I arbejdet med denne bog skylder vi uendelig tak til vores børn.
© 2016 Kim Sindberg & Ketty Sindberg
www.kimani.dk
Omslagsbillede og illustrationer: Anders Huulgaard
Sats og omslag: Books on Demand GmbH
Forlag: Books on Demand GmbH, Norderstedt, Tyskland
Bogen er fremstillet efter on-Demand-proces
ISBN: 9788771887365
I denne bog bliver der brugt ord, som du måske ikke kender på forhånd. Det skal du være glad for, for så kan du lære noget nyt, og det er faktisk godt! De fleste af de ord du måske ikke kender er understreget. De ord der er understreget kan du finde in ”Tristans Encyklopædi” bagerst i bogen. (Du kan naturligvis også finde ordet encyklopædi i Tristans Encyklopædi). Disse beskrivelser er … hmmm … alternative, og hvis du vil finde ud af noget mere, kan du jo bare søge ordet på internettet sammen med din mor og far, eller du kan spørge dem. Hvis din mor og far kommer med nogle herregode beskrivelser, må du meget gerne sende en e-mail med dem til os. Det bliver vi glade for!
Du kan sende til Tristans e-mailadresse: tristan@sindbergs.dk
I denne bog vil du blandt andre støde på følgende personer og dyr:
Tristan
| Art | Bliver vist engang til et menneske |
| Køn | Dreng (under kategorien: ”Rask”) |
| Alder | ”Jeg fylder 7!” |
| Interesser | Fodbold, Gormiti og fodbold. Fik vi nævnt, at han er vild med fodbold? |
| Vil være når han bliver stor | ”Jeg ER stor!!!” |
| Bedste ven | Firat |
| Har engang sagt | ”Nu er jeg lykkelig” (Efter at have fået et fodboldkort med Messi i 100) |
| Lidt om Tristan | Forleden dag ramte Tristan sin søsters fod med en glødende pind. Det blev hun ikke glad for. Tristan syntes, det var noget pjat at skrige sådan over det. Der var jo ikke brændt hul i noget. Tristan bor i Køge, og det er der faktisk mange andre, der også gør! |
Mor
| Køn | Ja bestemt – specielt efter kl. 9 om morgenen (på lørdage og søndage måske senere) |
| Alder | ”Ingen kommentarer” |
| Interesser | Far og sko |
| Har engang sagt | Ja - hvad har mor ikke sagt? Alle ord er vist brugt i en uendelig række af kombinationer. |
| Lidt om Mor | Da mor var barn, solgte hun et hul i jorden. Hun fik vist en god pris for det. Sandsynligvis brugte hun pengene fra hullet til at købe lakridsis for. Det elsker hun nemlig! |
Far
| Køn | Mand |
| Alder | Far er født i 1967. Det er samme år som de bedste plader fra The Beatles og The Doors udkom. |
| Interesser | Mor, lækker musik og cykelløb. Gerne i kombination. |
| Har engang sagt | ”Det er ligesom fodbold, bare anderledes”. (Og han vil ikke indrømme, at der var en anden, der sagde det før ham). |
| Lidt om far | Da far var dreng skød han sin bror i foden med et luftgevær, fordi han ville tjekke om sådan noget mon gør ondt. Det gør det. Han mener, at hans onkel var den første i Danmark, der tog et billede af pindsvin der parrer sig. |
Søster
| Køn | Pige |
| Alder | 11 år |
| Interesser | Hår (hendes eget), The Voice og (nogle) drenge |
| Vil være når hun | Fotomodel eller en filmstjerne i Hollywood der spiller |
| bliver stor | sammen med Johnny Deep |
| Har engang sagt | ”Ahj – han er altså bare foooor klam” |
| Lidt om søster | Søster er med i Facebook gruppen ”Jeg er for lækker til den her gruppe”. |
Vanilla
| Art | Kat – Perser Exotic Far siger, at Vanilla må være i familie med Tom Bogs. Tristan har tit undret sig over, hvorfor der ikke er noget i den boks. Der er da masser i Vanilla! Men på den anden side, siger far så meget vrøvl. |
| Alder | Det der svarer til 7 menneske-år, men den i familien der udviser størst modenhed og beslutsomhed. |
| Interesser | Smat mad med meget sovs og at sove i nyvasket tøj og blive kløet bag ørerne. Men ikke for længe af gangen. |
| Har engang sagt | Miv Miv |
| Lidt om Vanilla | Vanilla ser altid lidt sur ud, men det er hun ikke. Ikke altid i hvert fald. Hun er god til at lave plads i vindueskarmen, når hun skal hvile sig (og det skal hun tit), og så er hun blevet godt til at undersøge, om der er vand i kanden. Det er der ikke, når hun har tjekket det. |
”Okay så …,” sukker far og ligner pålægschokolade, der har ligget for længe i solen. ”Så får du de sko.” ”Jepper Depper,” siger Tristan, og ligner en fodboldspiller, der lige har sat et præcist timet bananspark helt oppe i trekanten.
