Jante Universitet

Indhold

Forord

Introduktion til Bind 3

Sommer 2011: ”Dekanatet har et ansvar”

1. Dekanens diktat

2. To breve

3. Den forsvundne mail

4. DJØF-dansk og totalitære træk

5. Afdelingens historie

6. Fornuftig retsbistand

7. Universitetetsledelsens fagforening

8. Personalepolitik

9. En uønsket bisidder

10. Nye perspektiver

Efterår 2011: ”Du fortjener ikke respekt”

1. Konsulent Pelle

2. Konsulent Mette

3. Den harmoniske familie

4. Undervisningsglæde

5. Eftertanker

6. Håb for Danmark

7. Irettesættelse

8. Diffus mobning

9. Mørk november

10. DJØF-dansk-nøgleord

11. Demokratisk valg

12. Ude af takt

13. Finis Jante

Vinter 2011/12: ”Du er en fare for faget”

1. Indkaldelse

2. Dødsdommen

3. Pres fra fagforeningen

4. Mundkurv

5. Rapporterne

6. Fagforeningens trusler

7. Åbent svar

8. Medie-tsunami

9. Loyal familiekultur

10. Kollegial fortrolighed

11. Tre spørgsmål til ministeren

12. Advokatens indsigelse

Forår 2012:
”Det er ikke hensigtsmæssigt, at du forlader dit kontor”

1. Kontorarrest

2. Det Store Møde

3. Jeg fyrer mit universitet

4. Skam og løgn

5. Ultimatum

6. Kommentar til ombudsmanden

7. Kollegial udveksling

8. Akademikernes Journal

9. Aftale

Sommer 2012: ”Du har ret – men du vil aldrig få den”

1. Farlige klager

2. ”Forlig”

3. Retsstat uden retssikkerhed

4. Dansk retsforståelse – forsøg på en kulturhistorisk fortolkning

5. Nydanskhed

6. Ombudsmandens løgn

7. Pressefrihed på dansk

8. Sibiriens varme

Efterår 2012: ”Bussen for det klassiske universitet er kørt”

1. Administrativt kaos

2. Gidseldrama

3. Det tomme hylster

4. New Public Managements fundament: McKinsey Stalinisme

a) Den større kontekst:
New Public Management i den offentlige sektor

b) NM’s fire konsekvenser på universitetet

c) Fire kendetegn, som NPM-universitetet deler med statskommunismen

5. New Public Managements teori: Kontrol og administration

a) Kontrollen ødelægger tillid og hæderlighed

b) NPM-universitetets to grupper

c) Chikanerier og mobning

d) New Public Managementets teoretiske fundament: Bureaukrati

e) Teoriens problemer i praksis I:
Ekspertise og professionalisme bliver undertrykt

f) Teoriens problemer i praksis II: Mangel på professionalisme og en stadige større administration

g) Ledelsens tre strategier bag den opblæste administration: Funktionalitet, psykologi, taktik

h) Samme fejl som den økonomiske teori, der har ført til den globale krise

6. New Public Managements konsekvens: Uddannelsens død

a) ”Markedsorienterede” uddannelser

b) Konsekvens: Uddannelsesinflation

c) Kvantitet i stedet for kvalitet

d) ”Kundernes” ønsker

e) Redskabet til uddannelsesinflationen: Taxametersystemet

f) Ofrene og dobbeltofrene

7. New Public Managementets sprog:
DJØF-dansk og bullshit-kulturen

a) Bullshit-kulturen: Sandhed spiller ingen rolle

b) Bullshits tre former i universitetsverdenen

c) Sprogets pervertering: Konsekvenser for hele samfundet

d) Kvalitetens pervertering

e) Arbejdsmiljøets pervertering

f) Ønsker samfundet et perverteret universitet?

8. New Public Managementets vilkår i Danmark

a) Flade strukturer – eller strikte hierarkier

b) Konfliktskyhed – eller frygt for chikaner

c) Pligtopfyldelse og tillid – og deres udbyttelse på NPM-universitetet

d) Den lutherske tradition: Lydighed over for øvrigheden

e) Et helt særligt arbejdsmiljø:
Jantelov, magtspil og familiekultur

f) Ønskede og uønskede spørgsmål

g) Alvorlige konsekvenser: Mangel på retssikkerhed

h) Vi bliver snydt

9. Farvel til Jante Universitet

a) Drømmevisionen: Vil ledelsen turde føre en debat?

b) Prodekanens bullshit-udsagn:
Administratorvælde og magtfuldkommenhed

c) Fratrædelsesforelæsning: Fire mindeværdige udsagn

10. Fremtiden: Kvalitet, effektivitet, produktivitet

Epilog: Tre gange fire forslag til ministeren

Epilog til epilogen: Korrespondance med uddannelsesministeren

Litteraturliste

Introduktion til Bind 3

Totalitære strukturer?’ Hvordan kan du bruge ordet ’totalitær’, når du omtaler vores land? Vi har jo en lang demokratisk tradition i Danmark!”

Det er den reaktion, man får, når man sætter ord på visse problemer i det danske samfund. Det spiller ingen rolle, om man gør det på grundlaget af en dybtgående historisk og politisk analyse – faglighed og faglig argumentation har ingen gyldighed, når det gælder danskernes billede af sig selv.

Jeg skal ikke begrunde her i introduktionen, hvorfor det er berettiget at tale om totalitære træk, når det handler om den danske Jantelovs-mentalitet, den sociale accept af mobning, tavshedskulturen, den notoriske ansvarsfrasigelse og danskernes konfliktskyhed (en grundig analyse af, hvorfor man kan tale om totalitære træk, vil komme ud i trilogiens forkortede engelske version, Educational Disaster: The Destruction of Our Universities, Hamborg: tredition, 2013). Selvfølgelig findes disse træk også i andre samfund, selvfølgelig også i andre demokratiske systemer. De er trods alt dybt menneskelige og især typiske for små, lukkede fællesskaber, der ønsker at adskille sig fra den store omverden.

