Jante Universitet

<a href='http://www.123rf.com/photo_7239534_an-abandoned-building-withempty-windows.html'> innocent / 123RF Stock Photo</a>

Das Werk, einschließlich seiner Teile, ist urheberrechtlich geschützt. Jede Verwertung ist ohne Zustimmung des Verlages und des Autors unzulässig. Dies gilt insbesondere für die elektronische oder sonstige Vervielfältigung, Übersetzung, Verbreitung und öffentliche Zugänglichmachung.

Bibliografische Information der Deutschen Nationalbibliothek: Die Deutsche Nationalbibliothek verzeichnet diese Publikation in der Deutschen Nationalbibliografie; detaillierte bibliografische Daten sind im Internet über http://dnb.d-nb.de abrufbar.

Debat er sundt. Det er der vist ingen, der vil sige mig imod. Debat skal dette digre værk nok være med til at skabe. Det er sundt.

Dette værk er en gave og et “wake up call” til den aktuelle samfundsdebat om, hvordan vi i Danmark forvalter forædlingen af det eneste reelle råstof, som vi har i vores lille samfund.

Det er en dokumentarisk fortælling, men i form af en romanagtig indpakning samtidig med, at det er et opslagsværk og en veritabel håndbog om universitetssystemets udfordringer.

Det er et historisk partsindlæg, som ikke kan ignoreres og som bør læses af alle, der har interesse i og et ansvar for vores uddannelsessystem.

Værket er usædvanligt i sin form og sit format samt i sit autentiske sprog, skrevet af en udenlandsk professor. Det er befriende i sig selv.

Det er læsning med holdninger og meninger, der ikke er belastet af en tandløs, inkompetent og forfejlet dagsorden, som ofte sættes af berøringsangste vidner til tjenesteforsømmelse i forvaltningen af bl.a. landets talentmasse.

Indholdet fremstår autentisk. Oprigtigheden samt lidenskaben brænder dejligt igennem. Der skydes med skarpt, så du holdes fanget i en gang seriøs nutidshistorie om vores videnssamfund.

Senere generationer må og vil vurdere dette partsindlægs relevans, men uanset det, så er der på de næste mange sider budt op til en sund og seriøs debat om en væsentlig del af vores uddannelsessystem.

God sund “open minded” læsning af værket, som jeg har en lille finger med i, da jeg ved det første møde med Linda og ved fortællingen af hendes historie opfordrede til, at hun udgav sine erfaringer og observationer som bog samt ved en vedholdende opfordring til, at hendes historie skulle fortælles.

Introduktion til trilogien

I 2009 tiltrådte jeg som professor i musikvidenskab ved det danske universitet, jeg i denne trilogi har valgt at kalde “Jante Universitet”. Kort tid efter min tiltrædelse konstaterede jeg imidlertid, at det faglige niveau var overraskende lavt. Overraskende fordi Danmark investerer langt mere i uddannelse og forskning pr. indbygger end noget andet europæisk land. Overraskende fordi der er langt mere politisk interesse i uddannelse og forskning i Danmark, end jeg har oplevet noget andet sted. Og overraskende fordi der tales og skrives utroligt meget om verdensklasse ved de danske universiteter. Og alligevel, efter tre års kamp for at hæve niveauet og kaste lys på fagligheden ved jeg nu, at det ikke burde være en overraskelse. Et lavt niveau i uddannelse og forskning kan ikke stå alene. Et sammensurium af ideologier, strategier, politik, faglige og administrative styringsmekanismer er både årsagen til det lave niveau og samtidig det, som opretholder og stabiliserer det forfejlede akademiske system længe efter niveauet er dalet. Da jeg satte spørgsmålstegn ved fagligheden på Musikvidenskab, satte jeg samtidig spørgsmålstegn ved en uddannelsesindustri og et politisk system.

Dette system omhandler den højere uddannelse af et lands unge generationer. Det er ikke bare et problem. Det er en katastrofe, som rammer hele landet. En katastrofe, som har alvorlige konsekvenser for Danmark, både for landets økonomi, for landets internationale konkurrencedygtighed og for befolkningens generelle velfærd.

Uddannelsessystemet er fundamentet til et samfunds velfærd. Erhvervslivet og dermed landets økonomi kan ikke trives uden en funderet uddannelse – i alle sektorer. Hvor længe har Danmark råd til at fortsætte med at udhule dette fundament?

Min sag er ikke et enkeltstående tilfælde, men et symptom. Som tidligere institutleder på et tysk universitet kunne jeg hurtigt erkende, at der findes problematiske strukturer og strategier i min afdeling og mit institut. Jeg talte med et stort antal af universitetskolleger samt personer fra Danmarks kultur- og erhvervsliv. De bekræftede alle mine iagttagelser. De argumenter, som tjente til at forsvare systemet, var derimod svage og let gennemskuelige i deres typiske fraser taget fra postmodernismen eller New Public Managementets DJØF-danske jargon.

Det blev hurtigt klart for mig, at min sag gengiver et alt for typisk billede af, hvad der generelt sker på de danske universiteter i hele landet – hver dag, i mange afdelinger og næsten altid inden for murene. Da jeg, efter halvandet års forgæves forsøg på at drøfte problemerne internt, endelig henvendte mig til medierne, affødte det en overvældende reaktion. Først dusinvis og til sidst hundredevis af bekræftelser har vist, at denne sag kun er et symptom på et katastrofalt system. Samtidig har debatten vist, hvor svært det er at gennemskue og endda at ændre dette system.

Universitetsverdenen er i høj grad et komplekst system. Man har både brug for dybtgående akademiske kompetencer og en mangeårig administrativ erfaring for at kunne gennemskue systemet og sætte navn på dets problemer. Problemerne omfatter for eksempel uddannelsesstrategi, universitetspædagogik, forskningsniveau, vidensdeling, universitetsadministration, ledelse og medbestemmelse, finansieringsmodeller. Og mange flere områder.

