Adjö, Danmark
Sild i stimer
Oh, nordenvind!
Vikinger og baghold
Nye bekendtskaber
Utklippan
Visitkort fra fortiden
Midsommer og myg
I skyggen af istiden
Øen i tågen
Nærvær
Kanalen venter
Von Platens landskab
Bod og bøn
Stemmer fra fortiden
Regnefejl i Forsvik
Våde varer
Afsked
Paradisets have
Klor og gummiben
Helvedesfaldene
I storbyens favn
Skuder på aftægt
En besynderlig hval
Vejen hjem
En værdig finale
Sejlbåden ’Kalif’
Tørre tal
Historiske personer
Ordliste
”Selv den værste dag på søen er bedre end den bedste dag på jobbet”
Havnegraffiti
Jeg vender mig uroligt i køjen. Drømmer om bølger, der vælter ind over mig som svajende højhuse og sorte afgrunde, der truer med at opsluge mig i det kolde vand. Så vågner jeg med et sæt og mærker, at jeg ikke er i drømmeland, men om bord på det ellers så godmodige skib ’Kalif’.
Drømmen viser sig hurtigt at have hold i virkeligheden. Det blæser udenfor – og det blæser meget. I min halvvågne tilstand, får jeg smækket uvejrets raseri lige ind i øregangen. Vindens hyletone gør et ihærdigt forsøg på at nå det høje C, men vi er ikke på åbent hav, om end det føles sådan. Ironisk nok er stedet Falsterbokanalen, hvor vi lagde til i det mest velsignede forårsvejr for få timer siden. Foran os ligger et halvt års sørejse og en forventning om, at vi skal følges med løvspringet op langs kysten, som vi gjorde det, før vi blev forældre til Jacob, der lærte livet på søen at kende, inden han kunne kravle.
Et voldsomt vindstød får Kaliffen til at krænge så hårdt, at jeg må hage mig fast i kanten af køjen for ikke at havne på dørken. Ved siden af mig er Sven Erik på vej ud af søvnens mørkeland. ”Så skulle Fanden da også…”
Jeg kaster et blik ud i forkøjen, hvor en lyskrøllet hårtop titter frem fra et bjerg af en dyne. Dybt nede sover min fireårige, som om det rager ham en fjer, at køjen hopper og danser under ham. Ved siden af mig er uskylden knap så rendyrket. Sven Erik er ved at komme til sig selv og fortsætter nattens ordveksling med en række bidske gloser, der heldigvis ikke er rettet mod mig, men mod vejrgudernes troløshed.
Udenfor slår regnen mod ruffet, mens vinden tager fat i riggen, så vi ender med en krængning, der sender tankerne hen på bidevindsejlads i frisk vejr. Skipperen kommer på benene, skyder lugen til side og tumler op på dækket i bare tæer og underhylere for at gå fortøjningerne efter. I det blålige lys fra gadelamperne kan jeg ane en endeløs række af skumtoppe, der kommer rullende ind i Falsterbokanalens blindgyde. Bølgerne fortsætter med at bygge sig op, og med lidt fantasi er det ikke svært at forestille sig, at nattens styrkeprøve står om, hvem der først forårsager en sprængt fortøjning.
Lige nu lyder det måske ikke så tillokkende, men sandheden er, at vi har taget orlov de næste seks måneder for at gøre en rejse gennem den østsvenske skærgård, vi holder så meget af. Og selv om idyllen lige nu er til at overse, ved jeg, at jeg har meget at glæde mig til. Først og fremmest lokker et gensyn med hvidstammede birkelunde og rødmalede huse på rejsens første stræk, hvor Skåne viser sit værd som Sveriges frodige spisekammer mod syd. Længere mod nord venter vild natur og stenede marker, hvor undergrunden lader os vide, at landet er bygget på urbjergets granit, der er forarbejdet af istidens vældige kræfter, som var det modellervoks. Vi kender allerede Østersøens store sø og langstrakte dønninger og ser frem til gensynet med den glatslebne skærgård, der venter om hjørnet, så snart vi har passeret Simrishamn og har lagt kystens sydlige stræk bag os.
Sven Erik kommer trampende over dækket, slår skydekappen tilbage med et smæld, river et håndklæde til sig og gnider varmen tilbage i kroppen, inden han bærer sin dyne ud i den brede forkøje i et forsøg på at forhindre, at hårtottens ejermand triller frem og tilbage resten af natten.
Da det første diffuse morgenlys falder ind i salonen flere timer senere, har hverken Sven Erik eller jeg lukket et øje. Forkøjen hopper op og ned med vilde bevægelser, og da Jacob langsomt kommer til sig selv hen ad morgenstunden, klukker han af latter. Han prikker begejstret sin halvdøde far på øjenlågene. “Prøv at lukke øjnene, så kommer alt det sjove igen.” Hvor logbogen i går var overstrøet med roser, er tonen mere krads dagen derpå.
Åh, hvem der havde en autocamper! Nu ved vi af bitter erfaring, hvorfor de lokale forsyner deres faste fortøjninger med galvaniserede jernkæder, udtjente bildæk og store betonvægte, der hænger ned fra fortøjningerne for at modvirke bølgebevægelserne.
Går vi bare én dag tilbage i tiden, ser alting meget anderledes ud – med varmt morgenlys i Vallensbæk Havn. Kalenderen skriver maj, og temperaturerne skikker sig til en behørig afsked. Jacob sover trygt, da vækkeuret ringer og jeg lister på bare tæer op i cockpittet, mens Sven Erik tænder op under kaffevandet.
”Kan vi ønske os noget bedre?”
Jeg ryster på hovedet, for alt synes parat til et halvt år med vand under kølen. Så sætter jeg yachtflaget og fortsætter op på ruftaget for at følge en række bløde dønninger, der ruller ind i yderbassinet med lovning om, at der er vind længere ude.