Selvfølgelig findes disse træk overalt i menneskelige samfund. Men i Danmark har Jantelovs-mentaliteten, tavshedskulturen, ansvarsløsheden og den notoriske undgåelse af konflikt udviklet sig til et system, som indbyder til politisk misbrug. Og netop det er sket i Danmark, i tæt forbindelse med New Public Management-kulturens sejrsgang, en forfejlet administrationsstrategi, der ødelægger den offentlige sektor – blandt andet uddannelse, politi og sundhedsvæsenet. New Public Management i sig selv er et system med totalitære træk, som det bliver beskrevet i den internationale litteratur om fænomenet (hvor man også betegner det som ”McKinsey stalinisme”). Derfor åbner NPM’s sejrsgang i den danske offentlige sektor helt grundlæggende dørene til metoder og strategier, som de blev brugt i Sovjetunionen eller andre totalitære systemer.

Magtmisbrug i forbindelse med manglende kompetence er en afgørende søjle i dette managementssystem. New Public Management bygger på en struktur, hvor almægtige managere uden fagligt kendskab til det arbejde, de administrerer, har fuld kontrol over den sektor, de er blevet udpeget som ansvarlige for (uden at de rent faktisk varetager det ansvar, de bliver betalt for med høje lønninger). På grund af deres mangel på faglig kompetence udøver disse managere deres magt i form af et kæmpestort administrativt apparat med kontrol og detaljestyring som grundprincip. Dermed bliver det fagligt funderede arbejde, udført af de egentlige eksperter, som er havnet på bunden af magthierarkiet, blokeret og umuliggjort. Resultaterne er katastrofale for hele samfundet, uanset om det handler om de unge generationers uddannelse, politiets vigtige arbejde eller sundhedsvæsenets effektivitet.

De fatale resultater bliver imidlertid sløret med ”bullshit”-kommunikation, fremlagt af managementets store kommunikationsafdelinger og PRmedarbejdere. ”Bullshit” er det filosofiske fagbegreb for et sprog, som fuldstændigt har mistet forbindelsen til sandhed og virkelighed. I Danmark kalder man ”bullshit” for ”DJØF-dansk”: Et udhulet, meningsløst sprog, som foregøgler positive udviklinger og gode resultater, mens managementet i virkeligheden tager skandaløse fejlslagne beslutninger, hvor det offentlige arbejde bliver kvalt i meningsløs administration, hvor uddannelseskvaliteten synker helt til bunds.

Næsten alle, der arbejder i et eller andet felt i den offentlige sektor, vil genkende, hvad jeg beskriver. Og det gælder ikke kun Danmark: New Public Management-systemet tager udgangspunkt i problematiske økonomiske teorier, der først blev anvendt i USA, England og Sverige og siden 80’erne har erobret den offentlige administration og det politiske system i mange vestlige lande.

Men i Danmark har New Public Management systemet taget en yderligere drejning, som har alvorlige politiske konsekvenser for hele samfundet. Takket være særlige træk i den danske mentalitet – såsom konfliktskyhed, den alstedsnærværende lukkede ”familiekultur” på arbejdspladsen, eller også den historisk betingede øvrighedshørighed – findes der i Danmark imidlertid politiske strukturer, der udnytter disse mentalitetstræk for at oprette et system, der fratager borgerne deres grundlæggende retssikkerhed. Denne problematik bliver støttet af ombudsmandsinstitutionen: I en nøgtern og sammenlignende analyse viser Folketingets Ombudsmand sig slet ikke som borgernes ”sidste led i retssikkerheden” (for at benytte Folketingets nye ombudsmands ord), men snarere som en problematisk figenblad-institution, der slører Danmarks grundlæggende mangel på en Adminstrativ Domstol – en institution, hvor borgerne kan stole på, at de offentlige institutioners overtrædelse af deres rettigheder vil blive undersøgt på en objektiv og fagligt funderet måde.

Trilogien Jante Universitet fortæller med den nødvendige dokumentation, hvad der sker, når en person tør bryde denne onde cirkel. Der findes flere hundrede akademiske og ikke-akademiske kolleger i Danmark, som deler den udenlandske professors kritik af et korrumperet uddannelsessystem og er glade for, at der endelig er nogen, ”der står op og taler klart”. Men den konkrete sag viser, at disse danske kolleger udmærket ved, hvorfor de kun bekræfter kritikken i hemmelighed og bag lukkede døre: De ved, at de kan miste deres job og hele deres eksistens, hvis de tør benytte sig af deres grundret til ytringsfrihed – i det frie, demokratiske Danmark.

Dette er utænkeligt i andre lande. Denne frygt for sanktioner, kun fordi man lovligt ytrer berettiget kritik, kun fordi man ytrer en afvigende mening, er ukendt i demokratiske systemer.

Danmark er stolt af sin demokratiske tradition? Hvorfor findes der så mange akademikere, der klager i hemmelighed, men ikke tør at gøre det offentligt? Hvorfor findes der børn, der gennem tårer fortæller journalister, at de ”ikke får lov til at være dygtige” i skolen? Hvorfor undviger man i en debat at tage stilling til sagens kerne ved at undskylde sig med danskernes mentalitet, vane og ”sådan gør vi bare her i Danmark” – altså lokale regler over for grundlæggende kvalitetetsstandarder og rettigheder?

Dette har intet med et sundt, åbent demokrati at gøre.