Derfor er det danske universitetssystem svært at gennemskue for de studerende og nyansatte, og for udenforstående er det nærmest umuligt. Alt for mange har tillid til, at regeringen eller ledelsen nok “ved, hvad de gør”. Det er en fatal holdning.

Det er derfor, at jeg har skrevet denne bog: Offentligheden og de ansvarshavende politikere har en ret til at vide, hvad der sker bag universiteternes uigennemtrængelige mure.

Trilogien kaster lys på universitetsverdenens komplekse system og dens skandaløse problemer. “Vi ved, at der er noget frygteligt galt på universiteterne – men ingen tør sætte en fod i denne jungle.” Sådan har en højtstående politiker ytret sig om universitetssystemet. De tre bind tager nu læseren med i universitetets jungle og viser ham eller hende de mange snoede veje, der danner en sammenhængende, forvirrende labyrint. Universitetsledelserne stoler på, at ingen vil finde sig til rette i denne labyrint. Men hvis man trænger ind bag universitetets skønne facade og nøje betragter de enkelte aspekter både hver for sig og i deres samspil, bliver det alligevel åbenlyst, hvad der er galt.

Trilogien baner vej igennem junglen på to måder. På den ene side byder bøgerne på en personlig og autentisk historie. Det er historien om, hvordan jeg selv har oplevet den såkaldte “Koldau-sag”. Takket være universitetsledelsens i høj grad mærkværdige håndtering af denne sag, kan bøgerne læses næsten som en kriminalhistorie, især i tredje bind, der omhandler universitetsledelsens retsbrud og administrationens totalitære strukturer.

Men trilogien skildrer ikke kun den skandalesag, som blev offentlig fra sommeren 2011 og mundede ud i en større medieskandale i februar 2012. Bøgerne skildrer en ung udenlandsk professors oplevelser på et dansk universitet gennem tre år. De giver et omfattende og detaljerigt billede af hverdagen på et dansk universitet, med hele dens grimme realitet af konkurrencekamp, chikaner, mobning og stadig værre og værre arbejdsvilkår under en ledelse, der på mange områder mangler den nødvendige kompetence. Mange personer, der arbejder på et universitet, vil genkende den hverdag, som skildres her. Danske akademikere vil muligvis også genkende den helt særlige danske prægning af den akademiske verden, hvor den sædvanlige konkurrencekamp bliver krydret med Jantelovens indgroede mentalitet.

Men trilogien skildrer på ingen måde kun en historie. Trilogien analyserer et helt system. Og derfor kan den på den anden side bruges som en håndbog: en håndbog som guide til den akademiske verden og dens specifikke problemer i Danmark.

Trilogien er organiseret således, at man kan vælge at læse bøgerne som en systematisk analyse af de diverse problemområder inden for den akademiske verden. Hvert bind skildrer flere faser i professorens tre år på Jante Universitet. Årene er delt op i sæsoner, som hver for sig består af flere episoder.

Disse episoder er håndbog-princippets kerne: Mange kan læses som små analytiske enheder i sig selv. Deres indhold fungerer helt adskilt fra handlingsforløbet, så at episoden kan læses som lille kritisk impuls, i en frokostpause eller sent om aftenen.

Episoderne byder et sigende indblik i de diverse problemområder på universitetet. Deres funktion er at give en kontant dokumentation for de problemer, der bliver fremlagt og analyseret. De er “kødet” på den generelle analyse og giver den troværdighed, fordi materialet er taget fra universitetets umiddelbare hverdag.

Det er derfor, at analysen er blevet til en hel trilogi, med fokus på hovedområderne “Den skønne facade”, “Uddannelseskatastrofen” og “Totalitære strukturer”. Den dokumentation, som i en traditionel akademisk analyse ville være blevet tilføjet i et omfattende bilag, er blevet integreret i selve analysen. Dermed viser analysen livet, som det er. Men det betyder også, at bogen får et meget større omfang end de debatbøger, som hidtil har kastet lys på universiteternes problemer. Denne trilogi viser hele hverdagen på universitetet – alle de smålige intriger, blokader og chikaner, som utroligt mange akademikere oplever hver eneste dag på de danske universiter. Alt det, som forhindrer en humanistisk uddannelse på internationalt niveau. En kort, abstrakt analyse kan ikke gengive hverdagens fulde billede. Denne trilogi derimod bygger sine analyser og konklusioner på den autentiske oplevelse af universitetets hverdag. En hverdag, der bliver delt af titusindvis af mennesker i hele Danmark.

Ofte findes der flere episoder omkring et problemfelt, selvom de kun sjældent står sammen i det kronologiske handlingsforløb. Læsere, der ønsker at læse trilogien som en systematisk analyse, kan slå problemfelterne op i registret til hele trilogien, som er tilføjet til hvert enkelt bind. Dér vil de finde en henvisning til de forskellige episoder, som diskuterer problemet.

Den første genvej er en sammenfatning af hele historien med fokus på de enkelte problemområder, som de personlige oplevelser kaster lys på. Hvert bind og hver sæson starter med en kort indledning (sæsonindledningerne er sat i kursiv), hvor bindets generelle formål og sæsonernes hovedproblemer kortlægges. Indledningerne kan læses som en generaliserende analyse af de forskellige problemer i universitetsverdenen. Til sammen danner disse tyve indledninger en form for koncentreret analyse, som kan læses på én eller to timer.