I forkøjen kommer der liv i Jacob ved lyden af kedelfløjten. Han smutter i tøjet og finder hjemmevant sin redningsvest frem, inden han sætter kurs mod havnens parkeringsplads. Vi venter gæster, for familie og venner vil vinke os ud ad havnen, selv om vi drager af på en gemen hverdag. For Jacob er det bestemt ikke hverdag. Han spejder efter gæsterne med en forventning, som er juleaften værdig.
Det er ikke første gang, vi har sejlet familien agterud. Sidste langtur gik til Haparanda, grænsebyen mellem Sverige og Finland, højt oppe i bunden af Bottenhavet. En tur uden penge, men også uden barn – en tur fuld af store oplevelser og stor natur. Når vi i dag har mulighed for at tage forældreorlov, giver det sig selv, at vi denne gang rejser med både midler og barn. Men også med stor tålmodighed og hensyntagen, set i forhold til en voksenrejse, hvor personlige behov lettere tilsidesættes, når vind og vejr kræver det. Endnu en gang danner vores sejlbåd, Kalif, rammen om rejsen. Den 30-fods Albin Ballad er stabil og nem at håndtere – også for en besætning på to, der har et mindre barn at tage sig af. Beslutningen om endnu en sejlads i Sverige var ikke svær at tage. Så mange naturhavne på rad, så fine ankerpladser, så meget at se. Nej, skærgården på østkysten bliver vi aldrig mætte af. Men selv om jeg glæder mig, har jeg også en lille tvivl med i bagagen. Jeg er langtfra overbevist om, at jeg har det rette temperament til hjemturen, der er planlagt til at gå gennem Göta Kanal. Ikke fordi jeg er nervøs for sluserne, men fordi jeg ikke er sikker på, hvorvidt jeg kan finde mig til rette med at have motoren gående under dørken de mange mil hjem.
Vores gæster kommer med duftende bagerposer, så de næste timer går med morgenbrød og skipperskrøner i cockpittet, mens jeg med tilfredshed noterer mig, at vinden er ved at indfinde sig. Sven Erik har svært ved at skjule sin rastløshed, så efter et par timer lunter gæsterne pænt fra borde, mens vi gør klart skib. Inde på broen pendler Jacob i rækken af åbne arme, indtil vi tager fortøjninger og barn om bord, sætter storsejlet og nulstiller loggen. Som altid ligger søkortet og logbogen klar på kortbordet. Det er min lod at skrive logbog – en udfordring jeg hellere end gerne tager op, så snart vi er ude på åbent vand.
7. maj. Vinden er svag, V 2-3 sekundmeter, da Sven Erik sætter genuaen i yderbassinet, mens Jacob sætter tågehornet for munden og motionerer det, som han har luft til.
Snart viser vi morgengæsterne agterspejl, mens vi stille glider ud mellem de hvidmalede molehoveder. Fra den yderste bro vinker afskedskomitéen farvel med et imponerende opbud af dannebrogsflag.
Især Sven Erik savner en silhuet på kajen. Da vi for nogle år siden rejste mod Haparanda, var hans far den første til at ønske god rejse, ligesom han besøgte os i skærgården for at suge til sig af oplevelserne under åben himmel. Naturen har altid været hans hjemmebane, hvad enten han cyklede med sine drenge fra Hvidovre til Køge Bugt for at bade, eller de tog på fisketur langs Sjællands nordkyst. Nu har en kræft sygdom sat en stopper for et aktivt liv, og både han og Sven Erik ved, at han i værste fald ikke lever længe nok til at tage imod, når vi kommer hjem.
”I skal nyde Jacob, mens han er lille,” formaner han, hver gang Sven Erik taler om at udsætte vores rejse. ”Jeg ville ønske, jeg havde haft samme muligheder, da jeg selv havde små børn. Hvis man altid skal tage hensyn til familien, kommer man aldrig ud af flækken. Jeg kan ikke besøge jer, men jeg kan tænke på alt det, Jacob får mulighed for at opleve med sin far og mor. Det er nok for mig.”
Jacob har taget afsked med både farfar og sine kammerater i børnehaven, og har den del af tilværelsen på det rene. Han kan normalt ikke lide at sige farvel, men hænger nu leende ved hækstaget, mens han vifter med et dannebrogsflag, som gjaldt det liv og død. Han er ikke længe om at erfare, at der dukker en farverig respons op inde på land, hver gang han svinger de rød-hvide farver over sit hoved. Heldigvis fanger vi vinden et stykke fra land og ser til sidst kun afskedskomitéen som en udvisket rød flagren, da kysten langsomt forsvinder bag os.
Den velkomne formiddagsbrise viser sig at være landbrise. Allerede en sømil ude mister vinden sin kraft, men motoren må vente lidt endnu - vi har masser af tid og sætter det svenske gæsteflag under styrbord saling. ”Gid vi må slide det i laser,” bemærker Sven Erik forventningsfuldt.
Inden længe gnider Jacob øjne. Han har været tidligt oppe og er ikke helt søvant endnu, for selv om han aldrig har været søsyg, bliver han ofte sø-søvnig – en ganske praktisk tilstand, der gør, at han for det meste sover et par timer midt på dagen, når vi er til søs. Vi er kun tre timer hjemmefra og opgiver til sidst at vente på vinden. Jeg drejer startnøglen og dømmer dieseldunst og eftermiddagskaffe, mens jeg lokker Jacob ned i køjen for at ‘hvile sig’. Efter få minutter hviler han ganske dybt i styrbords køje, sunget i søvn af dieselmotorens monotone banken. Selv om vejret er stille, trænger vi også til et pusterum, især for ørerne, da ét af besætningsmedlemmerne har snakket uden ophold, siden vi slap land.