Der er noget råddent i staten Danmark. Dette sidste bind i trilogien Jante Universitet viser, hvordan denne råddenhed udspiller sig i en enkelt, alligevel i høj grad repræsentativ sag. Sagen er eksemplarisk, derfor bliver den fremlagt med al nødvendig dokumentation. Bogen afsluttes med en systematisk fremlægning af, hvorvidt denne sag eksemplificerer New Public Managementets hærgen i uddannelsessektoren.

Den mere udførlige engelske analyse i bogen Educational Disaster vil så vise, støttet af vidnesbyrd fra danskere og dansk faglitteratur, hvordan mentalitet, vane og visse politiske strukturer hænger sammen i Danmark – og hvorfor det ikke kun er retfærdigt, men nødvendigt at udpege dem som ”totalitære strukturer”.

Den aktuelle debat viser, at danskerne endelig er begyndt at vågne op og indse, at der er noget frygteligt galt – ikke kun i universitetsuddannelsen, men allerede i folkeskolen. Trilogien Jante Universitet fremlægger med omfattende dokumentation, hvad der er galt i systemet, og hvordan en række faktorer spiller sammen i en grundlæggende ødelæggelse af kvalitet, frihed og retten til personlig udvikling.

Den danske debat om universiteternes kvalitetsproblemer har vist, at det er meget svært at ændre noget i et samfund, der er så lille og indelukket som det danske – især, hvis grundlaget til enhver reform og forbedring, nemlig en højtkvalificeret uddannelse og omfattende historisk viden, er blevet ødelagt for længe siden. Politikerne og de managere, der har fået magten til at styre uddannelsessystemet, mangler den væsentlige indsigt i internationale standarder i faglighed, pædagogik, forskning og universitetsstruktur. Enhver kritik bliver afvist eller mødt med managementets notoriske tavshed.

Så længe det danske folk accepterer dette magtmisbrug, har den nødvendige uddannelsesreform ingen chance.

Trilogien Jante Universitet vil nok afvises af danskere, der ikke ønsker en omfattende, dybtgående kritik af deres uddannelsessystem og af de mentalitetstræk, der gør det så uendeligt svært at ændre systemet. Men allerede nu findes der stor international interesse for bogen: Akademikere i hele verden har forstået, at denne bog er et menetekel – den viser, hvor galt det kan gå, når et samfund ødelægger sit uddannelsessystem. Eftersom New Public Management hærger på universiteterne i hele Europa, viser internationale akademikerne sig åbne for advarsler og repræsentative sager.

Jeg håber, at danskerne også vil begynde at tage situationen alvorligt og endelig restituere retten til en kvalificeret uddannelse og en fri personlig udvikling til deres børn.

Sommer 2011: ”Dekanatet har et ansvar”

Dårlig ledelse med totalitære træk

I sommeren 2011, efter hendes offentlige kritik har udløst en stor mediedebat om det dalende niveau i den humanistiske uddannelse, begynder den udenlandske professor Liane Sophie Kaalund at indse, at ”ytringsfrihed” er et koncept, som ikke har meget med virkeligheden på et dansk universitet at gøre.

En af grundene til, hvorfor hun overhovedet valgte offentligheden som sidste udvej, var faktisk den dårlige ledelse, hun havde oplevet i halvandet år: Notorisk afvisning af hendes anmodning om at drøfte problemerne i hendes arbejdsvilkår, ledelsens forudindtagenhed til fordel for de indfødte ansatte, tiltagende krænkelser og chikaner, som institutlederen simpelthen nægter at undersøge.

Men nu, hvor hun har valgt den sidste udvej ved at ytre sig offentligt, oplever professoren for alvor, hvad det betyder at arbejde på et universitet, som ikke tåler kritik og fagligt funderet debat. Følgerne af hendes offentlige kritik træder med det samme frem i hendes oplevelser fra juni 2011:

a) Magtmisbrug

Professoren oplever en samtale med dekanen, som ingen samtale er, men et diktat fra dekanens side. Ledelsen på en offentlig institution, hvor debat og medarbejderinddragelse skulle sættes højt, viser sig slet ikke at være interesseret i en åben drøftelse af situationen, men dikterer sine forudtagne beslutninger (episoder ”Dekanens diktat”, ”To breve”).

Da professoren alligevel forsøger at fremlægge sin situationsbeskrivelse og sine fagligt og administrativt funderede argumenter, bliver hun kun afvist (episode ”To breve”). Dekanen har helt åbenlyst ingen som helst interesse i at høre hendes version og hendes argumenter.

b) Ansvarsfrasigelse

Alt, som kunne henvise til dekanens ansvar i den verserende konflikt, bliver bevidst dysset ned (episode ”Dekanens diktat”). Faktisk indrømmer dekanen sit ansvar i en enkelt sætning på mødet. Men da fagforeningens repræsentanter prøver at tvinge dekanen til at fastholde på skrift, hvad hun mundtligt har ytret, svarer dekanen med nægtelse og endelig med fornærmelser mod professoren (episode ”Den forsvundne mail”).

Senere opdager professoren, at dekanens kompromitterende mail er forsvundet fra hendes personlige mailbakke – prøver dekanen at slette pinligt materiale?

c) Undertrykkelsesideologi

Da professoren prøver at få klarhed over sine rettigheder, opdager hun, at en kritisk kollega faktisk har turdet publicere en åbenmundet kommentar til universitetsledelsens nye personalepolitik (episode ”Personalepolitik”). Kollegaen henviser både til den forældede virksomhedsmodel, som står bag ledelsens personalepolitik, og til indskrænkningen af forsknings- og ytringsfriheden. Ledelsen konstruerer en form for loyalitetsforhold, som intet har med kritisk tanke og debat at gøre.

d) Et udhulet sprog

Ledelsen forsøger notorisk at sløre sin mangel på professionalisme ved at bruge det DJØF-danske sprogs tomme formler. Den udenlandske professor lærer mere om DJØF-dansk igennem en sprogprofessors artikel – men hun kan samtidig se, at dette fænomen passer perfekt ind i de totalitære træk, hun ellers har iagttaget i ledelsens strategier (episode ”DJØF-dansk og totalitære træk”).

