Af samme forfatter:
Kritik af magten. Om Theodor W. Adorno og Frankfurterskolen, Aalborg 1984
Det identiskes ophævelse i Adornos negative dialektik (disputats), Århus 2002
Skiftespor. Essays, København 2005
Lysglimt. Essays, København 2006
Karl Kraus. Kultur, samfund, kritik, København 2008
Oplyst sport. Filosofiske refleksioner, København 2010
Rundt om Aalborg Symfoniorkester, København 2011
Teknologikritik i det 20. århundrede især, Hobro 2013
Hvad er et kunstmuseum i dag? Et essay om kunstmuseets filosofi, København 2015
© 2017 Poul Ferland
Forfatterens mail-adresse: poulferland8@gmail.com
Forfatterfoto: Annalise Brogaard
Forlag: BoD – Books on Demand GmbH, København, Danmark
Tryk: BoD – Books on Demand GmbH – Norderstedt, Tyskland
ISBN: 9788771880335
Tanken er lykke
Theodor W. Adorno
At denne bog er blevet til en samling af essays og ikke en monografi om eller inden for eksempelvis et enkelt forfatterskab, en enkelt filosofisk disciplin, en enkelt idéhistorisk periode eller i det hele taget et enkelt, afgrænset tema, skyldes især, at det, jeg i affattelsesperioden havde at sige, ikke lod sig afgrænse på en sådan måde.
Det er således mit håb, at samlingens skrifter, der behandler ganske forskelligartede emner, genstandsfelter og discipliner fra flere traditionelle – og muligvis tillige nogle utraditionelle – fagområder, er i stand til at belyse hinandens stof, teser og pointer. Det er min opfattelse, at en sådan form for gensidig belysning artiklerne imellem kan give fyldestgørende mulighed for at se, hvilke tanker, essayene hver især og tilsammen udtrykker. En monografi ville utvivlsomt nemt komme til at mangle denne komplementerende dimension, mangle det bevidsthedsudvidende perspektiv fra andre områder af tilværelsen samt kunstens, kulturens og (resten af) det intellektuelle livs felter.
Det skal imidlertid understreges, at essayene er skrevet helt uafhængigt af hinanden; hver især er de frembringelser, eller 'skabninger', om man vover at bruge denne noget prætentiøse betegnelse, i deres helt egen ret. Af samme grund er der med essaysamlingen ikke tale om en slags puslespil, hvor brikkerne, som det nu er fat efter puslespillets natur, falder helt på plads og til syvende og sidst går op i en slags højere enhed. Der er derimod tale om enkeltstående former, der hver især, på hver sit felt og ud fra hver sin indfaldsvinkel forsøger at sige noget om en verden, der snarere forbliver en gåde end en overskuelig helhed, en gåde, der vel at mærke ikke er helt uforenelig med det, der kan kaldes lykke. Men som jo altså heller ikke altid er lykkelig, siger jeg for nu ikke at undgå denne banalitet og for at undgå enhver misforståelse.
De 16 essays behandler temaer fra områder som metafysik, etik (moralfilosofi), æstetik, politisk filosofi, retsfilosofi, sprogfilosofi i bred forstand, filosofihistorie, undervisnings- og forskningspolitik, pædagogik, litteratur, kunst, kunsthistorie og museologi samt religion. Rækkefølgen af essayene er tilstræbt tematisk, men der er overlapninger; de to første essays kan kategoriseres som filosofiske, de to følgende behandler emner fra uddannelsesområdet, derpå kommer tre essays om etiske temaer, de fem næste er undersøgelser inden for det kunstneriske og æstetiske felt, så følger tre essays, der forholder sig til religiøse emner, og samlingen afsluttes af et essay om metafysik.
Alle emner anskues kulturkritisk med et markant indslag af filosofikritik, dvs. kritik af de kulturelle fænomeners og tankers idémæssige grundlag. Det er mig magtpåliggende at bemærke, at ingen af artiklerne kunne være skrevet uden min – og altså artiklernes – helt centrale baggrund i min forskning i og mit øvrige mangeårige arbejde – herunder især undervisning – med idéhistorien, som er mit fag, og kulturhistorien.
Artiklerne er alle skrevet fra november 2016 til april 2017. 14 har ikke tidligere været publiceret, mens de øvrige, nemlig de to første om hhv. Theodor W. Adornos bog Negative Dialektik og om Richard Rortys pragmatiske filosofi, tidligere er udgivet i hhv. det norske nettidsskrift for filosofi og idéhistorie Salongen og det danske historiske tidsskrift for gymnasielærerne, Noter. Til denne bog er disse to artikler let redigeret.
Artiklen fra i fjor om Adornos Negative Dialektik, er en 50 års jubilæumsartikel, idet Negative Dialektik blev udgivet i 1966. Essayet søger på tilstræbt pædagogisk vis at fremstille nogle væsentlige pointer og teser fra dette stadig højaktuelle, filosofiske skrift.