”Jeg tror, vi har fået en forsmag på, hvad vi har i vente de næste par måneder,” siger Sven Erik mens han slår selvstyreren til og slænger sig på kistebænken. ”Men et talende barn er vel ikke noget imod en talende chef, så helt galt kan det vel ikke gå?”
Jeg overlader Sven Erik til sine egne betragtninger om børn og chefer, eller måske ligefrem barnlige chefer, og går ned og sætter mig på kanten af Jacobs køje, mens kaffekedlen snurrer på blusset bag mig. Det er som om alting falder på plads, når man betragter et sovende barn. Verdens magthavere skulle se noget mere på sovende børn, tænker jeg. Eller også skulle flere magthavere være kvinder. Så ville vi måske ikke have så travlt med at ødelægge Jorden i et tempo, hvor selv det mest hyperaktive barn har svært ved at følge med. Hvor meget vil Jacob kunne huske af vores rejse senere i tilværelsen? Det er klart, at mange andre oplevelser venter på hans opmærksomhed – oplevelser, der langt vil overskygge det, vi nu har kastet os ud i. Men jeg er samtidig sikker på, at han vil have en solid ballast med sig, når skoleklokken ringer ind til de små klasser.
Jeg tager en kop kaffe med op i cockpittet, hvor jeg går så vidt som til at blotte et par aspargesfarvede ben.
”Hvis dette her ikke er livet, ved jeg ikke, hvad det er.”
Sven Erik svarer ikke, men retter et par grader ind på kursen og vender kikkerten mod Svenskekysten, hvor Falsterbohalvøen toner frem som en pastelblå landtange.
Kl. 15.00. Motorvejr er lig med fiskevejr, hvis man spørger Sven Erik. Da mindsteskipperen vågner af sin middagssøvn, udfører han et rituelt langspyt ud i vandet for bedre fiskelykke. Sven Erik kaster et blink ud, og der går ikke mange minutter, før en sølvblank hornfisk slår med halen for sidste gang. Den er lige så lang som Jacob fra hale til horn. Fisken er fuld af rogn – lige netop juniors yndlingsspise, næst efter pandekager, naturligvis.
Vigtigheden af at lege med de forhåndenværende rekvisitter må aldrig undervurderes, når man rejser med børn…
Da Jacob har fået nok af det vilde ridt i køjen, kalder jeg til skafning. Ungens elskede cornflakes er i dagens anledning skiftet ud med resten af morgenbrødet fra i går, da søgangen i en dyb tallerken næppe vil være til at spøge med. Vejrudsigten taler om kraftigt omslag i vejret, der uheldigvis også indebærer en vinddrejning fra V til NV. Den milde majbrise var åbenbart et overgangsfænomen. De næste dage ser ud til at byde på kulde, kuling og kuller.
Ude i Sundet ruller søerne ned forbi Flinterenden, der går øst om Saltholm. De ender deres kraftfulde bevægelser hér i Falsterbokanalens blindgyde, hvor flere af de fortøjede sejlbåde truer med at knalde salingshornene sammen, når de kaster sig fra side til side.
Selv om havnepromenaden nærmest virker uddød, nu hvor forår med ét er blevet til vinter, er det langt fra tilfældet. Vi ved, at det faste vagtmandskab er til stede bag kontroltårnets tonede glasruder, for Falsterbokanalen er døgnbemandet og står klar til at modtage skibstrafikken, som ad den gravede kanal kan skyde genvej inden om Falsterbo Rev, der rækker sine sandtunger mange mil ud i åbent farvand.
Falsterbokanalen har dog en langt mere alvorlig baggrund end ønsket om en bekvem genvej. Den blev til under Anden Verdenskrig, da nye behov tvang det store byggeri i gang. Allerede i slutningen af trediverne erkendte svenskerne, at den tyske minering tog til i en sådan grad, at det blev umuligt for skibstrafikken at passere revet. En stor del af Østersøen var på det tidspunkt under minering i et bredt bælte, der gik fra Falsterbohalvøen til Møns Klint. Den oprindelige tanke om at skabe en tryg genvej uden om det farlige rev skal dog søges i middelalderen. Her stod silden i stimer ved denne del af kysten, ligesom købmændene fra Lübeck stod i kø for at købe de eftertragtede sild. De salte sild var uundværlige som fastemad i det katolske Europa, og når noget er uundværligt er priserne derefter. Købmændene var på pletten, og grundlaget var lagt for de vældige sildemarkeder, der fandt sted på stranden i Skanör.
Den årlige udskibning af sild skabte behov for en sikker transportvej, så hansekoggerne slap for at runde de farlige rev ud for Falsterbo. Løsningen blev en smal kanal, hvorpå man kunne flåde de tunge sildetønder tværs over land. Middelalderkanalen kan på ingen måde sammenlignes med senere tiders byggeprojekter, men kom dog til at fungere som et primitivt transportbånd for datidens købmænd, der kom rejsende ad vandvejen.
For Jacob er der intet interessant i et stykke kanalhistorie. Til gengæld kigger han gang på gang op mod kontroltårnets skrå vinduer, der genspejler vandets urolige overflade i de tonede glasruder. Vi traver rundt ved broen og inspicerer den store sluseskovl, der er hævet fra bunden. Godt fem centimeter vand står i en bule op over metalskovlens brede kant og sender Jacobs nyindsamlede flåde af birkeblade ud på en omtumlet rejse mod syd.
Da man projekterede kanalen, var ingeniørerne ikke i tvivl om, at der måtte et par solide sluseporte til for at styre strømmen, der nemt kunne rasere den kunstige rende. Selv om man skulle tro, at niveauforskellene i farvandet nord og syd for Falsterbonæsset er nogenlunde ens, opstår der situationer, hvor det forholder sig anderledes. Det skyldes dels det lavvandede rev, der hindrer en hurtig vandgennemstrømning ud for Skanör, dels at vinden og strømmen spiller en stor rolle.