Senere vil det vise sig, at sprogets udhulning faktisk er en del af et meget større fænomen, nemlig New Public Managementets internationale sejrstog. Sprogets pervertering – DJØF-dansk eller ”bullshit”, som fænomenet bliver kaldt i den angloamerikanske verden – rammer særligt universitetsverdenen med sin oprindelige pligt til at opretholde den kritiske tanke og bruge et klart, troværdigt sprog jf. Sommer 2012, episode ”New Public Managementets sprog”).

Det står klart, at dekanens og institutlederens handlinger går stik imod moderne og afprøvede ledelsesprincipper. Alligevel udråber ledelsen samtidig sine strategier som ”tidssvarende” og ”rettet mod det moderne arbejdsmarked”.

Hvem tror stadig på disse tomme besværgelser?

Åbenlyst retsbrud

Men det er ikke kun en dårlig ledelse, som professoren oplever. Fra sommer 2011, dvs. siden hendes fremtræden med offentlig kritik, tøver institutlederen og dekanen ikke længere at begå åbenlyst retsbrud mod den offentligt ansatte:

Institutlederen suspenderer professoren fra en eksamen efter afleveringsfristen med henvisning til ”avispolemikken om musikuddannelsen” (Bind 2, episode ”Suspendering”). Dermed krænker han den offentlige ansattes ytringsfrihed.
Professorens navneskilte i afdelingen bliver ødelagt. Institutlederen nægter at undersøge, hvem der udførte dette overgreb (Bind 2, episode ”Instituttets reaktion”).
Institutlederen afviser en dansk lægeerklæring, hvor lægen fraråder professoren en deltagelse i lærermøder på grund af stress (episode ”Personalepolitik”).
Institutlederen går imod personalepolitikken og god forvaltningsskik, idet han aldrig fører sygefraværssamtaler med professoren (episode ”Personalepolitik”). Det vil senere vise sig, at dekanen bruger professorens legitime sygefravær som argument imod hende (Vinter 2012, episode ”Dødsdommen”).
Institutlederen nægter professoren sin ret ifølge Forvaltningsloven til at medbringe en bisidder efter eget valg til et møde med ledelsen (episode ”En uønsket bisidder”). Fagforeningens repræsentanter støtter institutlederen i dette overgreb (episode ”Nye perspektiver”).
Professoren oplever indgreb i sin mailkonto (episode ”Den forsvundne mail”).

En dansk advokat bekræfter, at ledelsens handlinger går imod professorens rettigheder. Men han fraråder hende at klage. Advokatens argument er, at hun i hvert fald ville miste sin stilling, hvis hun turde at klage mod sin arbejdsgiver (episode ”Fornuftig retsbistand”).

”Du har ret, men du vil ikke få det, ” bliver omkvædet af professorens oplevelser, indtil hun endelig forlader Jante Universitet.

Akademikernes fagforening er til ingen som helst støtte i forhold til universitetsledelsens overgreb. Fagforeningens repræsentanter – som begge har været ansat på universitetet i mange år – accepterer stiltiende arbejdsgiverens retsbrud og overtager endda universitetsledelsens perspektiv (episode ”Fornuftig retsbistand”).

Professoren må indse, at hun som offentlig ansat i Danmark ingen beskyttelse har mod ledelsens åbenlyse overgreb.

Langtidsforfald på de danske universiteter

Allerede i juni måned fik professoren flere tilbagemeldinger af tidligere studerende og ansatte på hendes institut, som bekræfter hendes kritik og vidner om, at de humanistiske fags forfald begyndte i universitets radikal-marxistiske fase i 70’erne. Nu møder professoren en person med ekspertviden om musik, som i fyrre år har været vidne til fagets udvikling på Jante Universitet (episode ”Afdelingens historie”).

Professoren, som med sin internationale baggrund intet vidste om Jante Universitets lokale udvikling siden 70’erne, lærer nu, at ødelæggelsen af fagligheden og den faglige ekspertise på hendes afdeling har kørt uforstyrret i flere årtier. Afdelingen har udviklet et indædt magtsystem med en uigennemtrængelig panser af selvbeskyttelse. Dette system er immun over for ekspertise og faglig kompetence.

Mere tydelig end nogensinde før indser professoren, at hendes kvalifikation og de kompetencer, som hun angiveligt blev kaldt for, ingen betydning har på Jante Universitet. Den danske ekspert sammenfatter kløften mellem internationale standarder og Jantes lokale norm i en klar analyse:

Du er professor med international baggrund, og for dig er denne gennem hårdt arbejde erhvervede professortitel ikke fiktiv, den er et bevis på, at du har ret til at bestemme over dit arbejde i forskning og undervisning. At du, baseret på dit arbejde, har ret til at arbejde frit med dine kompetencer. Denne holdning kan en afdelingsleder på et dansk universitet slet ikke forstå.

En leder på Jante Universitet i sin funktion som administrativ leder har magten – og den er uafhængig af kvalifikation og faglig kompetence. Det har du, professoren, værsgo’ at finde dig i. Det er den måde, som man tænker på på dit institut.

Det vil snart vise sig, at denne jantesianske særudvikling passer som fod i hose til den nye universitetspolitik, som netop styrker autoritære tendenser og herskab af et videnskabeligt ukvalificeret management over de akademiske eksperter (jf. de fem New Public Management-episoder i Sommer 2012).