Richard Rorty-essayet er oprindeligt en anmeldelse af denne filosofs bog Filosofi og socialt håb.
To artikler har temaer fra dannelses- og uddannelsessfæren; den ene leverer et forsvar for de i offentligheden for tiden uglesete humaniora, et forsvar for de humanistiske sprog-, historie-, kunst- og erkendelsesfag. Den anden artikel forsøger at sætte fokus på det ideologiske indhold i hhv. 12- og 13-karakterskalaerne, der benyttes ved bedømmelsen af skole- og gymnasieelevernes samt de studerendes præstationer herhjemme.
Det populære, normative værdibegreb, der for tiden anvendes af talrige virksomheder, institutioner og organisationer, analyseres sprogligt og ideologisk i en selvstændig opsats.
Henholdsvis muligheden for en almen moral, altså en moral, som er gyldig for alle mennesker til alle tider og alle steder i verden, samt, for den anden artikels vedkommende, hvad, der måtte være menneskerettigheders inderste grund, afhandles i to andre artikler. Sidstnævnte essay søger nærmere bestemt at pejle sig ind til et revideret begreb om menneskerettigheder.
Et essay drejer sig om den kontroversielle, men samtidig vitalt, charmerende, begavet og inspirerende skrivende, østrigske forfatter Thomas Bernhards stærkt provokerende syn på bl.a. kunst, kunsthistorie, museer og den tyske filosof Martin Heidegger.
Bogens følgende essayistiske undersøgelse forbliver i samme spor, idet også den har museernes forhold til kunsten som tema.
De to derpå aftrykte essays er analyser af, for det førstes vedkommende, Johannes Larsens maleri Regnfulde augustdage og, i det andet essay, den engelskbosatte danske kunstner Nina Saunders' installation Fox with Issues. Der er vel at mærke tale om en idéhistoriker og filosofs, dvs. mine, analyser i disse essays, ikke om en kunsthistorikers, hvad jeg ikke er.
Også den næste lille afhandling, om billedkunstneren Christian Lemmerz' kunstfilosofiske tanker, bevæger sig særligt inden for det billedkunstneriske felt, skønt artiklens kunstfilosofiske, æstetiske, pointer i ikke ringe grad lader sig udstrække til i hvert fald de fleste af den såkaldt skabende kunsts områder.
Tre essays drejer sig på forskellig vis om religion. Det ene handler om sider af kristendommens virkelighed i slutningen af 1950'erne, erindret af et barn (mig selv). Det andet stiller skarpt på en opsigtsvækkende replik i den irsk-franske forfatter Samuel Becketts skuespil Slutspil, i hvilket muligheden for en kommende, altså ikke nu eksisterende, gud bringes på bane. Det sidste fortolker komponisten og forfatteren Arnold Schönbergs A Survivor from Warsaw som et usædvanlig stærkt formuleret ønske om fred og forsoning mellem alle mennesker.
Samlingens sidste artikel fremstiller 'metafysiske' eller, som jeg vil foretrække at kalde dem, dialektiske tanker, der så at sige er væsentlige momenter i idégrundlaget for hele samlingen.
Min kone, Annalise, har, som altid, også været en uvurderlig og klippefast støtte under arbejdet med disse essays. 1001 tak for det!
Esbjerg i april 2017
Poul Ferland
Negative Dialektik (Negativ dialektik – bogen er dog ikke oversat til dansk) blev først udgivet i 1966, så værket kunne altså dette år fejre sit første halve århundrede.
Forfatteren til denne filosofiske klassiker er den tyske filosof, musikteoretiker og sociolog Theodor W. Adorno (1903-69). W.'et i hans navn står for Wiesengrund, der fortæller os om hans delvis jødiske baggrund, som var medvirkende til at sende ham i eksil fra 1934 til 1949, først alene i England og derpå i USA sammen med de øvrige medlemmer af den såkaldte Frankfurterskole, efter at han som følge af et nazistisk dekret i 1933 havde mistet sit arbejde som forsker og underviser ved universitetet i Frankfurt am Main. I denne hans elskede fødeby var han også tilknyttet det legendariske, private Institut für Sozialforschung, hvis hovedskikkelse og leder han senere blev sammen med vennen Max Horkheimer (1895-1973).