Ligesom der i Østersøen er ‘højvande’ i bunden af Bottenviken ved kraftige sydlige vinde, er der ved Falsterbokanalen stigende vandstand ved nordlige vinde, hvor vandet presses sammen i den store vig, Höllviken, nord for kanalen. Modsat trykkes vandet væk ved sydlige vinde. Det kaldes vindstuvning og er årsagen til både ekstremt lavvande og oversvømmelser i både svenske og danske kystområder.
At niveauforskellen i vandstanden kan komme op på to meter i mere ekstreme situationer, skulle der naturligvis tages højde for. Det ville hurtigt føre til alvorlige skader på kanalens sider, hvis naturen fik lov at bestemme tempoet på vandet, der løber gennem kanalen, når vinterstormene kommer susende fra nord. De brede sluseskovle løser problemet nemt og smertefrit, og er samtidig placeret så langt fra hinanden, at skibstrafikken ikke skal stoppe op, men kan nøjes med at sætte farten ned under passage.
Ét er skibstrafikken, noget andet er den trafikale situation på landevejsbroen, der deler fastlandet og Skanör på spidsen af Falsterbohalvøen. Uanset hvor meget trafik der fylder op på landevejen til og fra Skanör, er det altid skibstrafikken der har fortrinsret.
Bilisternes strøm af læserbreve over denne tilsidesættelse af deres værd har været mere eller mindre fantasifulde gennem årene. Flere har højlydt klaget over, at de kom for sent til både fly og tog, da de havde glemt at tage højde for ventetiden ved broen. En særlig arrig bilist kørte galt på motorvejen og skød skylden på brovagten, der havde irriteret ham med sin forkærlighed for langvarige broåbninger.
Mange tusind biler krydser hvert år kanalen, men også mange fritidssejlere nyder godt af den attraktive genvej. Med to broløft i timen af seks minutters varighed ser mange bilister rødt, når de standses på vej til Skanör, mens armadaen af fritidsbåde passerer i adstadigt tempo. I sommerperioden venter et halvt hundrede lystfartøjer hver dag på broåbning, inden de kan stikke stævnen i Østersøen for måske at vende tilbage samme vej, når sommerferien er slut.
De der føler, at ventetiden et problem i dagligdagen, skal blot skrue tiden tilbage til 1968, hvor der var helt anderledes bilkøer til. De store fiskebanker i Skagerrak var på den tid fisket op, så de mange kuttere på den svenske vestkyst søgte sydpå for at få del i østersøsilden og sejlede derfor i fast kortege gennem kanalen hver mandag. Når de havde fisket ugen ud, vendte de tilbage om fredagen, hvor fyraftenstrafikken måtte slå koldt vand i blodet. Var man uheldig, sneg ventetiden sig hurtigt op på en time, inden sidste kutter lukkede leddet, tungt lastet med sild.
Af og til går børns vildeste drømme i opfyldelse. Højt over vores hoveder går døren til kontroltårnet op, og brovagten vinker os hen mod en smal vindeltrappe, der fører op i tårnet. Vi takker ja til invitationen og gætter på, at det næppe er første gang, en lille dreng har høstet samme fortjeneste ved at sende kontroltårnet længselsfulde blikke.
Oppe i tårnet hilser vi på en snakkesalig brovagt, der svæver over vandene, hvad angår tårnkammerets imponerende parade af teknisk udstyr. Vagten viser Jacob hen til et kontrolpanel med et væld af lysende knapper, der blinker i alverdens farver. På sit bedste dansk forklarer han, at broen går op, hvis man trykker på den røde knap, som mindst én af os har meget svært ved at få øjnene fra.
Det er næsten at friste et barn over evne, men selv om Jacob kun er fire og et halvt, er han sig sit ansvar bevidst. Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning stikker han skyndsomt hænderne ind bag klappen på sine overalls og lader de farvestrålende knapper i fred. Jeg kigger ud over de blinkende el-paneler og belønnes af en fantastisk udsigt hele kompasset rundt. Et signal bipper ind på radaren som en lille prik, da et fartøj kommer sejlende fra sydvest. I løbet af få øjeblikke har brovagten taget bestik af fartøjets fart over grunden og regner sig frem til, at vi kan vente besøg inden for et kvarter.
Efter farten at dømme er det en større motorbåd, der har udfordret det voldsomme vejr og nu gør god fart i søen. Da tiden nærmer sig, sætter brovagten sin tunge kikkert for øjnene og reviderer sine forventninger med højlydt overraskelse. Bag seksten knobs fart gemmer sig ikke en motorbåd, men en 12-meter-båd, som ligger i træningslejr på denne del af kysten. Raceren nærmer sig hurtigt og vi følger nysgerrigt besætningens gøren og laden gennem kontroltårnets store kikkert. Da sejlene er bjerget, går gassen af fartøjet, der tøffer gennem kanalen for en ganske lille hjælpemotor, mens mandskabet tager en pause på dæk og nyder frikvarteret gennem den smalle rende.
Jacob kan takke kapsejleren for, at han får sine drengedrømme opfyldt. Brovagten trykker den røde knap i bund, så sluseporten sænkes og giver strømmen frit løb. Lidt efter går bommene ved landevejen ned, mens den klagende hydraulik hæver vejbanen til lodret. Så tager vagten sin kasket på, åbner vinduet på vid gab og giver besætningen en hilsen med på vejen, idet den 72 fod lange båd går gennem det åbne brofag. Bag bommene vokser køen af biler og det er nok dét der betager Jacob mest. Set med barneøjne er det langt mere eventyrligt at stoppe trafikken med et tryk på en knap end at møde en sejlmaskine i overstørrelse.