Ud fra disse indledninger kan læseren vælge at fordybe sig i enkelte problemstillinger ved at slå de tilsvarende episoder inden for den pågældende sæson op. Nogle enkelte episoder byder desuden på mere sammenhængende analyser af problemerne i Danmarks akademiske uddannelsessystem. Og endeligt kan man vælge at bruge registret som “køreplan” for at dykke ned i enkelte problemstillinger med hjælp af de passende episoder, der i registret er oplistet under emneordet.

Den anden genvej er en systematisk kritik af nutidens universitetssystem under New Public Management regimet (NPM) med inddragelse af aktuel faglitteratur. En serie af fem sammenhængende kapitler i Bind 3 viser, at problemerne på de danske universiteter er en del af en meget større, international kontekst, som er ødelæggende for hele den højere uddannelse. De internationale eksperter i universiteternes udvikling fokuserer på:

dets fatale fokus på kontrol og bureaukrati (med en stadig voksende, men alligevel ineffektiv administration),

dets systematiske undertrykkelse af ekspertise og enhver form for kritik, og endelig

dets udhulede sprog, der betegnes som “bullshit-kultur”, hvor hensyn til sandhed er veget for systematisk snyd.

Det femte kapitel i denne genvej viser, hvorfor New Public Management har ideelle vilkår netop på de danske universiteter, med begrundelse både i den danske mentalitet og den særlige historiske udvikling af de danske universiteter siden 70erne.

Læsere, der ønsker at fokusere på trilogiens systematiske kritik, kan vælge genvejen, som disse fem kapitler om New Public Management i universitetsverdenen byder på. Igen vil det blot tage læseren én eller to timer at tilegne sig kritikkens substans ved at vælge denne genvej.

Med disse to systematiske genveje er trilogien ikke kun en skildring af selve livet. Det er også en håndsrækning til dem, der interesserer sig for de komplekse danske universitetsproblemer og som ønsker at forstå eller gøre noget ved dem.

Flere mediedebatter med et hav af kritiske artikler, læserbreve, blogindlæg samt analytiske bøger har i de seneste år peget på, at meget på de danske universiteter går den gale vej. Forskningsfrihed, men frem for alt undervisningsfrihed, er alvorligt truet. Og dermed er universiteterne holdt op med at udfylde deres egentlige funktion.

I en tid, hvor de europæiske universiteter generelt bliver underlagt mere og mere absurde krav og en topstyring med ledelsespersoner, der ikke har erfaring i forskning og universitetsundervisning, udgør Danmarks universitetssystem en alvorlig advarsel for de europæiske universiteter. Den danske universitetslov fra 2003 anses for at være den mest radikale i hele Europa.

Men denne lov fasttømrer blot en udvikling, som startede meget tidligere på de danske universiteter. Resultaterne bliver så tydelige som i intet andet land i Europa: kandidatuddannelser i musikvidenskab, hvor de studerende ikke behøver at kunne læse noder. Et studium i tysk, hvor der udelukkende undervises på dansk eller engelsk og de studerende skal oversætte deres eksamenstekster for deres eksaminatorer, hvis de studerende altså er så ambitiøse at vælge tyske tekster. Lektorer og professorer, der bliver tvunget til at undervise i kurser med absurde beskrivelser, udarbejdet af administratorer med en tynd akademisk kvalifikation. En administration, der kvæler sig selv i sin egen stadig voksende størrelse. Såkaldte “effektiviseringer”, der fører til et utroligt spild af penge, tid og arbejde for tusindvis af mennesker. En ledelse, der udviser en magtarrogance parret med inkompetence og ansvarsfrasigelse. En ledelse, der er enestående magtfuld i sammenligning med europæiske universiteter. Enhver kritik bliver undertrykt og forfulgt, og ledelsen har intet problem med at gå imod gældende lov og regler i dens behandling af de ansatte.

Dette system har frygtelige omkostninger. Først for dem, der arbejder eller studerer på de danske universiteter. Selvfølgelig er der stadig mange, som trives. Selvfølgelig laves der stadig meget godt arbejde på de danske universiteter – især i områder som naturvidenskab eller medicin, hvor man er nødt til at forholde sig til fakta og den aktuelle internationale forskning.

Men det er rystende at opleve, hvor mange personer i Danmark, der er blevet knust og traumatiseret på deres universitet. Universitetslivet er hårdt overalt i verden. Men det er enestående, at studerende i Danmark bliver mobbet, alene fordi de ønsker at tilegne sig viden og arbejde frit med deres ideer. Det er enestående, at lektorer og professorer ikke tør ytre nødvendig faglig kritik, fordi de – med god grund – er bange for at blive chikaneret. Det er enestående, at ledere og mellemledere uden tilstrækkelig faglig kvalifikation kan diktere højtkvalificerede eksperter, hvad og hvordan de skal undervise.

Men det er ikke kun disse enkeltpersoner, der bliver ødelagt af et system. Konsekvenserne rækker langt ud over murene.

Danmark kalder sig for et videnssamfund. Samtidig bliver videnstilegnelse og vidensformidling systematisk forhindret. Så tidligt som i 70erne er viden blevet erstattet med teorier. Teorier, der ingenting med Danmarks virkelighed har at gøre og som ikke forpligter til produktion af reel ny viden. Indtil i dag tror offentligheden, at videnskab udelukkende er “teori”. Jo mere teoretisk, jo mere videnskabeligt.

Videnskab baserer sig på viden. Et videnssamfund, hvor de studerende på universitetet tilegner sig et omfattende vidensfundament samt en vifte af metoder til at anvende denne viden, kan stole på, at universiterne udklækker unge mennesker, der vil klare sig i den moderne arbejdsverden – hvor kompleks denne verden end er og hvor megen fleksibilitet den end kræver. Sådan et samfund kan stole på, at dets investeringer i uddannelsessystemet giver høje lønninger.