Negative Dialektik står som det filosofiske hovedværk i Adornos samlede oeuvre, hvis man da ellers kan tale om et Adornos 'hovedværk' – det er nemlig tvivlsomt, om han selv ville anerkende kategorien hovedværk, i hvert fald hvad angår hans egen produktion. Kategorien brugt som karakteristik her ville nemlig angive, at der er tale om et hierarki af værker inden for hans oeuvre, hvad der ikke er tilfældet; der er for det første tale om paratakse, altså sideordning af hans værker; det mindste er lige så væsentligt som det største. Og for det andet er hele Adornos værk tænkt som et ensemble af 'kritiske modeller', dvs. større eller mindre skrifter, hvoraf intet kan undværes i sammenhængen, skrifter, der hver især i en filosofisk kritik af hvad som helst søger at udsøge noget alment om sit emne, uden at dette almene gælder som en lov så at sige efter naturvidenskabeligt forbillede. En kritisk model tager hos Adorno ofte udgangspunkt i hans subjektive erfaring, ud af hvilken han forsøger at uddrage nogle almene, objektive træk, som kan have en vis gyldighed for mange individer.
Når jeg alligevel vover at kalde Negative Dialektik hans hovedværk, er det, fordi hans filosofiske refleksionsniveau her når et højdepunkt, og fordi værket kan kaldes et grundlag for hans tænkning – et grundlag, som rigtignok må forandres i takt med historiens forandringer, og som hele tiden står i rapport til forskningens, ikke mindst sociologiens, resultater, hvilket Adorno er helt på det rene med. Læseren er således altid henvist til at tænke videre og arbejde med stoffet selv.
Det skal da også lige tilføjes her, at Adorno selv ikke var helt fremmed for hovedværkstanken; således sagde han på et tidspunkt, at Negative Dialektik samt torsoen, den posthumt udgivne og af andre sammensatte bog Ästhetische Theorie (Æstetisk teori fra 1970 – heller ikke oversat til dansk) foruden den bog om hans etiske tænkning, som han aldrig nåede at få skrevet, ville være de værker, som han ”havde at kaste i vægtskålen”.
Ifølge Adorno selv er det heller ikke ganske legitimt at referere eller resumere et genuint filosofisk skrift; han hævdede nemlig, at filosofi af rang ikke lader sig referere. I denne polemiske spidsformulering ligger en kritik af al filosofisk metafysik og tilsvarende fra Platon og Aristoteles til Martin Heidegger – hans filosofiske aversion second to none –, der er karakteriseret ved sine uforanderlige, statiske ideer, principper og begreber. Rigtignok refererer Adorno til andre filosoffer passim i sit værk; men for så vidt som en filosofi eller et filosofem lader sig restløst referere eller resumere, kan man med Adorno kritisk hævde, at værket ikke (længere) har en aktuelt gyldig erkendelsesværdi – om end det ganske vist stadig kan være en gyldig filosofisk inspirationskilde eller diskussionspartner, som fx et værk af Aristoteles, hvem Adorno i øvrigt satte højt.
Man kan dog også med en vis ret hævde, at Adorno 'refererer' positivt til andre filosoffer; men i så fald vil der være tale om referencer, i hvilke den refererede filosofi peger ud over sig selv, der vil være tale om ufuldstændig reference, dvs. om karakteristik af en bestemt filosofi, der substantielt rækker ud over det refererede, sådan som det eksempelvis er tilfældet, når Nietzsche kan citeres/refereres for at sige: ”Jeg er ikke tilhænger af noget system, ikke engang af mit eget!” Dette kan man utvivlsomt godt kalde en slags reference, men i så fald af en filosofi, der ikke virkeligt lader sig referere. Filosofi er for Adorno ikke immuniseret imod historiens ændringer, tværtimod er historien, og ikke blot historien, men også det individuelt varierende, det særegne, integrerede momenter i Adornos filosofi, derfor lader filosofi sig ikke referere, den er allerede videre sammen med verdens begivenheder, men uden imidlertid et øjeblik at gå på kompromis med uretten i verden.
Skal man følge Adorno, bliver et referat af Negative Dialektik heller ikke nemmere, når han siger, at ”sande er kun de tanker, som ikke forstår sig selv”. At fortolke bogen som et hermetisk lukket udsagn, hvor læseren kun giver sig af med at forstå teksten som en i sig selv lukket helhed, kun giver sig af med at forstå tekstens selvforståelse, er et vildspor. Ikke selvforståelse, men begribelse af det, der ligger uden for selvet, altså begribelse af objektet, dvs. det, der befinder sig uden for teksten, er anliggendet for filosofien ifølge Adorno, uden at filosofien vel at mærke nærer nogen som helst illusion om at kunne begribe objektet totalt eller fuldstændigt. Sagt i al korthed: læseren er henvist til selv at tænke videre i en proces, hvor objektet har forrang, uden at det tænkende subjekts bidrag kan tænkes væk fra resultatet. Et måske paradigmatisk eksempel på, hvad subjektet kan bidrage med i en erkendelsesproces, er kunsten i form af dens forskellige værker. Man ville således utvivlsomt undre sig, dersom to kunstværker, fx inden for billedkunsten, var identiske, selv om de repræsenterede omtrent den samme filosofiske opfattelse af verden. Kunstneren bidrager med sådan noget som, foruden sit eget tekniske niveau, med en ballast i form af sin egen personlige erfaring og erindring, med sin egen tydning af kunstens samtidige niveau, med sine egne præferencer, hvad angår emner, motiver og materialer samt med, hvad man vel i mangel af bedre kan kalde for vedkommendes egensindighed, for personens – vel også fysisk betingede – individualitet. Noget tilsvarende kan siges om filosofien, selv om det subjektive islæt her kan være lidt vanskeligere at iagttage. Filosoffernes sprog vil i høj grad være afhængigt af, hvem der er dets afsender, lige så vel som valget af genre – Adorno selv havde således en vis forkærlighed for aforismen. Og hvad angår emner, stod musikken ham nær. Man kan sige det på denne måde: ifølge Adorno er objektet i høj grad åbent for subjektets individualitet, uden at det vel at mærke lader sig reducere til det subjektive. Eller man kunne omskrive det til dette: for Adorno er utopien åben.