I ’De nordiske folks historie’ fra 1555 findes dette træsnit. Stedet kunne meget vel være Skanör, hvor det store sildemarked fandt sted. Her stod sildene så tæt, at man kunne plante en hellebard i de store fiskestimer. Manden bag kunstværket hedder Olaus Magnus. Han var en berømt etnolog og kartograf i 1500-tallet.
Jeg klæder mig varmt på og traver ned mod Falsterbonæssets lyngklædte hedeareal uden mand og barn og nyder at have landskabet og tankerne for mig selv. Efter en halv time bryder solen igennem skylaget, men med solen kommer også mere sus i trækronerne. I udkanten af skoven bøjer birketræerne sig for vindens luner. End ikke i bunden af fyrreskoven kan jeg finde læ. Jeg sætter kursen mod Skanör by og havn. Herfra er der udsigt til en række pastelfarvede badehuse der vidner om, at sandstranden er i særklasse. Strandlivet har dog ændret sig en del gennem tiderne, for det var i netop dette landskab, det store sildeeventyr løb af stabelen i middelalderen. Op til trehundredtusind fiskere, gællekoner og købmænd kunne være samlet her i få, hektiske måneder, hvor alle sloges om at slå mønt på de store sildestimer, der passerede Falsterbo i efteråret.
Der var nærmest tale om guldfeber, blot var ædelmetallet udskiftet med sølvblanke sild. Fyrretusind småbåde deltog i fangsten, så det var uundgåeligt, at der opstod ufred til vands og til lands. Stridighederne fik til sidst Margrete den Første til at udstede en forordning, der var strikket således sammen, at selv de mindre belæste kunne fatte budskabet:
- Bliver nogen grebet i at give forkert mål, skal han undgælde med sit liv.
- Om man ligger på et område uden bod, skal man bøde fyrre mark.
- Bliver nogen pågrebet med våben, straffes han med døden.
- Straf for slagsmål mellem danskere og tyskere: Om nogen deltager i partsstridigheder i det land, han kommer fra, og tillige vil slås her i Skåne, straffes han med døden.
- Ingen kvinde, som lægger sild i tønde, må trykke sildene sammen. Om hun gør så, er straffen døden.
Skånemarkedet var en guldgrube, både for Margrete, de tilrejsende købmænd og fiskerne, der sloges om fangstpladserne langs stranden. På den tid gik toldafgifterne direkte i regentens lommer. Og da det var den danske kongemagt, der havde til opgave at sikre markedsfreden, var det Margrete selv, der stod for udstedelsen af særlige tilladelser og handelsprivilegier, der var nødvendige for at gøre forretning i Skanör. Margrete tog tråden op efter sin far, Valdemar Atterdag, der lå i evig strid med Hanseforbundet. Hun rippede hansekøbmændene til skindet med regler og forordninger, og har nok sendt sin far en venlig tanke, når markedet lukkede og hun kunne gøre regnskabet op.
I dag er der ikke mange spor at finde efter det store marked, hvor alt foregik direkte på stranden. Dog kan man stadig se en række uanselige fordybninger i strandengens tæppe af engelskgræs, hvor de primitive boder var slået op.
Da jeg vender tilbage til Falsterbokanalen, kan jeg høre på birketræerne, at vinden langsomt aftager. Der er dog stadig lang vej til en tryg børnesejlads på det skumdækkede hav. Samtidig er det så koldt, at et par handsker ikke ville have været af vejen. I Kaliffen er legen mellem far og søn rykket under dæk, hvor udrejsens hornfiskefangst har inspireret til en ny aktivitet.
På dørken ligger en spillevende, lyshåret hornfisk, som Sven Erik forsøger at fange på en flagline. Den spræller voldsomt, men bider dog først på, da han har spyttet forsvarligt i retning af uhyret. Teknikken ser ud til at virke, for fisken hugger med det samme og bliver hevet op under store protester. Lystfiskeren giver den et gok i hovedet og stiller op til fotografering med trofæet. Til slut sprætter han fisken op og tager rognen ud, mens han højlydt spekulerer over, hvad han skal spise først.
Havde vi været to voksne om bord, var vi strøget østover for længe siden, men det er ikke vores hensigt at lære Jacob sømandskab efter øretævemetoden. Med tanke på imaginær hornfiskefangst i timevis er Sven Erik dog ved at være indstillet på at skulle videre, så han spidser ører efter vejrmeldingen, hvor meteorologerne lover aftagende vind, drejende syd, i løbet af de næste timer.
Da vi sidst på eftermiddagen går gennem kanalen i kølvandet på en stor fragtbåd, har hornfiskebarnet heldigvis genfundet sin sædvanlige skikkelse og vinker til slusevagten fra sin lune læplads i cockpittet. Jeg holder godt fast om rorpinden og koncentrerer mig om strømhvirvlerne, der danser hen over kanalvandets overflade, hvor den gravede rende er smallest.
Det er en god fornemmelse at komme videre. Selv om Falsterbokanalen har en lang søfartshistorie bag sig, har vi ingen intentioner om at blive længere end højst nødvendigt. Eftermiddagens distance er kun et lille nøk på rejsen, men giver os mulighed for at fortøje i en rigtig havn, hvor vinden ikke kan forstyrre vores nattesøvn. Gislövs Läge er en sådan havn – en havn, jeg sikkert ville betegne som både charmerende og idyllisk en lun sommeraften. Denne eftermiddag, hvor jeg stiller skarpt på havnens forladte betonkajer i kikkerten, er charmen dog til at overse. Himlen er tung af regn og vinden bringer lunefulde vindstød. Ethvert fornuftigt menneske ville holde sig inden døre i sådan et vejr.