Men universiteter, der sælger teorier i stedet for viden, ødelægger samfundets vigtigste fundament. Studerende på sådanne universiteter får deres livs chok, når de forlader universitetet og bliver konfronteret med, at de teorier, de har lært, ikke duer til noget som helst i arbejdsverdenen. Til sidst må mange af disse unge mennesker indse, at deres studium ikke har nogen reel værdi for deres videre arbejdsliv og at de dermed har spildt flere år af deres liv. Og erhvervslivet betaler prisen, når de skal lære de nye ansatte, hvad de burde have lært i deres tre eller fem år på universitetet.

Intet samfund har råd til et sådant universitetssystem. Produktiviteten i Danmark er gået dramatisk ned. Flere og flere virksomheder melder konkurs. Andre klager over, at de har svært ved at finde kvalificerede medarbejdere blandt de mange akademikere, der kommer ind på arbejdsmarkedet. Det er en konsekvens af et forfejlet uddannelsessystem, der har kørt uforstyrret i mange år. I den nuværende globale krise bliver konsekvenserne synlige. Og disse konsekvenser rammer hele landet, dets økonomi og dermed hele befolkningen.

Trilogiens første bind beskriver den skønne facade på Jante Universitet, som tjener til at formidle billedet af, at der arbejdes med internationale standarder i forskning, undervisning og administration. Udviklingen fra vinter 2008/09 til sommer 2010 viser, hvordan facaden hurtigt krakelerer, når man kigger bag den og efterspørger kvalitet på internationalt akademisk niveau. Samtidig fører fortællingen ind i en lukket institutstruktur, der har intet med akademiske standarder at gøre, men udelukkende omhandler det at “være en del af familien”.

Andet bind med titlen “Uddannelseskatastrofen” fremlægger så, hvordan konflikten mellem den tilkaldte internationale professor og hendes institutkolleger spidser til. Professoren forsøger med utallige initiativer både på universitetet og i samarbejde med diverse danske kulturinstitutioner at skabe et professionelt arbejdsmiljø på højde med den kvalitet og effektivitet, som hun er vant til fra universitetslivet i Tyskland, England og USA. Hun bliver enten konfronteret med en uddøende interesse i kultur eller med en uprofessionel administration, der kvæler de gode initiativer. Tavsheden og fjendtligheden, som omgiver den nye professor på hendes institut, vokser stadig.

Samtidig oplever professoren en uddannelsesstrategi, der virker som en karikatur. Teorier har erstattet viden, og studieordningerne er så meningsløse, at de virker som en satire. Det eneste kriterium, der gælder, er ledelsens kvælende regelsæt, men der tales hverken om kvalitet eller om effektivitet – og “kreativitet” er blevet til et tomt slagord fra DJØF-danskets bolsjedåse. Ifølge ledelsen skal de studerende – voksne mennesker i 20erne – behandles som skolebørn, og mange studerende reagerer ved at forholde sig som børn. Få kræver mere viden og bedre kvalitet – og bliver chikaneret for det.

Ledelsen møder alle forsøg på at drøfte situationen og løsningsmuligheder med benægtelse og aggressivitet. I sommeren 2011 munder den uholdbare situation endelig ud i en stor mediedebat om det dalende niveau på danske humanistiske uddannelser.

Hvad gør institutionen med en ansat, der udløser en så kritisk debat? Det er hovedtemaet i trilogiens tredje bind med undertitlen “Totalitære strukturer”. I stedet for en faglig debat oplever professoren, at universitetsledelsen igangsætter et konsulentforløb med det tilsyneladende formål at undersøge og udrede “samarbejdsvanskeligheder” i professorens afdeling. Forløbet viser sig snart at være en farce, med købte konsulenter, der mangler både professionalisme og erhvervsmæssig hæderlighed. Deres rapporter er blevet bestilt af dekanen – som allerede har fastlagt det ønskede resultat i opgavebeskrivelsen – som middel til at tildele professoren en advarsel. Dekanen begrunder denne sanktion blandt andet med professorens “skriverier i pressen” – og forbryder sig dermed direkte mod den offentligt ansattes ytringsfrihed.

Igen henvender professoren sig til medierne. Denne gang udløser hendes sag et jordskælv – en i høj grad tiltrængt kritik af universiteternes totalitære ledelse og ødelæggelsen af den akademiske uddannelse, en debat med hundredevis af kritiske artikler i hele landet. Da Folketingets Ombudsmand på eget initiativ går ind i sagen, opstår der håb om, at Jante Universitetets ledelse endelig vil blive konfronteret med, at der findes love og regler samt god forvaltningsskik i offentlig ledelse. Men Jante Universitetets ledelse har måder at beskytte sig selv på. Efter at professoren med enestående chikaner er blevet presset til at sige op, nedlægger Ombudsmanden – som selv er adjungeret professor på Jante Universitet – hendes åbenlyse sag uden at undersøge den veldokumenterede krænkelse af hendes ret til ytringsfrihed. Endnu engang overraskes professoren af, at internationale regler ikke gælder i Danmark, denne gang med hensyn til borgeres retssikkerhed.

Tredje bind fortæller, hvordan “Kaalund-sagen” kommer til sin afslutning – og bliver katalysator for en større og langvarig kritik af de danske universiteter. Samtidig byder dette bind på sammenfattende overvejelser af, hvordan effektivitet, kreativitet og produktivetet bliver lammet eller endda tilintetgjort i det danske universitetssystem. Når man sætter Jante Universitetets alvorlige problemer i uddannelsesstrategi og professionel ledelse ind i den større historiske, økonomiske og samfundsmæssige kontekst, så viser det sig, at disse problemer er en del af en generel udvikling, som i de seneste tredive år har præget den internationale universitetsverden. Som en udenlandsk journalist allerede skrev i en af de førende internationale dagblade i april 2012, danner Jante Universitet et alvorligt menetekel over de skræmmende konsekvenser, som New Public Management-ledelser og deres tvivlsomme strategier har for den akademiske verden. Og dermed for de unge generationers uddannelse og hele samfundet i sin sociale og økonomiske struktur.