Dermed er det universitet, hvor den internationale professor er havnet, faktisk præget af en struktur, der kvæler viden og videnstilegnelse – den mest kontraproduktive struktur, som man kan finde for en vidensinstitution.

Det rystende er, at de fleste i Danmark – også videnskabeligt ansatte – slet ikke lægger mærke til, at det her er et tilintetgørende system, som intet har med universitet at gøre. Mange mennesker i nutidens Danmark kan ikke se det, fordi dette system har fået lov til at køre i over fyrre år og dermed har påtvunget flere generationer en forfejlet uddannelses- og universitetsstrategi. Samtidig har de videnskabelige eksperter på de danske universiteter, der alligevel har tilegnet sig en større akademisk horisont og den nødvendige forståelse for, hvad humanistisk universitetsarbejde på internationalt niveau er, ikke noget at skulle have sagt på det danske universitet.

Endelig bliver enhver provokerende kvalifikation og ekspertise undertrykt med vold og magt – sådan som professoren selv har oplevet det: ”Du skal rettes ind,” for at citere én af hendes danske venner.

Sæsonens afsluttende episode, ”Nye perspektiver”, viser vejen for, hvad der vil ske med en ansat, der ikke lader sig rette ind i dette system af lavt niveau og despotisk magtudøvelse. Institutlederen definerer det mærkelige begreb ”kommunikationsform” for at forlange absolut og ukritisk loyalitet over for universitetets interne organer af de ansatte. Snart vil dekanen deklarere sådan en form for selvunderkastelse som ”kollegial fortrolighed” – et juridisk ubegrundet begreb, som prisgiver de offentligt ansatte til ledelsens vilkårlighed (jf. sæson Vinter 2012, episode ”Kollegial fortrolighed”).

1. Dekanens diktat

Den store dag nærmer sig: Efter seks måneders venten skal jeg endelig få lejlighed at tale med den nye dekan. Dette møde vil afgøre, om der findes en fremtid på Jante Universitet eller ej. Om dekanen endelig vil forstå, at jeg med min kvalifikation og mine kompetencer ikke hører til på Instituttet for Æstetiske Discipliner – og at Jante Universitet, som udtrykkeligt har tilkaldt mig på grund af mine kompetencer, nu er forpligtet til at give mig et passende arbejdssted.

Dekan Margit Thomsen har ikke tænkt sig at gøre noget ved det – sådan lød det i institutleder Nick Larsens mail. Min anmodning til rektoren har heller ikke hjulpet. Jo, til sidst fik jeg ganske vist et svar fra rektor Lasse A. Hjorth-Nissen:

Kære Liane

Tak for din henvendelse af 26. maj 2011. Som du ved, ligger det mig meget på sinde, at Jante Universitet kan tilbyde høj kvalitet i alle universitetets aktiviteter, og derfor er det vigtigt for universitetet, at der er plads til gode, faglige diskussioner.

Når det er sagt, hører faglige diskussioner dog først og fremmest hjemme på institut- og fakultetesniveau. Jeg vil derfor gerne bede dig drøfte dine bekymringer med din institutleder og dekan Margit Thomsen, der, som dekan for humaniora, har det faglige ansvar for hovedområdets aktiviteter. Jeg kan forstå, at der i denne måned er berammet et møde mellem dig, Margit Thomsen og institutleder Nick Larsen.

Med venlig hilsen, Lasse A. Hjorth-Nissen

Fint. Tak for denne ledelsestomsnak. Faglige diskussioner? Har rektoren overhovedet læst mit brev, hvor jeg har fremlagt problematikken med min arbejdssituation for ham? Universitetet har tilkaldt en fuldblods-kulturhistoriker med international profil. Så sætter dekanen den headhuntede ”stjerneprofessor” ind i en kontekst, hvor historisk arbejde bliver nedgjort som ”gammeldags” og ”ikke svarende til det moderne arbejdsmarket”. Alle forsøg på at tale med kollegerne om problemet, alle forsøg på at opbygge et godt arbejde på et fundament af kvalitet, på tværs af fagene, bliver blokeret og ødelagt. Institutlederen nægter at tale om problemer. Dekanen nægter at tale om mulige løsninger. Og faglederen begynder med åbne chikaner.

Nu kan jeg se, at universitetsrektoren, den joviale vestjyske sømandssøn Lasse Hjorth-Nissen, heller ikke ønsker at tale om helt åbenlyse problemer. Han ønsker ikke at blive inddraget i ”faglige diskussioner”. Så har han altså slet ikke læst min anmodning om endelig at drøfte det åbenlyse problem på et af sine universitetsinstitutter: Vi taler ikke om faglige diskussioner – vi taler om min grundlæggende kvalifikation og om en fejlplacering af en headhunted professor, altså en strukturel fejl, som dekan Bina Danielsen har begået og som den nye dekan Margit Thomsen nu har ansvaret for. Det kommer rektoren desværre slet ikke ind på. Det tegner ikke et godt billede af vores rektor og sit forhold til ansvar.

I morgen skal jeg så endelig have mit møde med dekan Margit Thomsen. Måske vil hun nu alligevel varetage sit ansvar? Mon avisdebatten med min offentlige kritik af det skandaløse uddannelsesniveau på vores institut har vist hende, at spørgsmålet simpelthen ikke kan fejes af bordet?

