det er mig menneskelig muligt. Jeg har dog en enkelt betingelse, og det er at analysen også omfatter jer to. Jeg kan ikke arbejde med en organisationsanalyse af denne karakter uden også at komme tæt ind på jeres personlighed."
Bestyrelsesformanden nikkede bekræftende og kiggede over på direktøren, der også kom med et kort nik.
Nina fornemmede et vist forbehold i direktørens nik, men tænkte, at det også bare kunne være den sædvanlige nervøsitet, hun så ofte oplevede, når folk vidste, at de blev underlagt en nærmere analyse.
Ask plagedes af en kraftig spændingshovedpine efter mødet med bestyrelsesformanden og virksomhedskonsulenten. Tænksomt sad han nu på sit kontor og pressede tommelfingrene hårdt ind i tindingerne for at lette trykket. Han synes egentlig, at det havde været et godt møde og de havde fået præsenteret opgaven godt, men Nina's slutreplik havde netop været det, han havde frygtet. Han var selvfølgelig med på, at det var nødvendigt for hende at være i tæt dialog med både ham og Lars og også at det gav god mening at kigge på, hvor de kunne forbedre sig rent fagligt. Det var den del med personligheden, han ikke var så glad for, hvis det betød, at hun havde tænkt sig at sætte spot på hans liv fra pottestadiet og frem til direktørposten. Han måtte sørge for at styre hende, så hun udelukkende koncentrerede sig om hans personlighed i forhold til hans ledelsesmæssige kompetencer. Hans private baggrund kom hverken hende eller firmaet ved.
Det bankede stille på døren, der forsigtigt blev åbnet, hvorefter Charlot stak hovedet ind.
"Jeg har gjort klar til næste møde i bestyrelseslokalet og vil bare høre, om der er noget du har brug for, inden dit møde starter." Hun havde stadig ikke helt vænnet sig til, at den nye direktør ønskede at blive tiltalt med fornavn og du. Hans far havde holdt meget skarpt på formerne og kunne blive helt stiv i blikket, hvis man af vanvare kom til at sige du.
"Nej tak, men du må gerne sørge for, at vi får frokosten serveret, så snart mødet starter."
"Ja, selvfølgelig, det skal jeg nok." Hun undrede sig over, at han så så bekymret ud og var nysgerrig for at få at vide, hvad det sidste møde havde handlet om. Han så direkte utilpas ud, så hun håbede ikke, at der var problemer med firmaet. Hun kastede et sidste blik på ham, inden hun vendte sig om og gik hen mod døren.
"Åh, Charlot."
"Ja," svarede hun smilende med et forventningsfuldt blik i sine mørke øjne.
"Jeg har en aftale ude i byen efter mødet, og kommer ikke tilbage mere i dag."