Erkendelsen er første skridt på vejen mod forbedring. Faktisk er det slet ikke så svært at forbedre systemet, hvis man bruger en funderet kvalifikation og ekspertise samt grundlæggende regler for effektiv drift – og simpelthen sin sunde fornuft.

Historiens afslutning viser, at et tilsyneladende nederlag kan blive til triumf, hvis man insisterer på sin identitet og integritet. Og den viser, at ingen i Danmark behøver at låse sig fast i tilintetgørende strukturer. Der findes andre veje og muligheder – hvis man er standhaftig nok til at holde fast i sine standarder og sin identitet.

Trilogiens kritik vender sig ikke først og fremmest mod faget musikvidenskab, selvom bogen eksemplificerer humanioras dybe krise primært med eksempler fra dette fag. Men faget musikvidenskab med sin i høj grad problematiske tilrettelæggelse på Jante Universitet er kun et exemplum: et repræsentativt eksempel for det, som også foregår på mange andre humanistiske fag, både på Jante Universitet og andre universiteter i Danmark. Eksemplerne fra den musikvidenskabelige studieordning og dens udmøntning i hverdagens undervisning kan derfor let overføres til andre fag – en kendsgerning, som allerede er blevet bekræftet af mange humanistiske studerende og kolleger på de danske universiteter.

Trilogien gengiver mine egne oplevelser på mit tidligere universitet i Midtjylland. Som historiker er jeg vant til at gemme og arkivere materiale. I oktober 2010 gav tillidsrepræsentanten på mit institut mig desuden det gode råd at gemme alt det, som jeg oplever – fordi han aldrig havde oplevet sager “af den kaliber” og syntes, at mine oplevelser skulle dokumenteres. Takket være dette gode råd bygger denne trilogi på en stor og omfattende dokumentation og mange originale dokumenter, som garanterer skildringens troværdighed.

Som det er blevet bekræftet af flere danske advokater, er ingen af disse dokumenter juridisk fortrolige. De mails, som bliver citeret, er ikke personfølsomme, men udelukkende arbejdsrelaterede. Den “kollegiale fortrolighed”, som dekanen konstruerede i advarslen til mig i februar 2012, eksisterer ikke i dansk lovgivning: For personer, der er ansat på en offentlig institution, gælder altså, at deres handlen og ord på arbejdspladsen er offentlige.

Ud over denne juridiske forpligtelse gælder også spørgsmålet om det personlige ansvar: Hvorfor ønsker ledere, mellemledere og mange universitetsansatte ikke offentligt at stå ved det, som de gør og siger inden for universitets mure?

Mange af mine akademiske kolleger hævder, at der altid findes mange forskellige perspektiver på én og samme sag. Bøgerne gengiver mit perspektiv, og jeg er klar over, at der også findes andre perspektiver. Men som akademiker og historiker er jeg vant til at arbejde med kilder. I fortiden fandtes der ligeledes mange perspektiver på én og samme sag. Det er historikerens opgave at bruge den tilgængelige dokumentation for at danne sig et så omfattende og nøjagtigt billede som muligt. Samme metode anvender man i øvrigt også i juridiske og kriminalundersøgelser.

Jeg har omfattende dokumentation for min fremlæggelse af sagen. Den bruger jeg i denne bog. Dokumenterne taler for sig selv.

Med én undtagelse bliver autentiske navne for levende personer ikke anvendt i disse bøger. Det er ikke meningen at hænge enkelte personer ud, men at blotlægge et usundt system. De fiktive navne fremstiller da tydeligt, at der hersker en mærkelig, indspist familiekultur på nogle danske universitetsinstitutter – en familiekultur, som slet ikke er kendt i internationale universitetsmiljøer.

Hvordan kan det være, at man med det samme bliver presset ind i en politisk skuffe, når man ytrer sig om dannelsesspørgsmålet i Danmark? Det er noget, som man ikke oplever i mange andre lande.

Da jeg første gang ytrede min bekymring for den danske humanistiske uddannelse offentligt, var det uforståeligt for mig at blive kaldt for konservativ eller endda reaktionær. Mit ærinde var en funderet uddannelse. Ingen i Tyskland eller USA ville anse mig for konservativ i mine holdninger.

Problemet “universitetsuddannelse” er blevet så særligt i Danmark, fordi danskerne har prisgivet noget urørligt til partipolitisk diskussion. I hele verden er dannelse og uddannelse selvfølgelig et politisk spørgsmål. Det må det være, fordi dannelse er en umistelig menneskeret og det gælder om at opretholde en høj dannelsesstandard for at opretholde et fungerende samfund.

Men i Danmark er spørgsmålet blevet lavet om med 68er-oprøret og pædagogikkens særlige udvikling i 70erne: I Danmark er dannelse blevet til et partipolitisk spørgsmål. Og dermed er menneskeretten til dannelse prisgivet. Partipolitiske skænderier, meningsdannelse, “der findes mange sandheder”, “vi har alle både ret og uret” trumfer den enkeltes ret til dannelse og oplysning. Standarder og indiskutable værdier findes ikke længere, i det mindste i humaniora (naturvidenskab har det nemmere, fordi det næppe kan diskuteres, at en trekant er en trekant). I humaniora er standarder for uddannelse og videnskab afløst af meningsdannelse og ideologi. Og det er dannelsens og uddannelsens undergang.

En ærlig og dybtgående bekymring om uddannelsessystemets problematik er ikke partipolitisk. Den behandler uddannelse som en umistelig, indiskutabel værdi.