16. maj. For at det ikke skal være løgn, er vinden sprunget til stik øst. Over mastetoppen haster skyerne af sted og varsler tiltagende vindstyrker inden for de næste timer. Vi reber storsejlet og gør klar til en hård sejlads.
Gislövs Läge angøres efter en kort distance på 13,3 sømil i voldsomme dønninger, som har lært Jacob glæden ved at sidde fastspændt i den højryggede cykelstol på agterpulpit’en og skrige af fuld hals, hver gang bølgerne løftede hækken op til en glidende rutschetur.
Sven Erik lægger termometeret op i cockpittet, da vi kommer i land. Det viser hele seks grader. Jeg kunne ønske mig pingvinens lune fjerdragt, men vi er ikke sydpolsfugle, selv om Jacob har en ganske pingvinlignende gangart, når han vrikker af sted i heldragt, redningsvest og gummistøvler.
Vanen tro får Sven Erik travlt med at sætte bomteltet op over cockpittet, inden blæsten for alvor får fat.
”I det mindste er her strøm på el-standeren…” Jeg snakker højt med mig selv af bare lettelse, da jeg sætter den keramiske el-varmeovn fra mig på dørken.
Sven Erik er dog ikke til tørre vinde fra varmeblæseren, men beslutter at brænde lidt krudt af sammen med Jacob, mens jeg lægger dej til et sesambrød, som skal være eftermiddagens clue i vores gode, gamle gasbageform.
Inden pingvinerne tramper i land, opsnapper jeg barnets sønderlemmende kritik af havnen, der er lige så menneskeforladt som den, vi forlod. Stående på dækket erklærer ungen stålsat, at vi godt kan vende om – og det lige med det samme. Han vil hjem til Danmark, og har ingen forventninger om, at det er morsomt at gå tur med far. Havde han været gammel nok til at udtrykke, at en sørejse gennem Sverige i møgvejr er noget opreklameret lort, ville han have gjort det uden tøven.
En velsignet ro breder sig om læ, da Sven Erik endelig får lodset brokkerøven fra borde. Et kvarter senere spotter jeg far og søn langt henne ad stranden. Så smider jeg mig på køjen med en god roman og nyder duften af nybagt brød, der breder sig i salonen.
Efter et par timer må jeg op for at se på uret. Efter tre begynder jeg så småt at bekymre mig for, hvorfor krapylet ikke er vendt tilbage, når der er nybagt brød og varm kakao i farvandet. Da der kommer et ophold mellem regnbygerne stiller mig op på ruffet for at spejde efter de formummede mandfolk, jeg så lumpent lod i stikken under påskud af at holde øje med et brød. Jeg fisker kikkerten frem og ser til min overraskelse to mumieklædte personer, der har travlt langt henne ad stranden. Den største ligger på knæ, mens den mindste ivrigt løber frem og tilbage, rundt og hen. Først da tusmørket siger dagen farvel, kommer de endelig tilbage, mens munden løber i ét væk på mindstepingvinen. De er begge to kolde, våde og meget sultne.
Jacob snubler over ordene. ”Altså mor, der går en rigtig kanal tværs over stranden.”
”En afvandingskanal,” skyder Sven Erik ind, mens han krænger sin regnjakke af.
”Ja, og vi har lavet sivbåde og tømmerflåder – og der er en strøm, som river vores dæmninger ned…”
Oppe i bomteltet hænger jeg kanalbyggernes tøj til tørre, for der er endnu en dag i morgen. Nede om læ sætter Sven Erik sesambrødet under kniven og gaber højlydt. Jacob stråler som en sol og jeg ser, at Gislöv Läge på forunderlig vis har formået at vende katastrofen til succes ved hjælp af en ’rivende’ strøm, der får brinker til at styrte i grus og dæmninger til at briste.
Da alle er mætte af nybagt brød og fortælleglæde, lukker Sven Erik op for vejrmeldingen. Jacob kan ikke forstå den hurtigsnakkende oplæser, men jubler af glæde, da jeg oversætter for ham. De lover både kuling og dagsregn i morgen.
Ungen ser forventningsfuldt hen på sin far, der slukøret lægger søkortet tilbage i kortbordet. ”Ved du hvad, far? Der kommer masser af vand i kanalen i morgen.”
Indrømmet, vejrmeldingerne kommer til at fylde en del i vores erindring om Gislövs Läge. Hele seks dage bliver det til; éthundredfireogfyrre timer om man vil, ottetusindsekshundredfyrre lange minutter at henslæbe i kulde, blæst og regn. Næste formiddag præsenterer Jacob stolt kanalbyggeriet, hvor han har udgravet hele Falsterbohalvøen. Sven Erik har etableret kontroltårn og klapbro, mens et omfattende system af dæmninger kommer og går.
Rundt om os har vadefuglene travlt med at søge føde. Sandløberne piler frem og tilbage, mens de følger brændingens bevægelser hen over stranden. De er lynhurtige, løber udad på tynde ben, når bølgerne trækker sig tilbage og piler i rasende fart op på det tørre, når de indhentes af den næste brænding. I farten napper de tanglopper og smådyr, som er strandet på sandet.
Dagene går. Far og søn kaster sig stadig ud i kanaludbygningens ædle kunst i opholdsperioder, men bliver tilbøjelige til at finde ned om læ, når regnen bliver for vedvarende. Da jeg en morgen vågner ved, at Sven Erik sukker over endnu en våd vejrudsigt, er jeg klar over, at tiden er inde til at tage de billige tricks i brug. Jeg går resolut i fjerndepotet og begaver min søn med en stor kasse Lego. Set i bakspejlet medfører netop dette træk, at en helt ny epoke begynder, en epoke med leg og tekniske udfordringer i timevis.