Jeg har nøje forberedt mødet – ligesom alle andre møder med ledelsen, så sjældent jeg end er blevet inviteret til den slags samtaler. En skitse af de forskellige løsningsmuligheder, henvisning til det gode samarbejde jeg allerede har opbygget med Arne-Kasper Vestergaard Pellesen fra Religionsvidenskab og med forskellige andre kolleger på Historie, i litteraturfagene og i Medievidenskab. Vores projektplaner samt deres begejstring viser, at der kunne være fremragende muligheder for at gøre brug af mine kompetencer. Var det ikke netop meningen med min ansættelse – at jeg skulle arbejde på tværs?

Og så har jeg selvfølgelig talt det hele igennem med tillidsrepræsentant Paw Dinesen og den juridiske bistand Claudine Friis Nissen, mine to repræsentanter fra Dansk Akademikerforening. Jeg kunne gødt fornemme i samtalen, at Paw Dinesen på ingen måde syntes, at det var en god idé at tale med Weekendavisen. Men det sagde han ikke direkte. Man taler jo ikke om debatten på instituttet – og Paw har trods alt selv været ansat på mit institut i mange år. Akademikerforeningens repræsentant er altså loyal over for institutlederen – på trods af de mange klager over instituttets strategi, som han har fået fra andre ansatte.

Jeg har ventet på mødet med den nye dekan i så lang tid. Jeg har ventet på endelig at få klarhed. Hvis de vil fyre mig på grund af mine offentlige ytringer, så er jeg klar til det. Ellers er dekanen simpelthen nødt til at finde en løsning. Hun har jo selv kunnet læse i aviserne, at min arbejdssituation ikke er til at holde ud. Ønsker de da fortsat problemer og konflikt på ét af deres institutter?

”Pas på, at hun ikke slår dig omkuld med hendes talestrøm!” har min ven Søren Andersen fra Østeregnens Universitet advaret mig. Han har jo samlet mange erfaringer – og ikke ligefrem de bedste – med dekan Margit Thomsen, da hun endnu var prodekan på Østeregnens Universitet. ”Hun gør alt for at forhindre, at andre kan komme til orde. Det er hende, som taler på et møde, og ingen anden. Så du må virkelig slå i bordet for at få et ord indført. Og jeg synes helt bestemt, at du skulle forlange, at mødet bliver holdt på engelsk. De forudsætter bare, at du er ligeså meget på hjemmebane i det danske sprog, som de selv er. Selvom du først lærte dansk i 2009. De ved, at du dermed lige fra starten befinder dig i den svagere situation. Derfor skal du kræve, at I taler engelsk.”

Søde Søren. Han kender ikke til forholdene på Jante Universitet. Jeg har sagt til mine fagforeningsrepræsentanter, at jeg ønsker at holde mødet på engelsk: Så at alle parter er på lige fod ved at tale et fremmedsprog, som vi alle kan. Det har Paw og Claudine med det samme afslået: ”Det ville sende et negativt signal til ledelsen. Dit dansk er godt nok. Og universitetets administrative sprog er dansk og ikke engelsk.”

Nå? Og hvad gør de så med de mange udenlandske ansatte på de andre institutter – ansatte, som slet ikke taler dansk? Er Jante Universitet da ikke internationalt?

Men på dette punkt kan jeg altså ikke forvente nogen støtte fra min fagforening. Og eftersom jeg ikke ønsker at provokere, er det nok i orden at afholde mødet på dansk. Selvom jeg dermed byder dekanen en gratis mulighed for at være i den stærkere position lige fra starten.

Så går vi ind.

I sin redegørelse til Folketingets Ombudsmand vil institutleder Nick Larsen senere hævde med hensyn til dette møde, at ”min anmodning om en flytning blev drøftet”. Det bliver den i hvert fald ikke. Dekanen indleder vores ”samtale” med at fastslå lige fra starten, at en flytning ikke kan komme på tale. Begrundelse: ”Der er ikke brug for din undervisning på andre institutteter.”

Hvabehar? Er hun gået til de forskellige institutter og afdelinger og har tjekket det? Har hun læst deres studieordninger og talt med de ansatte? Har hun da slet ikke talt med Arne-Kasper Pellesen eller med mine kolleger fra Instituttet for Historie, som i hvert fald gerne ville integrere mig i deres undervisning – fordi der netop er hårdt brug for kvalificerede kurser i kulturhistorie på dette institut?

Desværre får jeg ikke engang mulighed for at spørge dekanen om det. Hun afbryder mig, da jeg forsøger at sige noget: ”Lige nu er det mig, der taler.”

Da jeg endelig får lov til at tale, fremhæver jeg, at hendes forgænger dekan Bina Danielsen kaldte mig til universitetet, fordi hun syntes, at min brede kulturhistoriske kvalifikation passede perfekt til fakultetets forsknings- og undervisningsstrategi. Dekan Bina Danielsen kendte alt til min uddannelse, min kvalifikation og mine kompetencer. Hun vidste altså, at hun kaldte en professor i historisk musikvidenskab og en kulturhistoriker.

Så ser jeg på Nick Larsen: ”Og vi talte endnu engang udførligt om det i min anden jobsamtale den 7. maj 2009. Du var til stede ved denne samtale. Hvorfor sagde du ikke dengang, at disse kvalifikationer ikke passer til det, som bliver gjort på Instituttet for Æstetiske Discipliner?”

Nick ser blankt på mig. ”Jeg sagde dengang, at vi arbejder kulturteoretisk på instituttet, og det sagde du ja til.”

Jeg hiver efter vejret. Men han lyver jo! Han lyver rent ud! Tror han, at han vil slippe af sted med det? Hvordan skulle jeg ved en jobsamtale havde sagt ja til en stilling og opgaver, der intet har med min kvalifikation og mit arbejde at gøre? Nick Larsen vil aldrig slippe af sted med denne tåbelige løgn.