Danmark har senest haft flere store mediedebatter om universitetsuddannelsens dalende niveau. Men hvordan har politikerne reageret på denne debat? For det meste med tavshed. Øgelsen af undervisningens timetal pr. uge, altså en kvantitativ foranstaltning, er på ingen måde et svar på de alvorlige kvalitetsproblemer i de danske universitetsuddannelser. Og det er kvaliteten, som er nødt til at stå i fokus for den videre debat.

Det er nødvendigt, at kvaliteten i universitetsuddannelsen bliver sat på den politiske dagsorden. Et samfund, der ødelægger sit uddannelsessystem ved at udhule kvaliteten i uddannelsen, ødelægger sig selv. En debat om uddannelsens kvalitet og hvordan man kan sikre det strukturelt ville være det første skridt mod den nødvendige forandring af det danske universitetssystem.

Modpositionen til denne holdning er blevet formuleret af en tidligere undervisningsminister i 70erne: “Det ikke alle kan lære, skal ingen lære”. Dette motto betragtes som utroligt uden for Danmark – det er uddannelsens undergang og ødelæggelsen af dem, der er begavede og ønsker at lære. Dermed er det ødelæggelsen af et moderne samfund, som bygger på kvalitet og udmærkelse. Alligevel har dette motto siden 70erne præget store dele af Danmarks uddannelsessektor. Det er en forfejlet lighedsideologi, der berøver de unge mennesker for deres ret til både en kvalificeret uddannelse og en funderet pædagogisk støtte i deres begavelser og tørst efter viden.

Danske læsere vil let genkende de partipolitiske positioner i de to holdninger, som jeg har skildret. Den ene regnes for højreorienteret, den anden for venstreorienteret. Men dannelse og oplysning er værdier, der burde stå over partipolitiske holdninger. Det er forfejlet at argumentere med lighed, når det gælder en differentiering af forskellige begavelser og retten til at udfolde den.

Princippet om “alle menneskers lighed foran retten” betyder ikke, at alle mennesker er lige i deres personlighed og begavelser. Mennesker er forskellige individer, og det gælder, at alle har en chance for at udfolde deres forskellige evner og for at kunne varetage deres arbejde, som de gør på grund af deres evner, så godt som muligt og i fuldt ansvar.

Uddannelsesindustriens forsøg på at presse alle mennesker i samme skabelon og dertil tage det laveste niveau som fællesnævner, har ingenting med demokrati at gøre. Det er en realisering af det 20. århundredes mørkeste fremtidsutopier såsom Fagre Ny Verden eller Fahrenheit 451.

For at opfylde sit mål om at fremlægge én af nutidens Danmarks store politiske, sociale og kulturelle katastrofer, er trilogien nødvendigvis en politisk bog. Den fortæller en personlig historie, men den er ligeledes en politisk – ikke partipolitisk – historie, fordi den omhandler en af samfundets vigtigste værdier.

Jeg håber, at bogen vil blive brugt i den politiske diskussion om det humanistiske uddannelsessystem og særligt om kvaliteten i den danske universitetsuddannelse. Bogens anliggende er, at uddannelsesspørgsmålet i Danmark endelig bliver restitueret til den status, som den skulle have i hele verden: en værdi, der angår alle, uanset politisk holdning, social status og etnisk baggrund. En værdi, der i Danmark er nødt til få de nødvendige vilkår tilbage: Velfungerende skoler, gymnasier og universiteter, hvor viden og vidensformidling på internationalt niveau står i centret.

Jeg håber, at denne trilogi vil blive læst – af folk fra alle politiske retninger og af folk, der bekymrer sig både om de unge generationers uddannelse og om Danmarks fremtid.

“Personalesag” eller systemkritik?

M ange danskere vil finde det vanskeligt at læse en så omfattende kritik af deres universitetssystem. En så dybtgående og nøgtern kritik konfronterer direkte den danske mentalitet. Den nøgterne og analytiske måde at udpege konkrete problemer på virker “udansk”. Mange vil bruge dette argument for at angribe forfatteren i stedet for at møde kritikken på en saglig måde: Det er den strategi, som jeg allerede har oplevet på Jante Universitet og i nogle tilfælde også i mediedebatten.

Jeg forudser, at strategien igen vil blive anvendt og udvidet, når trilogien udkommer. Det er intet problem at kunne svare på denne strategi: Den går nemlig ud på, at modstanderne notorisk undviger den konkrete faglige kritik. Det gør man ved at fokusere på personen, på uskrevne regler, på mentalitet og kulturforskelle. Men disse argumenter holder ikke. Offentligheden, fra håndværkere over akademikere til førende personligheder i erhvervslivet, har været glade for den store debat, som “Koldau-sagen” har udløst. Offentligheden venter stadig på kontant faglig argumentation fra universitetets side. Personangreb og henvisning til underordnede aspekter er undvigelsesstrategier, som let kan gennemskues.

Lad os se på nogle af disse strategier – og håbe, at de endelig vil vige for en seriøs faglig debat.

“Det er en personalesag,” har været universitetsledelsens mantra i den offentlige debat. “Hun er perfekt til at iscenesætte sig selv som offer,” skrev FORSKERforum’s journalister – endda med henvisning til mit køn, min lille statur og min udenlandske accent.

Ledelsen og journalister var ikke klare over, at de med denne argumentation blotlægger sig selv: At forklare åbenlyse strukturelle problemer med en åbenmundet kritikers personlighed i stedet for at se på selve strukturerne er en afprøvet strategi i lukkede systemer, som ønsker at afskærme sig selv fra enhver form for kritik. Faglig begrundet kritik bliver lavet om til kritikerens “personlige problem”. Kritikeren kan så disciplineres med sanktioner eller presses til fratrædelse, hvis han eller hun tør at holde fast i kritikken, mens de faglige og strukturelle problemer kan køre videre uforstyrret.