Dagen rives ud af kalenderen med et snuptag. Jacob kommer aldrig ud af nattøjet, for han bygger og konstruerer indtil kun de ubrugelige klodser er tilbage, og han højlydt nægter at skille kreationerne igen. Kortbordet er skueplads for et imponerende opbud af huse, vejspærringer, flyvebiler og sørøverskibe. Der er ikke mange klodser i overskud, og de få som ligger tilbage er i øvrigt begyndt at drille.
Endnu i nattøj, men behørigt iført det obligatoriske polarudstyr, forlader konstruktøren og jeg den synkende skude for at foretage de nødvendige reparationer af kanalbyggeriet efter regnvejret. Vi bliver dog ikke mange minutter på stranden, der er simpelthen for koldt.
Jacob er enig i, at vi snildt kan forlade havstokken til fordel for supermarkedet, der ligesom resten af omgivelserne er støvsuget for mennesker. Jeg er sikker på, at den halve by taler om de stakkels danskere, der har slået rod i den gudsforladte havn. En enlig kassedame følger os da også med et forsagt ansigtsudtryk, da vi styrer direkte mod hylderne med cellofanindpakkede fabrikskager og skiftes til at være førstevælger.
Sven Erik har kaffen klar, da vi vender tilbage med et bredt udvalg af kageindustriens mere bastante frembringelser. Tilmed behøver vi næppe bekymre os om holdbarheden, da udløbsdatoen på en del af kagerne ikke lader køberen i tvivl om, at sukker er et fremragende konserveringsmiddel.
Det står hurtigt klart, at vi kan have glæde af kageorgiet rigtig længe. Især chokoladebomberne svupper op i ganen, og er temmelig svære at skylle ned, når de først har etableret sig bag fortænderne. Selv Jacob har sine begrænsninger og er ikke længe om at tilslutte sig sin fars ønske om at springe aftensmaden over.
Sært nok har kagerne en positiv virkning på Lego-kreationerne, der pludselig kan skilles uden bøvl. Man får virkelig noget for pengene, når man opkøber ICA’s restlager af tørkager uden for sæsonen. Smagsoplevelsen kan diskuteres, men den psykologiske effekt af sukkerindsprøjtningen kan vi ikke klage på.
Aftenstemning på Skånekysten – her ved Ales Stenar.
22. maj kl. 10.00. Nord 3-4, overskyet. Vi kommer endelig fri af Gislövs Läge. Vinden kan ikke bestemme sig, men holder som hovedregel en nordlig retning, der giver os en behagelig sejlads under de stejle skrænter.
14.30. Ystad passeres om bagbord. Jacob står på hovedet i sine elskede klodser, og har endnu ikke betrådt cockpittet, siden vi startede for 4½ time siden.
16.45. Kåseberga anløbes. Vi er de eneste gæster i den beskedne havn – måske også årets første? Log: 34,1.
Vi trænger til at strække benene, så ingen skal nødes til en tur på land. Selv Jacob har forladt Legokassen og er ivrig efter at bestige de græsklædte skrænter, Kåseberga er kendt for. Den smalle grussti, der går fra havnen mod skrænterne er temmelig stejl, men når man først kommer op, bliver man sendt direkte tilbage til vikingetiden, hvor stærke mænd kronede landskabet med Skandinaviens største skibssætning, Ales Stenar.
Jacob lister sin hånd ind i min og er på konstant udkig efter de farlige køer, der, ifølge et opslag, afgræsser området. Han ser den solide færist som den ultimative redningsvej tilbage til havnen, hvis de store dyr skulle blive for nærgående. Jeg beroliger ham med, at vi endnu ikke har set skyggen af en ko – en kendsgerning der dog ikke overbeviser det bedrevidende barn. Ej heller gør det større indtryk, da jeg fortæller ham, at køer er drøvtyggere, der ikke ligefrem har rovdyrtænder i den store mund.
Ales Stenar er imponerende. De otteoghalvtreds bautasten er opsat i en syvogtres meter lang skibsformation, der kaster stadig længere skygger, som solen nærmer sig horisonten. For- og agterstavn af dødeskibet markeres af to bautasten, der er to en halv meter høje, mens skibssætningens midte udgøres af en stor, flad stenblok, som Jacob udnævner til styrehus. Sven Erik graver dybt i hukommelsen efter sin uanselige viden om skibssætninger og gætter på et religiøst samlingspunkt eller en såkaldt brandgrav, hvor man placerede asken af sine døde. Jeg skal ikke gøre mig klog på dén slags og nøjes med at undre mig over, at mennesket til alle tider har været optaget med at bygge mindesmærker og monumenter, det krævede ufattelige kræfter at etablere.
Inden vi forlader stedet, sætter vi os på kanten af skrænten og nyder solnedgangen, mens en fiskeørn kredser over havnen, akkompagneret af en nattergal, der underholder fra det nærmeste krat. Den energiske fugl lader ufortrødent sin elskovssang gjalde, skønt kulden har svært ved at overbevise os om, at vi er i slutningen af maj.
Da solen er kommet godt i havet, vender vi næsen hjemad. For den yngste af os er der dog opstået et problem, da det viser sig, at adskillige lumske kreaturer har sneget sig ind på os i et rent bagholdsangreb. Jacob er ikke sen til at krybe i sikkerhed på Sven Eriks skulder ud fra overbevisningen om, at han måske har en chance for at nå helskindet tilbage på den rigtige side af færisten, hvis han befinder sig over mulehøjde.
22. 30. Vi går i seng i kolde dyner. Her er ingen strømudtag på kajen, så petroleumsovnen kører på vågeblus natten over. I løbet af aftenen har vi haft trækkende fiskeørne og knortegæs over masten. Nattergalene synger sparsomt nu og Venus står klart over skrænterne. Her er både koldt og smukt.