Men han giver mig slet ikke mulighed for at svare. Dekanen bryder ind: ”Jeg synes altså, at vi ikke længere bør tale om det, der var engang, og det, der blev sagt engang. Vi har nu den situation, at du er professor i musikvidenskab, og der ligger og forbliver dit arbejdsfelt.”

Da jeg én gang til forsøger at holde fast i, hvorfor og på baggrund af hvilke kvalifikationer jeg blev ansat – og at dekanatet dermed har et ansvar for min fejlplacering i en kontekst, hvor disse kvalifikationer ikke er ønsket –, fejer dekanen bare min indsigelse væk. Så er det første gang, at Paw Dinesen tager ordet. Han indskyder, meget forsigtigt og med lav stemme: ”Vi mener altså, at historikken spiller en vigtig rolle i konflikten.” Det afviser dekanen rent ud. Hun ønsker ikke at tale om fortiden. Nu skal vi tænke ”fremadrettet”, hedder det.

I stedet for at tale om det, som vi faktisk ønsker at drøfte, dikterer dekanen nu sine ”fremadrettede” planer: ”Umiddelbart efter sommerferien vil vi tilknytte en ekstern virksomhedskonsulent til at bistå med en udredning af de kollegiale samarbejdsrelationer på Musikvidenskab. Det er vigtigt, at den kollegiale respekt vil blive genetableret på jeres afdeling – også selvom der er faglige uenigheder.” Jeg smiler og tør at indskyde: ”Åh ja, det ville glæde mig rigtig meget for en gangs skyld at opleve lidt respekt for min faglighed!”

Dekanen sender mig et dræbende blik og fortsætter: ”Fra og med efterårssemestret 2011 ophører alle særordninger. Du deltager på lige fod med andre medarbejdere ved Musik i lærermøderne og alle andre medarbejdermøder fra august måned. Lærermøderne vil blive inkluderet i virksomhedskonsulentens udredning.”

En ekstern virksomhedskonsulent? Jeg ved ikke engang, hvad det er. Betyder det, at dekanen vil tilkalde en ekspert i musikvidenskab for at udrede de problemer, der har plaget afdelingen i flere årtier? Det lyder faktisk som et fremragende initiativ! Men – ved hjælp af en ”virksomhedskonsulent”? Hvilken virksomhed skal det da være? Hvordan vil hun finde en konsulent, som er så meget ekspert i musikvidenskab samt i internationale universitetsmiljøer, at han vil kunne lave en fornuftig undersøgelse af de problemer, der har ophobet sig i denne afdeling i så mange år?

Og jeg skal altså tilbage til lærermøderne. Tilbage til disse fuldkommen farceagtige seancer, hvor fagleder Puk og vice-fagleder Cilly-Regitze fremlægger deres beslutninger, hvor ubetydelige spørgsmål bliver drøftet for at skabe en illusion af debat – og hvor det eneste, der tæller, er at opretholde facaden af den lykkelige familie. Var det ikke Ebbe Olsen, som i sin mail fra efteråret 2009 talte om ”afmagt og desperation” i kollegernes ansigter, når Puk og Cilly-Regitze forkynder deres planer for studieordningen? Hvorfor er der ingen, der tager det her op? Det er da slet ikke kun mig, der ser og siger, at der er noget helt galt i afdelingen.

Mon dekanens ”eksterne virksomhedskonsulent” vil kunne sætte en finger på det, når han deltager i omkring fem lærermøder, der omhandler et fag, som han ellers ikke arbejder med?

Selvfølgelig får jeg ikke mulighed for at stille dekanen disse spørgsmål. På mødet er jeg så lamslået af hendes rå magtfuldkommenhed, at jeg ikke magter at sige noget som helst. Det eneste, som jeg hører og som blinker rødt som en alarm inden i mig, er: ”Du skal blive i afdelingen. Du skal tilbage til lærermøderne. Ingen fremtid. Ingen fremtid. INGEN fremtid.”

Faktisk giver det slet ikke mening at forsøge at få et ord indført. Det her er ingen samtale. Det er intet møde. Det er et diktat. Dekanen ønsker ingen løsning. Hun ønsker at knække mig – eller at få mig ud.

Og hun ved, hvordan hun kan gøre det. Hun har jo selv kunnet læse i Weekendavisen, at mine arbejdsvilkår på Musikvidenskab ikke er til at holde ud. Så har hun det meget let med at få mig – den uønskede kritiker – ud.

Jeg aner ikke, at det hele allerede er nøje planlagt. Samt en købt konsulent, der skal levere den formelle begrundelse med sit bestillingsarbejde.

Sjovt nok er det tamme Paw Dinesen, der til sidst alligevel når at få et ord indført. Sjovt nok har han ikke helt givet op og tør at nævne igen, at dekanatet alligevel er nødt til at tage hensyn til historikken i min ansættelse. ”Historikken” – hvilket fint ord. Dermed omskriver min tillidsrepræsentant, at Jante Universitet har lokket mig til et uudholdeligt arbejdssted med falske løfter om fine arbejdsvilkår og en angivelig mulighed for at kunne udfolde mit potentiale. Dermed omskriver han det farlige ord ”ansvar” – et ansvar, som dekan Margit Thomsen har overtaget fra sin forgænger Bina Danielsen. Margit Thomsen ønsker ikke at komme ind på det. Hun ønsker at fokusere helt på ”den nuværende situation” og at ”tænke fremadrettet”. Alligevel indrømmer hun nu i en bisætning, at historikken nok spiller en rolle i den nuværende konflikt. Og at dekanatet endda havde et ansvar i min ansættelse.