”De skal ikke pakkes ind, han skal have dem på med det samme,” siger far til damen i skobutikken. Tristan tager skoene på. De skinner, når solens stråler rammer dem gennem butiksvinduet, og hælen blinker, når Tristan tramper hårdt i jorden. ”Neeej seeee skatter de blinker når du går,” siger mor. Far nikker eftertænksomt. ”Og så er de jo med velcro.”
Uden for butikken er fortovet pakket med mennesker, der går i alle retninger. ”Vi skal lige handle,” siger mor. ”Og så skal vi skynde os hjem. Der er Tour de France,” fortsætter far.
”Nejjjj hvor skal du nu hen?” brøler far efter Tristan, der er spurtet i den modsatte retning for at tjekke, hvor hurtigt de nye sko egentlig kan løbe. Det er ret hurtigt. Far optager træt forfølgelsen. ”Kom nu,” siger far. ”Vi har travlt.” ”Så du det far?” siger Tristan med et smil, der strækker sig helt fra venstre til højere øre. ”Så du hvor hurtigt de nye sko kan løbe? Nu er jeg helt sikkert den anden hurtigste i klassen!” ”Uden tvivl,” siger far, og trækker af sted med Tristan. De indhenter mor, og har nu retning mod supermarkedet.
”Koooom nu Tristan,” siger far til Tristan, der går i sneglefart, mens han tramper i jorden, og hans hoved er vredet bagover, som en struds der sover. Blikket er låst fast på hælen på de nye sko. ”Jaaa ja,” siger Tristan, og forsætter i snegle-struds-trampegang. ”Nej – nu skal du altså gå ordentligt. Vi kommer jo ingen vegne,” siger far. ”Jaaa ja,” siger Tristan stadig i snegle-struds-trampe-gang. ”NU SKAL DU ALTSÅ GÅ ORDENTLIGT,” brøler far. ”Ja ja,” mumler Tristan, og ligner en orangutang på vej ind i torturkammeret.
Efter 5 meter bryder Tristan ud i et brøl. ”Hvad sker der dog?” spørger far. Tristan skriger, som om hans højre arm er blevet flået af, af en af de onde Gormitier. Efter lidt tid siger Tristan hulkende og hakkende: ”Men … der er fordi … jeg slog mig på skiltet.” ”På skiltet?” siger far spørgende. ”Hvordan det?” ”Det er fordi … jeg gik ind i det skilt.” ”Hvorfor gjorde du det?” spørger far. ”Det er fordi … jeg skulle jo bare se … at skoene stadig kan blimpe.” Far sukker dybt, og trækker Tristan ind i butikken. Tristan stopper ved indgangen, hvor der er et stort bur med bolde. ”Den der!” siger Tristan, og peger på en læderbold midt i buret. ”Har du set den der blå fodbold far,” spørger Tristan. ”Ja nu har jeg,” siger far. ”Den vil jeg ha!” siger Tristan.