Hvis man således skal forsøge at gengive væsentligt tankeindhold fra Negative Dialektik, så må man samtidig gøre sig klart, at man har at gøre med stof, der grundlæggende befinder sig i historisk bevægelse og er bestemt af kritikken af aktuel uret og håbet om, at alle mennesker engang kan leve uden angst.
En central bestemmelse af negativ dialektik i bogen af samme navn hos Adorno lyder: ”Negativ dialektik er konsekvent bevidsthed om ikke-identiteten”. Det betyder for det første et opgør med den såkaldte formale logiks princip om, at alt er et spørgsmål om enten – eller; herimod hævder Adorno, at grundlæggende forandrer tingene sig, og de er således uden fast, uden uforanderlig identitet. For det andet kan udsagnet siges at være i opposition til kollektive begreber, der hævdes at være dækkende for alle de individer, de omfatter; imod den hævden vil negativ dialektik plædere for, at (disse) individer aldrig er identiske med almenbegrebet, fx udsiger et hvilket som helst begreb om 'tyskeren' ikke den fulde sandhed om alle særegne, tyske individer; tværtimod har det særegne forrang for almenbegrebet og kollektivet, hvilke i tilfælde af, at de tilskrives sandheden i forhold til individerne, har en undertrykkende funktion i forhold til disse. En særlig fokus, for det tredje, har udsagnet på det identitetspres, som den vareproducerende, kapitalistiske økonomi øver. I og med logikken i den kapitalistisk producerede vare sættes dennes bytteværdi og produktionen af denne over alt andet i økonomien og tendentielt i hele samfundet, dersom den får magt som den har agt, og denne økonomi sætter et pres på alt andet, mennesker, dyr, planter og ting, i retning af identifikation med samme økonomi. Men negativ dialektik fornægter altså denne prætenderede og tilstræbte identitet som uret.
Nogle har set 'det ikke-identiske' hos Adorno som en selvstændig, mystisk, måske religiøs eller quasireligiøs, eller en fundamental størrelse. 'Det ikkeidentiske' er imidlertid ikke en ting ved siden af andre ting, men derimod det ved de enkelte ting, der ikke går op i det identiske/alment-abstrakte, hvad dette så end måtte være i det enkelte tilfælde. 'Det ikke-identiske' er altså en slags egenskab ved de enkelte ting, det er grundlæggende af materiel karakter og altså ikke uden identitet, om end denne deres identitet grundlæggende er foranderlig.
Jeg skrev tidligere, at vi må tænke videre selv og tænke historien med, når vi vil søge at forstå negativ dialektik, og således også mht. Adornos ovennævnte bestemmelse af negativ dialektik. Det historiske i det udsagn består ikke mindst i brugen af begrebet 'ikkeidentitet'. Når dette er så centralt for Adorno, skyldes det uden tvivl primært, at han finder identiteten, og ikke mindst varesamfundets identitetspres for ikke at sige -tvang, så fremherskende, at det også kommer til at præge det begreb, der er udset til at stå imod det, altså 'ikke-identiteten', som blot bliver en negation af den samfundsmæssigt dominerende identitet. 'Ikkeidentiteten' er klart et begreb og en sag i defensiven, om man så må sige. Dertil kommer, at det 'ikkeidentiske' på Adornos tid øjensynlig var så uanseligt, mikroskopisk, at det var umuligt at sige nogetsomhelst om dets positive beskaffenhed, det kunne bare udtrykkes ved en negation af det kritisable identiske, altså netop bare som 'det ikke-identiske'. Så måske kan negativ dialektik få en anden bestemmelse nu i dag, som ikke lægger helt så megen vægt på det negative moment, fx at negativ dialektik er konsekvent bevidsthed om det forskellige eller lignende eller noget helt tredje?
”indbydelsen til kritik indbygget i sig”