Jeg begynder næsten at grine. Aha – dekanatet ”havde et ansvar” i min ansættelse? Det er da en stor indrømmelse. Ellers ville jeg, den fremmede professor, nok have ansat mig selv på Jante Universitet, helt på eget initiativ og på eget ansvar, ikke? Det, som dekanen siger, er faktisk sødt. Men: Kunne vi da ikke lige tale om, hvad dette dekanatsansvar indebærer?

Nej, det kan vi åbenbart ikke. Fordi dekanen med det samme skifter emne igen. Hun har travlt med at slå sine beslutninger fast. Hun har travlt med at få det hele afgjort. Så giver vi hinanden hånden, siger tak for mødet og bliver fejet ud.

Efter mødet leder Paw Dinesen og Claudine Friis Nissen efter et tomt lokale, hvor vi kan drøfte det, der blev sagt på mødet. Der er meget opstemte – og de kan slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke jubler med glæde.

”Jamen, dekanen har da vist en tydelig imødekommenhed!” kommer det fra Paw. ”Hun har jo signaleret, at hun faktisk ønsker en fortsættelse af samarbejdet.” Nå? Alternativet ville altså have været en direkte afskedigelse – eller hvad mener min tillidsrepræsentant ellers? Og med hvilken begrundelse? ”Vi har headhuntet dig til professoratet – men nu passer du alligevel ikke til Jante Universitet, altså ud med dig.”

Nej, Paw og Claudine kan slet ikke forstå, hvorfor jeg faktisk ser meget lidt ”imødekommenhed” i dekanens beslutninger.

Og de synes ikke, det var klogt at jeg nævnte studienævnets beslutning om, at Puk Olsens nye kursus ”Musikalsk produktion” skulle være Musikvidenskabens udbud til bachelor-valgfag i 2012, mens Ebbe Olsens og mit forslag om musik- og kulturhistoriske emner blev blankt afvist af studienævnet, uden at vores forslag overhovedet kom til en afstemning. Det fik jeg at vide netop i går. Jeg havde allerede forventet det, men alligevel er det endnu et slag i ansigtet, når man får den endelige beslutning sort på hvidt.

Fagforeningsfolket synes slet ikke, at det var klogt at nævne det. ”Studienævnet er en demokratisk størrelse,” fremhæver Paw. ”Deres beslutninger kan ikke anfægtes.” Aha. Hvis en institution angiveligt er ”demokratisk”, så har man altså ikke lov til at sætte spørgsmålstegn, når deres medlemmer arbejder åbenlyst med manipulation og interessekonflikt?

Paw formaner mig endelig, at jeg skal holde op med at tale om faglig identitet, kvalifikation og musikvidenskabens forskellige grene. ”Der er altid faglig debat inden for alle vores fag! Du skal bare vænne dig til det. Og denne faglige debat foregår på lærermøderne. Sådan er det her i Danmark. Du er nødt til at være med i det. Du kan da ikke insistere på identiteter og nægte at være med i den faglige udvikling.”

Hvis ikke jeg var så uendelig træt og drænet for al energi, ville jeg bare flække af grin. Ja, jeg skal da bare fornægte, hvilken uddannelse jeg har og hvem jeg er. Jeg skal da bare lade mig fornærme og finde mig i, at min internationalt anerkendte faglighed bliver nedgjort som ”ikke tidssvarende” i Danmark. Det kaldes simpelthen for ”den faglige debat” på Jante Universitet.

Glem det bare. Jeg har haft så mange møder med Paw Nedergaard Dinesen, lektor i litteraturvidenskab på mit institut. Jeg har uendeligt mange gange forklaret ham, at jeg er musikhistoriker og slet ikke uddannet til det, som jeg bliver tvunget til at undervise her på Jante Universitet. Sammenlign det med et sundhedsvæsenet: Jeg er tandlæge – og ikke kirurg. Alligevel skal jeg tvinges til at operere folk – uanset konsekvenserne. Hvornår end det går galt, er det selvfølgelig min skyld.

Tillidsrepræsentant Paw Dinesen har ikke forstået et ord. Det giver ingen mening at forklare ham noget som helst. Og så er han jo alligevel en del af instituttets lykkelige familie.

Men til sidst bliver Paws og Claudines ansigter meget højtidelige: ”Dekanen har sagt noget utroligt vigtigt: Hun har faktisk indrømmet, at historikken spiller en rolle i konflikten. Hun har faktisk indrømmet, at dekanatet har et ansvar i din ansættelse.”

De ser indtrængende på mig. ”Den her sætning kan blive enormt vigtig, hvis det viser sig, at det kommer til en afskedigelse. Vi må passe på, at den bliver fastholdt i referatet.”

Nå. Hvis det kommer til en afskedigelse. I dette tilfælde har jeg så et lille halmstrå at klamre mig til – vil det give mig en yderligere månedsløn i kompensation, når de fyrer mig? Én ynkelig månedsløn ud over de to eller tre, som Claudine nævnte? Et lille halmstrå – og det har jeg ikke engang på skrift. Men så har jeg i det mindste to vidner til dekanens udsagn.

Det var altså det store møde. Jeg havde forberedt flere løsningsmodeller. Jeg ønskede endelig at kunne tale om de problemer, der findes i min arbejdssituation. Jeg ønskede at forklare, at disse problemer først og fremmest skyldes en strukturel fejltagelse og slet ikke ”samarbejdsvanskeligheder” med mine kolleger. Jeg ønskede at udpege mulige strukturelle løsninger – og hvilket potentiale de ville frigøre for vores arbejde her på Jante Universitet. Gerne også med indtjening af eksterne midler, når jeg nu endelig får en arbejdskontekst, hvor jeg kan komme i gang med de mange ideer og initiativer, jeg har.

Jeg ønskede at føre en alvorlig, voksen samtale med dekanen. Men der var ingen som helst chance til det.