”Vi skal ikke købe bolde nu, og du har jo lige fået nye sko,” siger far. Tristan klasker sammen, og ligner en orangutang, der er kommet ind i torturkammeret. ”Meen … det er fordi…,” stammer Tristan, ”den passer jo lige til mine sko.” ”Det er muligt,” siger far. ”Men vi skal ikke købe bolde nu. Du må ønske dig den til din fødselsdag.” ”Men det er jo om 4 måneder og 13 dage,” hulker Tristan. ”Og jeg har jo aftalt med Firat, at vi skal spille med den når jeg kommer hjem.”
”Hvad kunne du tænke dig til aftensmad skatter?” spørger mor. ”Det ved jeg ikke,” mumler orangutangen. ”Kom nu Tristan,” siger far. ”Hvad kunne du allerbedst tænkte dig at få til aftensmad?” ”Det ved jeg ikke … lemmejavet burger,” mumler Tristan. ”Okay,” siger mor. ”Så lad os grille nogle rigtig gode bøffer.” ”Må jeg gå hen og se på legetøj?” spørger Tristan. ”Ja, men vi skal ikke have noget,” siger far.
Far og mor handler ind til burgere: Italiensk rødvin, salat, økologisk kød og så videre. ”Hey,” siger far. ”Vi skal vel også købe nogle burgerboller.” ”Skal vi ikke også have noget is,” siger mor med et stort smil. ”Måske noget med lakrids smag?”
Tristan kommer hen til dem. ”Far … det er fordi,” siger Tristan, ”man kan få en ægte Batman-ton ketsjer.” ”Vi skal ikke have noget legetøj, det har jeg jo sagt,” siger far. ”Har du tænkt på, at man kan gå til badminton skatter?” spørger mor. ”Vi skal IKKE købe en ketsjer nu,” siger far. ”Kan vi så gå ud og se på bolden?” spørger Tristan. ”Har du tænkt på at gå til fodbold skatter?” spørger mor. ”Må jeg så godt få bolden?” spørger Tristan. ”VI SKAL IKKE HAVE NOGET,” brøler far. ”Måske i morgen så?” spørger Tristan. ”VI SKAL IKKE KØBE NOGET,” brøler far, med et hoved der har samme farve som den bold, Tristan ikke må få. ”Må jeg så få en pose vandballoner?” spørger Tristan.
Mor og far får slæbt varerne og en surmulende Tristan ud til bilen. Mens de læsser varerne ind i bilen, kravler Tristan op på bagsmækken. Som en lille chimpanse rækker han armene op, og tager fat i bagklappen. Tristan får overbalance, og falder ned på asfalten. I faldet klapper bagklappen i og der kommer en ’klik-klik’ lyd. ”Ah hvad laver du nu Tristan?” siger far, og lyder meget irriteret. ”Ikke noget,” siger Tristan med bævende læber. Far forsøger, at åbne bagklappen igen. Forgæves. ”Den er låst,” siger far. Han prøver at åbne dørene, men med samme resultat. ”Hvad er nu det?” siger far og lyder som et dovendyr, der lige har løbet et maratonløb. ”Jeg tror, bagklappen har ramt låseknappen på nøglen,” siger mor. ”Det her sker bare ikke,” mumler dovendyret. ”Fik du lagt posen med is og salat og kød ind i bilen?” Mor nikker langsomt.
Far ligner en amatørbokser, der lige har bokset 12 runder mod Mikkel Kessler. Mor ligner en snurretop, der spinder omkring sig selv. Tristan betragter surmulende sceneriet, og tænker, at hvis mor og far gik lige så meget op i at skaffe ham den blå bold, ville alting være meget bedre.
”Vi må gøre noget,” siger mor. ”Der er jo lakridsis i bilen!” Mor sprinter rundt på parkeringspladsen, og sætter alle tilstedeværende ind i situationen. Der kommer mange mænd forbi. Fælles for dem alle er, at de kigger på bagklappen, tager i håndtaget og siger eftertænksomt: ”Den er jo låst.”