Dagen derpå kommer med vindstille - og ingen lyd af regn på ruffet! Sven Erik pakker hurtigt bomteltet sammen, og for første gang siden afrejsen sætter jeg morgenmaden frem i cockpittet. Mens vi spiser, nyder jeg synet af søgelænderet, som Sven Erik har dekoreret med det vasketøj, vi forgæves har forsøgt at tørre siden ankomsten til Gislövs Läge.
Jeg smutter ned om læ efter vores dyner, som godt kan trænge til samme tur. Det er lige noget for Jacob, der ikke er sen til at kapre dynerne til hulebyggeri under bommen. Her tilbringer han et par lykkelige timer i nattøj og bare tæer, mens temperaturen bare stiger og stiger. Da Sven Erik og jeg er færdige med morgenkaffen, beslutter vi gå direkte over til formiddagskaffen, som vi nyder på kanten af molen. Jeg lukker øjnene mod solen og suger lyden af Østersøens vandmasser, der brydes bag de solide kampesten, til mig. Dønningerne efter flere ugers blæsevejr lægger sig ikke lige med det første. Hver gang det urolige hav tørner sammen med molerne, fortsætter en række langstrakte bølger ind i det runde havnebassin, hvor de forvirret løber fra side til side.
Søen er lige heftig nok til børnesejlads, så jeg bestemmer mig til at nyde formiddagen, mens jeg bekræftes i, at den lette dis, der fra morgenstunden har ligget som et blændende dække af vanddråber hundrede meter til søs, har til sinds at blive på havet resten af dagen. Solen får tågesløret til at skinne som perlemor, indtil drømmesynet driver ind over land og alt bliver vådt.
13.00. Tågen har rullet sit musegrå tæppe ind over os. Tyk, fed og klam. Der er ikke mere udsigt til skræntens faldende konturer.
Kajen på den modsatte side af havnebassinet tegner sig som en mørk skygge, der knap kan anes i den tætte indpakning. Dønningerne tager til hen under aften. Havnen er temmelig urolig, da molerne ikke længere giver læ for søen, der kommer rullende ind gennem havnehullet.
Vi holder varmeovnen kørende. Det hjælper ikke meget på fugten, men dynerne blev da tørre.
Sven Erik siger med svag overbevisning i stemmen, at bomteltet lige så godt kan komme på plads igen. Alligevel fortryder ingen af os, at vi ikke sadlede hesten, legede blindebuk med tågen og kom rundt om Sandhammaren i en fart.
Jacob lader sig ikke gå på af en smule havgus. Han har glemt alt om sin hjemrejse til Danmark og har tilpasset sig vilkårene om bord med en utrolig smidighed. Vi voksne er værre stillet, for vi ved jo godt, hvor pragtfuld maj kan være, hvis Vorherre ellers gad pille vattet ud af ørerne. Hver for sig går vi af og til fra borde for at rette ryggen og få blæst øresneglen ren for børnesnak. Da Sven Erik en dag går i land, kaster Jacob et hurtigt blik ud ad vinduet.
“Nå, så kan vi måske få lidt fred.” Han roder i Legoklodserne så det skærer i ørerne. ”Så kommer far også ud og får lidt luft.”
Kåseberga holder på Kaliffen endnu et par dage, inden vi snegler os videre langs kysten i en blanding af tågebanker og gamle dønninger. Flere gange sejler Sven Erik båden alene, mens jeg tager mig af Jacob. At nyde sejladsen fra cockpittet er en klam fornøjelse. Vand fra oven og vand fra neden, når nu sortsynet skal frem. Endnu har vi ikke set Østersøen uden buler på. Kaliffen er normalt en tør og behagelig båd, men efter de sidste ugers fugtige vejr driver alt af kondens.
”Nej, nu kan det være nok,” siger Sven Erik en morgen og opretter et fjerndepot til sit sommertøj, der ligger og griner ad ham, hver gang han skal have fat i et par rene underbukser. Jacob har derimod ikke brug for depoter. Han har alt sit tøj i brug, lag på lag. Da vi når til Simrishamn, løber han op på land uden at vente på os andre. Lidt efter kommer han styrtende tilbage, mens han vifter med armene. “Skynd jer at se. Den er lige hér. Kom og se – den svenske skærgård.” Triumferende peger han på granitklipperne, der bryder vandoverfladen midt i havnen. Vi går straks på opdagelse, mens det ene stykke ‘skærgård’ efter det andet udpeges i havnebassinet. Set med barnets øjne har han ret. Vi er på vej til skærgården, som han har hørt så meget om, men aldrig har set. Jacobs skærgård minder os om, at vanddybderne indenfor havnemolerne ikke altid levner plads til en kølbåd. Havnelodsen skal læses med grundighed på kanten af østkysten.
Inden vi forlader civilisationen, konsulterer Sven Erik den lokale herrefrisør. Da han vender tilbage, fremviser han et nydeligt, hvidt pandebånd over det, der tidligere var hårgrænsen; et tydeligt bevis på, at han på én eller anden måde har været udsat for ultraviolette stråler i de korte opholdsperioder, vejrguderne har levnet den rejsende.
29. maj. Der blev lovet nordlig vind 9-13 sekundmeter i gårsdagens vejrudsigt, men kun det nordlige stemmer. Dagen har været stille og tåget. Meteorologerne må lide alskens kvaler. Hver morgen har de lavet nye koldbøttevendinger hvad varslerne angår.
Sven Erik tænder radioen for at høre den sene vejrforvirring klokken 21.50 og dét belønnes. Miraklet sker, da den vagthavende vejrprofet får ordet højtryk med i oplæsningen.
.