Universitetsledelsen har på eksemplarisk måde anvendt denne kortsigtede strategi som forsvar mod offentlighedens kritiske nysgerrighed. FORSKERforum’s journalister – og et begrænset antal af tidligere kolleger, der ytrede sig offentligt i medierne – har overtaget universitetsledelsens strategi om at kalde hele konflikten for en “personalesag”, uden nogensinde at henvise til de hundredsvis af kommentarer, læserbreve og artikler, som netop har bekræftet den strukturelle kritik.

Trilogien vil sandsynligvis give anledning til en ny heksejagt: De personer, som ønsker at angribe min person i stedet for at tage stilling til kritikkens faglige og strukturelle substans, vil granske mine personlige motiver og endda min psykologi. Under anonymitetens beskyttelse har de allerede brugt ord som “paranoid” eller “storagtig” – uden at fremlægge dokumentation for mine angivelige “personlige fejl”.

Det er min ambition at give læseren mulighed for selv at vurdere sagen. Det er min påstand, at læseren selv er i stand til det. Læseren vil selv kunne bedømme, om trilogiens episoder vidner om en enkeltpersons ambition om at stå frem i offentlighedens lys – eller om de tydeliggør denne persons anliggende at afsløre et system, som ifølge forfatterens vurdering svækker det danske samfund.

Trilogiens episoder viser med mange forskellige facetter, hvordan hverdagen på et dansk universitet ser ud. Som fremlagt ovenfor, er motivationen for at skildre denne hverdag ikke at fortælle den personlige historie i alle sine detaljer. Motivationen er, at oplevelserne i disse episoder er så typiske og er blevet bekræftet af så mange danske og udenlandske kolleger på alle danske universiteter, at disse oplevelser kan bruges som et “exemplum”, som et paradigmatisk eksempel på, hvordan hverdagen på universitetet med alle sine smålige intriger og større undertrykkelsesmekanismer fungerer.

Ofrene for dette system er i sidste ende de studerende og hele det danske samfund, som betaler dyre universitetsuddannelser og alligevel ofte får humanistiske kandidater, der ikke duer til ret meget i erhvervslivet. Det er derfor, at historien med sine mange eksemplariske episoder bliver fortalt.

Det vil ikke afholde tidligere kolleger og universitetsledelser fra at gentage deres argumentation om, at det hele er en “personalesag”.

Spørgsmålet vil igen stå tibage: Hvor er de faglige argumenter blevet af i universitetets og visse kollegers offentlige svar? Som det blev skrevet i diverse landsdækkende aviser, venter offentligheden stadig på at høre faglige argumenter fra universitetets side.

Og vi taler ikke om en “kvantitativ” argumentation, altså universitetets notoriske argument, at det er rykket frem på en eller anden rankingliste eller at akkrediteringen er gået fint. Det er argumenter, som ingenting siger om kvalitet (jf. bind 3, episode “Det tomme hylster” samt de fem “New Public Management” episoder). Hvorfor har vi indtil i dag ikke fået en kontant fremlæggelse af faglederen eller en kollega, der viser med faglige argumenter og en funderet forklaring af studieordningens tilrettelæggelse, at den musikvidenskab, som bliver dyrket på mit tidligere universitet, svarer til internationale standarder og forsyner de studerende med den faglighed, der skal til for at retfærdiggøre en kandidatgrad i faget musikvidenskab?

Skulle bogens kritikere hævde, at trilogien tjener til en personlig iscenesættelse med vilde anklager mod universitetet, så ville jeg gerne opfordre dem til

a) at fremlægge med saglige og analytiske argumenter, hvilke episoder og formuleringer i trilogien de bygger deres påstande på, og

b) at levere det, som hele offentligheden venter på: Funderede faglige argumenter i en meget tiltrængt offentlig debat.

“Hun skulle da adskille kritikken fra sin egen historie.” – “Hun synes, hun er så vigtig, at hendes personlige historie kan løftes til en generel kritik.”

En række velmenende venner har rådet mig til at skrive to separate bøger, én med min egen historie på “Jante Universitet” og en anden med den systematiske kritik. Andre mener, at det er storsnudet eller umoralsk at forbinde sine egne oplevelser med en generel systemkritik.

Sidstnævnte holdning følger igen universitetets strategi om at deklarere min “sag” som “personalesag” og dermed neddysse den faglige og strukturelle kritik, som i første omgang har ført til den offentlige sag. Som det er blevet fremlagt ovenfor, har hele motivationen for i første omgang min fremtræden i offentligheden og nu for denne bog været den klare indsigt, at mine arbejdsvilkår på “Jante Universitet” samt ledelsens manglende evne til at drøfte problemerne er en del af et meget større system. På den ene side blev det bevidnet af utallige kolleger på alle danske universiteter – og af dem, der har forladt Danmark eller endda hele den akademiske verden på grund af lignende oplevelser. På den anden side viser faglitteraturen fra de seneste femten år, at der aftegner sig en i høj grad problematisk udvikling, nemlig New Public Management-kulturen, på de europæiske universiteter. Den “kultur”, som jeg har oplevet på “Jante Universitet”, samt ledelsens måde at reagere på min kritik på, viser de fatale resultater af denne udvikling på en eksemplarisk måde.

Det er ikke mit ønske at skrive en bog “om min historie”. Det er heller ikke mit ønske at tilføje endnu en generel debatbog om universitetsproblemet til den litteratur, som der allerede findes. I sådan en debatbog ville jeg være nødt til at sammenfatte problematikken i nogle få generelle analyser, eventuelt med korte eksempler til. Det har andre allerede gjort på overbevisende måde.

Men ingen af disse bøger har haft mulighed for at give et indblik i hele hverdagen og systemets detaljerede fungeren på det akademiske arbejdssted. Debatbog-formatet giver ikke plads til omfattende dokumentation for de generaliserende analyser – dokumentation taget fra det umiddelbare liv bag murene. Dermed kan debatbøgers korte eksempler altid afvises som “ekstreme tilfælde” – som undtagelser – mens universitetsverdenen i det hele taget er ok. Vi kan alligevel glæde os over de fine rankinglister eller over én eller anden naturvidenskabelig udmærkelse. På denne måde bliver universiteternes egentlige problemer dysset ned.

Eftersom min “sag”, nemlig mine oplevelser gennem tre år på et dansk universitet, i hver detalje er forbundet med systemets generelle problemer, har jeg valgt at skabe en ny form: Den omfattende dokumentation og dens analyserende refleksion er flettet ind i sagsforløbet. Dokumentation og analysen kan ikke skilles fra hinanden: Den personlige sag, oplevet i årene 2009–2012, kaster lys på, hvordan universiteternes problematik udfolder sig i akademikernes hverdag. Kritikken får sin troværdighed fra den umiddelbare dokumentation og fra de mange forskellige forsøg på at udarbejde løsninger for en uudholdelig arbejdssituation – forsøg, der notorisk bliver afvist og blokeret af ledelsen. Dermed får læseren en fornemmelse af, hvor meget systemets problemer præger hvert eneste område i hverdagen på et dansk universitet.

Mange danske og udenlandske akademikere har berettet om lignende oplevelser. En række fagpublikationer viser, at vore oplevelser er en del af en større problematik. Det er grunden til, at jeg føler mig berettiget til at formulere en generel kritik, baseret på mine egne og mange kollegers erfaringer samt en fagligt funderet refleksion.

“Det kommer slet ikke bag på mig, at man ikke kunne samarbejde med hende. En kollega, som går hen og fortæller interna i offentlige medier, er ikke til at stole på.”

Bind 3 vil fremlægge, hvordan ord som “kollegialitet” eller “loyalitet” bliver misbrugt for at cementere et magtsystem, som ingen juridisk begrundelse har (episoder “Personalepolitik”, “Eftertanker”, “DJØF-dansk nøgleord”, “Kollegial fortrolighed” og “New Public Management” I–IV). Det er en afgørende strategi i totalitære systemer vilkårligt at definere, hvad “loyalitet” er. Dermed bliver selvbeskyttelsens panser uigennemtrængelig – og alle inden for systemet finder sig i krænkelser og chikaner af frygt for at blive kaldt for “illoyale”, hvis de tør klage over den behandling de bliver udsat for.

Det er et kendt fænomen i Danmark, at mange ansatte ikke tør at klage over en urimelig behandling. Systemet forstærker deres frygt for at “umuliggøre sig selv”, idet det skaber skindemokratiske klagestrukturer, som er forankret inden for systemet og dermed ikke sikrer en neutral juridisk instans og undersøgelse (Bind 2, “Suspendering” og Bind 3, “Farlige klager”).

Men illoyalitetsargumentet er et endnu stærkere middel til at kue ansatte til tavshed. Ingen ønsker at blive set som illoyal over for sine kolleger. Derfor finder man sig stiltiende i en urimelig behandling – eller søger job et andet sted, hvis det bliver alt for slemt.

Trilogien viser, hvor langt kolleger og ledere kan stride mod professionel adfærd og gældende regler inden for universitets mure. De stoler på, at de ansatte holder sig til den uskrevne loyalitetsregel – fordi klager falder tilbage på den person, som tør at bryde tavsheden og sætte navn på den urimelige adfærd. Dermed har et system, hvis ledere selv arbejder med pligtforsømmelser, regelbrud og chikaner, en forbløffende høj grad af stabilitet. Den offentlige debat i februar 2012 prægede begreberne “tavshedskultur” og “tavshedstyrrani” for dette system.

Ansatte i private virksomheder vil næppe forstå, hvad problemet er. Deres chefer har fuld ret til at instistere på loyalitet og tavshed. Den afgørende forskel er, at universitetet er en offentlig arbejdsplads – og endda en institution, som netop er baseret på kritisk tanke og debat. Som fremlagt ovenfor, er alle universitetsansatte og ledere offentlige personer. Altså personer, der er nødt til at kunne redegøre offentligt for deres ord og handlinger på arbejdsstedet. De mails, som bliver citeret i trilogien, er arbejdsrelaterede og dermed ikke fortrolige. Det er lovligt at citere dem. Det er lovligt at give indblik i den akademiske verdens virkelighed.

Hvis læserne alligevel mener, at det er “ukollegialt” at citere fra disse arbejdsrelaterede mailudvekslinger, så vil jeg opmuntre dem til at overveje, hvilket arbejdsmiljø disse mails afslører. Er det et sundt arbejdsmiljø, præget af god kollegialitet?

Og hvorfor har de offentligt ansatte personer, som har skrevet disse arbejdsrelaterede mails, det så svært med at stå offentligt ved det, som de skriver til en kollega? Hvis de ikke ønsker, at disse mails bliver læst af andre – hvad er det så, de har at skjule?

“Hele fremstillingen er utroværdig. Hun vælger kun de dokumenter, som passer ind i hendes perspektiv, og desuden opfinder hun en hel del samtaler for at støtte sin agenda. Det hele fordrejer virkeligheden på vores institut.”

Fremstillingen gengiver selvfølgelig mine oplevelser på Jante Universitet. Eftersom oplevelser er en subjektiv størrelse, vil andre have oplevet samme begivenhed på en anden måde. Så vil jeg opfordre dem til at fremstille deres oplevelse med hjælp af dokumentation og faglig argumentation.